Viewing entries in
Tjekkiet

Comment

Jaroslav Osička Chardonnay 2017

Et spændende glas, nu og da dukker der en sjældent spændende Chardonnay op fra uventede egne. Velké Bílovice i det sydlige Tjekkiet eksempelvis, men måske mindre overraskende hvis man ved, at tjekkisk naturvins grand old man Jaroslav Osička holder til der. Mildt urtede noter, moden gul stenfrugt og mineralsk krydring karakteriserer den, stilen er oxidativ men i bund og grund burgundisk af den gamle skole. Økologisk dyrkede druer, kort maceration, spontan gæring og 30 måneders modning på store træfade.

Flaske: Chardonnay 2017
Vinhus: Jaroslav Osička
Område: Morava
Land: Tjekkiet
Druesort: Chardonnay
Jordbund: Kalkholdig løss og lehm
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Importør: Sæsonmelier
Pris: 275,-

Comment

Comment

Punkista Vavřinec Brut 2018

Punk’s not dead! Der er liv og glade dage, luftig skum med blid brus, knitrende bobler, frisk syre og rødmende frugt i Punkistas Vavřinec 2018: Røde æbler, hindbær, tyttebær, morbær, milde honning-, brød- og gærnoter, veltøjlet vildskab. Vavřinec er i virkeligheden Sankt Laurent, som vi kender fra Østrig, og bag navnet Punkista gemmer sig Robert Osička, søn af selveste Jaroslav Osička, som er frontløber for økologisk vinavl og naturlig vinifikation i Tjekkiet. Robert holder ligeledes til i Velké Bílovice i Morava, hvorfra han fremstiller fremragende mousserende vine af traditionelle sorter efter méthode traditionelle. 30 måneders modning med gæren, flasket uklaret og ufiltreret med total sulfit på kun 18 mg/l.

Flaske: Vavřinec 2018
Vinhus: Punkista
Område: Morava
Land: Tjekkiet
Druesort: Sankt Laurent
Jordbund: Løss og lehm
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret,
andengæring på flaske
Lagring: Flaskelagring
Lukning: Korkprop
Alkohol: 11%
Importør: Sæsonmelier
Pris: 279,-

Comment

Comment

Jaroslav Osička Pinot Gris 2020

Ingen gråtoner på grisen, bare et svinsk godt glas spændstig Pinot Gris fra den tjekkiske naturvinspioner Jaroslav Osička i Mæhren. Frisk, livlig og let volatil snude, der emmer af friskpresset pæresaft og nygæret pærecider. Sløret i glasset men glasklar i munden med syrlig saft af pærer, pomelo og grapefrugt, grønne sager, ananas og fersken. Flot stoflig fylde mellem den indledende sprødhed og den tørre, let tonic-agtige eftersmag. Alt i alt en usædvanlig og usædvanligt forfriskende Pinot Gris. Denne tjekke har tjek på druen— med køligt klima, økologisk dyrkning, håndhøst fra marker i Velkopavlovická, spontan gæring, en smule skindkontakt, et godt år på bærmen i gamle fade og endnu et år på flaske for at bringe det hele i balance.

Flaske: Pinot Gris 2020
Vinhus: Jaroslav Osička
Område: Morava
Land: Tjekkiet
Druesort: Pinot Gris
Jordbund: Kalkholdig løss og lehm
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Importør: Sæsonmelier
Pris: 220,-

Comment

Comment

Iva Měřínská Neruš 2020

Do not disturb! Der er rolige stunder, tid til fordybelse og særdeles god smag i tjekkiske Iva Měřínskás hyggelige orangevin Neruš (som netop betyder: forstyr ikke) på en blanding af Pinot Gris og Neuburger. Afslappet aromatisk, rund og fyldig med en fin frugt, mandariner, ferskner, abrikoser og en mild mandelnote, ren i spyttet og med ganske fine tanniner. Begge sorter er gæret sammen med seks ugers skindkontakt, og vinen er modnet 10 måneder på gærresterne på egetræs- og akaciefade. Uklaret, ufiltreret og flasket med små fem gram tilsat sulfit. Spændende dråber fra Morava.

Flaske: Neruš 2020
Vinhus: Měřínská
Område: Morava
Land: Tjekkiet
Druesorter: Pinot Gris, Neuburger
Jordbund: Sand og grus
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret,
seks ugers skindkontakt
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12%
Importør: Sæsonmelier
Pris: 230,-

Comment

Comment

Petr Koráb Welschriesling sur lie 2018

Welschriesling spinder, når nogen gider kæle for den, og det gør Petr Koráb. Mild næse med candyfloss, limeblade og limeskal, sprød, saftig og citrusfrisk på tungen, åbner op for en blødere fylde med moden citron og kærnemælk. Koráb holder til i det traditionelt vindyrkende Morava (Mähren), nærmere bestemt bakkerne nord for Boleradice, en lille by syd for Brno og ikke langt fra grænsen til Østrig. Her kærer han sig om fire hektarer vinmarker med gamle stokke, som dyrkes biodynamisk og vinificeres minimalistisk; og han er er medlem af det tjekkiske naturvinsfællesskab Autentiste.

Petr Koráb Welschriesling sur lie 2018 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Welschriesling sur lie 2018
Vinhus: Koráb
Område: Morava
Land: Tjekkiet
Druesort: Welschriesling
Jordbund: Kalksten
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret,
to dages maceration
Lagring: Sur lie på store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,5%
Importør: Høtoft Vin
Pris: 185,-

Comment