Viewing entries in
Kroatien

Comment

Vina Grgić Pošip 2018

Pošip er i dag en udbredt sort i store dele af Dalmatien, men den stammer fra øen Korčula, hvorfra også Grgić høster sine druer. Den kombinerer en forfriskende syre og salt mineralitet med rig fylde og eksotisk frugt, lige dele middelhavssol og burgundisk finesse. Frisk, flintet og let røget duft og rig smag af grønne æbler, lime, moden citron og fersken, noter af pinjekerner, mandler og et strejf vanille. Vellavet vin, hvor man fornemmer både Adriaterhavets sol og en næsten burgundisk finesse, formfuldendt efter den 100-årige mester Miljenko Grgićs hoved. Grgić Vina er hans kroatiske projekt påbegyndt i 1996, men manden er selvfølgelig mest kendt som Mike Grgich fra Grgich Hills Estate i Napa og endnu mere for sin overraskende gode Chardonnay fra Chateau Montelena, som vandt i Steven Spurriers berømte og berygtede smagning i Paris i 1976.

Flaske: Pošip 2018
Vinhus: Grgić
Område: Dalmatien
Land: Kroatien
Druesort: Pošip
Jordbund: Kalksten og sandsten
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 14%
Forhandler: f.eks. Wine&More
Pris: cirka 300,-

Comment

Comment

Vinas Mora Barbba 2021

Barbba er Vinas Moras hyldest til de gamle knarke omkring Primošten, som stædigt har holdt fast i at dyrke de gamle lokale sorter på de utaknemmeligt stenede vinmarker på skråningerne ned mod Adriaterhavet. Dér mestrer de ikke blot Babić, det her er det nordlige Dalmatien kondenseret på flaske, en co-fermentering af de blå sorter Plavina og Lasina og de grønne Maraština og Debit. Støvet men strålende rød som en uslebet rubin, saftig og frugtig og glødende, som skabt til at drikke nu, hvor dagene igen har halet ind på nætterne. Rødmende fersken, modne sommerbær, mild syre, små strøg af støvede tanniner og en let jordet, urtet krydring, anis, hibiscus, rabarber, granatæble og tørrede tranebær. Vindbidt og alligevel mild, den gamle mand og havet; og når forårssolen skinner, bliver han ung.

Flaske: Barbba 2021
Vinhus: Vinas Mora
Område: Dalmatien
Land: Kroatien
Druesorter: Plavina, Lasina,
Maraština, Debit
Jordbund: Kalksten
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Glasfibertanke
Lukning: Korkprop
Alkohol: 11,5%
Importør: Simply Grapes
Pris: cirka 175,-

Comment

Comment

Clai Sveti Jakov Malvazija 2018

Sveti Jakov er en fyrig og righoldig mundfuld Malvazija, med gule rosiner, tørrede abrikoser, figner og kastanjecrème, og fine pennestrøg af nyskåret hø, urtete og laurbærblade i kanten. Stor fylde, fløjlsbløde tanniner og mundvandsfremkaldende mineralitet. Druerne er høstet fra en gammel mark (“Sankt Jakob”) syd for byen Buje i det nordvestlige Istrien, kun 4 km fra Clais landssted i Krasica. Vi er i “det hvide Istrien" med dets lyse, kalkholdige flysch, stærk indflydelse fra Adriaterhavet og masser af sol. 50 år gamle stokke, druerne dyrkes økologisk, håndplukkes, afstilkes og gæres spontant med skallerne på store træfade i godt tre måneder, hvorefter vinen lagres i to år på store gamle egetræsfade. 2018 er modnere og mørkere end vanligt, men trods sin høje ekstrakt og hede alkohol bevarer den alligevel en flot balance. Fuldkornsfornøjelser fra Istrien og en af orangevinens store mestre!

Flaske: Sveti Jakov 2018
Vinhus: Clai
Område: Istrien
Land: Kroatien
Druesort: Malvazija
Jordbund: Kalkholdig mergel
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret,
tre måneders maceration
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 15%
Forhandlere: f.eks. Wine&More
Pris: cirka 250,-

Comment

Comment

Krajančić Pošip Intrada 2018

Varmblodet hvidvin fra den kroatiske ø Korčula, med en kølig brise af blomstrende enge, blød fylde af honningmelon, saftige modne ferskner, vaniljesyltede pærer og mandelsplitter. Frisk og smidig syre, som smyger sig igennem hele herligheden før en pikant salt afslutning. Af sted til Adriaterhavet! Pošip Intrada er kunstner og vinmager Luka Krajančićs værk og en formfuldendt introduktion til druen og dens potentiale. Krajančić anses af mange som manden bag sortens store boom de sidste par årtier, og han fremstiller en bred vifte af Pošip vine og maler selvfølgelig selv etiketterne.

Flaske: Intrada 2018
Vinhus: Krajančić
Område: Dalmatien
Land: Kroatien
Druesort: Pošip
Jordbund: Sand, kalkholdig sandsten
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Gæret på ståltanke
Lagring: Ståltanke og træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Forhandler: f.eks. Wine&More
Pris: cirka 150,-

Comment

Comment

Tomac Rajnski Rizling 2016

Samklang af solens stråler og jordens mørke— orange Riesling fra en kroatisk mester med georgiske remedier i repertoiret. Tomislav Tomac gravede georgiske qvevri ned i baghaven i 2009, og på få år har han knækket koden til på den måde at få det meste og det bedste ud af sin palette af sorter i Plešivica, det være sig Riesling, Traminer, Sauvignon eller sjældne indfødte specialiteter. Rajnski Rizling 2016 er eksotisk frugt i kølige klæder, saftig ananas, ferskner og abrikoser, friske og tørrede, og noter af kandiseret orangeskal, sukkersyltet ingefær, harpiks, bivoks, orientalske krydderier og en flagrende petroleumslampe i det fjerne. Ren, rank og fast struktureret af en spændstig syre og smidige tanniner. Druerne er høstet fra skråninger ved Šipkovica, afstilkede og gæret seks måneder med skallerne under jorden; og siden modnet et par år på store slavonske træfade før flaskning.

Flaske: Rajnski Rizling 2016
Vinhus: Tomac
Område: Plešivica
Land: Kroatien
Druesort: Riesling
Jordbund: Kalkholdig mergel
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret på amfora,
seks måneders skindkontakt
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Forhandler: f.eks. Wine&More
Pris: cirka 300,-

Comment

Comment

Dvanajščak-Kozol Pušipel Classic 2020

Knusende sprødt og saftigt, syrligt grønt æble i duft og ikke mindst smag. Saftigt flow med tørt stof. Ganske ligefrem smag med frisk frugt og små finurlige gæringsnoter. Grønne æbler, lime, ingefær, umoden fersken, ferskensten og urter. Frisk og ligefrem men meget mere end blot en simpel forfriskning.

Flaske: Pušipel Classic 2020
Vinhus: Dvanajščak-Kozol
Område: Meðimurje
Land: Kroatien
Druesort: Furmint
Jordbund: Grus, sand, ler
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Ståltanke
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12%
Pris: cirka 100,-

Comment