Viewing entries in
Italien

Comment

Vietti Roero Arneis 2016

Klassisk Roero Arneis fra Vietti, piemontesisk skyllemiddel med moden pære og honningmelon, saftig mildhed og moderat syre, mandel og akaciehonning i eftersmagen. Dens tidlige modning og fine aromatik er de formildende træk ved den ellers vanskeligt dyrkelige Arneis. Vietti var en af de første til at flaske en sortsren af slagsen, og 2016 er deres 50. årgang. Høstet midt i september, gæret og modnet på ståltanke, drikker næsten sig selv.

Vietti Roero Arneis 2016 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Roero Arneis 2016
Vinhus: Vietti
Område: Piemonte
Land: Italien
Druesort: Arneis
Jordbund: Sandsten, kalksten
Dyrkningsform: Konventionel
Vinificering: Gæret på ståltanke
Lagring: Ståltanke
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13,5%
Importør: Niche Vine
Pris: 190,-

Comment

Comment

Filippi Turbiana 2016

Turbiana er det lokale navn for den Trebbiano, man dyrker i Lugana og Soave, og som i virkeligheden er en Verdicchio. Kært barn har mange navne, og godt vinhus har mange mange vine. Filippis hvide “basisvin” er rund og mild citrussaft med mandelagtige bitternoter, god syre og salt finish. Mildt oxidative noter. Druerne kommer fra godt 20 år gamle stokke, en massal selektion af gamle kloner. Spontangæret på stål og flasket ufiltreret — men ren og klar som kildevand.

Filippi+Turbiana+2017+Flaskevis+%28C%29+Thomas+Bohl.jpg

Flaske: Turbiana 2016
Vinhus: Filippi
Område: Veneto
Land: Italien
Druesort: Trebbiano di Soave
Jordbund: Kalksten
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Ståltanke
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,5%
Importør: Vintro Vin
Pris: 210,-

Comment

Comment

Podere ai Valloni Boca Vigna Cristiana 1990

Modent nok! Med sin tiltagende dybde er Alto Piemonte på vej mod nye højder. Podere ai Valloni befinder sig i Boca, en af de ti appellationer i det nordlige Piemonte, på vulkansk jordbund i næsten 500 meters højde. Guido og Cristiana Sertorio restaurerede i 1980 det gamle århundreder gamle vinhus og de tilhørende marker, i dag drives huset af datteren, advokaten Anna Sertorio. Porfyr-rige Vigna Cristiana leverer konsistent en elegant struktureret og fint frugtig vin fra Nebbiolo med små svirp af Vespolina og Uva Rara. 1990 har nået toppen: Æterisk duft med mørk dybde og en slank men stadigt saftig kirsebærfrugt med metallisk mineralitet og krydrede noter.

Podere ai Valloni Boca Vigna Cristiana 1990 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Vigna Cristiana 1990
Vinhus: Podere ai Valloni
Område: Alto Piemonte
Land: Italien
Druesorter: Nebbiolo, Vespolina, Uva Rara
Jordbund: Vulkansk
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Pris: cirka 200,-

Comment

Comment

Emidio Pepe Trebbiano d'Abruzzo 2017

EP som i episk producent— eller med navns nævnelse: Emidio Pepe! Forventer man ikke at finde store hvidvine i det centrale Italien, slet ikke på den alt for almindelige Trebbiano, så smag lige her: Forårsblomster, masser af middelhavsurter, modne stenfrugter og citrusskal er kondenseret i en overraskende fløjlsblød og syrefrisk mundfuld. Pepe-familiens fremgangsmåde er godt gammeldags håndværk: Biodynamisk dyrkning, druerne trædes med fødderne, og mosten gæres spontant, udelukkende på cementtanke, og det lønner sig i vin med nerve og sjæl— og sjældent pikant Trebbiano!

Emidio Pepe Trebbiano d'Abruzzo 2017 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Trebbiano d’Abruzzo 2017
Vinhus: Emidio Pepe
Område: Abruzzo
Land: Italien
Druesort: Trebbiano
Jordbund: Ler, kalksten
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Cementtanke
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,5%
Importør: Österreich Vin
Pris: 425,-

Comment

Comment

Inama Vigneti di Foscarino Soave Classico 2008

Stålsat og saftspændt Soave med moden stenfrugt, mandler, syrlige drops og flødekaramel som efterfølger den fine frugtduft med spor af forårsblomster og nyslået hø. Flot udviklet, den er på mange måder indbegrebet af Soaves dyder. Råstoffet er fra gamle Garganega-stokke, håndhøstet og gæret på ståltanke efter 6-12 timers kold maceration. 6 måneders lagring på stål og brugte barriques.

Inama+Soave+Classico+Vingeti+di+Foscarin+2016+Flaskevis+%28C%29+Thomas+Bohl.jpg

Flaske: Vigneti di Foscarino 2008
Vinhus: Inama
Område: Veneto
Land: Italien
Druesort: Garganega
Jordbund: Basalt
Dyrkningsform: Konventionel
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Ståltanke, små træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,5%
Importør: Løgismose
(men p.t. ikke i sortiment)
Pris: cirka 200,-

Comment

Comment

Nicosia Etna Bianco Vulkà 2017

Etna Bianco fra det gamle familieforetagende Nicosia i Trecastagni på den sydlige side af Etna: Frisk, saftig citrusfrugt, energisk syre, urtede noter og sprød salt mineralitet. Druerne er de traditionelle sorter Carricante og Catarratto, økologisk dyrket i 650-750 meters højde, høstet ved håndkraft, et døgns kold maceration, gæret på ståltanke og modnet på gærresterne. Ren og ligefrem hvid Etna.

Cantine Nicosia Etna Bianco Vulka 2017 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Vulkà 2017
Vinhus: Cantine Nicosia
Område: Etna
Land: Italien
Druesorter: Carricante, Catarratto
Jordbund: Vulkansk
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Ståltanke
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,5%
Pris: cirka 120,-

Comment