Viewing entries in
Hvidvin

Comment

Vino Gross Renski Rizling 2021

Riesling fra det slovenske Steiermark, hvor de hvide blomster står i fuldt flor, og ferskner og abrikoser hænger tungt fra træerne. Østrigske Maria og Michael Gross får det bedste frem fra opok-jorden, det bakkede landskab og deres sprudlende grønne vinmarker. Håndhøst, helklasepresning, knapt et døgns skindkontakt og spontan gæring, inklusive malolaktisk og modning på gæren tolv måneder på store fade, flasket uklaret og ufiltreret. Rig frugt, forfriskende syre og et stenet, salt knas i eftersmagen; og finder sit største vingefang efter lang tids luft.

Flaske: Renski Rizling 2021
Vinhus: Vino Gross
Område: Štajerska
Land: Slovenien
Druesort: Riesling
Jordbund: Flysch
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,5%
Importør: Sæsonmelier
Pris: 219,-

Comment

Comment

Valli Unite Derthona 2021

Den gode gamle sort Timorasso i en ny og mindeværdig årgang fra de rød-grønne græsrødder i Valli Unite, med formidabel friskhed og fylde, rusticitet og raffinement. Fuld af sprød citrus og eksotiske frugter, hints af Hubba Bubba tyggegummi, akaciehonning og bivoks, og underliggende noter af blomster og urter. En mundvandsdrivende mundfuld fra de langtidspraktiserende økobønder i kooperativet Valli Unite, “et økosystem i harmoni med naturen, kun rettet ind af menneskehænder, hvor det findes strengt nødvendigt. 100 hektarer jord, der er dyrket økologisk siden 1981 i andelsbevægelsens ånd, og som søger at indføre en alternativ økonomi for en bedre verden”.

Flaske: Derthona 2018
Vinhus: Valli Unite
Område: Piemonte
Land: Italien
Druesort: Timorasso
Jordbund: Ler, kalksten
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 14%
Importør: Azienda Vin
Pris: 249,-

Comment

Comment

Jaroslav Osička Chardonnay 2017

Et spændende glas, nu og da dukker der en sjældent spændende Chardonnay op fra uventede egne. Velké Bílovice i det sydlige Tjekkiet eksempelvis, men måske mindre overraskende hvis man ved, at tjekkisk naturvins grand old man Jaroslav Osička holder til der. Mildt urtede noter, moden gul stenfrugt og mineralsk krydring karakteriserer den, stilen er oxidativ men i bund og grund burgundisk af den gamle skole. Økologisk dyrkede druer, kort maceration, spontan gæring og 30 måneders modning på store træfade.

Flaske: Chardonnay 2017
Vinhus: Jaroslav Osička
Område: Morava
Land: Tjekkiet
Druesort: Chardonnay
Jordbund: Kalkholdig løss og lehm
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Importør: Sæsonmelier
Pris: 275,-

Comment

Comment

Will’s Wine Blanc d’Or 2022

Righoldig Riesling med duft af hvide blomster, akaciehonning og galiamelon og smag af modne kerne- og stenfrugter. Flot fylde og en smidig syre danser sig gennem dens tætte stof og milde frugtsødme. Super charmerende og ikke uden seriøse miner, der er dybere, mere krydrede lag, som lægger op til længere tids flaskemodning. Druerne er dyrket på marken Laškovec ved Okić i området Plešivica vest for Zagreb, hvor de solrige dage og kølige nætter giver perfekt modnede, sursøde druer. Et par dages kold maceration før spontangæring på store træfade og et års modning med gærresterne.

Flaske: Blanc d’Or 2022
Vinhus: Will’s Wine
Område: Rhône
Land: Frankrig
Druesort: Aligoté
Jordbund: Sand og skifer
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Terracottakar og træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13,5%
Importør: Reduktivt
Pris: 215,-

Comment

Comment

Kabola Secco 2022

Nok er det en kliché, at vin er solstråler i flydende form, men nogle vine fanger bare præcist den følelse— for eksempel Kabolas mildt aromatiske og svært læskende Secco, en tør fortolkning af Muškat Momjanski, den lokale istriske klon af Moscato Bianco eller Muscat Blanc à Petit Grains, dyrket økologisk på områdets karakteristiske kalkholdige mergel. Den rammer næsen med milde topnoter af akacie og orangeblomst og derunder drivhus med vinranker, berusende strejf af solvarme modne druer og krydrede mørkegrønne vinblade. De saftspændte grønne druer går igen I smagen, der er sprød og frugtig, med en smule mandarin og frisk ananas, frisk syre og et delikat salt svirp til sidst. Tørstlukkende, appetitvækkende, aldeles elskelig og den perfekte sommervin!

Flaske: Secco 2022
Vinhus: Kabola
Område: Istrien
Land: Kroatien
Druesort: Muškat Momjanski
Jordbund: Kalkholdig mergel
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,5%
Importør: Vinomolim
Pris: 118,-

Comment

Comment

Škegro Krš Bijeli Žilavka 2022

En lille hvid velsignelse fra Hercegovina, den lokale stolthed Žilavka dyrket i det kuperede karstlandskab omkring byen Ljubuški, hvor den driftige vinmager Bariša Škegro har hjemme. Krš bijeli (hvid karst, Žilavka er en ret frodig sort, som kan dyrkes selv i ret fattige og meget stenede jorde som den gråhvide karst) har en herlig saftighed, noget nærmest mostet over sig, friskpressede, fuldmodne æbler og pærer, en forfriskende syre, mild salt note og et delikat bitter eftersmag af kvæde. Fin fylde og lækker tekstur, let at slumre i sig i varmen men ligeledes velegnet til sommerlige spiser. En spændende vin fra et lettere forsømt hjørne af det gamle Europa.

Flaske: Krš Bijeli 2022
Vinhus: Škegro
Område: Neretva
Land: Bosnien-Hercegovina
Druesort: Žilavka
Jordbund: Karst
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13,5%
Forhandler: f.eks. wine&more
Pris: cirka 100,-

Comment