Viewing entries in
Hvidvin

Comment

Peter Lauer Faß 11 Riesling Schonfels GG 2018

Riesling i vinkel og vater, så selv den steghede sommer i 2018 virker som dugfrisk morgenluft og kølige kildevæld. Æren tilfalder godt 100 år gamle stokke på egne rødder; den rå, blå skifer på den svimlende stejle Schonfels, som man mere end fornemmer; og det sagtmodige håndværk hos Florian og far Peter Lauer med selekteret håndhøst og lang lagring på gærresterne. Svævende saft, koncentreret men let, stilfærdigt udtryk med afstemt syre og sprød mineralitet, bivoks, modne æbler og stjernefrugt, kræver fordybelse og god tid, før den afslører alle sine hemmeligheder.

Peter Lauer Faß 11 Riesling Schonfels GG 2018 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Faß 11 Schonfels
Vinhus: Weingut Peter Lauer
Område: Saar
Land: Tyskland
Druesort: Riesling
Jordbund: Blå skifer
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Importør: Niche Vine
Pris: 350,-

Comment

Comment

Schloss Gobelsburg Grüner Veltliner Ried Lamm 2017

Gobelsburgs Grüner Veltliner fra marken Lamm fra 2017 er en dybt duftende vin med fløjlsblød fylde og frejdig syre, smukt sammenvævet stof med moden mango og grøn pære, krydderurtebed, nåleskov, moskus og tobak. Saftig, raffineret og kompleks. Druerne vokser sydøst for Heiligenstein, og navnet Lamm er sandsynligvis afledt af jordbundstypen lehm, der dominerer marken: En blanding af forvitret sand, silt og ler med erosionsmateriale fra Heiligenstein. Årgang 2014 er omtalt her.

Schloss Gobelsburg Grüner Veltliner Ried Lamm 2017 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Ried Lamm 2017
Vinhus: Schloss Gobelsburg
Område: Kamptal
Land: Østrig
Druesort: Grüner Veltliner
Jordbund: Lehm, løss, sandsten
Dyrkningsform: Bæredygtig
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13,5%
Importør: Bichel Vine
Pris: 300,-

Comment

Comment

Tenuta Bellafonte Arnèto 2016

Peter Heilbron fra Tenuta Bellafonte har været en af hovedkræfterne til at puste nyt liv i den gamle umbriske sort Trebbiano Spoletino: Arnèto (dialekt for genfødt) er en saftig, frisk og fløjlsblød mundfuld, en livgivende kilde af moden citrus, ananas, pinje og mandler, syrnet smør, smukt strøet med kamille, nyslået hø, urter og en smule humle. Dyrkning uden kunstgødning og sprøjtegifte, manuel høst, et par dages kold maceration, spontan og malolaktisk gæring på store slavonske træfade, lagring på gærresterne i flere måneder, flasket ufiltreret. Lagringsværdig.

Tenuta Bellafonte Trebbiano Spoletino Arnèto 2016 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Arnèto 2016
Vinhus: Tenuta Bellafonte
Område: Umbrien
Land: Italien
Druesort: Trebbiano Spoletino
Jordbund: Kalkholdig mergel og ler
Dyrkningsform: Bæredygtig
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Importør: Adriat Vinimport
Pris: cirka 200,-

Comment

Comment

Petr Koráb Welschriesling sur lie 2018

Welschriesling spinder, når nogen gider kæle for den, og det gør Petr Koráb. Mild næse med candyfloss, limeblade og limeskal, sprød, saftig og citrusfrisk på tungen, åbner op for en blødere fylde med moden citron og kærnemælk. Koráb holder til i det traditionelt vindyrkende Morava (Mähren), nærmere bestemt bakkerne nord for Boleradice, en lille by syd for Brno og ikke langt fra grænsen til Østrig. Her kærer han sig om fire hektarer vinmarker med gamle stokke, som dyrkes biodynamisk og vinificeres minimalistisk; og han er er medlem af det tjekkiske naturvinsfællesskab Autentiste.

Petr Koráb Welschriesling sur lie 2018 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Welschriesling sur lie 2018
Vinhus: Koráb
Område: Morava
Land: Tjekkiet
Druesort: Welschriesling
Jordbund: Kalksten
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret,
to dages maceration
Lagring: Sur lie på store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,5%
Importør: Høtoft Vin
Pris: 185,-

Comment

Comment

Weingut Querbach Hallgarten Riesling 2005

Rheingau Riesling i Kabinett-klassen modnet til perfektion: Mild duft af gule æbler og kvæder med friske pust af æbleblomster og jasminer. Sprødt syrebid, let krydret sødme og en mørkere smag, æblekerneolie og bivoks, fersken, ananas og mango, Demerara rørsukker, Yirgacheffe kaffe og karamel. Tæt løss med Taunuskvartsit og Rhinskifer lægger jord til druerne ved Hallgarten. Vinen er fra 2005, og Querbach har været der siden 1650, så det haster heller ikke…

Weingut Querbach Hallgarten Riesling Kabinett 2005 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Hallgarten Riesling 2005
Vinhus: Weingut Querbach
Område: Rheingau
Land: Tyskland
Druesort: Riesling
Jordbund: Løss, kvartsit
Dyrkningsform: Konventionel
Vinificering: Gæret på ståltanke
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12%
Importør: Espergærde Vinhandel
Pris: 169,-
(andre årgange)

Comment

Comment

Domaine Ciringa Fosilni Breg Sauvignon Blanc 2017

Græsset, urtet, mineralsk Sauvignon fra Slovenien, et kalkstenskast fra grænsen til Østrig. Den østrigske Tement-familie stiftede i 2005 vingården Ciringa lige i forlængelse af deres topmark Zieregg. Jordbunden er den samme på denne side af grænsen, aflejret koralkalk og fossiler, jævnfør etikettens søstjerne, og Sauvignon er ligeledes stjernen her. Første årgang var 2009. Den aktuelle 2017 har et saftigt, syrerigt svirp, rund dybde med brød- og smøragtig fylde og en grønning af græs, nælder, basilikum, mynte, limesaft, grapefrugt og flint, en let og delikat drik.

Domaine Ciringa Fosilni Breg Sauvignon Blanc 2017 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Fosilni Breg 2017
Vinhus: Domaine Ciringa
Område: Stajerska
Land: Slovenien
Druesort: Sauvignon Blanc
Jordbund: Kalksten
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Sur lie på ståltanke og træfade
Lukning: Skruelåg
Alkohol: 12,5%
Importør: Philipson Wine
Pris: 180,-

Comment