Viewing entries in
Østrig

Comment

Uwe Schiefer Weisser Schiefer >S< 2012

Uwe Schiefer er altid garant for spændende glas, og hans Weisser Schiefer er seriøs velsmag med dybde herfra og til Südburgenland. Grøn fersken, saftigt græs, grønne enge, friske urter og en dansende syre, der løfter substansen til skyerne. Opskriften er 80% Welschriesling spædet op med 10% Weissburgunder og 10% Grüner Veltliner, spontangæret på store træfade og lagret 10 måneder på bundfaldet. Økologisk dyrket på kalkholdige opal-, serpentinit- og skiferjorde ved Eisenberg. Elegant og endnu ung vin.

Uwe Schiefer Weisser Schiefer S 2012 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Weisser Schiefer >S< 2012
Vinhus: Uwe Schiefer
Område: Burgenland
Land: Østrig
Druesorter: Welschriesling,
Weissburgunder, Grüner Veltliner
Jordbund: Rød skifer, serpentinit
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 14%
Importør: Grapewise
Pris: 585,-

Comment

Comment

Sœllner Riesling von Gösing 2017

Mirabeller, stikkelsbær, hvide blomster, frisk saft af østrigsk Riesling fra løssterrasser ved Gösing i Wagram, dyrket økologisk af Daniela Vigne og Toni Söllner. Mildt duftende, saftig frugt, rundet syre og mineralsk renhed, meget let at drikke.

Sœllner Riesling von Gösing 2017 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Riesling von Gösing 2017
Vinhus: Weingut Söllner
Område: Wagram
Land: Østrig
Druesort: Riesling
Jordbund: Løss
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12%
Pris: cirka 100,-

Comment

Comment

Johann Topf Riesling Heiligenstein 2002

2002 var en vanskelig årgang i Donauområdet: Vejret var vådt og køligt, og oversvømmelser i august føjede kun spot til skade. Riesling slap generelt godt fra genvordighederne, og en lang flaskelagring har fået en flot modnet vin ud af Johann Topfs aftapning fra Heiligenstein. Benzindampe og flintede noter svæver over vandene, man fornemmer en vis alder, men den flyder fortsat med limesaft, fersken og ananas og modne noter af honning. Rund, saftig og stadig vibrerende, omend amplituden er lavere end i unge udgaver. Spontangæret på ståltanke og flasket efter et halvt år sur lie.

Johann Topf Riesling Heiligenstein 2002 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Riesling Heiligenstein 2002
Vinhus: Johann Topf
Område: Kamptal
Land: Østrig
Druesort: Riesling
Jordbund: Sandsten
Dyrkningsform: Konventionel
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Ståltanke
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Pris: cirka 300,-

Comment

Comment

Hajszan Neumann Gemischter Satz Natural 2016

Orange udgave af Gemischter Satz fra Hajszan Neumann i Wien: Sommerblomster og moden citrus i duften og friske aprikoser, ananas og grapefrugt i smagen. Fyldig frugt og fløjlet tekstur med teagtige tanniner, let urtet og krydret, blomsterhonning, kinesisk kvædete og La Esmaralda kaffe i eftersmagen. Alt godt fra Nussberg (Grüner Veltliner, Traminer, Riesling, Welschriesling, Weissburgunder m.v.) er her gæret på betonæg med fem måneders skindkontakt og fyldt på flaske uden klaring, filtrering eller sulfitter. Smuk vin!

Hajszan Neumann Gemischter Satz 2016 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Gemischter Satz Natural 2016
Vinhus: Hajszan Neumann
Område: Wien
Land: Østrig
Druesorter: Gemischter Satz
Jordbund: Kalksten, ler
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret på betonæg,
fem måneders maceration
Lagring: Betonæg, store træfade
Lukning: Korkprop, voksforseglet
Alkohol: 13,5%
Importør: Atomwine
(men ikke i sortiment)
Pris: cirka 250,-

Comment

Comment

Heinrich St. Laurent Rosenberg 2015

Spændende St. Laurent fra Gernot og Heike Heinrich. Forførende duft af violer, skovbund, vådt mos og brønd. Rund, saftig kirsebærfrugt, frisk syre og fint afrundede tanniner. Lang eftersmag med blommesten, skovmærke og alle mulige små græssede og urtede strejf. Først en smule reduktiv og rustik men så raffineret og charmerende som få. Rosenberg er en østvendt skråning langs Leithaberg, rig på glimmerskifer. Høstet i september, presset på kurvepresse, gæret med tre ugers skindkontakt, halvandet års lagring på 500-liters egetræsfade.

Heinrich St Laurent Ried Rosenberg 2015 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Ried Rosenberg 2015
Vinhus: Weingut Heinrich
Område: Burgenland
Land: Østrig
Druesort: Sankt Laurent
Jordbund: Glimmerskifer
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Glasprop
Alkohol: 12%
Importør: Sigurd Müller Vinhandel
Pris: cirka 175,-

Comment

Comment

Michael Gindl Flora 2013

Michael Gindl har begået en forfriskende saftig vin med sin Flora, der har indfanget sommerens stimer af lys på hans marker i Weinviertel, hvor tæt plantede vinstokke stiger op imellem naturlige græsser og blomster, som holdes i ave af får, geder, køer og heste. Fra en blandet beplantning med Riesling, Scheurebe og Gelber Muskateller i forening; mild, let, sprød, emmer af blomster og urter over friske abrikoser og grapefrugt, en (indrømmet) tidlig forårsbebuder, men man kan have brug for det!

Michael Gindl Flora 2013 Flaskevis (C) Thomas Bohl.JPG

Flaske: Flora 2013
Vinhus: Michael Gindl
Område: Weinviertel
Land: Østrig
Druesorter: Riesling, Muskateller,
Scheurebe, Müller-Thurgau
Jordbund: Løss
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 11%
Importør: Österreich Vin
Pris: 150,-

Comment