Viewing entries in
Økologi

Comment

Adriano Grasso Doro Moscato Metodo Classico 2019

Moscato d’Asti møder Champagne! Man må være en smule skør, erkender Adriano Grasso, når man forsøger at gennemføre en andengæringen på flaske af en stille Moscato vin med mere end 100 gram restsukker… men efter et pænt kvantum eksploderede flasker lærte han at mestre teknikken, og nu sidder den lige i skabet. Først frodig skum, så sagte, sprøde bobler. Strålende gul duft og delikat syre-sødme-balance, kærtegner snudeskaft og mundhule med orangeblomstvand, mandarin, friskrevet citronskal, kandiseret orangeskal, marcipan, bergamot og salvie. Seriøse sager med såvel umiddelbar charme som gastronomisk potentiale. Økologisk dyrkede druer, håndhøst midt i september, kryomaceration, langsommelig presning, spontangæring, andengæring på flaske og godt et år med gæren før degorgering. Dedikeret til datteren Doro, deraf navnet. Glimrende alternativ til tryktankens muskatskum, en helt anden verden!

Flaske: Doro 2019
Vinhus: Adriano Grasso
Område: Piemonte
Land: Italien
Druesort: Moscato
Jordbund: Kalkholdig ler
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 8,5%
Importør: Vinpusheren
(ikke p.t. i sortiment)
Pris: cirka 250,-

Comment

Comment

Stokkebye Vingård Liva 2022

Stokkebyes fadlagrede Solaris Liva er spændende at følge år for år. Den særdeles flotte årgang 2022 er fuld af funklende gylden frugt, gule stikkelsbær, ananas, abrikoser og mango, delikat krydret af saftigt græs, nælder og friske, grønne urter og rundet af med kandiseret citrus, syrnet smør og pistacie. Sagte intensitet, sart syrlighed og en særegen kølig spænding, som spiller livligt i munden. Stilistisk vækker den mig mindelser om en mild Sauvignon fra Südsteiermark, og det er ment som et kompliment af de større; og så er den i øvrigt at finde på kortet hos Michelin-restauranten L’Atelier de Joël Robouchon i Paris.

Sommeren var klassisk dansk men til den solrigere, varmere og tørrere side, dog med regnvåde indslag undervejs. Det hele smages i den saftige, fyldige frugt, som for en lille dels vedkommende var angrebet af botrytis. Økologisk dyrkede druer fra marker plantet 2009 og 2015, høstet ved håndkraft, spontangæret og lagret på franske barriques og flasket ufiltreret.

Flaske: Liva 2022
Vinhus: Stokkebye Vingård
Område: Fyn
Land: Danmark
Druesort: Solaris
Jordbund: Kalkholdig ler og sand
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Små træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13,5%
Pris: 269,-

Comment

Comment

Maurer Oszkár Fodor 2019

En lille genistreg fra grænselandet mellem Serbien og Ungarn og mellem hvid og orange, gjort af Oszkár Maurer og hans familie. Fodor emmer af sprøde grønne æbler, grapefrugt og friske urter, flankeret af en forfriskende syrlighed, tonic-lignende tørhed og te-agtige tanniner. Stoflig, spændstig og meget læskende vin med liv og kant. Den er gjort på Grašac-druer (Olaszrizling/Welschriesling) høstet fra buskvine plantet i 1974 på de sandede, løssede jordbund i Subotica i det nordligste Serbien. Fem dages skindkontakt, modnet 16 måneder på gamle tonneaux og tappet klaret, ufiltreret og uden tilsat svovl.

Flaske: Fodor 2019
Vinhus: Maurer Oszkár
Område: Vojvodina
Land: Serbien
Druesort: Welschriesling
Jordbund: Sand, lehm og løss
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret,
fem dages skindkontakt
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Importør: Terroiristen
Pris: 209,-

Comment

Comment

Bukolyi Marcell Kékfrankos Reserve 2021

Der er eventyrlige kontraster på spil i denne smukke Kékfrankos, som sollysets spil gennem flagrende blade. Super saftig og samtidigt markant tør, med strålende syre og kølig rød frugt, mørk og krydret dybde og et grundigt tanningreb. Sarte skovjordbær, hindbær og brombær, solmodne solbær, atletisk af statur og særdeles elegant. En stærk terroirvin fra Nagy-Eged-bakkens sydvendte kalkstensskråning, selektiv håndhøst af økologiske druer, spontangæret på ståltanke, to ugers skindkontakt og naturlig malolaktisk gæring samt 12 måneders modning på 500 liters ungarske egetræsfade, total sulfit 52 mg/L.

Marcell Bukolyi gik solo i 2016 efter ti år som vinmager i sin families tjeneste. Sammen med sin hustru Lilla lever han nu på den sydlige skråning af Nagy-Eged-bakken i Eger i det nordøstlige Ungarn, hvor de fra deres 14 hektarer på parcellerne Köves, Farm og Birsalmás sætter fokus på Kékfrankos og en række andre sorter.

Flaske: Kékfrankos Reserve 2021
Vinhus: Bukolyi Marcell
Område: Eger
Land: Ungarn
Druesort: Blaufränkisch
Jordbund: Kalksten
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 14%
Pris: cirka 200,-

Comment

Comment

Vini Scirto All’Antica 2020

Kælen lava i det tyndtflydende, rødglødende spektrum. All’Antica er en læskende og forførende friskfrugtig vin fra Valeria og Giuseppe Scirto på Etnas magiske nordside. Mestendels Nerello Mascalese med kun få dages maceration, som skikken var i gamle dage, derfor navnet, en vin som Giuseppes bedstefar ville have lavet den. Virkeligt lækker tekstur, blid syre og ret så smidige tanniner og en mild smag af røde kirsebær, skovbær, Kongen af Danmark bolcher og kandiserede anisfrø. Seriøs saft på den sjove måde! Stokkene står på Contrada Pirao, har rundet de 80 år og passes og plejes efter økologiske principper. Druerne er høstet ved håndkraft, spontangæret på ståltanke uden temperaturkontrol og flasket uklaret og ufiltreret.

Flaske: All’Antica 2020
Vinhus: Scirto
Område: Sicilien
Land: Italien
Druesorter: Nerello Mascalese,
Nerello Cappuccio
Jordbund: Vulkansk sand og tuf
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Importør: Azienda Vin
Pris: 192,-

Comment

Comment

MasVin Crljenak 2019

Crljenak er Zinfandel på kroatisk, og det økologiske kooperativ MasVin (maslina i vino = oliven og vin) nær Zadar smider en ganske god én i glasset, genkendelig og alligevel sin egen. Det er en fyldig sag med duft og smag af violer, skovbær, sorte kirsebær, blå blommer og svesker og små strejf af mandel, nellike og vanille. Saft og kraft i god balance, afstemt syre og frugtsødme, fyrig alkohol og faste men fine tanniner. En potent madvin!

Flaske: Crljenak 2019
Vinhus: MasVin
Område: Dalmatien
Land: Kroatien
Druesort: Tribidrag
Jordbund: Karst
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 16%
Importør: VinoMolim
Pris: 198,-

Comment