Viewing entries tagged
Kontinentalna Hrvatska

Comment

Tomac Pet Nat 2022

Logrende lækker pet nat fra Kroatien. Tomac mestrer den klassiske metode men hygger sig ind imellem med méthode ancestrale, og det kommer der nogle sommerlige og særdeles læskende vine ud af. Livligt skummende og fuld af ganske fine bobler, som bliver ved at knitre i glasset som sagte regndråber mod en rude. Forfriskende og fuld af modne grønne druer, en smule fersken og abrikoser, delikat bitre grapenoter og et tonisk tørt finish. Enkelt og ligefremt men ganske tørstslukkende og lettere appetitvækkende. Druen er Graševina, som også er gammel i gårde i Plešivica, selvom den sjældent fremhæves solo. Kort maceration før presning og flaskning.

Flaske: Pet nat 2022
Vinhus: Tomac
Område: Plešivica
Land: Kroatien
Druesort: Graševina
Jordbund: Kalkholdig mergel
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Flaskelagring
Lukning: Korkprop
Alkohol: 11%
Forhandler: f.eks. Nesputana Vina
Pris: cirka 150,-

Comment

Comment

Tomac Šipkovica 1999

Et fantastisk fortidslevn fra familien Tomacs arkivkælder i kroatiske Plešivica, Šipkovica 1999, som Tomislav og Martina var så venlige at skænke til en forunderlig smagning på vingården i foråret 2024. Friskheden overrasker, mens modenheden var forventelig, dufte af eksotiske frugter og tørrede blomster strømmer op af glasset— og så er der ganefryd: Saftige ferskner, moden ananas og mango, friske krydderurter og mørkere strejf af rørsukker, brunet smør og sydesalt. Stadig spændstig og i fuld firspring efter så mange år, muntre miner i livets efterår, det lover godt for lagringsværdigheden af husets vine. Šipkovica er opkaldt efter sin oprindelse ved Okić i Plešivica og var et field blend af Graševina, Pinot Gris, Pinot Blanc, Chardonnay og Sauvingon, afstilket, presset og spontangæret. Zvonimir Tomac (1950-2023) var manden bag, en arbejdsom og visionær vinmager, som hjalp med at sætte Plešivica på den mousserende vins verdenskort, ikke mindst ved at inspirere sin søn Tomislav til at skabe den mousserende, macererede Amfora af et andet field blend af lokale sorter, et unikum af en vin. Tak for skænken til Tomek, og æret være Zvonko Tomacs minde!

Flaske: Šipkovica 1999
Vinhus: Tomac
Område: Plesivica
Land: Kroatien
Druesort: Graševina, Pinot Gris,
Pinot Blanc, Chardonnay, Sauvignon
Jordbund: Kalkmergel
Dyrkningsform: Konventionel
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,8%
Pris: Udsolgt

Comment

Comment

Tomac Amfora Sauvignon 2017

Gylden glød og grønligt skær funkler i Tomislav Tomacs mundvandsdrivende Amfora Sauvignon fra 2017 🏺 Seks måneders skindkontakt, gæret og modnet i georgiske qvevri gravet ned i haven bag vinhuset i den smukke, søvnige flække Donja Reka i Plešivica, hvor familien holder til. Det er en ret læskende orangevin med blid stoflighed og moden frugt, stringent syre og fine, faste tanniner— tænk ferskeniste med noter af lime og mango, hints af harpiks, nyslået græs, nælder og grønne urter. Forbavsende frisk og ret appetitvækkende, og så bliver den ved med at udvikle sig i glasset time for time, hvis man ikke lige giver efter for fristelsen inden…

Flaske: Amfora Sauvignon 2017
Vinhus: Tomac
Område: Plešivica
Land: Kroatien
Druesort: Sauvignon Blanc
Jordbund: Kalkholdig mergel
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret på qvevri,
seks måneders skindkontakt
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Forhandler: f.eks. wine&more
Pris: cirka 300,-

Comment

Comment

Bolfan Cuvée Crveni 2019

Overraskende saftigt og elegant blend af Blaufränkisch og Cabernet Sauvignon fra Zagorje nord for Zagreb— men måske mindre overraskende, når manden bag er den dygtige Tomislav Bolfan. Økologisk og biodynamisk vinavl samt kontrolleret inaktivitet i kælderen er omdrejningspunkterne med endemålet ren og skær naturlig vin til både fornøjelse og fordybelse. Det lykkes meget godt! Her er det et blend af 70% Blaufränkisch og 30% Cabernet Sauvignon fra den sydvendte skråning Vinski Vrh, håndhøstet, spontangæret og modnet på 3.000 liters egetræsfade. Fløjlsblød, næsten silkeglat mundfølelse, med mundvandsdrivende syre, ganske fine tanniner og virkelig frisk frugt, skovjordbær, blåbær og solvarme solbær, krydret med flødekaramel, mørk chokolade og sort peber. Stimulerende 6 gram syre og lette 12% alkohol med små 3,2 gram restsukker på vægten. Spændende sager og så til en overmåde overkommelig pris.

Flaske: Cuvée Crveni 2019
Vinhus: Bolfan
Område: Zagorje
Land: Kroatien
Druesorter: Blaufränkisch,
Cabernet Sauvignon
Jordbund: Kalkholdig ler
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12%
Importør: Vinomolim
Pris: 105,-

Comment

Comment

Šember Qvevri 2015

Gylden nektar fra dybet og op mod solen — familien Šember formår at få Riesling til at indfange årstidernes skiften og årenes gang i deres overbevisende gode Qvevri 2015, som er frisk som foråret, fyrig som sommeren, gylden som efteråret og kølig som vinteren. Flygtige noter af rågummi og petroleum svæver over modne sydfrugter, som skæres i mundrette stykker af en sitrende syre og fine tanniner; og som samler sig med mørkere noter af tørrede abrikoser, kandiseret citrus, harpiks, bivoks og søde krydderier. Smæskelig, læskende og levende, lige nu svinger den i fuldkommen samklang, og i sammenligning med årgang 2011, smagt sidste sommer, har den stadig stof til fremtidig udfoldelse i sig. Store sager fremstillet i ganske små mængder, af økologiske dyrkede druer gæret seks måneder med skallerne i georgiske qvevri, vinen skilles traditionelt fra skallerne og stikkes om på fad Skærtorsdag. Modnet yderligere to år på store slavonske træfade og først frigivet efter et par år på flaske. Mageløs vin omend nært beslægtet med Tomacs udmærkede œuvre i samme genre, se nærmere her.

Flaske: Qvevri 2015
Vinhus: Šember
Område: Plešivica
Land: Kroatien
Druesort: Riesling
Jordbund: Kalkholdig flysch
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret på qvevri,
seks måneders skindkontakt
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,5%
Forhandler: f.eks. wine&more
Pris: cirka 450,-

Comment

Comment

Bolfan Vinski Vrh Primus Pinot Noir 2017

Strålende rød frugt kaster en mørk, krydret skygge og stilner sagte af. Der er stil over Tomislav Bolfans fyldige Pinot Noir Primus fra Zagorje nord for Zagreb. Økologisk-biodynamisk dyrkede druer, selekteret høst, gæring på ståltanke og modning på barriques. Jasmin, roser og skovjordbær i duften, dunklere bærfrugt à la hindbær, brombær og blåbær i smagen, med mos, skovmærke, kørvel, hvid peber og vanille i eftersmagen. Fløjlsblød fylde, moden frugtsødme, mild syre, fine tanniner og sart bitterhed, meget flot balanceret— ikke mindst i betragtning af dens ret høje alkohol, som heldigvis ikke skæmmer— og så er der endda tale om årgang 2017, som stadig fremstår frisk og lebendig. Værdigt alternativ til en fyldig Bourgogne eller spicy Spätburgunder og til en flot pris.

Flaske: Primus Pinot Noir 2017
Vinhus: Bolfan
Område: Zagorje
Land: Kroatien
Druesort: Pinot Noir
Jordbund: Kalkholdig mergel
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 14,5%
Importør: vinomolim.dk
Pris: 185,-

Comment