Viewing entries tagged
Chasselas

Comment

Mathieu Apffel Détours 2019

Mathieu Apffel mistede mere end tre fjerdede af sine druer efter omfattende haglbyger den 15. juni 2019. Men en mand som Mathieu lader sig ikke så let slå ud, og han fik lov at høste druer hos venner og bekendte — Sylvain Liotard, Raphaël Saint-Germain, Fabrice Bouché, Giachino, Brice Omont, Nicolas Ferrant, Francis Rousset, Pascal Quenard og Frédéric Péricard — og ad omveje kom så vinen Détours til verden, en virkeligt fin cuvée af Chasselas og Jacquère gæret og modnet på ståltanke, flasket ufiltreret og uden tilsatte sulfitter. Slank, rank med en glasklar og glat viskositet, virkeligt lækker mundfølelse, og fuld af friske gule æbler, kvæder, venlig syre og et mildt strejf kærnemælk… Klassisk Savoie på afveje og alligevel på dydens smalle sti!

Flaske: Détours 2019
Vinhus: Mathieu Apffel
Område: Savoie
Land: Frankrig
Druesorter: Jacquére, Chasselas
Jordbund: Kalkholdig ler
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Ståltanke
Lukning: Korkprop
Alkohol: 11%
Importør: Melin Vin
Pris: 175,-

Comment

Comment

Thomas Harteneck Vollmond Chasselas 2021

Sprød og spillevende Chasselas fra biodynamiske Thomas Harteneck i Baden. Vollmond er en fortryllende let drikkelig hvidvin, frisk i snuden med flint og grapefrugt og siden en saftig eksplosion af pomelo, grønne druer og galiamelon på ganen. Saftig, læskende og mineralsk, perfekt til varme sommerdage og ikke mindst lune sommernætter i fuldmånens skær. Druerne til Vollmond blev håndhøstet tidlig morgen ved fuldmåne fra vinstokke, der vokser på løss og Buntsandstein. Langsom helklasepresning og kølig spontangæring på ståltanke. Seks måneder med gærresterne og naturlig malolaktisk gæring, flasket uklaret, ufiltreret og med et næsten symbolsk strøg sulfitter.

Flaske: Vollmond Chasselas 2021
Vinhus: Thomas Harteneck
Område: Baden
Land: Tyskland
Druesort: Chasselas
Jordbund: Lehm, løss og rød sandsten
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Ståltanke
Lukning: Skruelåg
Alkohol: 11%
Pris: cirka 125,-

Comment

Comment

Domaine Cornulus Fendant Les Monzuettes 2017

En lille skønhed fra det schweiziske skattekammer. Den ellers så sarte og sky Chasselas afslører sin sande skønhed i Stéphane Reynard og Dany Varones hænder: Saftig og elektrisk summende med en sprød syre og vokset fylde, moden stenfrugt, delikate umami-noter og salt mineralitet. Clos des Monzuettes er et lille plateau på en stejl skråning i Rhône-dalen i Valais, halvtredje hektarer terrasser på kalksten og glimmerskifer, afsat til lokale sorter som Petite Arvine, Humagne Blanche og Chasselas, lokalt kendt som Fendant.

Domaine Cornulus Fendant Les Monzuettes 2017 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Fendant Les Monzuettes 2017
Vinhus: Domaine Cornulus
Område: Valais
Land: Schweiz
Druesort: Chasselas
Jordbund: Kalksten, glimmerskifer
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Ståltanke
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,5%
Pris: cirka 200,-

Comment

Comment

Albert Boxler Chasselas 2016

Sortsren Chasselas er sjældent set i Alsace nu om stunder, hvor den engang vidt udbredte drue nu kun breder sig på færre end 100 hektarer og oftest må finde sig i selskab af andre sorter i f.eks. Edelzwicker. I de rette hænder træder den i karakter som andet om mere end en simpel tørstslukker. Jean Boxlers blandt andre: Sart duft af sommereng og magnoliablomster, saftig, blød og delikat som hvid te, med modne ananaskirsebær og litchi i smagen. Fra ældre stokke på granitholdige skråninger ved Niedermorschwihr, gammeldags vinificeret og lagret på store træfade.

Albert Boxler Chasselas 2016 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Chasselas 2016
Vinhus: Albert Boxler
Område: Alsace
Land: Frankrig
Druesort: Chasselas
Jordbund: Sand, granit
Dyrkningsform: Konventionel
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12%
Importør: Bichel
Pris: 200,-

Comment

Comment

Histoire d’Enfer Fendant L’Enfer du Calcaire 2017

Blødme er det bedste ord at beskrive den med, en fuldmoden Fendant fra Valais. Den schweiziske signaturdrue Chasselas er essentielt saftig og mild, men i en varm og solrig årgang som 2017 overgår den sig selv i fløjlet fylde og fravær af syrlige konturer… til gengæld giver den et kram af akaciehonning, fuldmodne mirabeller og tørret ananas og har en fint kalket og salt mineralitet.

Histoire d'Enfer Fendant 2017 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Fendant 2017
Vinhus: Histoire d’Enfer
Område: Valais
Land: Schweiz
Druesort: Chasselas
Jordbund: Kalksten
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13,4%
Importør: Vinpusheren
Pris: 275,-

Comment

Comment

Wasenhaus Gutedel 2017

Gode, gamle Gutedel fra unge, livlige Wasenhaus i Baden er en frisk, let og ligefrem tørstslukker. Alexander Götze og Christoph Wolber kom ad omveje til vinens verden under studier i helt andre discipliner, og deres veje krydsedes i Bourgogne. Der besluttede de at slå følge til hjemlandet og lave vin sammen i Baden. Markarbejdet er økologisk og kælderarbejdet minimalistisk. Foruden specialet Spätburgunder dyrker de Weissburgunder og en smule Gutedel. Den ‘gode og ædle’ er samme sort som Chasselas og var engang langt mere udbredt og højagtet end i dag. Den er formentlig opstået i Schweiz og har bredt sig langs floderne og ud i Europa. Dens naturlige sarthed bliver forholdsvist frugtig i de kalkholdige jorde under Badens sol: Mild frugtig duft, saftig og sart smag af stenfrugt, noget let jordet og et vist præg fra lagring på gæren.

Wasenhaus Gutedel 2017 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Gutedel 2017
Vinhus: Weingut Wasenhaus
Område: Baden
Land: Tyskland
Druesort: Gutedel
Jordbund: Kalkholdig löss
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæring
Lagring: Små træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 10%
Importør: Melin Vin
(p.t. ikke i sortiment)
Pris: cirka 100,-

Comment