Viewing entries tagged
Carnuntum

Comment

Christina Gruner Veltliner 2022

Grønt trip fra Christina Netzl i Carnuntum— grønt gør godt for øjnene, siger man, men hvor det for alvor gør en forskel er i vinmarkerne, og det kan smages i vinen. Christinas Grüner Veltliner er en forfriskende mundfuld fest og farver med saftig pære, pomelo og lime, lindt stof med stimulerende syrlighed og grønne strejf af fennikel og citronverbena og krydret kant af hvid peber. Velegnet til alskens forårsgrønt, som sæsonen spiller op til, asparges og ærter eksempelvis, eller til spicy asiatisk køkkenkunst, f.eks. friske forårsruller med urter. Druerne er håndhøstet i slutningen af september, presset fra hele klaser og spontangæret på ståltanke og modnet et halvt år på gærresterne. Flasket i klaret og ufiltreret stand med kun en nænsomt strøg sulfitter ved aftapningen

Flaske: Gruner Veltliner Unfiltered 2022
Vinhus: Christina Netzl
Område: Carnuntum
Land: Østrig
Druesort: Grüner Veltliner
Jordbund: Løss, grus
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,5%
Importør: Vinpusheren
Pris: 135,-

Comment

Comment

Muhr-van der Niepoort Blaufränkisch Spitzerberg 2013

Ti år siden høst, og den er stadig fuld af liv og en duft af lune sensommerdage. Dorli Muhr er og bliver dronningen af Spitzerberg, kronjuvelen blandt Carnuntums vinmarker og et reference-terroir for Blaufränkisch. 2013 var solrig, varm og tør på grænsen til det smertelige, men alligevel har hun formået at få en balance og elegance i vinen, som stadig står skarpt i dag. Violer, sorte kirsebær, kakao og hvid peber i duften. Den friske røde frugt har fortonet sig i smagen, til gengæld er der veludviklede noter af skovbund, pibetobak, søde krydderier og igen den pikante hvide peber. Moden, mild syre og de smidigste, støvede tanniner. Har nok nået tinden nu, men læg roligt efterfølgende årgange i kælderen, det er meget godt i vente. Tjek f.eks. forrige års anmeldelse af årgang 2010.

Flaske: Spitzerberg 2010
Vinhus: Muhr-van der Niepoort
Område: Carnuntum
Land: Østrig
Druesort: Blaufränkisch
Jordbund: Sand, kalksten
Dyrkningsform: Konventionel
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Importør: Victoria Vine
Pris: cirka 700,-
(nyere årgange)

Comment

Comment

Dorli Muhr Blaufränkisch Spitzerberg Kranzen 2019

Saftig Blaufränkisch fra Østrigs tørreste terroir og en af landets dygtigste damer, Dorli Muhr. Spitzerberg er ikke noget bjerg og slet ikke spidst men snarere en langstrakt højderyg med vinmarker langs sin sydvestvendte skråning. Marken er yderligere opdelt i ni mindre marker, som hver har sin egen karakter, selvom de har samme pedologi: kalksten og dolomit. Forskellene skyldes især jordenbundens kornstørrelse, og fra vest mod øst bliver den stadigt mere finkornet; og man kan sgu smage kontrasterne. Kranzen i den østlige ende består af sandet kalksten og er særligt stenet på den øverste del op mod Kobeln. Den frembringer fyldige og intenst frugtige vine med en velbalanceret syre. Fra 2019 har Dorli flasket fire delmarker separat, og vinen her stammer fra to parceller på Kranzen. De ældste stokke stammer tilbage fra 1950, de yngste fra 1984. Økologisk dyrket, håndhøstet, spontangæret og modnet 20 måneder på store, gamle fade, flasket ufiltreret; og skænket med stor fornøjelse. Den dybeste snude med mørke snif af brombær, kirsebær og hyldebær, laurbærblade og peberkorn. Saftspændt og rank som et lys i munden, tætmaskede tanniner, mild syre og strålende sort bærfrugt. Svesker, krydderurter og tobak i eftersmagen. En mageløs svingom! Et flot sidestykke til Obere Roterd.

Flaske: Ried Spitzerberg Kranzen 2019
Vinhus: Weingut Dorli Muhr
Område: Carnuntum
Land: Østrig
Druesort: Blaufränkisch
Jordbund: Sand, kalksten
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13,5%
Importør: Victoria Vine
Pris: 375,-

Comment

Comment

Dorli Muhr Blaufränkisch Spitzerberg Obere Roterd 2019

Yndefyld Blaufränkisch fra Spitzerberg, en saftspændt eliksir af hindbær, brombær, blåbær, solbær, små strejf af rose, salvie, lakrids og peber, pikant syre og fløjlsbløde tanniner. Rank statur, stor længde og lurende kompleksitet, her er stof til store oplevelser ad åre. Druerne stammer fra Obere Roterd, en parcel på Spitzerbergs vestlige strækning med stokke plantet mellem 1965 og 2004 på den karakteristisk tørre, sandede kalkstensjord. Dorli Muhrs bedstemor Katharina fik en lille vinmark på Roterd i medgift ved sit bryllup i 1912, og det er fra dette lille stykke land, Muhrs mangeårige engagement har udviklet sig. Som altid med nænsom hånd og et vågent øje for enkeltheder. Økologisk dyrket, håndhøstet, til dels fodtrådt fra hele klaser, gæret og modnet tyve måneder på store gamle træfade og flasket ufiltreret. Forfriskende, uforfalsket stedsans på flaske fra en af Østrigs dygtigste fortolkere af Blaufränkisch.

Flaske: Ried Spitzerberg Obere Roterd 2019
Vinhus: Weingut Dorli Muhr
Område: Carnuntum
Land: Østrig
Druesort: Blaufränkisch
Jordbund: Sand, kalksten
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Importør: Victoria Vine
Pris: 349,-

Comment

Comment

Johannes Trapl Uni6 2019

Seriøs østrigsk rosé til alle uanset kønsidentitet. Uni6 spankulerer et spændende sted i grænselandet mellem en mørk rosé, en lys rød og en pet nat— med en sprød og let prikkende saft af hindbær, kirsebær og granatæble og fine noter af viol, ruskind og krydderier. Kækt møde mellem Blaufränkisch og Sankt Laurent. Druer, hænder, fødder og fade, mere skal der ikke til for at lave god vin ifølge Johannes Trapl, som tror på enkelhed som kongevejen til kulinarisk og terroirtro vin. Efter han overtog familiens vinhus i Stixneusiedl i Carnuntum i 2000 har Hannes omlagt til først økologisk og siden biodynamisk drift og er gået mere og mere i retning af at bruge mindre og mindre sulfit og andet skidt— til glæde for ganen og den ganske natur.

Flaske: Uni6 2019
Vinhus: Johannes Trapl
Område: Carnuntum
Land: Østrig
Druesorter: Blaufränkisch,
Sankt Laurent
Jordbund: Løss, lehm, grus, kalksten
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Ståltanke og store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 10,5%
Importør: Cru Vin
Pris: cirka 150,-
(ikke p.t. i sortiment)

Comment

Comment

Muhr-van der Niepoort Blaufränkisch Spitzerberg 2010

Smukt modnet Blaufränkisch fra Spitzerberg — som at møde en gammel ven, der næsten uforståeligt ikke er ældet en dag siden sidst. Spitzerberg er Dorli Muhrs hjertebarn. Den 300 meter høje skråning i Carnuntum er et af Østrigs solrigeste og tørreste terroirs med ned mod 300 mm årlig nedbør. Samtidigt holder den sandede kalkstensjord kun dårligt på vandet, så den står på koncentrerede druer med modne kerner og tanniner tillige. 2010 var dog udfordrende kølig og våd. “Normalt udvælger vi klaser, det år udvalgte vi druer,” erindrer Muhr om den udfordrende høst: “Vi var ekstremt forsigtige og kræsne og endte med et udbytte på 40% af normalt.” Så det er en slags Beerenauslese, den slags med 5,9 gram syre og kun 1 gram restsukker; og genvordighederne belønnede sig, for den er forfriskende, fokuseret, smukt balanceret og stadigt sitrende her et årti senere: Skovbund, urter, skovbær, hyben, peber og tobak, mundvandsdrivende syre og silkeglatte tanniner. Så gem gerne Spitzerberg, de senere årgange går bestemt også an. Vinen er økologisk certificeret fra 2018-årgangen og frem.

Flaske: Spitzerberg 2010
Vinhus: Muhr-van der Niepoort
Område: Carnuntum
Land: Østrig
Druesort: Blaufränkisch
Jordbund: Sand, kalksten
Dyrkningsform: Konventionel
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,8%
Importør: Victoria Vine
(nyere årgange)
Pris: cirka 700,-

Comment