Viewing entries in
Italien

Comment

Vaira Aurelj Fz 2022

Nebbiolo af næsten ædel byrd men absolut betagende karakter. Bag Vaira Aurelj står brødrene Francesco og Giacomo, og vingården har de opkaldt efter deres afdøde far. FZ = fuori zona, uden for zonen, og dermed menes Barolo DOCG, hvor de ellers slår deres folder. Druerne kommer nemlig fra parcellen San Ponzio ved landsbyen Vergne mellem Barolo, La Morra, Novello og Narzole, og den ligger lige akkurat et slattent stenkast uden for det lovbestemte Barolo-område; men ifølge brødrene Vaira har vinen stadig blåt blod. Marken vender mod vest, og jordbunden er kalkholdig ler og silt, og i lige så klassisk ånd er der tale om Lampia-klonen af Nebbiolo, godt 25 år gamle stokke, som naturligvis dyrkes økologisk. Håndhøstet, afstilket og vinificeret på cementtanke og slavonske egetræsfade, et års modning og derefter aftappet uklaret, ufiltreret og med lav sulfit. Særdeles fine sager, der dufter af violer og roser og små strejf af våd asfalt og varm rågummi. Saftspændt, slank og rank i munden, med en smuk smag af røde bær og rabarber, og som tiden går tørrede tranebær, finsk lakrids, pibetobak og julekrydderier. Levende, elegant og kompleks, slet ikke så dårligt af en outsider.

Flaske: Fz 2022
Vinhus: Vaira Aurelj
Område: Piemonte
Land: Italien
Druesort: Nebbiolo
Jordbund: Kalkholdig ler og silt
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret i cementtank
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 14,5%
Importør: Simply Grapes
Pris: cirka 300,-

Comment

Comment

Salvatore Marino Turi Bianco 2022

Sjov siciliansk sommersaft fra Salvatore Marino på øens sydøstspids, Contrada Buonivini ved Pachino, hvor solen brager igennem, men Catarratto sørger for frisk citrus i metermål— og eksotisk frugt, små strejf af blomster og urter og et gran salt, meget Middelhavsagtigt og muntert. En naturlig tørstslukker med karakter og klasse, uklaret, ufiltreret og uden tilsat sulfit.

Flaske: Turi Bianco 2022
Vinhus: Salvatore Marino
Område: Sicilien
Land: Italien
Druesort: Catarratto
Jordbund: Kalkholdig ler og sand
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret,
tre dages skindkontakt
Lagring: Ståltanke
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12%
Importør: Azienda Vin
Pris: 185,-

Comment

Comment

Valli Unite Derthona 2021

Den gode gamle sort Timorasso i en ny og mindeværdig årgang fra de rød-grønne græsrødder i Valli Unite, med formidabel friskhed og fylde, rusticitet og raffinement. Fuld af sprød citrus og eksotiske frugter, hints af Hubba Bubba tyggegummi, akaciehonning og bivoks, og underliggende noter af blomster og urter. En mundvandsdrivende mundfuld fra de langtidspraktiserende økobønder i kooperativet Valli Unite, “et økosystem i harmoni med naturen, kun rettet ind af menneskehænder, hvor det findes strengt nødvendigt. 100 hektarer jord, der er dyrket økologisk siden 1981 i andelsbevægelsens ånd, og som søger at indføre en alternativ økonomi for en bedre verden”.

Flaske: Derthona 2018
Vinhus: Valli Unite
Område: Piemonte
Land: Italien
Druesort: Timorasso
Jordbund: Ler, kalksten
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 14%
Importør: Azienda Vin
Pris: 249,-

Comment

Comment

Adriano Grasso Doro Moscato Metodo Classico 2019

Moscato d’Asti møder Champagne! Man må være en smule skør, erkender Adriano Grasso, når man forsøger at gennemføre en andengæringen på flaske af en stille Moscato vin med mere end 100 gram restsukker… men efter et pænt kvantum eksploderede flasker lærte han at mestre teknikken, og nu sidder den lige i skabet. Først frodig skum, så sagte, sprøde bobler. Strålende gul duft og delikat syre-sødme-balance, kærtegner snudeskaft og mundhule med orangeblomstvand, mandarin, friskrevet citronskal, kandiseret orangeskal, marcipan, bergamot og salvie. Seriøse sager med såvel umiddelbar charme som gastronomisk potentiale. Økologisk dyrkede druer, håndhøst midt i september, kryomaceration, langsommelig presning, spontangæring, andengæring på flaske og godt et år med gæren før degorgering. Dedikeret til datteren Doro, deraf navnet. Glimrende alternativ til tryktankens muskatskum, en helt anden verden!

Flaske: Doro 2019
Vinhus: Adriano Grasso
Område: Piemonte
Land: Italien
Druesort: Moscato
Jordbund: Kalkholdig ler
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 8,5%
Importør: Vinpusheren
(ikke p.t. i sortiment)
Pris: cirka 250,-

Comment

Comment

Vini Scirto All’Antica 2020

Kælen lava i det tyndtflydende, rødglødende spektrum. All’Antica er en læskende og forførende friskfrugtig vin fra Valeria og Giuseppe Scirto på Etnas magiske nordside. Mestendels Nerello Mascalese med kun få dages maceration, som skikken var i gamle dage, derfor navnet, en vin som Giuseppes bedstefar ville have lavet den. Virkeligt lækker tekstur, blid syre og ret så smidige tanniner og en mild smag af røde kirsebær, skovbær, Kongen af Danmark bolcher og kandiserede anisfrø. Seriøs saft på den sjove måde! Stokkene står på Contrada Pirao, har rundet de 80 år og passes og plejes efter økologiske principper. Druerne er høstet ved håndkraft, spontangæret på ståltanke uden temperaturkontrol og flasket uklaret og ufiltreret.

Flaske: All’Antica 2020
Vinhus: Scirto
Område: Sicilien
Land: Italien
Druesorter: Nerello Mascalese,
Nerello Cappuccio
Jordbund: Vulkansk sand og tuf
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Importør: Azienda Vin
Pris: 192,-

Comment

Comment

Venica & Venica Friulano Primarûl 2022

Friulano på første klasse fra familien Venica i det allernordligste Collio, kommunen Dolegna del Collio lige på grænsen til Slovenien. Primarûl betyder den førstefødte på det lokale friulanske tungemål, og med den titel hylder de senere generationer Daniele Venica, som i 1930 grundlagde vinhuset. Friulano var hans første vin, dengang sorten stadig kaldtes Tocai; men navneskiftet til trods har vinen bevaret sin tydelige identitet, i Venicas udgave med tyggelig tekstur, hyggelig frugtsmag og en friskhed, som især må tilskrives det høje og skovklædte bakkeland og de kølige vinde, der kommer ned fra Alperne. Delikat aromatisk med noter af frisk stenfrugt og nyslået hø. Mild syre, sart stoflighed og fin fylde af friske frugter, pære, fersken og kiwi, med små strejf af friske urter og en let mandelagtig bitterhed, som er karakteristisk for sorten. Alsidig madvin! Venicas marker ligger blandt frugtplantager og skove, en mindre del er stadig plantet i det gamle blandede “promiscuo” system, der arbejdes efter økologiske og biodynamiske principper, og vinhuset deltager desuden i biodiversitet- og bæredygtigheds-projektet VIVA. Primarûl er udvalgt fra forskellige marker, druerne håndhøstet i slutningen af september, afstilket og koldt udblødt et halvt døgns tid før gæringen og modnet et halvt år på ståltanke.

Flaske: Primarûl 2022
Vinhus: Venica & Venica
Område: Friuli Venezia-Giulia
Land: Italien
Druesort: Friulano
Jordbund: Kalkholdig mergel
Dyrkningsform: Bæredygtig
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Ståltanke
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Importør: Textur Vin
Pris: 200,-

Comment