Himmelske hedeture

I mere end 500 år har Madeira forundret med sit landskab og sine særegne vine: Sjældne, ravgyldne dråber fra den vulkanske ø i Atlanterhavet, nogle af de mest markante, komplekse og sejlivede vine, verden kender til. Shakespeares Falstaff og mesterdetektiven Sherlock Holmes er blandt fiktionens store fans af Madeira— men man behøver ikke ty til litteratur for at finde feinschmeckere med smag for den alsidige hedvin. I virkelighedens verden var Winston Churchill og før ham Thomas Jefferson og Christoffer Columbus noget nær afhængige af drikken; og selveste den amerikanske uafhængighed blev i 1776 skålet ind med Madeira.

Madeiras egenart skyldes et samspil mellem usædvanlige naturlige forhold og kulturelt mindst lige så bemærkelsesværdige— traditioner, der skiller sig ud fra de fleste andre vinregioners. Vi taler tropisk men oceanisk klima; vulkanske skråninger med terrasserede vinmarker med særligt udvalgte druesorter; og laaaaang lagring og mildest talt besynderlige praksisser som at opvarme vinen undervejs. Efter hedeturen har vinene mørk sødme som port, en stram syre som sherry og så en særlig tredje faktor, den ‘harske’ rancio-aroma, som måske Marsala og Maury nærmer sig, men så alligevel ikke. Madeira har en aromatisk komposition, man ikke finder andre steder.

Danmark var længe en af Madeiras vigtigste kunder, en status vi holdt til hen omkring midten af 1900-tallet. Måske det netop er dens usædvanlige karakter, der for nuværende holder folk flest fra Madeira, måske det slet og ret er manglende kendskab eller et modelune. For det er faktisk et mysterium, noget nærmest naturstridigt, at en så spændende vin som Madeira ikke skulle have magnetisk kraft nok til at holde flere vindrikkere tryllebundne. Smager man eksempelvis Justino’s store årgangsvine og gamle reservaer, virker det noget nær majestætsfornærmende eller ligefrem gudsbespottende… en genopdagelse er på sin plads!

En ø i havet

950 kilometer sydvest for Lissabon og det portugisiske fastland finder vi den majestætiske ø Madeira. Vi er kun 750 kilometer nordvest for Marokko og dermed noget tættere på den afrikanske kyst end den europæiske. Kun vinmarkerne på den ligeledes portugisiske øgruppe Azorerne ligger længere væk fra det europæiske fastland.

Madeira ligger på randen af den afrikanske kontinentalplade og er opstået gennem vulkansk aktivitet. Vulkanen er ikke længere aktiv men for længst udslukt; men den vulkanske jordbund er stadig kemisk aktiv og en af hemmelighederne bag øens enorme frugtbarhed. Den mere eller mindre forvitrede basalt er rig på titanium, magnesium og jern.

Øen blev opdaget af kaptajn João Gonçalves Zarco i 1420, og sammen med andre kolonister slog han sig hurtigt ned på øen nær dens nuværende hovedstad Funchal. De tidlige bosættere var driftige folk. “Madeira” betyder træ på portugisisk, træ som i tømmer, som tidligt var en vigtig vare fra de store skove på øen. De første kolonister forsøgte sig foruden skovhugst med en kontrolleret afbrænding af nogle af skovområderne; men brandene bredte sig og satte store dele af øen i flammer, og efter sigende skulle den have brændt i syv år. Men askerne fra brandene kan meget vel være en yderligere hemmelighed bag øens fertile landbrugsjord, hvor der dyrkes rigelige mængder bananer, sukkerrør og vinstokke.

Vinen kom til med kolonisatorerne. De bragte forskellige stokke med fra nær og fjern, f.eks. siges Malvasia at være kommet dertil fra Kreta; men den moderne Malvasia Fina er nu først indført i 1970’erne. Sercial og Verdelho berettes at være indført fra Tyskland og Frankrig, men mere sandsynligt er nok forskellige lokaliteter på det portugisiske fastland, eller at de er naturlige krydsninger opstået på Madeira.

Øen er præget af en lang bjergryg gennem midten (højeste punkt er Pico Ruivos 1.862 meter), og vinen dyrkes fortrinsvist på øens nordlige og især sydlige kystområder. De fleste vinmarker er anlagt på plateauer (poios) eller terrasser (socalcos) i 200-700 meters højde. Der er store terroirforskelle, f.eks. falder temperaturen med 1 grad per 100 meters stigning, og vindforholdene er vidt forskellige på hver sin side af øen; ligesom jordbundens komposition og markernes vinkling mod solen varierer.

Da 75% af den årlige nedbør falder i løbet af efteråret, bliver det nødvendigt med sommerlig kunstvanding på den ikke så vandlagrende vulkanske klippejord. Regnvandet samler sig højt i bjergregionerne og ledes derefter gennem små render, såkaldte levadas, ned til landbrugsområderne. Til sammen danner de et netværk af over 2.150 km kanaler rundt på øen. Langs kanalerne har de fastboende så mulighed for land- og vinbrug, mens turisterne nyder godt af dem til vandreture op og ned og ud og omkring hele øen.

Madeira inddeles i seks vinområder: Porto Moniz, São Vicente, Santana, Câmara de Lobos, Ribeira Brava og Calheta. Der er i dag blot otte selvstændige vinhuse på Madeira (velkendte er Barbeito, Henriques & Henriques og Justino’s), men de viderebringer vin fra godt 2.000 vinbønder, der opdyrker de omtrent 470 hektarer vinmarker på øen— hvilket giver den gennemsnitlige vinbonde 0,3 hektar at holde øje med. Der er en god håndfuld druesorter — Sercial, Vedelho, Boal, Malvasia, Terrantez og Tinta Negra; og tre traditionelle opbindingsformer, som pergola (latada), som guyot (spalier) eller som buskvine (vinha no chão).

Hænder, fødder og hedeture

På grund af de små og stejle vinmarker og ikke mindst terrasserne må al høst foregå manuelt. De enkelte druesorters modningstidspunkt afgør, hvornår høsten finder sted, og perioden strækker sig over to måneder, fra midten af august til midten af oktober. Traditionelt har man presset druerne ved fodkraft i store kar, fremgangsmåden er meget som den, der kendes fra portvin i Douro. Undervejs i gæringen stoppes den med en neutral druesprit på 96%, så vinen forstærkes til en alkoholstyrke mellem 17% og 22% og bevarer et sted mellem 50 og 100 gram restsukker. Derefter kommer Madeiras unikke lagringssproces, der involverer opvarmning af vinen og oxidering gennem lang fadlagring.

I løbet af 1600-tallet skibede portugisere og hollændere vin fra Madeira mod Indien i små træfade. I kolonierne bemærkede man, at den vin, der nåede frem, smagte anderledes end den derhjemme. Den havde ændret karakter men heldigvis i positiv retning— noget, man ved selvsmag kunne konstatere på hjemegnen, når et fad kom retur.

Man fandt hurtigt ud af, at det var den langvarige opvarmning under sejladsen gennem troperne, der var skyld i forvandlingen. Så allerede i midten af 1700-tallet begyndte man i større stil at efterligne processen med en såkaldt varm lagring i en slags drivhuse, estufas, som resulterede i samme stil som vin fra sørejsen, vinho da roda. Denne “madeirisering” af basisvinen fortsætter den dag i dag, enten ved at vinen i mindst tre måneder varmes op til 45-50 grader i rustfrie ståltanke eller forede betonkar, den simple metode. Varmen fra denne “estufa de calor” forlener vinen en mørkere farve og den typiske smag af tørrede frugter.

Finere forhold får de bedste vine med den såkaldte “metodo canteiro”. Canteiro er oprindeligt navnet på de træstativer, hvor man opbevarede træfade (caneiro); og i sådanne modner man stadig de bedste vine på vinhusenes lofter ved 20-35 graders varme i mindst to år. Det har samme overordnede virkning som en kortere kunstig opvarmning, men den langsommelige proces og den forsigtige iltning i træfadene resulterer i en langt mere intens og kompleks karakter. En Madeiras alder angives efter endt estufagem (varmelagring).

Madeiras hovedtyper

Alene farverne afslører dem, Madeira svinger fra lyst gulligtgrøn og grønligt gul over strålende gylden til dybt ravfarvet og mørkebrun; og vinene har et ligeledes vidtspændende aromaspektrum. Der er altid en dybde af tørrede frugter og en frisk og spændstig syre på spil — og læg dertil alt fra citrus, tørrede blomster, kaffe og karamel til honning, læder og ædeltræ, alt afhængigt af type.

Fem-seks druer, fire-fem sødmegrader og tre-fire lagringsbetegnelser giver også god mulighed for forvirring; men med lidt god vilje lader Madeira-vinenes mangfoldighed sig imidlertid let koge ned til en forståelig menu:

Hver af de hvide druesorter vinificeres i sin egen stil med en dertil hørende smagskategori: Den syrerige Sercial bliver til de lyseste, friskeste, tørreste vine, extra dry og dry (muito seco og seco). Verdelho har en fyldigere frugt, som forfines til de elegante og mildere medium dry (meio seco). Boal giver rigere, ravgyldne vine, som sælges som medium sweet (meio doce); mens Malvasia giver de mørkeste og mægtigste vine i stilen sweet (doce).

En femte drue regnes blandt de ædle, den nu yderst sjældne Terrantez, der stilistisk svinger i den gyldne midte— aldrig helt så tør som Sercial men heller ikke helt så sød som Malvasia. Dens sjældenhed skyldes først og fremmest phylloxeraen, som var hård ved sorten, og grundet dens lave udbytter blev den aldrig rigtig genplantet og er nu nede på ganske få hektarer. Men dens øvrige kvaliteter og ikke mindst dens sjældenhed er ved at gøre den populær igen og give den en lille renæssance, som profeteret i ordsproget: As uvas Terrantez, não as comas nem as dês, para vinho Deus as fez— Terrantez-druer, spis dem ikke, giv dem ikke væk, for Gud har givet dem til vin. Mere om den om lidt.

Endeligt er der den hyppigt plantede røde sort Tinta Negra, som oftest benyttes til de enkleste vine, som til gengæld kan spænde hele registeret fra dry til sweet. Desuden laves der ikke-forstærkede, tørre bordvine under denominationen Terras Madeirenses, som man skal til selve øen for at smage; og det er sikkert også der, de smager bedst.

Tiden står stille

En god Madeira er så godt som udødelig. Vinene kan næppe heller oxidere yderligere, de er så at sige mættede med ilt efter mange års fadlagring og dermed immune mod yderligere iltning. Uåbnede flasker er som vin fanget i små tidslommer, og opbevaret forsvarligt kan selv åbne flasker holde humøret højt i måneds- og måske årevis. Den største hindring i at bevise disse påstande er, at det kan være svært at holde sig fra flaskerne, når man først har fået smag for den fantastiske nektar.

Justino’s Madeira Wines blev stiftet i 1953, men siden 1870 havde familien Justino Henriques drevet vinhus. Det er dermed et af de ældste nulevende vinhuse på Madeira, og de eksporterer til det meste af verden. En modernisering med nybygget kælder og det nye brand Colombo Madeira kom til i 1993, men firmaet holder stadig et fast greb om traditionen. Justino’s råder i dag over en af øens største lagre af gamle vine; og det er nu, vi vender tilbage til Terrantez:

Justino’s Madeira Terrantez Old Reserve er et fund fra fortiden og en Madeira uden for nummer. Den er modnet, eller skulle man måske sige ældet, i gamle egetræsfade i godt 60 år under det traditionelle canteiro-system. Det sikrer en smag af svundne tider, med stor koncentration, mangfoldige og raffinerede smage og en stadig frisk og elegant syre.

Den dufter af frisk havluft, af lyse hasselnødder, hvid sommertrøffel, rå pibetobak, vildblomsthonning og lys karamel, og så er der en sært forførende dybde, noget gammeldags, støvet og røget over den. Så rammes man af syren og en intens smag af lysristet kaffe, fransk nougat, brunet smør, svampeconsommé, sort te og tørrede frugter som gule rosiner, figner og kandiseret orangeskal. Fine noter af citrus og frisk kokos smelter sammen med dem, det er cremet og dybt og samtidigt underligt let; og trods den fine sødme runder den ranke syre den tørt af. Det er kompleks verdensklasse og ypperlig umami-vin… Wow!

Laudrup Vin forhandler Justino’s og fører i begrænset mængde de sjældne Terrantez-vine, ikke mindst “verdens bedste vin” — Justino’s Terrantez 1978. Har man, som de fleste, ikke så godt råd til hverken den eller den lidt billigere Old Reserve, så kan man tage på opdagelsesrejse i Justino’s fornemme Veldelho- og Boal-vine— himmelske dråber til menneskelige priser.

Flaske: Terrantez Old Reserve
Vinhus: Justino’s  
Oprindelse: Madeira, Portugal  
Drue: Terrantez  
Jordbund: Vulkansk
Dyrkning: Konventionel  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Store træfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 19%  
Importør: Laudrup Vin
Pris: 1.398,-  
(men p.t. ikke på lager)

Altervin

Altervin? Nej, ellers tak…

“Man kan spekulere over, hvad der får præster og menighedsråd til at afskaffe vinen til nadveren og i stedet indføre en ildesmagende juice,” skrev præsten Poul Joachim Stender for snart 20 år siden i et debatindlæg i Kristeligt Dagblad, hvor han gjorde sig overvejelser over et længe debatteret emne, “at der snart ikke længere er spiritus, der i øvrigt betyder ånd, tilbage i folkekirken” — både i bogstavelig og overført betydning.

Anderledes godt går det i Østrig, hvor ånd, spiritus og sanselig nydelse stadig er at finde i det katolske kirkerum; og da de central- og sydeuropæiske katolikker er vant til vin, lader de sig ikke spise af med papirstyndt brød og slap druesaft. Nadveren kræver egnet brød og indviet vin. For eksempel fremstiller klostrene i Østrig for fleres vedkommende stadig egen altervin, den såkaldte Messwein, der benyttes i forskellige sakrale sammenhænge— og desuden sælges ud af huset, til brug i kirker eller i det profane, privathjem og hvor man ellers slukker sin tørst.

Klostret Stift Göttweigs af slagsen er gjort på Grüner Veltliner, og den er en messe værd. Det er en på alle tænkelige måder klassisk Kremstaler hvidvin, der desuden opfylder de særlige krav, den katolske kirke stiller til en messevin. Ingen forbuden frugt, kun saftige æbler og pærer, forfriskende syre og en let krydring, hvid peber, koriander og basilikum. Det er ikke nogen stor vin, men en gemytlig ledsager til det daglige brød, og som Jesus siger: Mennesket skal ikke leve af brød alene.

Fra vand til vin

Vin spiller en vigtig, omend også tvetydig, rolle i kristendommen. Den kristne kulturs rødder i Jerusalem, Athen og Rom betyder, at den er vokset op sammen med vinstokken. Bibelen fortæller også vinens historie, og et par nedslag i både det gamle og det nye testamente bevidner vinens gennemgående vigtighed. Vin giver liv, vin giver glæde; men dårligdom og synd står også for døren, hvis vinen ikke indtages med måde.

Noah plantede en vinstok efter syndfloden og blev dermed den første vinbonde; men saften steg ham til hovedet, og han formåede ikke at beherske beruselsen og blottede sig i sit telt (Første Mosebog 9).

Under israelitternes ørkenvandring sendte Moses tolv spioner ind i Kanaans land for at “finde ud af om jorden i landet er god at dyrke, så man kan få mad nok” — og for at vinde vished, om det virkeligt var det land, som Gud havde lovet Abrahams efterkommere, et land, der flød med mælk og honning. Som det faldt ud, flød det også med vin, for de vente tilbage med figner, granatæbler og en drueklase så stor, at to mænd måtte bære den. Allerede på denne tid indgik vin også i israelitternes offerkult som drikoffer (Fjerde Mosebog 15).

Ordsprogenes Bog, Salmernes Bog og ikke mindst Højsangen bugner af referencer til vin (‘Vin glæder et menneskes hjerte’, ‘vi vil prise din elskov højere end vin’, ‘nu vores vingårde står i blomst’, ‘dine bryster skal være som vinstokkens klaser’, ‘jeg drikker min vin og min mælk’ m.fl.). Intet under, at vin, vingårde og vindyrkere er et tilbagevendende tema i flere af Jesu lignelser, f.eks. arbejderne i vingården (Matthæusevangeliet 20) og den sande vinstok (Johannesevangeliet 15).

Et af hans mest mindeværdige stunts er da også Bryllupet i Kana, hvor han forvandler vand til vin; men det er først ved Den sidste nadver, vi kommer til den afgørende grund til vinens rituelle betydning også i nutidens kristne liturgi: Påskemåltidet, som Jesus, aftenen før sin korsfæstelse og død, spiser med sine disciple. Her tager han afsked med dem og indstifter samtidigt det fremtidige tak- og sonoffer, som den dag i dag gentages i altergangen: Indtagelsen af vin og brød, der via transsubstantiation (forvandling, stofskifte) bliver Jesu blod og Jesu legeme.

Mens de spiste, tog Jesus et brød, velsignede og brød det, gav sine disciple det og sagde: “Tag det og spis det; dette er mit legeme.” Og han tog et bæger, takkede, gav dem det og sagde: “Drik alle heraf; dette er mit blod, pagtens blod, som udgydes for mange til syndernes forladelse. Jeg siger jer: Fra nu af skal jeg ikke drikke af vintræets frugt, før den dag jeg drikker den som ny vin sammen med jer i min faders rige.” (Matthæusevangeliet 26)

Klosteret Stift Göttweig kan ses fra store dele af Kremstal og Wachau. Foto: ÖWM / Himml

Österreich, Klösterreich

Østrigs historie er tæt forbundet med den katolske kirke, og landet er den dag i dag rigt på stadigt fungerende klostre. Gennem historien har de spillet en vigtig rolle, ikke kun for åndslivet i landet men også for dets øvrige kulturliv, herunder landbrug og vinbrug. Man må huske, at munkeklostre i middelalderen og helt frem til oplysningstiden var lærdomscentre, der for fleres vedkommende også fungerede som en slags landbrugsskoler. Benediktinere og særligt cisterciensere fra Frankrig gjorde meget for at etablere en professionel vitikultur i Østrig allerede fra tidlig middelalder.

Stift Göttweig er svært at overse, som det troner i 449 meters højde på Donaus sydlige bred lige over for byen Krems. Klosteret blev grundlagt af benediktinermunke i 1083, og fra begyndelsen spillede landbrug og vinavl en rolle i munkenes dagligliv. Allerede i 1500-tallet var Göttweig kendt videnom for sine vine. Ora et labora, bed og arbejd, er benediktinernes berømte motto fra Benedikts Regel, munkenes regelsæt med foreskrifter for ritualer, liturgi og øvrige fællesliv. Ora et labora et lege er en mere udførlig opsummering med det flertydige lege, der både betyder ‘du skal læse’ men også ‘du skal høste’: Studier og produktion, åndens og håndens arbejde, begge er betydningsfulde. Benediktinerne på Göttweig har traditionelt vægtet vita activa, handlingslivet, lige så højt som vita contemplativa, åndslivet. Det udadvendte og produktive har dermed været i højsædet og har medvirket til klostrets rigdom og stadige eksistens. I dag drives fortsat skovdrift, vinbrug og frugtavl ud over virke i hospitals- og skolevæsenet og de mere kirkelige aktiviteter.

Klosterlivet har naturligvis ændret sig over århundrederne og spiller i dag en helt anden rolle i det østrigske samfund. At kirken og klostrene dog til stadighed spiller en rolle i den østrigske vinkultur kan ses af det årligt tilbagevendende ritual vindåben (Weintaufe), hvor en pater velsigner den nye årgang. I dag beboes selve klosteret Stift Göttweig af godt 40 munke, mens det tilknyttede vineri, Weingut Stift Göttweig, er forpagtet til professionelle vinbønder og vinmagere med Fritz Miesbauer i spidsen. Miesbauer blev som blot 27-årig kåret til Årets Vinmager i 1996, mens han endnu arbejdede for Freie Weingärtner Wachau (nu Domäne Wachau). Miesbauer er også manden i front for kooperativet Weingut Stadt Krems; og han overtog driften af Weingut Stift Göttweig i 2006 og har siden højnet kvaliteten betragteligt. Der dyrkes Grüner Veltliner, Riesling, Pinot Noir og Zweigelt på de 26 hektarer, og der fremstilles— foruden hvid og rosé altervin— også gode enkeltmarksvine fra Gottschelle, Pfaffenberg og Silberbichl.

Messwein

Allerede i 1400-tallet slog den katolske kirke fast, at altervin skal være vin slet og ret, altså gæret druemost, hverken mere eller mindre. Det er et historisk Reinheitsgebot, og sådan har der været sat regler for vinen lige siden. Seneste udgave af Codex Iuris Canonici fastslår følgende i Canones 924:

Riti e cerimonie della celebrazione eucaristica. Il sacrosanto Sacrificio eucaristico deve essere offerto con pane e vino, cui va agiunta un po’ d’acqua. Il vino deve essere naturale, del frutto delle vite e non alterato.

Nadveren gennemføres med brød og vin; og altså ikke noget med at strække den med vand, gære den på andet end druer eller smagssætte den med honning, krydderier eller lignende. (Læs mere om munke og historisk vinfremstilling her.) Ved selve ceremonien kan vinen dog fortyndes med vand.

I Østrig foreskriver landets nuværende lovgivning desuden, at der skal være tale om en egentlig kvalitetsvin, ikke blot simpel landvin. Derfor skal den af egen kraft kunne gære til mindst 12% alkohol, og syren må ikke justeres, altså hverken afsyres eller tilsættes syre; og behandling med enzymer og lignende tilsætningsstoffer afsiges tillige. Den lokale biskop skal desuden tillade og godkende produktionen. Både oprindelsesgaranti og officiel velsignelse er i orden hos Stift Göttweig.

Deres Messwein er presset af bæredytigt dyrkede Grüner Veltliner-druer fra unge stokke; spontangæret på ståltanke og lagret på gærresterne, før den flaskes som endnu ung og frisk vin. Den aktuelle årgang 2019 holder 12% alkohol og 3,5 gram restsukker balanceret af 5,7 gram syre. Det er en let, frisk og saftig vin til hverdagen; mest af alt holder den af hverdagen.

Fra vin til vand

Nu om stunder er altervinen altereret. Mange af de reformerte kirker har vandet ritualet ned, især er der gået smalhals i den danske folkekirke med oblater, bordvin og, som i mange andre kirkesamfund, druesaft; mens mormonerne har udvandet ritualet fuldstændigt og serverer… vand! Da Danmark historisk aldrig har haft eget vinbrug, bruges her importerede vine— portvin, anden hedvin eller billig bordvin fra Frankrig. Sandsynligvis med sulfitter, pesticidrester og hele pivetøjet. Vi springer smagenoterne over, for pænt sagt er det nok kun velegnet som frikadellevin til spaghettigudstjeneste. Ofte er der dog blot tale om druesaft uden alkohol. Stender stemmer i:

“Druesaft til nadvergang smager ad hekkenfeldt til. Mens man er lidenskabeligt optaget af at fremstille messehageler, antependier, salmer og prædikener af højeste kvalitet, er man totalt ligeglad med, hvordan nadverelementerne smager. Nadverens karakter af måltid, hvor smagspåvirkningen også har betydning, er trådt mere og mere i baggrunden. Det er ikke blot almindeligt at få serveret slatne, alt for tynde oblater, der har suget kirkens fugt i sig og fylder mundhulen med en aroma af legemlig forrådnelse. Men den hedvin, der udskænkes i de få kirker, der stadig vil have spiritus, er ofte yderst ringe og som regel af et ubestemmeligt mærke.” (Kristeligt Dagblad, 15. december 2000)

Ingen regel uden undtagelse: I Væggerløse Sogn på Falster får de trofaste kirkegængere for eksempel en særlig vin fra præstegårdshaven, hvor et lokalt vinlaug har forvandlet druerne fra 47 Léon Millot-stokke til hellig hedvin; og efter eget udsagt smager den ganske godt. Så der er dog håb for fremtiden for de danske kirkegængere, der måtte have smag for de gode dråber.

Ellers må man muntre sig derhjemme med en af de ægte altervine fra Stift Göttweig. Schloss Gobelsburg, der ligeledes tilhører et gammelt munkekloster, fremstiller også en god Grüner Veltliner Messwein i Kamptal; og det samme gør Weingut Stadlmann af Welschriesling i Thermenregion. Der er velsignede dråber nok.

Lad os dog runde af med Efeserbrevets formaning: ”Drik jer ikke berusede i vin, det fører til udskejelser, men lad jer fylde af Ånden.”

Flaske: Messwein 2019  
Vinhus: Stift Göttweig  
Oprindelse: Kremstal, Østrig  
Drue: Grüner Veltliner  
Jordbund: Løss, lehm, grus
Dyrkning: Bæredygtig  
Vinificering: Spontangæret på ståltank  
Lagring: Ståltanke  
Lukning: Skruelåg  
Alkohol: 12%  
Importør: Laudrup Vin
Pris: 135,-