I mere end 500 år har Madeira forundret med sit landskab og sine særegne vine: Sjældne, ravgyldne dråber fra den vulkanske ø i Atlanterhavet, nogle af de mest markante, komplekse og sejlivede vine, verden kender til. Shakespeares Falstaff og mesterdetektiven Sherlock Holmes er blandt fiktionens store fans af Madeira— men man behøver ikke ty til litteratur for at finde feinschmeckere med smag for den alsidige hedvin. I virkelighedens verden var Winston Churchill og før ham Thomas Jefferson og Christoffer Columbus noget nær afhængige af drikken; og selveste den amerikanske uafhængighed blev i 1776 skålet ind med Madeira.
Madeiras egenart skyldes et samspil mellem usædvanlige naturlige forhold og kulturelt mindst lige så bemærkelsesværdige— traditioner, der skiller sig ud fra de fleste andre vinregioners. Vi taler tropisk men oceanisk klima; vulkanske skråninger med terrasserede vinmarker med særligt udvalgte druesorter; og laaaaang lagring og mildest talt besynderlige praksisser som at opvarme vinen undervejs. Efter hedeturen har vinene mørk sødme som port, en stram syre som sherry og så en særlig tredje faktor, den ‘harske’ rancio-aroma, som måske Marsala og Maury nærmer sig, men så alligevel ikke. Madeira har en aromatisk komposition, man ikke finder andre steder.
Danmark var længe en af Madeiras vigtigste kunder, en status vi holdt til hen omkring midten af 1900-tallet. Måske det netop er dens usædvanlige karakter, der for nuværende holder folk flest fra Madeira, måske det slet og ret er manglende kendskab eller et modelune. For det er faktisk et mysterium, noget nærmest naturstridigt, at en så spændende vin som Madeira ikke skulle have magnetisk kraft nok til at holde flere vindrikkere tryllebundne. Smager man eksempelvis Justino’s store årgangsvine og gamle reservaer, virker det noget nær majestætsfornærmende eller ligefrem gudsbespottende… en genopdagelse er på sin plads!
En ø i havet
950 kilometer sydvest for Lissabon og det portugisiske fastland finder vi den majestætiske ø Madeira. Vi er kun 750 kilometer nordvest for Marokko og dermed noget tættere på den afrikanske kyst end den europæiske. Kun vinmarkerne på den ligeledes portugisiske øgruppe Azorerne ligger længere væk fra det europæiske fastland.
Madeira ligger på randen af den afrikanske kontinentalplade og er opstået gennem vulkansk aktivitet. Vulkanen er ikke længere aktiv men for længst udslukt; men den vulkanske jordbund er stadig kemisk aktiv og en af hemmelighederne bag øens enorme frugtbarhed. Den mere eller mindre forvitrede basalt er rig på titanium, magnesium og jern.
Øen blev opdaget af kaptajn João Gonçalves Zarco i 1420, og sammen med andre kolonister slog han sig hurtigt ned på øen nær dens nuværende hovedstad Funchal. De tidlige bosættere var driftige folk. “Madeira” betyder træ på portugisisk, træ som i tømmer, som tidligt var en vigtig vare fra de store skove på øen. De første kolonister forsøgte sig foruden skovhugst med en kontrolleret afbrænding af nogle af skovområderne; men brandene bredte sig og satte store dele af øen i flammer, og efter sigende skulle den have brændt i syv år. Men askerne fra brandene kan meget vel være en yderligere hemmelighed bag øens fertile landbrugsjord, hvor der dyrkes rigelige mængder bananer, sukkerrør og vinstokke.
Vinen kom til med kolonisatorerne. De bragte forskellige stokke med fra nær og fjern, f.eks. siges Malvasia at være kommet dertil fra Kreta; men den moderne Malvasia Fina er nu først indført i 1970’erne. Sercial og Verdelho berettes at være indført fra Tyskland og Frankrig, men mere sandsynligt er nok forskellige lokaliteter på det portugisiske fastland, eller at de er naturlige krydsninger opstået på Madeira.
Øen er præget af en lang bjergryg gennem midten (højeste punkt er Pico Ruivos 1.862 meter), og vinen dyrkes fortrinsvist på øens nordlige og især sydlige kystområder. De fleste vinmarker er anlagt på plateauer (poios) eller terrasser (socalcos) i 200-700 meters højde. Der er store terroirforskelle, f.eks. falder temperaturen med 1 grad per 100 meters stigning, og vindforholdene er vidt forskellige på hver sin side af øen; ligesom jordbundens komposition og markernes vinkling mod solen varierer.
Da 75% af den årlige nedbør falder i løbet af efteråret, bliver det nødvendigt med sommerlig kunstvanding på den ikke så vandlagrende vulkanske klippejord. Regnvandet samler sig højt i bjergregionerne og ledes derefter gennem små render, såkaldte levadas, ned til landbrugsområderne. Til sammen danner de et netværk af over 2.150 km kanaler rundt på øen. Langs kanalerne har de fastboende så mulighed for land- og vinbrug, mens turisterne nyder godt af dem til vandreture op og ned og ud og omkring hele øen.
Madeira inddeles i seks vinområder: Porto Moniz, São Vicente, Santana, Câmara de Lobos, Ribeira Brava og Calheta. Der er i dag blot otte selvstændige vinhuse på Madeira (velkendte er Barbeito, Henriques & Henriques og Justino’s), men de viderebringer vin fra godt 2.000 vinbønder, der opdyrker de omtrent 470 hektarer vinmarker på øen— hvilket giver den gennemsnitlige vinbonde 0,3 hektar at holde øje med. Der er en god håndfuld druesorter — Sercial, Vedelho, Boal, Malvasia, Terrantez og Tinta Negra; og tre traditionelle opbindingsformer, som pergola (latada), som guyot (spalier) eller som buskvine (vinha no chão).
Hænder, fødder og hedeture
På grund af de små og stejle vinmarker og ikke mindst terrasserne må al høst foregå manuelt. De enkelte druesorters modningstidspunkt afgør, hvornår høsten finder sted, og perioden strækker sig over to måneder, fra midten af august til midten af oktober. Traditionelt har man presset druerne ved fodkraft i store kar, fremgangsmåden er meget som den, der kendes fra portvin i Douro. Undervejs i gæringen stoppes den med en neutral druesprit på 96%, så vinen forstærkes til en alkoholstyrke mellem 17% og 22% og bevarer et sted mellem 50 og 100 gram restsukker. Derefter kommer Madeiras unikke lagringssproces, der involverer opvarmning af vinen og oxidering gennem lang fadlagring.
I løbet af 1600-tallet skibede portugisere og hollændere vin fra Madeira mod Indien i små træfade. I kolonierne bemærkede man, at den vin, der nåede frem, smagte anderledes end den derhjemme. Den havde ændret karakter men heldigvis i positiv retning— noget, man ved selvsmag kunne konstatere på hjemegnen, når et fad kom retur.
Man fandt hurtigt ud af, at det var den langvarige opvarmning under sejladsen gennem troperne, der var skyld i forvandlingen. Så allerede i midten af 1700-tallet begyndte man i større stil at efterligne processen med en såkaldt varm lagring i en slags drivhuse, estufas, som resulterede i samme stil som vin fra sørejsen, vinho da roda. Denne “madeirisering” af basisvinen fortsætter den dag i dag, enten ved at vinen i mindst tre måneder varmes op til 45-50 grader i rustfrie ståltanke eller forede betonkar, den simple metode. Varmen fra denne “estufa de calor” forlener vinen en mørkere farve og den typiske smag af tørrede frugter.
Finere forhold får de bedste vine med den såkaldte “metodo canteiro”. Canteiro er oprindeligt navnet på de træstativer, hvor man opbevarede træfade (caneiro); og i sådanne modner man stadig de bedste vine på vinhusenes lofter ved 20-35 graders varme i mindst to år. Det har samme overordnede virkning som en kortere kunstig opvarmning, men den langsommelige proces og den forsigtige iltning i træfadene resulterer i en langt mere intens og kompleks karakter. En Madeiras alder angives efter endt estufagem (varmelagring).
Madeiras hovedtyper
Alene farverne afslører dem, Madeira svinger fra lyst gulligtgrøn og grønligt gul over strålende gylden til dybt ravfarvet og mørkebrun; og vinene har et ligeledes vidtspændende aromaspektrum. Der er altid en dybde af tørrede frugter og en frisk og spændstig syre på spil — og læg dertil alt fra citrus, tørrede blomster, kaffe og karamel til honning, læder og ædeltræ, alt afhængigt af type.
Fem-seks druer, fire-fem sødmegrader og tre-fire lagringsbetegnelser giver også god mulighed for forvirring; men med lidt god vilje lader Madeira-vinenes mangfoldighed sig imidlertid let koge ned til en forståelig menu:
Hver af de hvide druesorter vinificeres i sin egen stil med en dertil hørende smagskategori: Den syrerige Sercial bliver til de lyseste, friskeste, tørreste vine, extra dry og dry (muito seco og seco). Verdelho har en fyldigere frugt, som forfines til de elegante og mildere medium dry (meio seco). Boal giver rigere, ravgyldne vine, som sælges som medium sweet (meio doce); mens Malvasia giver de mørkeste og mægtigste vine i stilen sweet (doce).
En femte drue regnes blandt de ædle, den nu yderst sjældne Terrantez, der stilistisk svinger i den gyldne midte— aldrig helt så tør som Sercial men heller ikke helt så sød som Malvasia. Dens sjældenhed skyldes først og fremmest phylloxeraen, som var hård ved sorten, og grundet dens lave udbytter blev den aldrig rigtig genplantet og er nu nede på ganske få hektarer. Men dens øvrige kvaliteter og ikke mindst dens sjældenhed er ved at gøre den populær igen og give den en lille renæssance, som profeteret i ordsproget: As uvas Terrantez, não as comas nem as dês, para vinho Deus as fez— Terrantez-druer, spis dem ikke, giv dem ikke væk, for Gud har givet dem til vin. Mere om den om lidt.
Endeligt er der den hyppigt plantede røde sort Tinta Negra, som oftest benyttes til de enkleste vine, som til gengæld kan spænde hele registeret fra dry til sweet. Desuden laves der ikke-forstærkede, tørre bordvine under denominationen Terras Madeirenses, som man skal til selve øen for at smage; og det er sikkert også der, de smager bedst.
Tiden står stille
En god Madeira er så godt som udødelig. Vinene kan næppe heller oxidere yderligere, de er så at sige mættede med ilt efter mange års fadlagring og dermed immune mod yderligere iltning. Uåbnede flasker er som vin fanget i små tidslommer, og opbevaret forsvarligt kan selv åbne flasker holde humøret højt i måneds- og måske årevis. Den største hindring i at bevise disse påstande er, at det kan være svært at holde sig fra flaskerne, når man først har fået smag for den fantastiske nektar.
Justino’s Madeira Wines blev stiftet i 1953, men siden 1870 havde familien Justino Henriques drevet vinhus. Det er dermed et af de ældste nulevende vinhuse på Madeira, og de eksporterer til det meste af verden. En modernisering med nybygget kælder og det nye brand Colombo Madeira kom til i 1993, men firmaet holder stadig et fast greb om traditionen. Justino’s råder i dag over en af øens største lagre af gamle vine; og det er nu, vi vender tilbage til Terrantez:
Justino’s Madeira Terrantez Old Reserve er et fund fra fortiden og en Madeira uden for nummer. Den er modnet, eller skulle man måske sige ældet, i gamle egetræsfade i godt 60 år under det traditionelle canteiro-system. Det sikrer en smag af svundne tider, med stor koncentration, mangfoldige og raffinerede smage og en stadig frisk og elegant syre.
Den dufter af frisk havluft, af lyse hasselnødder, hvid sommertrøffel, rå pibetobak, vildblomsthonning og lys karamel, og så er der en sært forførende dybde, noget gammeldags, støvet og røget over den. Så rammes man af syren og en intens smag af lysristet kaffe, fransk nougat, brunet smør, svampeconsommé, sort te og tørrede frugter som gule rosiner, figner og kandiseret orangeskal. Fine noter af citrus og frisk kokos smelter sammen med dem, det er cremet og dybt og samtidigt underligt let; og trods den fine sødme runder den ranke syre den tørt af. Det er kompleks verdensklasse og ypperlig umami-vin… Wow!
Laudrup Vin forhandler Justino’s og fører i begrænset mængde de sjældne Terrantez-vine, ikke mindst “verdens bedste vin” — Justino’s Terrantez 1978. Har man, som de fleste, ikke så godt råd til hverken den eller den lidt billigere Old Reserve, så kan man tage på opdagelsesrejse i Justino’s fornemme Veldelho- og Boal-vine— himmelske dråber til menneskelige priser.
Flaske: Terrantez Old Reserve
Vinhus: Justino’s
Oprindelse: Madeira, Portugal
Drue: Terrantez
Jordbund: Vulkansk
Dyrkning: Konventionel
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 19%
Importør: Laudrup Vin
Pris: 1.398,-
(men p.t. ikke på lager)