Hvad kan Carnuntum?

Carnuntum kan spore sin historie tilbage til romersk tid, men det er først i de seneste tre årtier, at det har vundet fast fodfæste i det østrigske vinlandskab— og forhåbentlig i en ikke så fjern fremtid, at det for alvor finder sig selv. Det lille vinområde sydøst for Wien, på sydsiden af Donau og ned mod det nordlige Burgenland, består af kun lidt over 900 hektarer vinmarker, beliggende i et blidt bakket landskab domineret af tre højderygge, die Hainburger Berge, das Arbesthaler Hügelland og die Leithagebirge, lige hvor de sidste bakker fra henholdvist Alperne og Karpaterne mødes. Den pannoniske indflydelse østfra er stærk her, og det solbeskinnede, vindblæste og tørre klima kalder på rødvin. Det moderne vinområde Carnuntum kom til verden i 1993, stort set samtidigt med den såkaldte ‘rødvinsrevolution’ i Østrig, som tog fart først i 1990’erne, og Zweigelt er med 235 hektarer den dominerende sort. Blaufränkisch spiller en ligeledes betydelig rolle, omend kun med 85 hektarer, og andre blå sorter som Sankt Laurent, Pinot Noir, Cabernet Sauvignon, Merlot og Syrah spiller også en mindre men vigtig rolle på en halvanden hundreder hektarer samlet.

Det vinøse visitkort er Rubin Carnuntum, en frisk og frugtig rødvin på ren Zweigelt, en hjørnesten i den lokale produktion og en vigtig del af porteføljen for de 37 vinhuse, der udgør det lokale konsortium, som siden sin stiftelse i 1992 har markedsført en regionstypisk rødvin under netop det navn. ‘Rubin’ følger i ‘Smaragd’s fodspor som ædel betegnelse for en østrigsk vin med karakter og karat. Står der Rubin Carnuntum på etiketten, kan man forvente en fornøjelig og frugtdrevet rødvin med fin fylde, god syre og milde tanniner. Der findes selvfølgelig mere seriøse flasker i ‘Reserve’ kategorien, herunder klassificerede enkeltmarksvine, men de er stilistisk en noget mere broget flok end de fælles formulerede funklende rubiner. Foreningen af vinbønder mødes to gange årligt til blindsmagning, hvor alle er med og medbringer en flaske, som i plenum smages, bedømmes og voteres om— og 2/3 skal sige god for vinens typicitet og kvalitet, for at den siden kan kalde sig Rubin Carnuntum.

Den rubinrøde Zweigelt

Jeg skal indledningsvist indrømme, at Zweigelt er en sort, som jeg længe har været lidt loren ved; og den lunkne stemning har smittet af på mit forhold til Carnuntum. Som liebhaver af østrigsk vin undgår man ikke at støde ind i Zweigelt stundom— sorten står vidt og bredt plantet på pænt over 6.000 hektarer og er med sine næsten 14% af vinmarksarealet langt den mest plantede rødvinsdrue— men som kræsen kunde i den østrigske vinbutik har jeg i stedet sværget til den næstmest plantede og på mine smagsløg langt mere seriøse Blaufränkisch, som først og fremmest slår sine folder i Burgenland. Stamtræet fejler ellers ikke noget: Zweigelt er en krydsning af Blaufränkisch og Sankt Laurent, men den synes ikke at have arvet den seriøse struktur, store kompleksitet og tydelige terroir-transparens fra førstnævnte; eller på den anden side den store saftighed og subtilitet fra sidstnævnte. I stedet synes den at være landet i en velmenende, underholdende frugtighed, som på den ene side er behageligt let og liflig, men som på den anden side risikerer at flyde over af bip-lyde, ballongynger og billige grin. Zweigelt er en crowd-pleaser på godt og ondt. Dens dyder er en frodig kirsebærfrugt, en frisk syre og ganske milde tanniner, og når bølgerne går højt en særdeles indbydende og fløjsblød tekstur, som slægter god Sankt Laurent og Pinot Noir på, og i hvis folder man kan finde friske og tørrede krydderurter og den særegne østrigske peberkrydring. Dens laster er til gengæld en af og til ret sjasket rød frugt, som kan minde en smule om syltede rødbeder, og desværre ikke af den hjemmesyltede slags. Kirsebærfrugten kan gå hen at blive mere syntetisk og slikket end naturlig og liflig; og der kan være ubehageligt stilkede noter, grønne tanniner og urtesmage, som er mere medicinske end helsebringende. Når alt det er sagt, så er det sjældent, man i dag støder ind i de lastelige træk i Carnuntum. Det lokale konsortium har ganske enkelt gjort et godt stykke arbejde, ikke kun med at skabe fælles fodslag og skabe en overlappende stil, helt sikker også med at højne kvaliteten betragteligt.

Det tjener samtidigt konsortiet til ære, at bæredygtig og økologisk omlægning breder sig som en steppebrand blandt medlemmerne. 15% har allerede opnået certificering, men hele 50% er vel undervejs i omlægningsprocessen og vil således inden for et år eller to kunne mærke deres vine med et økocertifikat. Den udvikling er i de seneste par år yderligere motiveret af, at 20 af områdets vinhuse siden 2019 er blevet medlemmer af Österreichische Traditionsweingüter, som siden 2021 netop har fordret af sine medlemmer, at de enten opfylder kravene til den såkaldt bæredygtige certificering Sustainable Austria eller lader sig omlægge til certificeret økologisk drift. Det er nu heller ikke det vanskeligste i Carnuntum, der som nævnt har et af Østrigs gennemsnitligt tørreste mikroklimaer (gennemsnitstemperaturen ligger på 11,2° Celcius, med over 2.000 årlige solskinstimer og en årlig nedbør på blot 520 mm— til gengæld mærkes vinden hele 300 dage om året).

Zweigelt blev skabt i 1922 i Klosterneuburg af Dr. Fritz Zweigelt som en krydsning mellem Blaufränkisch og Sankt Laurent. Hans oprindelige navn til druen var Rotburger, først senere blev den kendt under sin skabers efternavn.

Zweigelts temmeligt tynde skaller lader sig i fugtigt vejrlig let angribe af diverse skimmelsygdomme; men det er ikke noget problem i det vindblæste og solbeskinnede Carnuntum. De forholdsvist mætte jordbundsforhold, grus, løss, lehm og ler, holder samtidigt godt på den ellers sparsomme mængde nedbør, så vinstokkene får nok vand nedefra; og samtidigt afbøder lerets kaliumindhold en af Zweigelts skravlede tendenser, nemlig kaliummangel, som kan føre til drueforvitring. Det er som om Zweigelt og Carnuntum er skabt for hinanden. Der er afmålte mængder sol, vind og regn til at skabe både balance og modenhed i druemosten.

Skulle du forresten komme forbi en flaske hvid Carnuntum, skal du endelig ikke lade den gå din gane forbi. Kvaliteten er igen ganske flot, ikke mindst når det gælder Weissburgunder og Grüner Veltliner. De er måske knapt så syrefriske som pendanterne fra Weinviertel og Donaudalene men stadig læskende og lettere end de mere bamsefrugtige fra Burgenland.

Rundt om Rubinerne

Skal man forstå Zweigelt, kommer man ikke uden om Carnuntum; og et godt sted at få et godt indtryk af et områdes generelle kvalitetsniveau, er som bekendt ofte fra basisvinene, og de holder et højt niveau hele vejen rundt med Rubin Carnuntum. Selvom vi langt fra taler stor vin men mere hverdagsvin og madvin end meditationsvin, så er det stadig ofte nuanceforskellene, som gør udslaget; og hvad man er til, må være en sag om smag og behag. Personligt har jeg følt mig bedst underholdt af Artner, Grassl og Taferner, og skal man forstå genrens potentiale som herlig hverdagsvin i én flaske, ville jeg foreslå Artner. Her følger en kort gennemgang af nogle af de mest fremtrædende Carnuntum-vinhuse og deres Rubin-vine.

Den romerske Heidentor (Hedningedøren) er såvel turistmålet som vinregionen Carnuntums vartegn. Den indgår bl.a. som en central del af Rubin Carnuntums logo og kan således ses på alle flaskerne. Monumentet er opført omkring 350. Den romerske bosættelse Carnuntum rummede en militærlejr og en gladiatorskole. Foto: Armin Faber

Weingut Familie Pitnauer har huse i Göttlesbrunn og må ikke forveksles med Weingut Pittnauer i Gols, Burgenland; men vinene er fine nok. “Vores fortolkning af Rubin Carnuntum er en ligefrem vin, lidt af et muskelbundt med intens frugt og fin krydring,” fastslår Johannes Pitnauer. Familien Pitnauer har drevet landbrug i området mindst tilbage til 1800-tallet. Selve vinhuset trækker tråde tilbage til 1970’erne, hvor familien først gjorde sig bemærket med sine gode Zweigelt-vine. I dag bliver det som regel til syv-otte forskellige fortolkninger, hvoraf Rubin er en enkel og ligefrem men meget stilsikker repræsentant.

Weingut Taferner ligger ligeledes i Göttlesbrunn og er et familieforetagende, som i 1990’erne gik fra blandet landbrug til rent vinbrug. Deres Rubin Carnuntum er økonomisk deres vigtigste vin, men kvalitativt er den tillige bemærkelsesværdig: Fyldig, frugtdrevet og forholdsvist elegant i stilen med lækker, læskende syre. Der er masser af rubin- og karminrød frugt her og en ganske fin stoflighed. Karoline Taferner, tredje generation i familien, fortæller, at hun “som regel har svært ved at genkende vores egen Rubin Carnuntum til blindsmagningerne; men heldigvis har jeg altid godkendt den.” Økologisk dyrkning, manuel høst, mekanisk afstilkning, spontan gæring på ståltanke og så 12 måneders modning på brugte franske egetræsfade inklusiv naturlig malolaktisk gæring.

Weingut Pelzmann ligger ved Prellenkirchen i Carnuntums østligste del, hvor jordbunden er mere kalkstensholdig og klimaet det tørreste. Familien har begået sig udi vinbrug siden 1850, og i dag lever de udelukkende af vinbruget og en tilhørende Buschenschank. Deres Rubin Carnuntum byder på mørkt rødfrugtig intensitet og ret god fylde, frisk syre skærer igennem, og endelig efterlades man med fine noter af friske urter, timian, merian, rosmarin. Gæret på ståltanke med to ugers maceration, modnet otte måneder på 2.000 liters brugte egetræsfade, hvor den gennemgår naturlig malolaktisk gæring.

Weingut Böheim har bo i Abesthal tæt på Göttlesbrunn og drives af Stephanie Böheim og hendes far Johann. De dyrker hele 20 hektarer vinmarker, og driften er certificeret bæredygtig; og også for dem er Rubin Carnuntum en hjørnesten i produktionen, en favorit hos stamkunderne. Stephanies flaskefilosofi er, at “hvis du ikke er sikker på, hvilken flaske du skal åbne, så skal det være Rubin.” Den er en tæt saft af modne kirsebær med noter af både mørk chokolade og tørrede krydderurter, en af de fyldigere og fyrigere af slagsen.

Weingut Netzl er endnu et vinhus med base i Göttlesbrunn, og det drives i stadigt stigende grad af Christina Netzl, som tager mere og mere over fra far Franz. De dyrker økologisk og laver vine i både klassisk stil og en mere håndholdt naturvinsstil. Deres Rubin Carnuntum falder i den første kategori men har en herlig saftighed, masser af sorte kirsebær, blå blommer og røde sommerbær, en flot repræsentant. Gæret på ståltanke og modnet godt et år på store egetræsfade. Dansk importør er Vinpusheren.

Weingut Grassl er Philipp Grassls vingård i Göttlesbrunn, og han tager Zweigelt alvorlig på mange planer, inklusivt i Reserve-kategorien og enkeltmarkerne. Druerne til hans Rubin Carnuntum kommer fra flere forskellige marker for at skabe konsistent kvalitet og højere komplesitet. Den har en fyrig frugt med masser af mørke bær, især sorte kirsebær og sveskeblommer. Fint stof og forholdsvist markante men stadig fløjlsbløde tanniner. Dansk importør er Vinotheket.

Weingut Artner ligger en anelse længere mod vest ved byen Höflein ikke langt fra Göttlesbrunn og omringet af Arbesthaler Hügelland, og Donau driver roligt forbi kun tre kilometer mod nord, og både bakker, skov og flod modererer temperaturerne en smule. Familien sporer sin historie som vinbønder tilbage til 1650. Som mange andre havde de blandet landbrug frem til 1980’erne, hvorefter de speciliserede sig i vin og særligt rødvin (de gør sig godt både med Blaufränkisch og Zweigelt). Huset har i dag godt 40 hektarer vinmarker, som dyrkes økologisk, og den daglige drift forestås af Hannes, Christoph og Peter Artner. Druerne til deres Rubin Carnuntum kommer fra Aubühl, Bühlweingarten og Steinecker, gennemsnitligt 20-25 år gamle stokke. Økologisk dyrkning, manuel høst, spontan gæring med tre ugers maceration på ståltanke for maksimal frugtighed og så godt et år på store, gamle franske egetræsfade. Christoph forklarer: “Rubin er for mig en virkeligt god madvin, hvor du ikke bare kan drikke ét glas, men allerhelst bare tømme flasken. Den giver en fortsat forfriskende følelse. Ikke for mange tanniner, ikke for høj alkohol, den er bare frugtig og let drikkelig. Det adskiller den fra enkeltmarksvinene.” Fuld af kirsebær, kirsebærsten, skovbær, krydderurter og let sødmefulde krydderier, komplementeret af en let yoghurtnote fra naturlig malolaktisk gæring. Et rigtigt godt glas!

Carnuntums oprindelsesgaranti inddeles som i andre regioner i tre trin, den almene Gebietswein, de mere specifikke Ortsweine fra henholdsvis Göttlesbrunn, Höflein, Stixneusiedl, Prellenkirchen, Hainburg eller Petronell og endeligt enkeltmarksvinene, die Riedenweine, og her er der for tiden klassificeret ni som Erste Lagen. Det er ved Göttlesbrunn Haidacker, Rosenberg, Schüttenberg og Stuhlwerker; ved Höflein Aubühl, Bärnreiser, Kirchweingarten og Steinäcker; og ved Prellenkirchen Spitzerberg (hvoraf Spitzerberg er forbeholdt Blaufränkisch). Der er større variation mellem enkeltmarkernes udtryk, hvilket selvfølgelig skyldes forskelle i terroir men tillige stilistiske forskelle i vinifikationen— f.eks. brugen af små og nye fade. Tendensen til kraftigere og kraftigere vine er dog vendt i de seneste år, ligesom fadpræget er nedtonet— så gode toner fra toppen af Carnuntum. Et par anbefalelsesværdige enkeltmarksvine kunne være Artners Ried Steinäcker, Grassls Ried Schüttenberg, Markowitschs Ried Kirchweingarten, Ried Pitnauers Ried Haidacker og Taferners Ried Bärnreiser— og så er der selvfølgelig de fremragende Blaufränkisch-vine fra Spitzerberg, som dog er et kapitel for sig. ‘Hemmeligheden’ bag Carnuntum som helhed er stadig Zweigelt, som gør sig glimrende som kølig sommervin; og med Rubin Carnuntum har man et godt udgangspunkt for at udforske såvel druens potentiale som producenternes formåen.

Flaske: Rubin Carnuntum 2020
Vinhus: Artner  
Oprindelse: Carnuntum, Østrig  
Drue: Zweigelt  
Jordbund: Løss
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Store egetræsfade  
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%  
Pris: cirka 150,-  

Artiklen er blevet til i forlængelse af et seminar organiseret af Wine+Partners, forestået af Paula Sidore fra Trink Magazine og med vine sponseret af Carnuntum Wein. Kort og fotos er fra ÖWM og ÖTW, personportrætterne er stillet til rådighed af Carnuntum Wein

Pletfri dalmatiner

Rødviolet, blålilla, dybblå. Allerede etiketten vækker mindelser om aftenrøden over Adriaterhavet; og en sommerlig duft af røde roser og kirsebær følges op af en saftig mundfuld syrligtsøde hindbær, morbær og kirsebær og en kompleks, sødmefuld eftersmag af figner, svesker, peber og kanel. Kompleksitet, balance, elegance… et rent pletskud! Der er med andre ord ikke en finger at sætte på den dalmatiske rødvin Kaamen II, som er resultatet af et ret nyligt samarbejde mellem en flok unge venner og nogle meget gamle vinstokke.

2020 viste sig som et vendepunkt i mange menneskers liv, da corona-pandemien rasede kloden rundt og brat lukkede de fleste lande ned i kortere eller længere perioder. Nogle blev fanget på udebane; mange måtte på ubestemt tid arbejde hjemmefra, i det omfang de overhovedet havde mulighed for at arbejde; og atter andre benyttede lejligheden til at slippe ud af trædemøllen og stikke af fra såvel hverdagens som storbyens jag. Men nogle gange viser lediggang sig ikke kun som roden til alt ondt, for den kan af og til føre til fornyet energi og nye engagementer. Det var sådan, scenen blev sat for et af Kroatiens nyeste og mest spændende vinprojekter, Vinas Mora, “vine fra havet”, et samarbejde mellem vinrødderne Krešo Petreković og Niko Dukan med base ved byen Primošten midt på den dalmatiske Adriaterhavskyst.

Set fra oven: Selve byen Primoštens hjerte ligger som en lille halvø lige ud for den dalmatiske kyst, kun forbundet af en smal tange. I oplandet ligger vinmarker på den karge klippejord.

Vine fra havet

Kroatiens kystlinje tæller 1.777 kilometer ned langs Adriaterhavet. Strækningen er desuden spækket med store og små øer, 718 styks, hvoraf mere end 50 har faste beboelser. Dermed overgås det kroatiske øhav i Middelhavet kun i antal øer af det græske. Allerede i antikken ankom græske kolonialister til området og kickstartede en lang tradition for vinavl; og som følge af den lange tradition, de gunstige dyrkningsforhold og de delvist isolerede forhold ved kysten og på øerne, er Dalmatien den dag i dag et sandt skatkammer af særegne og sjældne lokale druesorter. Mange dyrkes kun ekstremt lokalt, på en enkelt ø eller et enkelt stykke land.

Dalmatien er en forholdsvist smal stribe kystland med tilhørende øer, som i nord strækker sig fra øen Rab og omkring byen Zadar og ned til Dubrovnik og Kotorbugten i syd. Største by langs kysten er Split, som ligger cirka midt på strækningen. Klimaet er klassisk Middelhavsklima, altså kystnært, subtropisk klima med meget varme og solrige somre. Jordbundsforholdene er også kystprægede, det meste af områdets land er hævet havbund, præget af karst, kalksten og sandsten.

At himmel og hav mødes her langs kysten er formfuldendt gengivet på Vinas Moras vines etiketter, som i simple men smukke penselstrøg viser farverne over Adriaterhavet i horisontale striber; en smule som østrigske Sepp Musters ligeledes smukke og ikoniske labels.

Sidegade i Primošten, og om sommeren er det lige til at holde ud…

Vine af sten

Vinas Mora har til huse nær den klassiske kyst- og vinby Primošten, som ligger mellem Split og Šibenik i den nordlige del af det centrale Dalmatien; og her er Vinas Mora opstået som en forening af stærke internationale og rodfæstede lokale kræfter.

Krešo Petreković er kendt som vinimportør i New York, hvor han længe har slået sine folder og forsynet amerikanerne med gode vine fra Kroatien og det øvrige Sydøsteuropa hos Zev Rovine Selections i Brooklyn. Desuden har han opstartet sit eget garagevineri, Podrum Franjo, i det kroatiske indland, godt 50 km fra Zagreb, med en naturlig forlængelse af den bondevin, han oplevede sin far lave some barn. I begyndelse af corona-krisen befandt Krešo sig i en slags ufrivilligt eksil langs kysten ved Primošten, et sted, han havde besøgt gennem mange år, og hvor han ofte havde drukket adskillige rødvine på den lokale Babić-drue. Da smagte han et endda ganske glimrende eksemplar fra noget så simpelt som en umærket plastikdunk— en vin, der siden viste sig at være lavet af vinbonden Neno Marinov. Et besøg kom i stand, og kort tid efter begyndte Petreković at eksportere Marinovs vine til USA. Kort tid senere skulle det så blive til et egentlig samarbejde mellem de to.

De lagde ud med at grundlægge landbrugskooperativet Motika, hvor de overtog faciliteter fra storproducenten Vinoplod, et tidligere kooperativ, i den nærliggende by Šibenik; og så indkøbte de ellers talrige tons Babić og andre indfødte druer fra en række lokale vinbønder og gik i gang med at vinificere dem på klassisk håndværksmæssig vis. Siden kom vennen Niko Ðukan til, som står for biksen til dagligt.

Niko Ðukan er kendt for sammen med Marko Kovac at stå bag Label Grand, som organiserer den årlige vinsmagning Karakterre i Wien og siden New York, hvor håndværksvinbønder fra det centrale og østlige Europa skænker naturvin i stride strømme. Desuden distribuerer han vin via Terrible! i Frankrig samt i fjernøsten efter mange års globetrotteri og fødderne i de fleste vinregioner verden rundt. Cirklen sluttes nu med hjemmelavede vine fra hjemlandet. Druerne kommer dels fra højtliggende terroirs i nogle af de ældste vinmarker i baglandet bag Primošten (Jasenovik, Široka og Trovrh) samt fra kystområderne (Bucavac, Gaj og Strane), og adskillige vinbønder er engageret (Nino Marinov, Stipe Gašperov og Ivo Matošin m.fl.), opmuntret af kyndig hjælp til økologisk og bæredygtig dyrkning samt en god pris for druerne.

Mager klippejord præget af grove sten samt en lang og solrig vækstsæsonen med lav nedbør resulterer i en langsommelig modning af sunde druer. Udkommet er kraftfulde men alligevel elegante og milde vine, der perfekt afspejler både Babićs sortskarakter og det terroir, den vokser i.

Vinas Moras basiscuvée er Barbba, et blend af de blå druer Lasina og Plavina og de grønne Debit og Maraština, høstet fra marker omkring Šibenska Dubrava og Oklaj; og det er sand bællevin i ordets bedste betydning. Den slags vin, man uden videre bekymringer kan læske sig med i aftensolen ved kysten. Næste vin i rækken er Andreis, hvortil Babić-druerne er høstet rundt omkring Primošten, først og fremmest fra Jadrtovac. Med en let grønurtet og rødbærret duft, og en saftig, græsset og frisk bærfrugtig smag, støvet stof og fine tanniner. Tydelige naturvinsnoter især i næsen men ikke noget, der burde kunne skræmme mennesker med smag væk.

Kaamen I er ren Babić fra tre vinmarker ved Šibenik en smule inde i landet: Blizina, Bristivica og Vinovac. Friskfrugtig med kirsebær i forgrunden, flot stoflighed, mineralsk spil i dybden og tørt finish. Nu begynder det at lige noget seriøst.

Kaamen II er ligeledes ren Babić men fra to højere beliggende marker, Kruševo og Široki. Mere intensitet og kompleksitet og som nævnt “en sommerlig duft af røde roser og kirsebær følges op af en saftig mundfuld syrligtsøde hindbær, morbær og kirsebær og en kompleks, sødmefuld eftersmag af figner, svesker, peber og kanel.” Fine tanniner og et let salt svirp til sidst, smukt balanceret og ganske enkelt enormt behagelig at drikke.

Kaamen III er kun akkurat kommet på flaske i løbet af sommeren og er endnu ikke smagt fra denne kant… men den er, som becifringen antyder, tænkt som topvinen kvalitativt og ikke mindst i den konkrete betydning, at druerne stammer fra den højest beliggende mark, Kamena Suza— “en vinmark, hvor det forekommer utroligt, at nogen ville plante noget som helst, endsige få succes med det. Forestil dig, at vinstokke vokser på sten, der skal brydes i hånden, at vinstokkene skal vandes i hånden, og at ingen nymoderne mekanisering i et sådant terræn kan gøre dit arbejde lettere.” Det er det, der hedder menneskelig vilje og naturnært vinbrug!

Vine på Babić

Dalmatiens mest udbredte og berømte drue er uden tvivl Plavac Mali, en drue, der giver mægtige, meget mørke og modent frugtige vine med høj alkohol og formidable tanniner. De kraftigere rødvinsdruer har i det hele taget godt hold i området. Den herostratisk berømte Zinfandel har sågar sin oprindelse her, under det nådesløse navn Crljenak Kaštelanski og det kun en kende mere mundrette Tribidrag. Herfra har den gjort rejsen over Adriaterhavet til det sydlige Italien; og sandsynligvis via Wien over Boston til Californien. Plavac og Crljenak er begge fjernt beslægtet med den mere balancerede Babić, som har sit historiske epicentrum omkring Šibenik og Primošten nord for Split. Kendes under det lokale navn Rogoznička ved Rogoznica. Den er i øvrigt ikke identisk med dens næsten navnesøster Babica, som dyrkes omkring Kaštela (og derfor også kaldes Kaštelanska, i lighed med Crljenjak fra samme nabolag).

Babić dyrkes officielt ikke på meget mere end 600 hektarer, men den dukker op i gamle blandede beplantninger adskillige steder i Dalmatien, og der gemmer sig måske mere af sorten rundt omkring registreret under andre navne. Dens vækst er stabil, og den kan give gode udbytter. Modner forholdsvist sent og har en vis tendens til botrytis.

Plantes den på flade arealer med frugtbar jordbund, bliver vinen sædvanligvis ganske ordinær. Omvendt giver den særdeles interessante vine på de karge og ret golde stenskråninger ned mod havet. Især hvis udbytterne holdes i ave. I lighed med Plavac Mali har den altså brug for sol, sten og små udbytter for at lykkes. Men i modsætning til Plavac Mali bevarer den uden problemer sin syre selv i de varmeste somre. Den når nemt op på syv gram per liter, hvilket giver vinene en meget mere livlig og spændstig karakter. Som ung vin har den af og til en grønlig, herbal og vegetal karakter, i modnere og mere modnede vine slår den dog helt over i brombær, morbær, blommer, svesker og figner.

Vinas Mora fanger essensen af druen, stedet og tidsånden. Det er havfrisk, solmoden og særdeles let drikkelig rødvin, som emmer af kompetent håndværk og stærkt terroir.

Flaske: Kaamen II 2020  
Vinhus: Vinas Mora  
Oprindelse: Dalmatien, Kroatien  
Drue: Babić  
Jordbund: Sand, kalksten
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Store træfade  
Lukning: Korkprop, voksforseglet  
Alkohol: 12,5%  
Importører: Österreich Vin
Simply Grapes
Pris: 350,-

Pastorale med indbygget katastrofe

Ahr er et på mange måder næsten Tolkiensk landskab à la Herredet eller Kløvedal. Et afsondret, landligt og yderst naturskønt område, hvor alt ånder fordragelighed, og folk lever i fred og harmoni med deres daglige sysler, som i tilfældet Ahr indebærer frembringelse af nogle af Tysklands bedste rødvine. Ahr er en dyb dal med bølgende sider beklædt med svimlende vinmarker, som side om side skråner ned mod Ahrfloden, der sagte flyder gennem landskabet for senere at munde ud i Rhinen i nærheden af Bonn. Dalen skærmes mod nord af den vulkanske bjergkæde Eifel, som sammen med dalens ekstremt soleksponerede skråninger og sorte skifer skaber et særligt lunt mikroklima. Det er grunden til, at Ahr til trods for sin meget nordlige placering er et sandt smørhul for druesorter, der normalt er mere sol- og varmekrævende end Tysklands vanlige hvidvinssorter. Især Ahrs superstjerne Spätburgunder a.k.a. Pinot Noir, som i de senere år har nydt godt af et stigende antal solskinstimer og et generelt lunere klima.

Men i dag er Ahr et anderledes arret landskab, og de lokale lider svære men. De behagelige scener ved bækken og bøndernes muntre samvær blev pludseligt standset af uvejr og stormflod den 14. juli sidste år, da sommerens store skybrud og oversvømmelser ramte Tyskland. Særligt slemt gik det ud over det ellers så rolige Ahr, en skæbnesvanger følge af floddalens smalle udforming og bebyggelsernes beliggenhed langs bredderne; og fra de stejle, stenede skråninger havde vandet frit løb ned i floddalen. Et memento om, at konsekvenserne af klimaforandringer ikke hører en fjern fremtid til men foregår her og nu— og i stor hast.

Syndfloden

Sidste sommer bød på meget ekstreme vejrforhold i det nordlige og centrale Europa. Fra onsdag den 14. til torsdag den 15. juli 2021 faldt der flere steder i det vestlige Tyskland mere end 150 millimeter regn per kvadratmeter— på mindre end ét døgn næsten det dobbelte af, hvad der normalt falder hele måneden. Værst gik det ud over delstaterne Rheinland-Pfalz og Nordrhein-Westfalen, og det førte til oversvømmelser i velkendte vinområder som Mosel og i særligt slem grad Ahr, hvor vandet begyndte at rejse sig ved seks-tiden og nåede et højdepunkt omkring midnat.

I en ellers meget varm og solrig sommer sendte et stort lavtrykssystem pludseligt enorme mængder nedbør ned over landet. Først steg flodvandet i Ahrfloden kun ganske stille, men ud på aftenen begyndte vandet at strømme ind fra alle sider i dalen, og vandstanden steg faretruende hurtigt. Små bække og åer forvandledes til floder, og den normalt så rolige Ahr blev selv til en brusende flodbølge. På få timer steg vandstanden visse steder op til otte meter og oversvømmede adskillige landsbyer langs floden. Den utroligt stærke strøm rev træer, biler, bygninger og broer med sig; forårsagede store jordskred og uforudset svære skader på både menneskeskabte og naturlige strukturer. Det sendte chokbølger gennem lokalbefolkningen; og selv de myndigheder, hvis opgave det var at overvåge og varsle om sådanne situationer.

Da vandet endelig trak sig tilbage, var områdets infrastruktur totalt kollapset: Varme- og strømforsyningerne afbrudt, drikkevand ditto, og der var ingen forbindelse til telefon- og internet. Gader og stræder var dækket af mudder, og blandt ruiner og murbrokker kunne man bl.a. finde vintønder og flasker, der var skyllet ud af kældrene på vinhuse længere oppe ad floden. Omvendt slap de fleste af områdets vinmarker så godt som uskadte gennem misèren, da de mestendels er beliggende højere oppe ad floddalens stejle skråninger. Tabt var dog trygheden, og tragedien var en realitet: En katastrofe af næsten bibelsk karakter. Alene i Ahr mistede 134 mennesker livet under oversvømmelserne, i Tyskland totalt 184. Over 24.000 skadesanmeldelser indløb i de følgende dage og uger, og opgørelser over de materielle skader gøres i dag op til omkring 30 milliarder euro. Det er uden sammenligning den største naturkatastrofe i historisk tid i Tyskland, og den gik allerede i dagene efter over i historiebøgerne som ikke en Jahrhundertflut men en Jahrtausendflut. Nyere tiders store oversvømmelser, som Oder-flodens i 1997 og Elbens i 2002 var, undskyld ordspillet, vand ved siden af.

Uddrivelsen af Paradis

Blandt de hårdt ramte af oversvømmelsen var Weingut Meyer-Näkel i Dernau med søstrene Dörte og Meike Näkel i spidsen. “Vores vigtigste aktiv, vinmarkerne, er stort set ubeskadigede,” berettede Meike kort efter katastrofen, “men oversvømmelserne ødelagde næsten fuldstændigt vores vingård: Kontoret, vinoteket og den gamle vinkælder med vores skatkammer var fuldstændig oversvømmet og begravet under mudder. Oversvømmelsen tog også stort set alt det, vi skal bruge både til markarbejdet og i kælderen, med sig. Vi stod virkelig uden noget— uden presse, uden tanke og tønder, og uden traktorer, og der var ikke engang sakse eller spande tilbage.”

Endnu værre var det gået Weingut Bertram-Baltes med det unge par Benedikt og Julia i front. Benedikt kommer oprindeligt fra Mayschoss, mens Julia er fra Dernau, hvor deres fælles vinhus også ligger; eller rettere lå, for begges barndomshjem og også parrets privatbolig gik tabt i vandmasserne.

“Vi betragter det her som et rent lykketræf, for overlevelse den nat var ikke en selvfølgelighed,” fortalte en rørt Julia få dage senere. “Uden nogen form for kommunikation, og uden broer og veje, tog det os 42 timer at finde tilbage til hinanden igen. Den første dag søgte vi efter Benedikt på de indsamlingssteder, hvor reddede personer og ofre blev bragt hen. Uden at have fundet ham var det en lang nat i uvished, før vi dagen efter med en kikkert kunne få øje på ham på den anden side af floden. Selv så Benedikt først sin far efter fire dages forsøg.”

“Men vi slap igennem, uden at nogen af os kom alvorligt til skade. Desværre blev både vores vinkælder og flaskelager fuldstændigt ødelagt.” Hele årgang 2020 røg ud med flodvandet, sammen med næsten halvdelen af årgang 2019, som endnu ikke var skibet videre til aftagerne. Dog kunne de som et lille held i uheldet redde deres skatkammer med gamle flasker. Etiketterne er præget af oversvømmelsen, men indholdet er heldigvis intakt.”

Mange oversvømmede og vildfarne flasker er siden solgt som ‘Flutwein’ i en crowdfunding-kampagne på initiativ af den lokale reklamemand Daniel Koller og formanden for Ahrwein, Peter Kriechel fra Weingut Peter Kriechel. Fortjenesten fra disse Flutweine er så gået til det velgørende formål at genopbygge Ahrdalens vinhuse.

Peter Kriechel: “Det her var ikke en vandstigning eller en flodbølge, det var en ren tsunami, en kæmpestor bølge, som ødelagde alt her i dalen.” Familien mistede et par marker med Pinot Noir-stokke, mens hele 40.000 liter vin gik tabt fra fade og flasker i kælderen. Peters bror Michael Kriechel supplerer: “Vi blev slemt tilredt af oversvømmelseskatastrofen. Det lykkedes os, med hjælp fra mange frivillige medhjælpere og vores daglige medarbejdere, at bjerge vores forliste vinflasker; og vi har gjort hvad vi kunne for at få dem gjort rene og få dem på markedet” — og med hashtagget #solidAHRität som slogan stod resten af den tyske vinbranche tæt sammen og har støttet sine kriseramte kolleger i at komme på fode igen.

Efter den akutte indsats med at yde nødhjælp, skaffe rent drikkevand, lokalisere savnede og genhuse de pludseligt hjemløse, stod den større opgave så foran lokalbefolkningen: At komme videre og genoptage hverdagen. Det har været, og er fortsat, et langt, sejt træk. I bagklogskabens altid ulideligt klare lys står det klart, at myndighederne ikke var forberedt på en katastrofe i det omfang; og at især Tysklands sociale infrastruktur ikke er gearet til at stille om i sådan en fart. Det kan synes mærkeligt i det, der angiveligt er et af verdens rigeste lande. Ser man alene på bruttonationalproduktet, er Tyskland nemlig Europas langt rigeste land, og stadig et af de rigeste, hvis man tæller efter BNP pr. indbygger beregnet efter købekraftsparitet.

Men heldigvis gik livet hurtigt videre sidste sommer. Hastigt kom man på benene igen, i kapløb med tiden for at blive færdige med den fornødne genopbygning, før høsten skulle i hus. Meike Näkel opsummerer strabadserne: “Det her var den mest udfordrende, udmattende og følelsesladede høst, vi nogensinde har haft. I juli måned var det utænkeligt, men med hjælp og støtte fra så mange mennesker, er alle druer høstet og vinene kommet på fad.”

Global hedetur, lokale skybrud

Adskilligere forskere slår fast, at den globale opvarmning har haft mere end en enkelt finger med i spillet på sidste sommers ekstreme vejr. Der er ikke kun videnskabeligt belæg for men også bred videnskabelig konsensus om, at de verserende klimaforandringer i videste udstrækning er menneskeskabte; og at den dokumenterede globale opvarmning fører mere ekstremt vejr med sig, såsom hedebølger og tørker men også haglbyger, skybrud og oversvømmelser.

De stigende temperaturer som følge af den globale opvarmning øger nemlig fordampningen fra havene, og selvom en varmere atmosfære faktisk kan holde på mere vanddamp, vil vandet uvægerligt falde som nedbør før eller siden. At det pludseligt skulle ske så voldsomt over Tyskland er måske et varsel om, at vi allerede nu ser nogle af de konkrete konsekvenser af opvarmningerne på længere sigt. Men deri ligger det djævelske også, at det er vanvittigt svært at forudsige, præcist hvordan klimaet vil ændre sig på lokalt plan.

Normalt er naturkatastrofer noget, vi forbinder med fjerne egne og udviklingslande— men: "Disse oversvømmelser har vist os, at selv udviklede lande ikke er sikrede mod de alvorlige konsekvenser af ekstreme vejrforhold, som vi har set, og som vi ved bliver værre med klimaforandringerne. Dette er en presserende global udfordring, og vi er nødt til at tage den op. Videnskaben er klar, og det har den været i årevis,” ifølge tyskfødte Dr. Friederike Otto, dengang tilknyttet Environmental Change Institute ved universitetet i Oxford og i dag docent ved Grantham Institute for Climate Change and the Environment på Imperial College London. Hun var sidste sommer medforfatter til en videnskabelig hasterapport om hændelserne; som konkluderede, at de nuværende klimaændringer har gjort sådanne stærke skybrud meget sandsynligere i Tyskland— op til 10% sandsynligere og 20% kraftigere. Stof til eftertanke for alle udledere af drivhusgasser, ikke mindst i Tyskland, som ligger i højt på den globale liste.

Det var dog ikke kun Ahr, som fik den kolde klimakærlighed at føle. I Tyskland gik det generelt også grimt for sig i Mosel; mens man på den anden side af grænsen i Luxembourg og Belgien også led slemme skader. Tidligere havde regnen raseret længere mod nord i det sydlige England; og senere skabte den store problemer over Østrig, Schweiz, Italien og Kroatien.

Ørkenvandring

Ahr har ellers, som en af verdens nordligste forposter for Pinot Noir, generelt nydt godt af de seneste årtiers opvarmning. Årgang efter årgang har Ahr på det seneste markeret sig som stabil grobund for mange af Tysklands bedste Spätburgundere med struttende moden frugt og en for nordtysk vin fornem fylde— fra veletablerede producenter som Jean Stodden, J.J. Adenauer og Maibachhof samt den seneste tids gazellevinerier som Bertram-Baltes og Meyer-Näkel.

Succesen er imponerende, områdets størrelse taget i betragtning. Ahr tæller blot 560 hektarer vinmarker, hvoraf hele 85% er beplantet med rødvinsdruer, så området dermed har den højeste andel rødvinsdruer i hele Tyskland. Spätburgunder står for 62%, mens Frühburgunder, Dornfelder og Portugieser er de øvrige røde sorter. De hvide udgøres især af 11% Riesling og små mængder Müller-Thurgau og de hvide Burgundersorter. Den samlede Burgunder-familie har åbenbart glemt, at de foretrækker kalkholdige jorde, som man må spejde forgæves efter her. Mens de nedre dele af dalen er præget af mineralholdig løss, præger sort skifer og vulkanske stenarter nemlig de højere dele af skråningerne.

Skæbnens ironi er det dog, at Tysklands fordel fra den globale opvarmning tillige viser sig at være medaljens bagside, fordi de højere temperaturer generelt fører til tørke; og tørke har været et stort tema i tysk vin- og landbrug i årevis. For grundet den globale opvarmning øges fordampningen også fra landjorden. Det påvirker vinmarkernes væskebalance— forskellen mellem fordampningen fra jorden, plus planternes transpiration af vand, versus den samlede nedbør. Det solrigere, varmere vejrlig udtørrer ganske enkelt jorden, og den gennemsnitlige nedbør er ikke nok til at opveje udtørringen. Forholdene varierer selvfølgelig meget fra år til år; men de sidste ti år er den gennemsnitlige fordampning kun gået én vej, og det er støt opad.

Så selvom der midlertidigt måske kan se ganske grønt ud i mange vinmarkerne, så tæres der stille og roligt på vandreserverne; hvilket ses tydeligt i megen vild vegetation og på landets skove. Tyskland er altså ved at få en flig af samme sygdom som Sydeuropa, hvor hedebølger, tørke og skovbrande satte standarden i Spanien, Grækenland og Tyrkiet i 2021; sammen med en europæisk varmerekord på 48,8 grader målt på Sicilien i starten af august.

I vinmarker kunne kunstvanding være en udvej, men den er ikke i tråd med terroir-tænkning og heller ikke en langtidsholdbar løsning, hverken økologisk eller økonomisk. En mulig hjælp kunne være lavere beplantningstæthed, som det traditionelt praktiseres i middelhavslandene, så vinstokkene skal konkurrere mindre om vandet. Men vil man ikke omorganisere eller opgive vinmarkerne, kan et andet alternativ være at plante langt mere tørkeresistente sorter. Således har Kloster Eberbach taget springet og erstattet en parcel Riesling på Berg Rottland med Cabernet Sauvignon, som faktisk modner fint de fleste år. Lige så lovende, men mindre radikalt og endnu på forsøgsstadiet, er Schloss Vollrads’ beplantninger med en række Riesling-kloner fra Australien, som måske vil vise sig bedre egnede i et varmere og tørrere Tyskland.

Vinstokke er følsommere over for de klimatiske forhold end de fleste andre afgrøder, og det går igen i vinens kvalitet. Egnede dyrkningsområder for druer af høj kvalitet er derfor begrænset af klimatiske kriterier: Meget groft sagt kan en årlig gennemsnitstemperatur på mellem 10 og 20 grader betegnes som den nedre henholdsvist øvre grænse for vinbrug overhovedet. I vækstperiodens begyndelse er en længere periode med temperaturer over 10 grader afgørende for knopdannelsen. I blomstringensperioden bør dagtemperaturen helst ikke falde til under 15 grader eller stige til over 35, da det kan beskadige blomsterne. I modningsperioden er forholdsvist høje temperaturer også begunstigende for sukkerakkumulationen; og desuden spiller forholdet mellem dag- og nattemperatur-udsvingene en særlig rolle for syre- og fenol-indholdet og dermed for farve, smag og balance.

Et meget anvendt mål for forholdet mellem druesorterne og de termiske forhold er Huglin-indekset. Det beregner gennemsnittet af de daglige både gennemsnits- og maksimums- lufttemperaturer og summerer dem fra april til september. Ved at kortlægge et givet områdes Huglin-index, kan man så matche området med de påkrævede “grænseværdier” for specifikke druesorter; og fremskrivelserne er opsigtsvækkende for Tyskland. Således vil hele landet i løbet af få år ligge med et Huglin-indeks på over 1.500 og store dele af landet nå 2.000 i de næste årtier.

Huglins varmesumsindeks benyttes til at beregne, hvilke druesorter, der kan dyrkes hvor. De enkelte druesorter stammer fra specifikke mikroklimaer og kræver hver især en vis “varmesum” for at kunne dyrkes i et område på længere sigt. Kilde: Potsdam-Institut für Klimafolgenforschung

Risikerer Riesling så ikke at miste sin syrestyrede friskhed og delikate aromatik? De stadigt spændstige Spätburgundere at blive for fuldmodne og bombastiske? Vil det på lang sigt overhovedet være muligt at opretholde et nogenlunde naturnært vinbrug i Tysklands klassiske vinregioner? Skæbnesvangre spørgsmål, og der arbejdes intenst på at afdække konsekvenserne og udarbejde langtidsholdbare løsninger på de tyske universiteter og faghøjskoler for vinbrug. Det synes dog allerede klart, at det på sigt kommer til at kræve noget af en omkalftring af de tyske traditioner.

“Ekstremerne tager til, men i det store hele er de tyske vinbønder stadig vindere i den globale opvarmning, i og med at modningen samlet set skrider bedre frem end for 30 år siden,” fastslår Ernst Büscher forsigtigt som talsmand for Deutsches Weininstitut, om det nuværende stade i klimaforandringerne.”

Rød alarm, grønne tiltag

“Klimaforandringerne er et enormt problem, som vi må og skal beskytte os imod,” fastslår Peter Kriechel; og de tyske vinbønder står, som de fleste af deres europæiske og oversøiske kolleger, altså kort og godt over for to udfordringer: For det første at reducere deres eget og branchens bidrag til den globale opvarmning. Det kan ske ved at skære ned på deres eget energiforbrug og udledning af drivhusgasser; men det forbliver er en dråbe i havet, hvis ikke resten af verdens landbrug og industri følger med. For det andet skal vinbønderne løbende tilpasse deres vinbrug de forandringer, der allerede er ved at ske, hvis der fortsat skal sættes god vin på bordene; og det er en langt mere lavpraktisk, omend krævende opgave.

Mange af de lavpraktiske løsninger er at finde i økologisk og biodynamisk vinbrug, hvor man allerede arbejder ‘på naturens nåde’ i forhold til udsving i temperaturer og nedbør. Naturligt grønt bunddække er en selvfølgelighed hos de fleste økologer; og ikke nok med, at disse dækplanter hjælper med at holde på vandet i jorden, de kan desuden bidrage med en øget binding af kvælstof og kulstof. De holder også bedre sammen på jorden, så man i tilfælde af f.eks. ekstrem regn undgår erosion— en særdeles vigtig egenskab, især på skrånende marker.

Brugen af kompost, som er biodynamikernes særlige kæphest, synes at skabe et rigere mikrobielt liv i vinmarken, som er med til at skabe en bedre balance i økosystemet. Fortalerne fremhæver det som forklaringen på mange biodynamiske vines bedre balance og større friskhed, selv i meget kolde, våde, varme og tørre år. Samtidigt gavner naturligt bunddække og kompost biodiversiteten, som i forvejen er truet af klimaforandringerne.

Forsmag på fremtiden: Her sammenlignes, hvor der kan dyrkes vin i Tyskland, og hvilke sorter, der kan modnes der. Vinområderne rykker ud i hele landet og langt mod nord; og Merlot, Cabernet og Grenache vil snart kunne modne tilfredsstillende. Drøm eller mareridt? Kilde: Potsdam-Institut für Klimafolgenforschung

Andre ændringsforslag kommer fra forskning i alternative dyrkningsmetoder og nye druesorter. Franske og andre mere sydlandske sorter er allerede med en vis succes introduceret i det tyske, tag blot Ahrs succes med Pinot Noir og Badens nylige succeser med Bordeaux-sorterne og Syrah. Omvendt har øko- og bio-pionererne på Weingut Schönhals i Rheinhessen f.eks. satset stort på nye tyske druer, de såkalte PIWI-sorter (pilzwiderstandsfähige = svampe-modstandsdygtige), som er krydsninger med gode resistensegenskaber over for skimmel og meldug. De er dermed velegnede til både varmere, fugtigere forhold og især til økologisk dyrkning, da de klarer sig fortrinligt uden fungicider. De fleste PIWI'er tåler desuden også tørkestress glimrende. Bonus på begge parametre. Hanneke Schönhals bedyrer ligefrem, at hun med sorter som rivaner, regent, saphira og cabernet blanc laver Zukunftsweine, fremtidssikrede vine.

Håndarbejde og letvægt

Atter andre forbedringer kan komme fra gentænkning af ekstremt lavpraktiske forhold: “Tunge flasker er en forbrydelse!” udbryder Dr. Keith Ulrich, da jeg taler med ham om grøn omstilling i vinbranchen. Ulrich er formand for det bæredygtige konsulent- og certificeringsfirma Fair’n Green. Han er specialist i energieffektivitet og logistik og har tidligere ledet innovationsafdelingen hos DHL, hvor han stod for udviklingen af GoGreen, en løsning til klimaneutral transport. “En vinflaske bør veje mindre end sit indhold,” siger han, “og den kan sagtens veje meget mindre. Vi arbejder med gode flasker på under 600 og helt ned til under 300 gram. Man er nødt til at opgive den gamle idé om, at ‘en god vin har brug for en tung flaske’. Dermed vil meget allerede være gjort.”

Kernen i de bæredygtige bedrifter er generelt at stræbe efter at optimere hele bedriftsledelsen— fra markdriften over kælderforvaltningen til markedsføringen— som del af en samlet helhed med målet langtidsholdbar og bæredygtig drift. Hvert trin i processen forsøges fortløbende forbedret, under vejledning og opsyn fra forskellige instanser. I Tyskland er det eksempelvis organisationerne EcoStep-Wein, FairChoice og førnævnte Fair’n Green.

Hvad indebærer et mere bæredygtigt vinbrug så i praksis? Jo, man bestræber sig på at arbejde grønnere og mindre indgribende på flere måder. I markerne benytter man kun gødning og sprøjtemidler, hvis et behov rejser sig og ellers ikke. Generelt søges anvendelsen nedbragt, og en lang række sprøjtegifte, f.eks. glyfosat (Roundup) er bandlyst. Andre indsatsområder er reduktion af vandforbrug, både til vanding og i kælderarbejdet. Desuden er der bestræbelser på at øge biodiversitet gennem forskellige tiltag som eks. grønt bunddække mellem rækkerne, vilde hegn ved vinmarkerne samt insekthoteller.

Stor biodiversitet i bunddækket i en økologisk dyrket vinmark.

Det største indsatsområde i denne sammenhæng er dog CO2-aftrykket: Man kan forsøge at køre mindre traktor eller skifte til mere energirigtige el-traktorer. Man kan søge at skære ned på sit samlede energiforbrug og kan desuden skifte til “grøn elektricitet” eller selv installere solpaneler eller jordvarmeanlæg. Som nævnt udgør emballage og transport en særlig stor del af vinindustriens CO2-aftryk og kan effektivt lettes ved f.eks. at bruge bemeldte letvægtsflasker, som både er mindre ressourcekrævende at producere og siden at transportere. Efterfølgende kan man søge at benytte transportfirmaer, som arbejder på en lignende bæredygtig måde, gerne med så korte transportkæder som muligt.

Fair’n Green er Tysklands største sammenslutning af bæredygtigt orienterede vinproducenter, for indeværende med 55 medlemmer i Tyskland, herunder store og velkendte navne som von Hövel, Heymann-Löwenstein, Clemens Busch, Georg Breuer og Helmuth Dönnhoff, samt et mindre men voksende antal i det øvrige Europa. Foruden det med flaskerne, så er effektivitet i energiforbruget, f.eks. i forbindelse med nedkøling i kælderen, et andet oplagt indsatsområde. Mindre maskinelt og mere manuelt arbejde i vinmarken et tredje. “Vi beregner vores vinhuses klimaaftryk og regner især på, hvordan de konkret kan reducere deres CO2-udledning,” forklarer Ulrich, “og ofte er det nemt op til 50%, hvilket overhovedet ikke er ubetydelige tal.” Der er altså også grunde til optimisme.

Men økologi og letvægtsflasker gør det langt fra alene. I det store hele kan økologi, forkert implementeret, faktisk gøre det værre. For i en verden med stigende befolkningstilvækst synes mere fritlagt natur og et landbrug med lavere udbytter nemlig ikke at være den åbenlyse vej frem. En ubekvem sandhed, som kræver en praktisk løsning— men der er desværre ingen nemme løsninger på så svære problemer, som klimakrisen stiller os overfor.

Tyskland ser rødt

“Vi har ganske enkelt ikke problemer med at få druerne til at modne længere,” opsummerer vinbonden Dirk Würtz situationen. Han har sit daglige virke på St. Antony i Rheinhessen, hvor han bl.a. laver Blaufränkisch og Spätburgunder; og han bedyrer, at de tyske vinbønder “indtil videre er vinderne af klimaforandringerne. Jeg ved, det er noget modbydeligt noget at sige, men det er sandt.”

Sandt er det i hvert fald, at især tysk rødvin aldrig har stået stærkere internationalt end nu. Arealet med blå druesorter er således udvidet med hele 13.600 hektarer siden 1995. I de sidste ti år har tyskerne da også høstet international anerkendelse og nye kunder, især på Pinot Noir-fronten; og vi kan for indeværende glæde os over godheden i vinene fra f.eks. Baden, Württemberg og Ahr. Så længe det ikke står i vejen for videre tiltag på den grønne front. Med en formaning fra Keith Ulrich: “Det er dejligt at drikke god vin, men det er også nemt at glemme, at klimatiltag er vigtige— det er noget, vi ganske enkelt bliver nødt til at gøre. Bare tænk på, hvad der skete i Ahr!”

Wir schaffen das?

Tyskerne har mange regnskaber at gøre op efter katastrofen: Endnu pågår et enormt genopbygningsarbejde, og arbejdet med at fremtidssikre floddalen og ikke mindst modvirke kraftigere klimaforandringer tårner sig op. Gåpåmodet hos især den yngre generation er dog ikke til at tage fejl af; og i mellemtiden er det en trøst, at selv sidste års vinhøst i Ahr kom sikkert i hus, og at den trods de svære genvordigheder over sommeren tegner til at blive af fornem kvalitet. Vinbønderne øjner et håb forude, og det samme kan vi andre gøre. Selvom man måske ikke fik erholdt sig en af de nu eksklusive Flutweine, så findes der stadig adskillige gode flasker af forgangne årgange rundt omkring, og trods alt vil der fremover komme nye til.

Bertram-Baltes Mayschosser Mönchberg 2018 er det gamle Ahr med et ungdommeligt udtryk fra den imposante sydskråning Mönchberg ved Mayschoss; og Bennis økologiske markarbejde og Julias puristiske og minimalistiske kælderarbejde har her givet terroirudtrykket et tydeligt naturligt twist. Reduktiv næse, røget, ristet, flintet og krydret med en frugt så mørk som ved nymåne i november. Men som saft er den svævende og svirrende, omend fast struktureret, og så lyser den langsomt op med ribs, solbær og kirsebær og små strejf af læder, skovbund, tobak, røg, sort kardemomme og kanel. Som genopbygningen i Ahr kræver den tid. Det er ganske enkelt kompleks og kompliceret Pinot Noir til den lange bane.

Perfect pairing: Friederike Ottos bog ‘Angry Weather: Heat Waves, Floods, Storms, and the New Science of Climate Change’ (Greystone Books, 2020).

Flaske: Mönchberg 2018  
Vinhus: Bertram-Baltes  
Oprindelse: Ahr, Tyskland  
Drue: Spätburgunder  
Jordbund: Skifer, løss
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Store træfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 12,5%  
Importør: Extra Brut Vinimport
Pris: 575,-
(dog for længst udsolgt)

Artiklen er en udvidet udgave af min “Når naturen går amok – Rød alarm og grøn omstilling i tysk vinbrug” fra DinVinGuide #31 udgivet februar i år. Billedmaterialet er venligst stillet til rådighed af Deutsches Weininstitut og vinhusene; mens titlen er tyvstjålet fra vor store billedkunstner Arne Haugen Sørensens værk.

Ud af tågerne

En kort køretur uden for Piemontes tekstilby Biella ligger La Prevostura på et bakkedrag, der bærer samme navn og er beklædt med rækker af velplejede vinstokke. Landskabet er det nordlige Piemontes bølgende bakker, og bjergene toner tydeligt frem i horisonten med det mægtige Monte Rosas tinde på 4.634 meter som landemærke. Måske føler vinstokkene sig inspireret af ‘rosenbjerget’, for vinene herfra er himmelstræbende ranke, friske som bjergluft og ofte duftende af roser og violer. Hoveddruen er den aristokratiske Nebbiolo, som altså finder et anderledes let, lyst og elegant udtryk heroppe, selvfølgelig med sin vanlige evne for at sætte smag på selv små forskellige i terroir. Smag bare den lille håndfuld vine fra La Prevosturas knapt fem hektarer, f.eks. deres stilrene tretrinsraket Garsun, Muntacc og Lessona (på dansk grund gennem Vinimondo), som spænder fra saftig rød bærfrugt til det stringente og malmfuldt mineralske. Mere syrestyret end Barolo og Barbaresco og med mildere tanniner, sælsomt saftigt og tørt i samme drag. Det er indbegrebet af Alto Piemonte med roser, hyben, skovbær, vilde urter, mos, muld og sand, som om det skovklædte, subalpine landskab var løbet direkte gennem druerne og ind i flasken.

Lang historie kort

Oprindeligt var det lokale provstesæde lokaliseret der, deraf det gejstlige navn La Prevostura, provstiet. Siden kom ejendommen til at tilhøre marquis Alfonso Ferrero La Marmora (1804-1878), en turinesisk general og statsmand, som spillede en ikke uvæsentlig rolle i Italiens forening. Efterfølgende overtog familien Quario ejendommen, og de gjorde den kendt for sine fine vine omkring 1900. Så fulgte desværre en nedgangs- og forfaldstid i løbet af det 20. århundrede, særligt efter 2. verdenskrig, og til sidst gik det helt i stå.

Men i 2001 kom der nye kræfter til i form af brødrene Marco og Davide Bellini, som med stor entusiasme og virkelyst forsøgte at restaurere La Prevostura til fordums storhed. Den i Alto Piemonte allestedsnærværende Cristiano Garella havde selvfølgelig en finger med i spillet. Markerne blev fra 2004 genplantet med gamle kloner af de lokale sorter, foruden Nebbiolo en smule Vespolina og Croatina. Markarbejdet foregik fra første færd uden anvendelse af kunstgødning eller sprøjtegifte, og i kælderen går man også traditionalistisk til værks med spontangæring og små og store træfade. Marco Bellini har i de seneste år trukket sig mere i baggrunden, mens Luca de Marchi fra Proprietà Sperino, en anden anerkendt og nyligt genrejst Lessona-vingård, er kældermester i samarbejde med vinmager Maurizio Forgia. Skønt vinstokkene endnu er unge og vinhuset i sin korte levetid i det 21. århundrede har haft flere folk inde over, så er der allerede opnået ikke blot en konsistent kvalitet men også en særlig stil på La Prevostura, som på fornemmeste vis repræsenterer Alto Piemonte.

La Prevostura og Alto Piemonte har da også i videste udstrækning delt skæbne i de sidste 100 år. Det 20. århundrede var generelt op ad bakke for området, omvendt formuleret én lang nedtur. Det, der ved århundredets begyndelse var godt 40.000 hektarer vinmarker, skulle svinde ind til nogle få hundreder, og navne som Boca, Bramaterra og Lessona så godt som gå i glemmebogen. Hvis nogen kunne genkende navne fra området, var det Vercelli eller Carnaroli, og så var varen ris; eller Biella og varen byens fine tekstiler. Skulle vin være på tale, gik æren udelukkende til Ghemme og Gattinara, og helt ærligt, hvor mange kendte de navne for ti år siden?

Tiderne skifter og erindringen om den gode vin overvintrede heldigvis; og nu går det hurtigt opad igen for området, så det 21. århundrede kan meget vel gå hen at blive Alto Piemontes nye storhedstid. Vinrodlusen rydede grundigt ud i vinmarkerne i det 19. århundrede, og den industrialisering og urbanisering, som i det 20. århundrede forvandlede og affolkede området, imødegås nu af omvendte demografiske tendenser, en ny vinmode og ikke mindst klimaforandringer, som kan tilsmile det køligere område og dets ranke, slanke vine. Er man glad for Nebbiolo i dens lysere og lettere udgaver fra f.eks. Roero og især Valtellina i Lombardiet, så er Alto Piemonte og dets ti kommuner værd at lære navnene på. Nok i første omgang særligt Lessona, Boca og Bramaterra samt Ghemme og Gattinara. La Prevostura er et glimrende sted at gå i gang, hvis man endnu ikke har stiftet bekendskab med området, men Colombera & Garella (Terroiristen), Tenuta Sella (Unikavine) og Noah (Vinpusheren) er ligeledes direkte tilgængelige på det danske marked og er ligeledes fornemme repræsentanter.

Vulkanen gravet frem

Alto Piemonte er i sandhed det øvre, højere og stejlere Piemonte. Beliggenhed tættere på selve Alperne er iøjenfaldende. Heroppefra synes det sydligere Langhe som et blidt bakket landskab i sammenligning, og dets forholdsvist kalkholdige mergel- og lerjorde er heroppe erstattet af mere stenede, sandede jorde. Jordlaget er generelt tyndt og let, med lavt indhold af organiske næringsstoffer (som kvælstof og kalk), og jordbunden er derfor ganske sur— pH-værdierne er ret lave, gennemsnitligt på 5,5 og visse steder helt ned på ekstreme 4,5, og det påvirker vinstokkenes vækst og dermed vinen derfra.

Jordens pH-værdi påvirker nemlig planternes optag af næringstoffer. Ved meget høje såvel som meget lave værdier bliver visse næringsstoffer simpelthen utilgængelige, uoptagelige for den enkelte plante. Omvendt kan der under ekstreme forhold frigives andre næringsstoffer i så store mængder, at de har en modererende, stressende eller endda skadelig virkning på plantens vækst. I meget sure jorde frigives for eksempel aluminium, som for de fleste planter er giftig. Kobber, som i høje koncentrationer også er skadeligt for planter, optages også lettere ved lave pH-værdier. Nogle planter har tilvænnet sig sådanne ekstremer og etableret sig som overlevere i sådanne nicher. Sådanne ‘surbundsplanter’ foretrækker eller ligefrem insisterer på tør, kalkfattig og sur jord— som eksempelvis akacier, azaleaer, lyng, magnolia, robinier og rhododendron. Man ser således regulære skove af især robiner og rhododendron i naturområderne i Alto Piemonte. Heldigvis er vinstokken en stærk og sej plante, som sagtens kan tilpasse sig sure og tørre jorde, selvfølgelig med en vis (i indeværende tilfælde særdeles positiv) indvirkning på vinen; og gennem forvitring frigives pyroxener fra de forskellige bjergarter, og de er gode for vinstokkens rødder af søge næringsstoffer fra.

Den stenede, grusede, sandede jord for Alpernes fødder er delvist af glacial, marin og alluvial oprindelse men endnu mere interessant tillage af vulkansk. Området hviler nemlig på krateret af den såkaldte ‘supervulkan’ Valsesia, som var aktiv for godt 300 milloner år siden, og hvis udslukte base blev skubbet op igen under Alpernes dannelse for mere end 20 millioner år siden. Den vulkanske base forklarer også det som regel særdeles høje jern-, magnesium, mangan- og zink-holdige jordbunden heroppe. Kommunerne Coste della Sesia, Bramaterra, Ghemme, Gattinara og Lessona er særligt rige på vulkanske sten, især basalt og rød porfyr; og måske det er noget af det, der smager igennem i disse vine med deres ranke og slanke karakter, intense og komplekse aromatik og en let salt, jernagtig eftersmag. Man kan ofte opleve noget lignende i vinene fra Etna, Lanzarote, Tenerife og Azorerne, alle dog varmere i udtrykket end de køligere bjergvine fra Alto Piemonte nordligere himmelstrøg.

Der er selvsagt køligere så langt nordpå, men i sommerhalvåret er der både varmt og solrigt på sydsiden af bjergene; men en kølig faldvind fra Alperne moderer dog temperaturen, og der er store udsving i temperaturen fra nat til dag og i løbet af den lange vækstsæson, hvor Nebbiolo først høstes hyldet i de sene oktobertåger.

Et centralt udsnit af La Prevosturas formåen i dag: Den læskende rosato Corinna, den fine Muntacc, de finere Garsun og den fineste Lessona i flere årgange. Årgangene er åbenlyst forskellige, men kvaliteten stort set hvert år høj.

Glemte godter genskabt

Indgangsbønnen er Garsun, en kæk fyr med et lyst sind. Garsun 2019 er en ung og umiddelbar rødvin, et svirp saftige røde bær og granatæble, abrikoskerner, tørrede roser, masser af tranebær og figner, friske og tørrede. Let, frisk og fremkommelig trods en vis tannisk træghed og svitsende syre. ‘Det halvt fyldte glas’ har forstandigt og fyndigt beskrevet den som “en tur i provstiets søndagskole. Sarte bærnoter giver lovninger om Edens have, bitre tranebær holder os på dydens smalle sti, og mundhulelædrende tanniner tilgodeser flagellanterne blandt os.” 50% Nebbiolo spædet op med 35% Vespolina og 15% Croatina, gæret og modnet på stål. Prisen er 199,-

Andægtigheden bliver større i Muntacc 2018, som med 85% er tæt på ren Nebbiolo med 15% Vespolina, som har forvildet sig ind på marken. Muntaccs jordbund består af silt og sand med højt indhold af kvarts og porfyr samt aflejringer fra gammel havbund. Mere diskret i duft og smag, men tro ikke, at den intet har på sinde. Let blomstret, urtet og frugtig duft, violer, roser, mørke bær, lakrids, peber. God saft, fine men ganske tørre tanniner, let grynede, sandede og støvede. Prisen er 249,-

Topvinen er utvivlsomt Lessona, og La Prevosturas Lessona 2017 er vin med en særlig værdighed, vin af den slags, som bør drikkes knælende. Ærbødigt byder den på en duft som i et gammelt kirkekammer, kolde sten, tørt ædeltræ, røgelse og dertil roser, rooibos, mos og læder. I munden har den en fast men liflig frugt med fløjlet fylde, smager af saftige skovbær, tørrede tranebær, hyben, bergamot og mandel, og selvfølgelig er der syrestringens og fint støvede tanniner. Æterisk og ren Nebbiolo, hvor det hele går op i en højere enhed.

Ældre årgang viser, hvor flot den udvikler sig, og at den ældes med ynde. 2015 har meget samme karakter som 2017 men med et lidt mørkere urtet udtryk. 2013 følger samme spor med små strejf fra medicinskabet i snuden— kamfer og mentol, lakrids og orangeskal— og en saftig blødme i smagen, lakridspulver samt eksotiske krydderier som ras el hanout, mynte og orangeskal.

Quintino Sella, Italiens første finansminister, skal i 1871 have skålet Italiens samling ind med vin fra sin hjemegn Lessona; og i dag er der god grund til at skåle i og for Lessona. Så find Bourgogne-glassene frem, og tag tiden til at udforske La Prevostura, Lessona og resten af det nordlige Piemonte. Det er ikke kun smagen af fortiden, det er smagen af fremtiden.

Flaske: Lessona 2017
Vinhus: La Prevostura
Oprindelse: Alto Piemonte, Italien  
Drue: Nebbiolo  
Jordbund: Sand, grus
Dyrkning: Økologisk
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Store og små træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,5%  
Importør: Vinimondo
Pris: 399,-