Riesling på rad og række

En drømmeårgang for østrigsk Riesling, det var dommen. Der blev slynget, slurpet, spyttet og skriblet løs, og efter en tre dage i september stod det klart for de fleste, at senest frigivne årgang af enkeltmarksvinene fra Österreichische Traditionsweingüter og Vinea Wachau var noget ud over det sædvanlige. De østrigske traditionsvinhuses årlige smagning på Schloss Grafenegg fik sidste efterår følge af en smagning på Schloss Dürnstein, hvor den ikke mindre traditionelle sammenslutning i Wachau gjorde dem kunsten efter, samlet under overskriften Austrian Single Vineyard Summit, og som altid lydefrit orkestreret af Wine+Partners. Riesling viste sig at være årgangens stjerne, som kunne overstråle de fleste for øvrigt glimrende Grüner Veltlinere, som den i sidste ende særdeles gode vækstsæson i 2021 kulminerede i. Kort og godt: Det er et fantastisk line-up, der nu rammer vinhandlernes hylder.

Drømmeåret 2021

Østrig har i de seneste år oplevet en lang række udmærkede årgange bedømt både ud fra udbytterne og det kvalitative udfald; og modsat det meste af resten af Europa oplevede landet med 2021 en noget nær perfekt vækstsæson, som landets bedste vinbønder har forvaltet til UG med kryds og slange. Det følger i slipstrømmen af en stadigt stigende international anerkendelse og stigende eksport, som CEO for den østrigske vinmarketing, Chris Yorke, tidligere på året italesatte med følgende ord: “Et stigende antal vinelskere rundt omkring i verden er ved at indse, at der næppe er noget andet land, der tilbyder så stabil en kvalitet på tværs af et helt spektrum af stilarter.”

Professionelle smagere fra nær og fjern koncentrerer sig om deres bedømmelser. De seneste års stigende interesse for østrigsk vin har betydet en udvidelse af de årlige smagningers størrelse. ÖTWs var således rykket fra selve slottet Grafeneggs barokke rammer og ind i den tilstødende Reitschules rummeligere lokaler. Foto: Anna Stöcher

Hvordan forløb sæsonen 2021 så? Vinteren var mild og fattedes sne; og så opstår der sædvanligvis en vis bekymring omkring vandreservernes tilstrækkelighed i tilfælde af en meget tør vækstsæson; men det blev heldigvis ikke aktuelt på grund af et køligt forår og pæne mængder regn i maj. Forårsvarmen lod vente på sig, så knopskydningen indtraf forholdsvist sent. Det betød til gengæld, at de nye skud gik fri af forårsfrost og de spæde blade af de haglbyger, som hærgede i landene syd og vest for Alperne. Temperaturerne lå i løbet af sommeren lavere end de seneste mange års gennemsnit, men solen skinnede, som den plejer, især i løbet af september måned, så man sikrede en god modenhed og stadig en god syrenerve grundet de større temperaturudsving. Eneste bet var en række lokale haglbyger, som forvoldte en vis skade i visse områder. Vindforholdene i efteråret var gode, og nedbøren forblev generelt moderat, så risikoen for skimmel, meldug og råd var tilsvarende lav. Så den samlede melding, da høsten nærmede sig, var om rigelige, sunde og modne druer. Årets samlede høstudbytte blev beregnet til 2,4 millioner hektoliter, hvilket ligger på linje med det mangeårige gennemsnit. Kvaliteten bedømmes derimod til at være i top, på niveau med årgange som 2015, 2010, 2006 og 1999.

“Sjældent har høsten været en sådan fornøjelse fra start til slut,” fortæller en tydeligt tilfreds Johannes Hirsch fra Kamptal, “med kølige morgener, druer af den bedste kvalitet og ingen stress på grund af vejret i ugevis.” Resultatet er ifølge Hirsch “en årgang, som kombinerer den store saftighed og elegance fra 2019 med den fine syrestruktur fra 2020— og en årgang, der helt sikkert vil vække glæde i årtier fremover!”

Den langsommelige modning gjorde det muligt for vinbønderne at høste hver sort, mark og parcel på det helt rigtige tidspunkt— uden at skulle gå på kompromis med druekvaliteten og dermed kunne udløse vinmarkernes fulde potentiale. Det forstås af nogle stadig som ‘ved meget høj modenhed’, og det gode vejr fristede således en række vinbønder til en senere høst med alt hvad deraf følger af sødere frugt, større fylde og højere alkoholprocenter. Det er langt hen ad vejen et spørgsmål om stil; men når det er sagt, så besidder langt de fleste af selv de kraftigere vine en utrolig friskhed og god balance. En anden og mindre anke er igen i år, at vinene alle er så gensidigt afstemt og aldeles vellavede, at der indfinder sig en vis ensformighed. Man kan alt efter temperament kalde det konsistent højt niveau eller kedelig konformitet, men summa summarum er stadig, at vinene smager uforskammet godt.

De mikroklimatiske forskelle er for små til at være relevante de enkelte vinregioner imellem, dertil overskygges de trods alt af de individuelle vinmageres valg og faktorer som jordbundsforskelle markerne imellem samt vinstokkenes alder. Derfor springer vi direkte til en række bedømmelser af udvalgte vine. Der var, desværre eller heldigvis, ingen store overraskelser i feltet, hverken når det galt enkeltmarker eller enkelte producenter. Heiligenstein er og bliver et enestående terroir for stor Riesling; og vinbønder som Bründlmayer, Hirsch og Jurtschitsch bliver ved med at høste højeste point hos undertegnede. Wachau skuffer heller aldrig med Singerriedel, og her er Alzinger, Domäne Wachau, Hirtzberger og Nikolaihof fortsat blandt favoritterne.

Resultater fra superligaen

Wachau: Hirtzberger kan henrykke med Hochrain, Setzberg og ikke mindst Singerriedel. Sidstnævnte er en svært klassisk oprindelse for stringent og mineralsk Riesling i Wachau, og heller ikke Hofstätter eller Domäne Wachau formår at formindske formatet på deres vine derfra, de er fremragende. Domäne Wachau, der rejste sig som Fugl Fønix fra kooperativet Freie Weingärtner Wachau, kan i det hele taget bryste sig af betydeligt gode vine, især fra Achleiten, Kellerberg og Steinriegl. Achleiten går også op i en højere enhed hos f.eks. traditionalister som Jäger og Prager. En personlig favorit uden for alfarvej er Nikolaihof, som i særdeleshed ikke skuffede med deres Vom Stein.

Kremstal: Nigls Goldberg var glimrende, men lod sig overgå af deres guddommelige Hochäcker. Proidl griber tingene anderledes til værks men laver særdeles glimrende vin fra samme oprindelse; og overgår sig selv og alle andre med Ehrenfels og Pfeningberg. Genkendeligt anderledes er desuden Sepp Mosers rustikke Riesling fra Gebling, som var særligt god i år. Geyerhof gjorde det glimrende med deres Goldberg og Kirchensteig men her dog fra 2020.

Kamptal: Hirsch gjorde lykke med Gaisberg; Jurtschitsch, Loimer og Weszeli med Loiserberg, sidstnævnte to tillige med Steinmassl, mens Kogelberg især var god hos Brandl. Men det var som ventet og varslet Heiligenstein, som tog fulde huse— glimrende hos Allram, Ehn, Eichinger, Hiedler, Leindl og Topf, og genial hos Bründlmayer, Hirsch og Jurtschitsch. Gobelsburg og Loimer præsenterede deres 2020, som også står særdeles glimrende.

Traisental: Rothenbart fra Neumayer og Huber bør fremhæves, ligesom Hubers Berg igen var ganske glimrende. De to marker og producenter præsenterer det bedste, den lille dal kan frembringe i dette selskab; men også Dockner overraskede positivt med sin Pletzengraben.

Wagram: Karl Fritsch trumfer med sin Mordthal, og det samme gør Diwald med sin Eisenhut, omend i årgang 2020. Leth stod for en udmærket 2021 fra Brunnthal.

Wien: Wieninger er bykongen og overgår sig selv med den altid dejlige Rosengartl og den i år henrivende Preussen.

Schloss Grafenegg by night. Barokslotten udgjorde igen i år kulissen for ÖTWs årgangspræsentation og enkeltmarkssmagning. Det var tiende gang, den nu over 30 år gamle forening inviterede til dette arrangement; og heldigvis skuffede seneste sending vine ikke. Foto: Anna Stöcher

Årets topscorere

Lad os slutte med at slå ned i nogle særligt repræsentative plus nogle særdeles højdespringende præstationer, før vi runder af hos årgangens helt store mester, Johannes Hirsch.

Wieninger Riesling Ried Preussen 2021. Flot og meget frisk duft med røde æbler, sydfrugtlige anklage og frisk luft fra toppen af Nussberg. Glat og rund, med flot fylde og moden frugt i munden, visse gærnoter, og samtidigt en næsten luftig lethed og en fint skærende syre— og det hele hænger fornemt sammen. Rigtigt godt gjort!

Domäne Wachau Riesling Smaragd Ried Singerriedel 2021. Klar, kølig og frisk duft; og man fornemmer stringent syre fra første færd. Frisk i munden med masser af moden citrus, en smule fersken og sprød cantaloupe melon. Mineralsk efterspil med knuste og våde sten, har såvel fin fenolik som modent ekstrakt. Wachau terroir og stilistik sat på spidsen!

Nigl Riesling Ried Hochäcker Privat 2021. Det er robust Riesling, familien Nigl frembringer her, men med saftig frugt, en syrlig spænding og en mineralsk efterklang, som summer i munden længe efter hver tår. Fuldmoden abrikos, nyopgravet gulerod og nyplukket citronmelisse i duften; og en smag af moden lime, frisk fersken og abrikos, med frodig fylde, spændstig syre og let krydret eftersmag. Klassisk Kremstal Riesling, som ville være en eminent madvin, hvis man ikke har tømt flasken før måltidet! Deres hidtil bedste.

Proidl Riesling Ried Ehrenfels 2021. Kølig i duften, med syrlig ferskenfrugt og en mørkere mineralsk tone af dyb undergrund og grundfjeld. Slank, lineær og stringent men med en sært saftig frugt. Ferskner, lime, citroner, gule æbler, alt hvad der er gult og godt; og går man den på klingen, kan man mærke de mange lag, der bare venter på at blive afdækket med nogle år på langs i flasken.

Hirsch Riesling Ried Gaisberg 2021. Fornem men sagte næse først, så kommer der en åbning med noget fint flintet, mildt røget og meget urter i nuancerne— hints af sød lakrids og sød tobak, underspillet og meget behageligt. I munden rund saft, som glider ud i alle hjørner, kæler for gummerne og strækker sig så sammen, en jernnæve i fløjlshandske. Stenet mineralitet, mild frugtsødme, vingårdsferskner på en bund af gnejs. Glimrende!

Nu vil har fat i Hirsch, så er han selvfølgelig en mester i Heiligenstein, ikke mindst i 2021, som samtidigt markerer et mindre nybrud. Foruden den sædvanlige Heiligenstein er der nemlig en nyhed i sortimentet, den første separate aftapning fra familiens besiddelser på den østlige side af Heiligenstein, den såkaldte Rotfels, som er særligt rig på netop den røde sandsten, som er hemmeligheden bag Heiligensteins for Kamptal så særegne terroir. Det var Johannes’ far Josef, som erhvervede sig terrasserne her for 40 år siden; men indtil 2021 er de blot indgået i den vanlige Erste Lage aftapning; men nu var tiden inde til en lille differentiering.

Hirsch Riesling Ried Heiligenstein-Rotfels 2021. Ifølge Hirsch giver druerne fra Rotfels en særligt spændstig og substantiel vin, Heiligenstein i anden, og sandt nok, samme indtryk efterlades man med efter endt smagning og sammenligning med den til stadighed glimrende ‘generiske’ Zöbinger Heiligenstein: Rotfels er omend ikke så elegant og forfinet som ‘resten af Heiligenstein’, men den er saftspændt, stoflig og righoldig på en måde, som kun Heiligenstein kan være, og fuld af hvid fersken, litchi og lime, med en fyrig syre dæmpet af en dulmende frugtsødme, mango, akaciehonning og hvid te. Det er sjældne men også kostbare dråber, der står til 650,- pr. flaske hos den danske forhandler Atomwine.

Hirsch Riesling Ried Heiligenstein 2021. Den gode gamle Heiligenstein fra Hirsch er heldigvis ikke gået hen og havnet som et sekunda-produkt uden sit skud Rotfels. Sært nok er det som om den ikke engang savner noget, alt spiller præcist som det plejer. Det er stringent saft med fokus, elegance og balance, ikke at forglemme nuance. Fuld af friske, faste ferskner, liflig lime og modne citroner, nærmest fløjlsagtig i sin stoflighed, med en rank syrenerve som rød tråd og bedårende blonder af akaciehonning, bivoks, våde sten og salt. Det er tæt foret stof, som nok først ad åre vil folde sig helt ud og afsløre alle sine indvævede hemmeligheder; men stiltiende fryd bereder den allerede. Tillykke til familien Hirsch, denne årgang Riesling er er helgener og en særlig hyldest værdig!

Flaske: Riesling Heiligenstein 2021  
Vinhus: Johannes Hirsch  
Oprindelse: Kamptal, Østrig  
Druesort: Riesling  
Jordbund: Konglomerat, sandsten
Dyrkning: Biodynamisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Ståltanke, store egetræsfade  
Lukning: Skruelåg  
Alkohol: 13%  
Importør: Atomwine  
Pris: 350,-  

Grüner Veltliner som grundstof

Weinviertel, navnet alene fortæller, at vinen står tæt i landskabet her, men alligevel står vinene herfra ikke tæt på hylderne med østrigsk vin hos de danske forhandlere; og det til trods for at Weinviertel rummer mere end 14.000 hektarer vinmarker, den tætteste bestand af Grüner Veltliner på planeten og landede Østrigs første DAC for vin på netop den drue i 2003. Men nok er Weinviertel en nærmest udtømmelig kilde til Grüner Veltliner i flot og forfriskende kvalitet, men måske især de kvalitative højdespring har manglet. Man er i stedet kommet til at stå en smule i skyggen af Kamptal og Kremstal og ikke mindst Wachau.

Vi befinder os i det nordøstlige hjørne af Niederösterreich i det nordøstlige hjørne af Østrig en smule nordøst for Wien nær grænserne til både Tjekkiet og Slovakiet. Weinviertel er Østrigs største vinregion og hjemstavn for mere end en tredjedel af nationalsorten Grüner Veltliner, som står på halvdelen af markerne. Heroppe bliver den syrefrisk, ret frugtig og fyrig af friskkværnet peber, Grüner Veltliner i en nøddeskal, når den er lavet godt— og en kende vandig, grøn og bedsk, når det går knapt så godt. Man kan ofte savne den frugtige fylde, særlige mineralitet og kompleksitet, som kan opnås i nogle af de ovennævnte områder langs Donau og dens bifloder; men Weinviertels køligere klima og områdets tykke lag løss sørger altid for fast struktur og den klassiske peberkrydring.

Få steder bliver den dog så formidabel som hos Herbert Zillinger i Ebenthal i den sydøstlige del af Weinviertel. Det skyldes dels, at det lokale mikroklima er en smule solrigere og lunere på grund af tørre og varmere vinde fra den pannoniske slette mod øst, en indflydelse, som føles stærkere i denne del af Weinviertel. Dertil kommer, at Herbert har et mangefold af marker omkring både Ebenthal og Ollersdorf med små variationer i elevation, eksposition og jordbundsforhold, så muligheden for variation er stor. Sidst men ikke mindst er manden bare en særdeles dygtig vinbonde og vinmager, der dyrker sine druer biodynamisk og vinificerer dem med kyndig og så nænsom hånd som muligt.

Det hele når sit højdepunkt i topvinen Radikal, en tilbundsgående undersøgelse af Grüner Veltliners inderste væsen, hvor al dens saft og kraft er koncentreret. Den kombinerer på fornemste vis friskhed, elegance og balance med intensitet, kompleksitet og krydring, så den nærmest er et komplet måltid i sig selv— samtidigt med at være noget nær den ultimative, alsidige måltidsledsager.

Grüner Veltliner er grundstoffet i godt en tredjedel af Østrigs vine og halvdelen af Weinviertels, hvor den er så godt som den arketypiske hvidvin. Hos Herbert Zillinger bliver den for tiden til otte forskellige vine. Foto: ÖWM

Fra grønskolling til grøn omstilling

I løbet af det seneste årti har Herbert Zillinger markeret sig som en af de toneangivende vinbønder i Weinviertel, hvor han samtidigt har været bannerfører for biodynamisk dyrkning og en mere naturnær vinifikation. Forveksl ham dog ikke med den ligeledes biodynamiske og naturnære, Grüner Veltliner-formående og Weinviertel-beboende vinbonde Johannes Zillinger. Der er bestemt berøringspunkter de to imellem, og sidstnævntes vine er ligeledes fremragende, så de får spalteplads på et senere tidspunkt; og lige hvad angår Grüner Veltliner overgås Johannes helt bestemt af Herbert.

For Herbert Zillinger er Grüner Veltliner nemlig en slags Grundnahrungsmittel, det daglige brød og den daglige drue. I sit valg af den som hovedsort vedstår han ganske enkelt arv og gæld. Den er og bliver områdets allestedsnærværende sort, således også gennem familien Zillingers tre generationer af vinbønder, og opgaven for en ung vinmager må så være at vise, at han ikke bare kan holde den lokale tradition i live men også løfte den til højere stader.

I en alder af blot 18 år overtog Herbert i 1998 driften af familievingården fra sin far og bedstefar. 7 hektarer vinmarker stod til hans rådighed, faren og bedstefaren før ham havde drevet blandet landbrug, hovedsageligt med korn og kvæg og kun lavet en mindre mængde vin. Herbert besluttede sig snart for at fokusere udelukkende på vinavl, og frem til i dag har han udvidet vinmarksarealet til 16 hektarer. Han overtog officielt firmaet i 2003. Det faglige var hans dels flasket op med hjemmefra, dels havde han forinden taget eksamen fra vinskolen i Klosterneuburg. Her mødte han også sin kommende hustru Carmen, som siden 2007 har taget fast del i driften af vingården; og sammen med Herbert har hun været med til at træffe en række af de afgørende beslutninger for foretagenes udvikling. Deres fælles skærpede fokus blev mere naturnære dyrkningsformer. I 2008 begyndte de omlægning til økologisk dyrkning, og ansporet af deres gode erfaringer dermed, og af talrige samtaler med kolleger fra både nær og fjern, begyndte de at dyrke efter biodynamiske foreskrifter i 2015. Det førte til et medlemsskab af den østrigske biocertificering respekt-BIODYN i 2017.

Gæs guffer sig gennem det viltre grønne bunddække mellem rækkerne i Zillingers vinmarker. Husdyrhold indgår som en integreret del af det biodynamiske vinbrug, hvor en god kompost holder balance i livet i vinmarken: Afskæringer fra vinstokkene, græs, hø og komøg samt tørrede blade af bl.a. brændenælde, kamille, mælkebøtte, padderok og røllike. Foto: Weingut Zillinger

Den biodynamiske certificering blev det afgørende for Zillinger-parret, som har valgt at lade deres vine stå uden for ‘det fine selskab’ i den nationale klassifikation DAC (Districtus Austriae Controllatus), der som nævnt indførtes i Weinviertel fra 2003 og fra 2009 med den kraftigere Reserve-kategori. At lade vinene tale deres eget sprog og gå sine egne veje var vigtigere end at kunne markedsføre dem inden for en bestemt kategori, forklarer de. Ikke at der er noget afgørende galt men klassifikationen, den er bare ikke for dem. Det giver ikke mindst mening i lyset af deres udvikling i de seneste år, hvor de er gået mere og mere i en minimalistisk retning, med mindre filtrering og færre sulfitter, til fordel for alternative gæringskar og længere skindkontakt eksempelvis. Dermed står mange af vinene nu til helt at forlade det officielle østrigske kvalitetsvinssystem, da vinene ikke kan opnå ‘Prüfnummer’ hos de regionale smagepaneler. Forståeligt nok men samtidigt ufrivilligt komisk: På deres kvalitative højdepunkt er Zillingers vine ikke længere ‘Qualitätsweine’.

Som med den grønne omstilling af vingården er Carmen og Herbert ikke hoppet med på nogen naturvinsvogn. Der er tale om en trinvis udvikling baseret på personlige erfaringer, fulgt op af stærke personlige overbevisninger, som skridt for skridt er ført til en grundig ændring af dyrkningsforhold og siden vinifikation. For kun fra kernesunde druer kan man fremstille god vin uden teknologiske og kemiske indgreb; og hos Zillinger er man nu overbeviste om, at det er kongevejen til karakterfulde vine og terroir-udtryk. Ingen modeluner men vine med integritet og individualitet. Man kan kalde Zillingers udvikling en venlig radikalisering.

Grüner Veltliner er ikke enebarn hos Zillinger, desuden dyrker de Weissburgunder og Welschriesling samt de aromatiske alternativer Traminer og Sauvignon; og så er der enkelte røde stænk i form af en smule Zweigelt. De bliver dels til bedre enkeltmarksaftapninger og dels til fornøjelige forfriskninger med drilske navne. I serien ‘Freestyle’ findes således Goldfisch, Popcorn og Toast Hawaii. Den mere klassiske del af sortimentet markedsføres som ‘New Classics’ herunder enkeltmarksvinene og de særlige Grüner Veltliner-studier Radikal og Elementar samt Tramineren Profund, som markedsføres som ‘Edition Z’. Til Zillingers vigtigste enkeltmarker hører Hohes Eck, In Haiden, Steinberg, Vogelsang og Weintalried; men de klassificerede marknavne vil for fremtiden forsvinde fra etiketterne til fordel for fantasinavne på grund af de strenge statslige krav for oprindelsesgaranti.

Som altid angiver viser etikkerne dog vej til stilen: Jo vildere vinen er, desto mere kompleks er etiketten i dekoration og krummelurer; og de mest naturlige og sprælske prydet af ordspil og diverse tegninger.

Grundlæggende, rodfæstet, dybsindigt

Zillinger har i de seneste år fundet deres egen vej frem og perfektioneret deres håndværk, og i dag laver de vine med tydelig terroirdimension og personlig karakter. Det gælder både de mere klassiske og de mere legesyge vin fra hans hånd. Alle besidder de en pikant friskhed og en sjælden substans, ikke mindst hans hovedværk, den gode, gamle Grüner Veltliner, hvis fulde spektrum han afdækker i en håndfuld hver især fremragende vine. Et par nedslag kan tydeligt illustrere spændvidden.

Neuland 2021 er basisvinen, høstet fra flere marker, med druer udvalgt fra de yngre stokke. Ungdommelighed går igen i glasset, det er superfrisk og klassisk Grüner Veltliner fra Weinviertel med læskende lime, grapefrugt og grøn pære, med friskt syrebid, milde urtede noter og ellers helt uden dikkedarer.

Horizont 2021 er ligeledes høstet breden om men fra ældre stokke end Neuland og dermed med en smule større intensitet og kompleksitet. Frisk saft af sprøde grønne pærer, friske grønne druer, citrusfrugt og små strejf af dild, estragon, lakridspulver og hvid peber. God substans, syrefrisk og markant mineralsk. Husets vigtigste vin, af Herbert beskrevet som ‘vores flydende visitkort’.

Hirschreyn 2020 er indbegrebet af Weinviertel, fra hans højest beliggende mark, vindblæst og nordvendt men med det dybe lag løss, som gør Grüner så godt. Syrefrisk og saftig med spændstig grøn frugt, lime, yuzu, grønne reineclauder og fersken, meget stoflig og mineralsk med noter af lakridspulver og urtesalt.

Vogelsang 2020 vokser på løss og sand oven sandsten og kalksten; og netop den kalkholdige jordbund gør den til noget særligt, en kompakt vin som samtidigt fremstår let til bens og særdeles forfriskende. Pære, meloner, mandariner, appelsiner, kvæder, hø, halm og urtesalt forenet i en saftig mundfuld med flot, rund syre og fin stoflig dybde.

Elementar 2016 er Zillingers Orange Veltliner. Vinen så første gang dagens lys i 2014 og er på druer høstet sent på den stejleste, kargeste og køligste del af Vogelsang. Gæret med skallerne i en god uges tid og modnet med gærresterne et år på et 1.000 liters akaciefad. Duften er let løftet og mildt oxidativ med en delikat støvet og krydret kant, kandiseret appelsinskal, tørret mango, lakridsrod, krydderier. Smagsprofilen tegnes af grynede gråpærer og kvæder, moden citrusfrugt, en frisk syre, pikant fenolisk bitterhed og fine tanniner. Stoflig og med tørt finish. Stringent saft, som vil udfordre de klassisk og traditionalistisk indstillede; og fryde de eventyrlystne.

Radikal 2015 tilhører Zillingers Z-serie og er en særligt sen aftapning af Zillingers absolutte topvin— en selektion af fuldmodne druer fra de ældste stokke på Zillingers bedste marker i Ebenthal og Ollersdorf, fra såvel løss som kalksten. Løss bidrager med den frugtige fylde og den pebrede krydring, mens kalkstenen giver blødhed, saftighed og en mildt røget og salt mineralitet. Nænsom helklasepresning, fra år til år af og til en smule skindkontakt, og ellers gæring på store træfade, eg og akacie, og modning mindst et år på gærresterne, flasket ufiltreret og med mindst et års modning på flaske før frigivelse. Der har den fundet sig til rette som en blød, rund og rig vin med en knitrende syre og en krydret smagsrigdom. Som en påfuglehale folder den sig ud i et prægtigt farvespil af pære, fersken, reineclauder, ananas, pinjekerner, harpiks, bivoks og vildblomsthonning, pibetobak, søde krydderier og masser af friskkværnet peber. Et kondensat af Grüner Veltliners smagsunivers uden at sætte balancen og elegancen over styr. Stor vin, som sagtens kan klare længere tids lagring eller en tur på karaffel og nogle store glas. Det gælder ikke mindst yngre udgaver af vinen end denne 2015 late release.

Radikal er allerede en klassiker inden for feltet ‘kompleks Grüner Veltliner’, og hvad man ikke har kunnet finde af finurlige noter i denne vin gennem tiderne: Alt fra figner og tørrede abrikoser, hasselnødder og mandler, muskatblomme og muskatnød til ensilage, hø og tørrede krydderurter, rosmarin, laurbærblade, tobaksblade og marihuana. Mageløs vin!

Flaske: Radikal 2015
Vinhus: Herbert Zillinger  
Oprindelse: Weinviertel, Østrig  
Drue: Grüner Veltliner  
Jordbund: Løss og kalksten
Dyrkning: Biodynamisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Store egetræsfade  
Lukning: Skruelåg
Alkohol: 13,5%  
Importør: Bichel Vine  
Pris: 375,-  

Den lille forskel

Vogt Dem for efterligninger: Det er Château Lafitte med to t’er. Oppe i Bordeaux havde det andet slot kun råd til et enkelt. Château Lafitte ligger længere mod syd end sin berømte næsten-navnebror, nærmere bestemt i Jurançon i Pyrenæerne nær grænsen til Spanien og Baskerlandet; og ligesom der helt bestemt er flere, der kender til Château Lafite frem for Château Lafitte, så er de fleste nok også bedre bekendt med Bordeaux end Jurançon. Men det er synd og skam, for der er forbavsende friske hvidvine at hente, med stor aromarigdom og i forskellige stilarter. Så med vanlig forkærlighed for det forbigåede og sjældne skal vi selvfølgelig se nærmere på dette søvnige men smukke sydfranske område og et af dets gamle vinslotte — og en vin så fyldt med citrus, at man føler sig helt hensat til Amalfikysten…

Langt ude på landet

Jurançon er et af Frankrigs gamle og glemte vinområder og ikke af forveksle med buddhistmunken Xuanzang. Det er først og fremmest kendt for sine karakteristiske hvidvine i tørre og især søde versioner på de lokale sorter Petit og Gros Manseng. Området ligger lidt sydøst for Béarn og sydvest for Madiran, hvis det skulle sige nogen noget. Det er godt en times kørsel ind i landet fra Biarritz og i den sydlige del af Gascogne-provinsen, Frankrigs måske mindst prestigiøse vinregion— med undtagelse af netop Jurançon, som har formået at holde fast i sit historiske ry for fremstilling af mindeværdige hvidvine.

Sød Jurançon fik status af AOC i 1936, og en tilsvarende for tør indførtes i 1975. Men allerede i Middelalderen var Jurançon en anerkendt vin, og sidenhen forsøgte fyrstedømmet i Béarn sig med en form for klassifikation af de bedste marker i området, muligvis Frankrigs første forsøg på en sådan klassifikation. Det var efter sigende gyldne dråber fra Jurançon, som vædede den spæde Henrik af Navarras læber ved hans dåb i 1553, og det siges at have sået frøene til hans senere store bedrifter som Kong Henrik den 4. af Frankrig— eller måske blot hans muntre gemyt og folkelige opbakning i det frihedselskende landområde.

Landlig charme er i høj kurs nu om stunder, men den er anderledes beskaffen på de sydvestlige kanter end i det nord- og østlige Frankrig, og det, sammen med afstanden og afsondringen, er sikkert blandt forklaringerne på Jurançons oversete status i dag. Kooperativerne har gjort deres indtog, men små producenter tegner stadig profilen, mange af dem endnu bønder i bredere forstand, da det kun er på de sydvendte skråninger, der er nok sol og varme til at modne druerne. Men heller ikke landbruget hernede er gået fri af moderne modeluner og unoder, så man skal ikke vente at finde noget uberørt naturvinsmekka. Men det lysner i sydvest som så mange andre steder; og en af ledestjernerne er altså det genskabte Château Lafitte.

Især sorten Petit Manseng har en høj stjerne hos vinkendere, den såkaldt lille men kvalitativt store af de lokale Manseng-sorter. Dens lidenhed kommer til udtryk i svingende og relativt lave udbytter; men med sine små og sprøde druer kommer den igen kvalitativt. Den stærke skal er rig på smagsstoffer og gør den i stand til at ophobe store mængder sukkersød saft under modning og indskrumpning (passerilage) på stokken; og samtidigt beholder den et højt syreniveau og lader sig kun sjældent angribe af ædelråd. Dermed er grunden lagt til de intense, eksotisk frugtige, søde vine, som området har ry for. Vine, som også lagrer glimrende og med tiden kan udvikle en delikat trøffelnote. Den nært beslægtede Gros Manseng har lysere druer af mere betragtelig størrelse men også en mere middelmådig kvalitet end sin lillebror, så den bruges fortrinsvist til områdets knapt så kendte tørre hvidvine; men ved fuld modenhed udviser den også frisk og fint aromatisk vin. I dag bruges begge sorter dog på kryds og tværs til de forskellige vintyper, hvor især de tørrere typer er steget i kvalitet og udbredelse de seneste år. Der dyrkes også den meget mere pålidelige og udbytterige Courbu samt absolutte sjældenheder som Arrufiac, Camaralet og Lauzet. Phylloxera tog desværre livet af mange af Pyrenæernes andre indfødte sorter.

Løse klaser, små druer, tykke skaller, masser af syre, sukker og ekstrakt. Fuldmoden Petit Manseng har stof i sig til stor vin. Foto: Antoine Arraou, Château Lafitte

Manseng-druerne har uden større tvivl deres oprindelse i Jurançon, men i det større billede er de beslægtede med Savagnin, kendt fra Jura, og dermed en del af Traminer-familien. Uden for Jurançon dyrkes de også i Pacherenc du Vic-Bilh appellationen, og uden for Frankrig finder man dem i dag også i Portugal, Australien, New Zealand og USA. Den lader til at klare sig fint på udebane, men hjemme for foden af Pyrenæerne har den historisk vist sit værd, og i de seneste år også som tør terroirfortolker i bakkelandet mellem Béarn, Pau og Jurançon. Pyrenæerne blev skabt, da de europæiske og afrikanske kontinentalplader kolliderede for 150 millioner år siden, og i dag rejser bjergkæden sig stadig til over 3.400 meters højde. En sagte erosion har efterhånden vasket småsten, grus og sand ned for bjergenes fødder, til de sandede lerjorde i Jurançon, som også er rige på kalk fra den havbund, der blev hævet under den oprindelige bjergdannelse. Så et komplekst samspil mellem bjergene og havet er hjørnestenene i områdets mikroklima— selvom vi er i Sydfrankrig, er der kølige vinde og rigeligt med regn.

Vinstokkene bindes traditionelt som dobbelt guoyt og trækkes højt op, så bladvæggen nogle gange når pænt over to meter op i luften. Det beskytter druerne mod frost og fugt nær jorden. I gamle dage dyrkede man endda vinstokkene op ad træer, som i Vinho Verde og visse steder i Italien og Georgien, så vinrankerne viklede sig om stammerne, og skudene satte klaser ud på grenene.

I dag er det vinene, der klatrer opad igen. En pæn håndfuld producenter står i front for en lille Petit Manseng revolution, i traditionelt søde udgaver men nok endnu mere interessant i komplekse, knastørre fortolkninger. Før vi ser nærmere på Château Lafitte, bør for en god ordens skyld nævnes en række andre gode producenter. Château de Cabidos, som faktisk ligger lidt uden for selve Jurançon, blev genrejst til fordums storhed i 1990’erne og laver en række spændende vine. Domaine Cauhapé (Theis Vine) er et af flagskibene i Jurançon og forfægter både de klassiske søde og moderne tørre til perfektion. I den økologiske lejr finder vi også flere fremragende bud, Camin Larredya (Lieu-dit), Clos Lepeyre (Atomwine), Domaine Lajibe (Vintro), Domaine Larroudé (Løgismose), Domaine Nigri (Sømod Vine) samt Domaine de Souch (Sydfranske Vine).

Savoir-vivre og know-how

Det smukke Château Lafitte er et adeligt landsted fra 1300-tallet, beliggende ved landsbyen Monein i hjertet af Jurançons fredsommelige bakkelandskab. I sin nuværende form er selve slottet opført i 1500-tallet, og allerede dengang var det en større landbrugsejendom, hvoraf vinbruget udgjorde en vigtig del af slottets drift.

I 2000 virkeliggjorde Philippe Arraou og hans hustru Brigitte deres drøm om at genskabe ejendommen som vinslot. Siden er fem hektarer vinmarker kommet til og en økologisk certificering af land- og vinbruget under Qualisud. Siden 2012 er det deres søn Antoine, som står i front for vinbruget. Antoine uddannede sig oprindeligt til fotograf, før han blev vinbonde, og måske det er hans skarpe sans for at betragte livet i alle sine spraglede udfoldelser som skubbede ham i retningen af biodynamikken. Under hans ledelse har de nemlig taget skridtet videre til biodynamisk drift (Demeter-certificeret siden 2018), og endvidere har han også omlagt en stor del af produktionen til naturvin (certificeret af Syndicat de défense des vins naturels siden 2020).

Om omlægningen til biodynamisk drift siger han: “Steiner opfattede gården som en levende organisme. I den forstand er Château Lafitte særligt begunstiget med sin egen enhed— en enhed baseret på tre søjler: en lang historie, som aftvinger respekt, en veludviklet vingård drevet i en ånd af overbevisning.”

Beslutningen om ikke blot at lave naturvin men også efter forskrift og under opsyn begrunder han således: “Vi tilsluttede os syndikatet allerede fra dets oprettelse, og vi ønsker at overholde dets charter af hensyn til gennemsigtigheden. Vi er kede af at se udbredelsen af ‘naturlige’ cuvéer på markedet, som efter vores mening slet ikke er det (på ikke-økologiske druer eller med tilsætning af alle mulige stoffer undtagen sulfitter og den slags). Fremkomsten af ​​’Vin méthode nature’-certificeringen gør det muligt at få rene linjer med forbrugerne og at forsvare naturvinen og dens formidlere.”

Han fremhæver i den forbindelse Jules Chauvets tanker om respekt for naturen gennem brug af organisk gødning, gennem udvælgelse af sygdomsresistente sorter, høst ved optimal modenhed og mindst mulig modifikation af druen og mosten. Man må passe og pleje sine druer og så stole på, at de er i balance nok til at gøre en god vin— med udtryk og indtryk fra det landskab, den tradition og det menneskeliv, de er en del af.

Et virvar af vilde og villede planter beriger biodiversiteten mellem frugttræer, korn- og vinmarker. En flok får får lov at vedligeholde vinstokkene om vinteren, og om sommeren sørger bier og alskens insekter for at bestøve blomsterne.

“Slottet står for fornøjelse og hygge. Her går savoir-vivre [belevenhed] og know-how [praktiske færdigheder] hånd i hånd, under ledelse af vores varme men perfektionistiske team. I vinmarkerne, i kælderen og ved bordet er vores mål hverken mere eller mindre end at dele frugten af vores generøse land, resultaterne af vores lidenskabelige arbejde i samklang med naturen.”

De praktiske færdigheder har også ført vinbruget i en mere bæredygtig retning. Den er i dag selvforsynende med elektricitet og varme i kraft af ​​solcelleanlæg. Naturlig air conditioning og afkøling i kælderen afstedkommes via en solskorsten, en såkaldt cheminée provençale, en metode til at udvidde en bygnings naturlige ventilation ved brug af konvektion. Princippet går tilbage til romerne. Desuden opsamler de regnvand til rengøring af redskaber og maskiner; og kælderen er indrettet i flere niveauer for at kunne bruge tyngdekraften til transport af vinen i stedet for pumper og andet maskineri, så der også spares energi på den måde.

Ler og terrakotta

Jordbunden omkring Château Lafitte er, helt overensstemmelse med resten af området, kalkholdig lerjord (argile). Helt i overensstemmelse med Antoines naturvinsfilosofi vinificerer han derfor også et par af sine vine på terrakotta amforaer, som lader vinen leve og ånde i samme materiale, som druerne er vokset op fra.

“Lafittes vine er resultat af et arbejde, der tæt knytter mennesket til naturen. Det eneste mellemled er kælderen, men der arbejder vi i overensstemmelse med vores vision om vinstokken og vinene.”

Lad det være sagt med det samme, man skal ikke være syreforskrækket, hvis man skal nyde vinene. Petit Manseng er altid en balanceakt mellem syre, sødme og alkohol, og her skinner syren altså for alvor igennem men i flot samklang med en fuldmoden frugt.

Argile. Klart citrongul i glasset. Frisk, syrlig og let løftet, æterisk duft, citrusblomster og solmodne citroner. Saftig og særdeles syrerig i munden, pikant frisk frugtighed, syrlige drops, solmodne citroner, grapefrugter og lime, citrongræs, citronverbena, alting citrisk! En smule volatil syre men ikke noget, som skæmmer, den giver bare yderligere liv og spark. Vinen har en flot dybde og længde med mildt urtede og krydrede noter vævet ind, grøn kardemomme og kastanje måske. Virkelig flot samspil mellem frisk syrlighed og stor modenhed. Håndhøstet i oktober, afstilket, presset og spontangæret på amfora. Uklaret, ufiltreret og uden tilsatte sulfitter.

Orange. I glasset er farven ikke så forskellig fra Argile, men duften afslører den relevante forskel: Den er på én gang mere løftet og mere dyb og antyder allerede orange bitternoter. Smagen følger trop, her er igen alskens citrus, men betoningen går mere i retningen af orangeskal, pomerans og tørret abrikos, med noter af abrikoskerner, ristede kastanjer og noget støvet krydret. Syren spiller stadig førsteviolin, garvesyren nøjes med at lure i baggrunden. Håndhøstet i oktober, afstilket og spontangæret på amfora, 21 dages skindkontakt. En udmærket vin med mere orangekarakter end egentlig Manseng-karakter, og det trækker en smule ned i sammenhængen, måske især til prisen, som er en fuldfed plovmand.

Arbejdet er sympatisk, kvaliteten konsekvent høj og produktionen tilsvarende lille. Château Lafittes største problem er nok den kurs, vinen står i, da literprisen på disse to vine nærmer sig 1000 danske kroner. Men det er jo rene håndører i forhold til, hvad man efterhånden skal give for Bourgogne og andre almindeligheder.

Flaske: Argile 2019 (0,5 l)
Vinhus: Château Lafitte  
Oprindelse: Jurançon  
Drue: Petit Manseng  
Jordbund: Kalkholdig ler
Dyrkning: Biodynamisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Amfora  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 12,5%  
Importør: Reduktivt
Pris: 475,-  

Rebeller med en sag

En måde at spare på sprøjtemidler, skære sit brændstofforbrug og dermed CO2-udledning ned samtidigt med at man sparer på vandet, beskytter jordbunden, styrker biodiversiteten og stadig laver lækker vin? Det lyder lidt som et drømmescenarie for fremtidens klimavenlige og bæredygtige vinbrug— men faktisk er det nutidig virkelighed på et par vinhuse i Rheinhessen, som ved at tage de nye og særligt sygdomsresistente PIWI-sorter i brug opnår netop nævnte mål.

Weingut Schönhals ligger i hjertet af Rheinhessen i landsbyen Biebelnheim nær Nierstein. Sidst i 1970’erne overtog Eugen Schönhals sine forældres vingård, og han viste sig hurtigt at være en sand visionær på flere fronter: Han så tidligt en tysk fremtid på rødvinsfronten, han var medstifter af økoforbundet Ecovin i 1985 og opnåede selv certificering i 1988; og så plantede han sine første PIWI’er allerede i 1990. Siden 1995 har han haft ingeniøren Martin Knab som kældermester og højre hånd, og siden 2018 er det datteren Hanneke Schönhals, som står i front for familievingården. Det visionære gen er ikke gået tabt i Hanneke, som har hjulpet med at omlægge til biodynamisk drift og Demeter-certificering; og nu satser hun stort på sine såkaldte Zukunftsweine, en serie ‘fremtidssikrede vine’ på PIWI-sorterne, som hun selvsikkert markedsfører sammen med sin kollega Eva Vollmer. Fremtiden er altså allerede i gang i Rheinhessen, og den ser lys og legesyg ud.

Naturens rytmer

Det stod ellers ikke skrevet i stjernerne, at Hanneke skulle overtage den fædrende vingård. Hendes storesøster Elske havde samlet tråden op og studeret vitikultur og ønologi, men hun valgte siden at gå ind i planteforskning og forblive i den akademiske verden. Imens dansede Hanneke sig bogstaveligt talt gennem sine studier i sociologi og erhvervsøkonomi. Hendes store passion var fra barns ben dans, og gennem optrædender og undervisning gav det hende også en god indkomst under studierne. Siden var hun fire år omkring jobbet som key account manager hos den økologiske supermarkedskæde Alnatura, før hjemstavnen og vinavlen kaldte hende tilbage.

“Jeg er glad for at kunne videreføre min fars økologiske vinbrug, det er det rigtige for mig,” fastslår Hanneke og tilføjer: “At bringe syntetiske kemikalier, der er fremmede for naturen, ind i dyrkningen, det kommer aldrig på tale. Jeg holder af at arbejde sammen med naturen. En kernesund høst af raske druer, det er alfa og omega for en vinmager— og et stabilt økosystem gør ikke bare druerne sunde og livskraftige, det bliver tillige et attraktivt levested for forskellige planter, nyttedyr og ikke mindst os selv.”

Det daglige team: Hanneke Schönhals i selskab med kældermester Martin Knab, sin husbond Christoph Hosseus-Schönhals samt far Eugen Schönhals.

Rheinhessen er præget af blide bakker og blandet landbrug, foruden et voksende antal vinmarker med en mangfoldighed af druesorter. Hos Schönhals har især Spätburgunder, Weissburgunder, Riesling og Regent været vigtige sorter. Som en selvfølgelig del af deres økologiske og biodynamiske drift er vinmarkerne hos Schönhals naturligt grønne af græsser og forskellige dækplanter, som alle bidrager positivt til helheden: Græs, kløver, bælgplanter, blomster og salater, som hver især opbygger humus, hjælper med at binde kvælstof i jorden, tiltrækker bier og netop fungerer som habitat for forskellige nyttedyr. Nok så vigtigt lægger det grønne en slags låg på jorden, som forsinker fordampningen og holder på vandet til glæde for både planter, dyr, svampe og mikrobielt liv. “Vi vil selvfølgelig ikke have græsserne til at vokse direkte under og op ad vinstokkene,” forsikrer Hanneke, “for hvis det bliver for tæt, skaber det problemer med fugt og skimmelsvampe.”

Det grønne bunddække er endvidere med til at give en vis sikring mod ekstremt vejr og erosion. “De sidste tre-fire år har her været næsten ørkenagtige somre, men sidste sommer kom der som bekendt sindssygt megen regn; og så ser man virkelig, hvad der kan ske, hvor jordbunden ikke er godt bundet sammen af rodnet. Der, hvor der ingen græsser og urter vokser, vaskes jorden simpelthen væk. Så vi fik en masse mudder fra vinmarker skyllet ned i vores landsby i sommers. Alle gik og tænkte, ‘Hvad er det, der foregår? Vi gør jo bare, som vi altid har gjort!’ — Vi er de eneste økologer her, ‘de tossede’, men vores marker var forberedte. Så jeg vil gerne motivere mine kolleger til at tænke nærmere over tingene.”

En regnbuefamilie

PIWI’erne passer perfekt ind i familiens økologiske og biodynamiske filosofi. “De sygdomsresistente sorter er det næste skridt efter økologien og grundlaget for en bæredygtigere praksis,” forklarer Hanneke. “Selv viderefører jeg bare det, min far søsatte. Det er og bliver min arv. Når man planter en ny sort, så står den der nok mindst de næste 40 år, så man skal vælge med omhu.”

Eugen Schönhals plantede allerede Rondo i 1990, Regent fulgte i 1996, og siden er Saphira, Cabernet Blanc og Cabertin kommet til, og den næste i rækken er Souvignier Gris. Det er en spraglet flok af ret forskellige sorter, men selv har familien været glade for resultaterne, og efterhånden følger kunderne trop.

Det særligt bæredygtige og langtidsholdbare ved PIWI-sorter er, at man grundet deres stærke modstandsdygtighed over for plantesygdomme ikke behøver at beskytte dem med eksempelvis sprøjtemidler. Som bekendt er kun svovl og kobber tilladt i økologisk og biodynamisk vinbrug; men desværre bruges de hyppigt, ofte også hyppigere end i konventionelt vinbrug, da de er de eneste egentligt effektive midler mod meldug af typerne oidium og peronospora. Desværre er svampene ikke det eneste, de gør skade på, og kobber er som bekendt et tungmetal. Men på marker med PIWI’er kan man klare sig med langt, langt færre sprøjtemidler. Det er godt for biodiversiteten men også godt for klimaet, da færre sprøjtninger betyder mindre traktorkørsel og dermed et bedre CO2-regnskab.

“Normalt sprøjter vi godt ti gange i løbet af en sæson,” siger Hanneke, “men på markerne med de sygdomsresistente sorter kan vi som regel nøjes med to eller tre gange.” Det betyder en betydelig reduktion i brugen af kobbersulfat, til gavn for alt det mikrobielle liv i vinmarken. De færre kørsler gennem marken på traktor reducerer også komprimeringen af jorden (‘traktose’), til gavn for jordens struktur, vandabsorberingsevne og livet under overfladen; og samtidigt frigives tid til mere manuelt arbejde i vinmarken, eller hvor man nu vil bruge sit kostbare tid.

PIWI-sorternes større resiliens skyldes dels morfologiske træk som løsere klaser, mindre druer og tykkere skaller, dels fysiologiske træk ved druer og blade— et iboende immunforsvar med styrkende og afvisende stoffer, som lader planten modstå angreb fra svampesygdomme og andre infektioner.

Hanneke understreger dog, at det ikke er nogen mirakelkur mod alskens dårskab; men fremhæver, at hun samlet set har kunnet skære plantebeskyttelsesmidlerne ned med hele 80% — og det er noget, der gør en forskel for miljøet og for klimaet.

“Selvfølgelig har vi stadig problemer med svampesygdomme. Især sidste sommer, det siger sig selv med al den regn, vi fik. Selv på PIWI’erne kan der komme en smule svamp, men det er sporadisk og tager aldrig over. Planterne formår i vid udstrækning selv af afgrænse angrebene; og ellers må vi i våde år tynde ud i bladene, mens vi i tørre år kan lade dem alle hænge.”

Det frigiver som nævnt også tid til andre ting i livet:

“Med mine PIWI’er får jeg tid til at kære mig om kvalitetsarbejde i stedet for at sidde på en traktor,” fastslår Hanneke og henleder opmærksomheden på de arbejdsopgaver, de fleste nok forbinder med det at være vinbonde: “Jeg nyder de forskellige opgaver, man skal løse i løbet af året: Kælderarbejdet og beskæringen om vinteren; at opleve hvordan naturen vågner om foråret og kunne passe og pleje druerne om sommeren; og det lange, seje træk med høsten om efteråret. Høsten belønner os for arbejdet resten af året.”

Råstof og remedie til biodynamikkens præparat 501 — Hornkisel: Kohorn og kvarts fundet i egne vinmarker.

PIWI-veninderne slår til

Begejstringen for det økologiske og bæredygtige deler Hanneke med kollegaen Eva Vollmer. Siden 2007 har Vollmer ved Mainz drevet vinhus med sin mand Robert Wagner og blandt andet satset stort på tyske outsider-sorter som Scheurebe og Dornfelder men også klassikere som Spätburgunder, Riesling og Silvaner. Sidst men ikke mindst har porteføljen fået tilføjet Hibernal, Souvignier Gris og Satin Noir, nogle af de mest kendte PIWI-sorter. Men netop kendskabet til sorterne har dog været Hannekes og Evas store, fælles udfordring i markedsføringen; for folk hverken kender eller føler sig sikre ved de nye sorter med ofte fremmedartede navne.

“Ingen efterspørger en Saphira eller Cabernet Blanc,” forklarer Hanneke, “alle vil købe Riesling eller Spätburgunder, for dem kender de i forvejen. PIWI lyder nok lidt bedre end ‘pilzwiderstandsfähige Rebsorten’ men stadig ikke specielt sexet. Så vi måtte finde noget andet at kalde dem.” Schönhals og Vollmer lagde hovederne i blød for at udtænke en ny og attraktiv måde at markedsføre vinene på; og så var det, at Eva Vollmer fik en åbenbaring: “Vi tror på, det er fremtidens sorter, så vi kalder dem Fremtidsvine!”

Sammen er de kommet frem til et fælles design og et logo, som de begge benytter. I moderne markedsføringsstil linker de også via QR-koder på etiketterne direkte til videoer på nettet, hvor de giver vinene korte og veloplagte ord med på vejen. Fra Eva Volmmer fås bl.a. den næsten tropisk aromatiske Hibernal og den fyldige, frugtige og let krydrede Souvignier Gris, men vi fra Hanneke Schönhals hånd får eksotisk Saphira og grønkrydret Cabernet Blanc.

“Dengang vi bare kaldte dem ved navn, solgte min far dem normalt i løbet af et år eller to efter høsten,” fortæller Hanneke, “men efter vi havde brandet dem som Zukunftsweine, fik jeg udsolgt efter tre måneder!”

Det er godt nyt, for PIWI’er har længe haft brug for en rebranding. Krydsninger og hybdrider har, som Hanneke nævner, ikke haft det bedste ry; og de første generationer var heller ikke just karakteriseret ved deres velsmag. I mellemtiden er nye kommet til, med en større andel vinifera-DNA men stadigt de gode resistens-gener; og erfaringerne med at vinificere dem er også skredet meget frem og trækker nu på flere årtiers erfaringer.

“Jeg er overbevist om, at vi nu får fart i den her udvikling i Tyskland. Lige nu er kun 3% af det totale areal beplantet med PIWI’er, men jeg mener, vi burde have 25%. Min vision er at inspirere andre, sammen med mine kolleger, som også allerede er i gang, så vi snart kan nå 25%. Vi må lære at lægge om, vi kan ikke bare fortsætte, som om alting er som i gamle dage; og vi bliver nødt til at arbejde sammen, hvis vi skal gøre en forskel.”

Så begge slår fast: “Fremover vil vi udelukkende plante PIWI’er!”

The choice of a new generation

Lad os se nærmere på tre af de vine, som Hanneke har kreeret fra familiens PIWI-sorter.

Saphira, opkaldt efter ædelstenen, ‘die wunderbare Schönheit’, som Hanneke kalder den, er en fra Geisenheim stammende krydsning af den resistentbærende Seyve-Villard og Arnsburger, en krydsning af Müller-Thurgau og Gutedel. Saphira er særligt resilient i forhold til den plagsomme peronospora, og den modner relativt tidligt og holder høje syre- og sukkerniveauer.

“Druerne er meget saftige og søde,” siger Hannkeke, “og når min bedstemor gik gennem marken for at hente druer, tog hun altid Saphira, fordi de er så smukke og smager godt, som de er. Den er sin egen og er ret eksotisk i smagen, mango, papaya og passionsfrugt, og så tænker jeg på at ligge på stranden!”

Saphira 2020 har en lyst gylden farve og en kølig, frugtig duft af gule hindbær, mandariner, abrikoser plus en syrlig, krydret note i retning af sauerkraut. Saftig, stoflig og fyldig i munden, masser af moden citrus og en smule papaya, god syre og tørt finish.

Cabernet Blanc er frembragt i 1991 af schweiziske Valentin Blattner som en krydsning af Cabernet Sauvignon og en vild hvid sort af ukendt oprindelse. Den efterfølgende udvælgelse af kloner blev foretaget af tyske Volker Freytag på hans planteskole i Neustadt an der Weinstraße i Pfalz, og den opnåede registrering i 1994 og officiel klassificering og markedsføring fra 2010. I dag en af de mest populære nye sorter i Tyskland. “Jeg har givet etiketten et grønt look,” forklarer Hanneke, “for bladene er meget mørkegrønne, og smagen også er særligt saftiggrøn”, og Vollmer tilføjer “en smule som Sauvignon men lige en smule smartere.”

Cabernet Blanc 2020 er glasklar i glasset og har en mild duft af græs, nælder og nye ærter, og et saftigt skud grøn peberfrugt, friske grønne asparges, pebermynte og hvid peber i smagen, som er syrefrisk og delikat krydret, ret charmerende og meget madvenlig.

“Cabernet Blanc er god som hvidvin, men den er også glimrende som orangevin,” siger Hanneke begejstret. “Jeg fik idéen for nogle år siden på en tur til Berlin med en ven, der er sommelier. Han tog mig med på nogle vinbarer, som kun havde naturvin og orangevin, som jeg dengang ikke kendte så godt. Det var vanvittigt, men jeg var fascineret. Det var som at spise oliven første gang! Det fik mig til at tænke på cabernet blanc, da den nærmest er en rødvinsdrue i hvidvinsklæder. Det ville være spændende at få alt det spændende ud af skallerne på den.” Og som tænkt, så gjort, siden 2016 har hun også gæret Cabernet Blanc med skallerne, alt fra nogle dage til nogle uger. I 2020 landede de på 10 dage. Druerne afstilkes og gæres i en åben tank med en enkelt punch-down om dagen. Pulpen presses nænsomt efter de ti dage, og vinen gærer færdig på barrique, hvor den også modner frem til foråret. Da Hannekes mor er hollandsk, fik den oplagt navnet ‘Oranje’ og sælges i øvrigt i stor stil til vinbarer i Amsterdam. ”Orangevin er jo noget man mest drikker i Amsterdam og København. Man skal finde kunderne til det og restauranterne maden til det. Men med hvidløg, ingefær, koriander, der svinger det sindssygt godt…”

Oranje 2020 lever op til Hannekes løfter. Farven er faktisk orange, og op af glasset stiger en let støvet duft med masser af hvid peber og en smule bitter orangeskal, eukalyptus og mynte. I munden er den saftig, mens de fine tanniner samtidigt griber godt fat, og der er moden citrus- og stenfrugt, friske og tørrede urter, grønne oliven, mandler og hø. I udgangspunktet fornemmer man tydeligt ligheden med den hvide Cabernet Blanc, men det føles som om, man lærer den meget bedre at kende i orange rober. En intens orangevin, der vil kunne glæde både kendere og nysgerrige nytilkomne.

Schönhals og Vollmers Zukunftsweine er en tiltrængt forandring; og med deres formaning om, at vi står ved en skillevej i det svært intensive landbrug, som vinbrug er, så er det måske tid til at sænke paraderne over for de nye sorter og ved samme lejlighed udvide sit smagsunivers. Es lohnt sich!

Flaske: Oranje 2020  
Vinhus: Weingut Schönhals  
Oprindelse: Rheinhessen, Tyskland  
Drue: Cabernet Blanc  
Jordbund: Lehm, kalksten
Dyrkning: Biodynamisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Små træfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 12,5%  
Importør: Vinens Verden
Pris: 225,-