750 cl Wien

Vinmarker midt inde i en storby? Det lyder måske usædvanligt eller usandssynligt, men i Wien er det virkelighed, faktisk med 637 hektar. Østrigs hovedstad har som den eneste i verden en nævneværdig vinproduktion inden for bygrænsen; en produktion der spiller en ikke ubetydelig kulturel, kommerciel og økonomisk rolle for byen. Wiens vinmarker er altså ikke blot en turistattraktion, der fremstilles rent faktisk kvalitetsvin i større mængder. Store dele drikkes på byens beværtninger, men flere fine flasker finder også vej udenbys, og Hajszan-Neumann er en gammel kending, der er ny på det danske marked.
 

Vinens hovedstad

Egentlig burde det ikke komme som en overraskelse: Wien ligger langs Donau og midt imellem Østrigs mest kendte vindistrikter. Her langs Alpernes sidste udløbere er både jordbundsforholdene og klimaet særdeles velegnet til vinavl. Klimaet er kontinentalt med alt, hvad det indebærer: Kolde vintre og lange, solrige somre. Vestenvinde fra Alperne og nordenvinde fra Wienerwald og det bøhmiske højland holder området køligt, mens Donau og lune østenvinde fra den pannoniske slette moderer temperaturerne. Vejrforholdene begunstiger dermed både ranke, elegante vine og vine med større modenhed og fylde.

Jordbunden er som så mange andre steder i Østrig præget af löss og lehm, men flere foreskellige geologiske formationer mødes i området, og alt afhængigt af hvor man befinder sig i byen, finder man sandsten, kalksten eller tungere jorde af flysch, mergel og ler. Forskellige druesorter og vintyper trives derfor inden for det relativt lille område. Der dyrkes Grüner Veltliner og Riesling såvel som Pinot-sorterne og flere forskellige lokale og internationale druer. Forskelligartethed er en forudsætning, og det gør sig mere end noget andet gældende i den vin, der nok bedst betegnes som den mest autentiske Wienervin.

Wiener Gemischter Satz er signaturvinen, byens særlige specialitet inden for vinbrug, en i Wien overvintret tradition for at plante polyvarietalt, dvs. med flere forskellige sorter side om side i den samme mark, som siden høstes samtidigt og gæres sammen. Hver druesort bidrager med sin egen karakter og sætter et fingeraftryk på den færdige vin. Ingen får dog lov at tage overhånd, og samspillet mellem de forskellige sorters udtryk og de forskellige modenhedsgrader, de har opnået, smelter sammen og skaber et samlet udtryk. Det sure, det søde, slanke, det fyldige, det undermodne, det overmodne, modsætningerne mødes og afbalancerer hinanden. Helheden bliver mere end summen af delene.

Udsigten ud over Donau og sydøst ind over Wien - og med marken Weissleiten i ryggen

Sædvanligvis dyrkes, høstes, presses og gæres de enkelte druesorter separat, før de eventuelt blandes og flaskes. Men til forskel fra en sådan cuvée, hvor man stikker produktet af markernes afgrøder sammen i kælderen, begynder blandingen med Gemischter Satz allerede i marken; og det er fra naturens hånd, at blandingsforholdene og balancen bestemmes.

Men er det besværet værd? I nyere tid har vi vænnet os til monovarietale beplantninger og sortsrene vine, ikke mindst i Østrig, så hvorfor gør man det modsatte i Wien? Men faktisk gør Wienerne egentlig bare, hvad man har gjort mange steder i tidligere tider. Polyvarietale marker har været reglen frem for undtagelsen - før ampelografiens systematisering af sorterne og moderne vin- og planteskoler udbredelse af monovarietale beplantninger. Det var først og fremmest en helgardering mod vind og vejr og tidernes mulige ugunst: Forskellige sorter blomstrer, sætter frugt og modner på forskellige tidspunkter. Det minimerede risikoen i forhold til vejret og sikrede stabilitet i produktionen og pæne udbytter. Hvad angår en sådan vins kvalitet, vil man på et givet høsttidspunkt have opnået forskellige modningsgrader i marken. Det giver vinen et spænd mellem forfriskende syre fra de knapt så modne druer mod en eksotisk fylde og smag fra de meget modne. En bivirkning er derfor en vin med en vis kompleksitet og karakteristisk struktur.

Den sikre satsning og karakteristiske smag slog dog ikke til i længden, for mere moderne dyrkningsformer indfandt sig, og enkeltsortsbeplantninger og sortsrene vine kom på mode. De blandede beplantninger overlevede i Wien (og få andre steder) men blev mere et nostalgisk klenodie eller slet og ret degraderet til billigvin, den man nøjedes med at skænke direkte på vingården. I en periode var vin fra Wien så godt som udelukkende noget, man fik i vinhusenes gæstgiverier, de såkaldte Heurigen eller Buschenschänke.

Det ændrede sig i 1990’erne, da en yngre generation af vinmagere satte sig for at genrejse Wien som klassisk vindistrikt - og med tiden også give den traditionelle vin, Wiener Gemischter Satz, en ny chance. Det vinøse Wiens seniorborgere, Franz Mayer, Hermann Prager og andre, havde længe talt om, hvor gode disse vine kunne være. Nu kom tiden til at bevise det.

I 1994 tog Richard Zahel et afgørende skridt og sendte en dyr flaske på markedet mærket Wiener Gemischter Satz. Fritz Wieninger fulgte trop med en overraskende god flaske fra Nussberg, og en bevægelse tog form. I 2006 grundlagde Wieninger og fem andre af byens mest ambitiøse vinhuse WienWein for at skabe et stærkt brand at markedsføre deres vine under. Arbejdet gav pote og affødte anerkendelse - nationalt og internationalt. I 2008 besluttede Slow Food at give det prestigiøse Presidio segl til Wiener Gemischter Satz - som en bevaringsværdig praksis og vin, der gemmer på en særlig smag. I 2009 fulgte så en EU-forordning, der gav østrigerne monopol på navnet Gemischter Satz; og efter foreningen havde fastlagt deres egne regler for produktionen af Wiener Gemischter Satz i 2011, besluttede de østrigske myndigheder i 2013 at tildele vinen det kvalitetsstempel og  oprindelsesgaranti DAC.

Reglerne for Wiener Gemischter Satz foreskriver, at mindst tre forskellige hvide kvalitetssorter skal være plantet sammen. Den hyppigste må udgøre højst 50% af beplantningen, og den tredjehøjeste andel skal udgøre mindst 10%. Over 20 forskellige sorter er tilladt, heriblandt også blå, så længe de vinificeres til hvidvin. Hjørnestenene er ofte Grüner Veltliner eller Weissburgunder, mens Riesling kan bidrage med syre, Traminer og Muskateller med aroma og sorter som Neuburger og Welschriesling fylder op. Nære og fjerne slægtninge som Roter Veltliner, Frühroter Veltliner, Rotgipfler og Zierfandler dukker også op; internationale kendinge som Chardonnay og Sauvignon møder man; og i raritetskabinettet findes Roter Riesling, Gutedel, Silvaner, Österreichisch Weiss og Grüner Portugieser. I flere ældre marker vokser sorter, som man ikke har navngivet eller kunnet identificere. De sammenbragte børn danner et kviltet tæppe i marken men vokser op i hinandens selskab. Forskellige beplantninger er blandede i forskellige grader, afstemt efter markens beskaffenhed og vinmagerens intentioner. Men i sidste ende er det ikke de enkelte sorter men markens udtryk og årgangens prægning, der i virkeligheden former vinen.

Byens første biodynamiker

To af de mest bemærkelsesværdige udviklinger i Wiens vinbrug - genrejsningen af god Gemischter Satz og overgangen til biodynamisk vinbrug i byen - kan med rette tilskrives Stefan Hajszan og Fritz Wieninger.

Stefan Hajszan er egentlig uddannet kok og havde allerede en fornem løbebane på Wiens gastronomiske scene. En særlig interesse er lokale traditioner og råvarer. Han drev restaurationen Universitätsbräuhaus, da han i 2000 gennem en gave fra en stamkunde fik muligheden for at realisere en gammel drøm: at være vinbonde i Wien og dermed kunne udbrede kendskabet til byens vine og deres kvaliteter.

Indledningsvis fik han hjælp fra vinmagere som Peter Veyder-Malberg, Fred Loimer og Fritz Wieninger. Snart stod han på egne ben, og siden gik det slag i slag: De første flasker kom på markedet i 2004, og en omlægning til økologisk certificeret vinbrug blev en realitet fra 2006, og skridtet gik videre til biodynamik i 2009. Undervejs udvidedes også med flere vinmarker, herunder nogle af byens bedste. Det var blandt andet investeringer fra vennen, den kendte arkitekt og designer Heinz Neumann, der sendte det samlede areal op på 20 hektar og gjorde vinhuset til et af byens førende. Neumann blev desuden partner i selskabet i 2011.

Den skrøbelige balance mellem menneske og natur er næsten allermest synlig i en storby. Wien er dog velsignet med mange grønne områder, og luftforureningen er forholdsvist lav. Motivationen bag den biodynamiske omlægning lå i forlængelse af tanken om at bevare naturen i byen og at beskytte det særlige terroir og traditionsbunde vinbrug. Biodiversiteten er søgt styrket ved vildt bunddække i vinmarkerne og opsætning af bistader. Kunstgødning og sprøjtegifte er lagt på hylden til fordel for de probiotiske udtræk af røllike, brændenælde og kamille; og et særligt krydderi til komposten er hestemøg af ædel byrd, nemlig fra Lippizanerhestene på Den Spanske Rideskole ved Hofburg. Siden har flere kolleger, også Fritz Wieninger, fulgt trop med biodynamikken, og vinene fra begge huse er i dag certificeret af gruppen Respekt.

Stefan Hajszan er en driftig mand med mange jern i ilden; og i 2014 blev dobbeltrollen med fuldtidsjobs som både kok og vinmager fordoblet med rollen som far til tvillinger. I det lys virker hans overdragelse af vinbruget til vennen Wieninger ikke urimeligt. Heinz Neumann forpagter i dag markerne ud til Wieninger, som driver vinhuset separat fra hans eget, stadigt i Stefan Hajszans navn og ånd. Kældermester er i dag Luis Teixeria.

Hajszan-Neumann laver Wiener Gemischter Satz i flere aftapninger, en almen fra flere marker på Nussberg samt fra enkeltmarken Weissleiten - og under titlen Natural lanceres en skindfermenteret version.

Blandede beplantninger på de hvide kalkstensjorde på Weissleiten på Nussbergs nordside
 

Weissleiten

I Wiens 19. distrikt på den vestlige side af Donau ligger den store bakke Nussberg, en af byens vigtigste vinsteder. Marken Weissleiten ligger på Nussbergs bagside, dvs. den væk fra centrum vendende skråning mod nordøst. Det er lyse, kalkholdige lerjorde (navnet kan oversættes til "de hvide skråninger") med en del kalksten og aflejringer af muslingekalk. Marken har tidligere været vurderet som andenklasses på grund af dens manglende eksponering mod solen, da druerne af og til modnede for sent. Den opfattelse må gøres til skamme i dag. Samme mineralitet som altid har været lovprist i vinene fra den anden side af Nussberg, finder man i al fald ikke mindre i Weissleiten.

Hovedsorterne er Weissburgunder, Grüner Veltliner, Riesling, Neuburger, Welschriesling og Traminer. Dertil kommer mindre mængder af andre druer, bl.a. Zweigelt, Grauburgunder, Frühroter Veltliner og den nu yderst sjældne Österreichisch Weiss. Det er en af de ældre beplantninger med størst diversitet, og gamle marker som denne er især interessante, fordi man med tiden har afstemt beplantningerne efter forholdene. Generationers erfaringer med interaktionen mellem terroir og vinmager har altså slået rødder i markerne.

Ried Weissleiten 2016. Efter en besværlig sommer kom høsten i hus de første dage i oktober. Den nødvendige selektion betød lave udbytter men høj kvalitet blandt de sunde druer. Afstilkning og fem timers udblødning med skallerne før en nænsom presning. Mosten gærede med druernes naturlige gær. Kølig modning med bundfaldet på ståltanke. Naturlig sedimentering, let filtrering, sulfitter tilsat efter endt gæring og ved flaskning.

Weissleiten er en delikat hvidvin, der stille spiller en lille symfoni med toner af æble, pære, fersken, ananas og citrus, med en smule urter, nødder og tobak i eftersmagen. Spændstig og med et flot samspil mellem syre, cremet fylde og en mineralsk krydring. Saftig og let at drikke for sig selv, men også ganske madvenlig, dens tørhed og høje syre taget i betragtning (6 gram syre versus 1,2 gram restsukker pr. liter).

Det er en hyggelig og vellavet vin, der stille og roligt giver sine hemmeligheder fra sig. Den smager sikkert bedst en sommerdag på Wieningers Buschenschank på Nussberg med udsigt ud over Weissleiten og Wien. I det kolde nord kan man nøjes med at smage solen og brisen fra flasken, mens Paul Hörbiger fra en fjern fortid giver lyd:

Das muß ein Stück vom Himmel sein
Wien und der Wein, Wien und der Wein,
Das ward auf Erden nicht erdacht,
Denn das ist so himmlisch gemacht.

Flaske: Nussberg Ried Weissleiten 2016  
Vinhus: Weingut Hajszan-Neumann  
Oprindelse: Wien, Østrig  
Druesorter: Gemischter Satz  
Dyrkning: Biodynamisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Store ståltanke  
Lukning: Skruelåg  
Alkohol: 13,5%  
Importør: Atomwine (Weissleiten dog ikke i sortiment)  
Pris: Cirka €25  

Gallernes trylledrik

Sébastien Riffault laver Sancerre, som smager særdeles usædvanligt. Vinene er ellers lavet efter alle kunstens regler, det er bare mere hundekunster end den kunstlede standard i Sancerre, der er på plakaten. Vi har at gøre med en tillempet tilgang fra glemmebogen: Sen høst, ædelråd, vildgær, træfade, malolaktisk gæring, lagring på bundfaldet, ingen filtrering og nul sulfitter. Naturvin uden undskyldning. Dermed er scenen sat til en anderledes forestilling, men én, det er værd at løse billet til, for vinene er livlige, markante og interessante.

Akmèniné viser ved ophældning en dybt gullig farve, diset men med en ulmende glød. Duften kan berede en mindre overraskelse, den er en æterisk eksplosion af fuldmoden frugt: Sursøde ferskner, hvide forårsblomster, rørsukker, kælder. Skal Sancerre nu dufte sådan? Første slurp har samme overraskelsesmoment, for nok er der sødme, men den er mere moderat end antydet, afstemt af en spændstig syre og saftig frugt. Den smager af fryd, ferskner, gule reineclauder, mirabellekompot og modne ananaskirsebær; og samtidigt trækker den i en tør og salt retning og vækker mindelser om umeboshi.

En genoptagen tradition

At dømme efter den indledende beskrivelse kan Sébastien Riffault forekomme som lidt af en Rasmus Modsat. Alligevel repræsenterer han gammel tradition i området, for den gennem årtier næsten eneherskende stil i Sancerre – klare, tørre, stålsatte hvidvine – er en nyere tids standard. Hvad Sébastien faktisk har gjort er at bringe ældre dyrknings- og kældrings-former ind i det 21. århundrede. Det er ikke skøre indfald eller udefrakommende hipsterfilosofi, men resultatet af et nært forhold til jorden, lokalområdet og tidligere tiders traditioner – og ikke mindst inspiration fra andre visionære vinbønder i regionen, Nicolas Joly og Olivier Cousin eksempelvis, og i særdeleshed et nært samarbejde med vennen Alexandre Bain fra Pouilly-Fumé. 

Familien Riffault har været vinbønder i Sancerre i otte generationer, men vinbrug har først udgjort deres hovedbeskæftigelse i løbet af de seneste to generationer. Sébastien faldt i tønden med trylledrik som lille. Efter endte studier i Beaune begyndte han stykvist overtagelsen af vingården fra sin far Étienne i 2004. Straks gik han i gang med at lægge om til økologisk dyrkning af markerne og minimal intervention i kælderen. En omlægning, der kostede dem alle stamkunderne! Resultaterne var simpelthen for anderledes. Siden 2007 har han bestyret samtlige 12 hektar, og alle markerne dyrkes i dag biodynamisk. Det har efter sigende skabt en sundhed og modstandskraft i markerne, der gør det muligt at modne druerne og høste meget sent uden skimmel og råd. Druer angrebet af ædelrådden botrytis bruges til gengæld med glæde. Der høstes selvfølgelig med hånden, og Sébastien har til markarbejdet genindført brugen af heste, som var udbredt så sent som i hans farfars tid. Ejendommen driver han i fællesskab med sin litauiske hustru Juraté; og til hendes ære er de enkelte parceller og vine navngivet på litauisk. Foruden Akmèniné tæller de Auksinis, Skeveldra, Saulétas og Les Quarterons.

Det er mildest talt et andet udtryk, Riffault får frem i sin Sauvignon, end det man er vandt til fra moderne, konventionel Sancerre. Men sine særheder til trods afspejler vinene dyrkningsforholdene, jordbunden og vejret, mark for mark og år for år. Det fortjener vel betegnelsen terroirvin?

Stenet vin

Parcellen, som har fået navnet Akmèniné, overtog Sébastien i 2005. Beplantningen er foretaget af faren, og stokkenes gennemsnitlige alder er 35 år. Ekspositionen er sydsydvest, hældningen op imod 20%. Jordbunden består af kalkholdig lerjord med mange kalksten og en smule flint. Navnet Akmèniné er litauisk og betyder "skabt af sten", og Riffault fremhæver selv de mange kalkstenes indflydelse på vinens krop og frugt. Høstudbyttet ligger på under 30 hektoliter pr. hektar men er ofte endnu lavere på grund af stor selektion.

Druerne håndhøstes, presses hydraulisk, spontangæres, gennemfører malolaktisk gæring og hviler så på gærresterne. To års stabilisering på ældre barriques, gravitationel tapning på flaske, endeligt et års flaskelagring i kælderen. Ingen klaring, ingen filtrering, ingen tilsatte sulfitter. Det giver en livskraftig drik med alt, hvad det indebærer. Vin, der kan virke overvældende i sig selv, men som for alvor kan komme til sin ret i forbindelse med mad.

Pontus Elofsson har kippet med flaget for dampet spinat med hyldebær og hybenrosenblade, en ret, som vinen i sin tid blev serveret til på noma. Mindre kan også gøre det. Det er selvfølgeligt oplagt at arbejde med frugt, grønt og krydderier, der deler smage med vinen. Et skævt bud: En sydøstasiatisk curry står godt til vinen, såvel det krydrede som det fede. Mere klassisk: Den har fylde og kant nok til at kunne klare modne skimmeloste, mens det lokalpatriotiske valg ville være de fine, små gedeoste Crottin de Chavignol. 

Lodder man for alvor dybderne i denne vin, får man hen ad vejen strejf af fugtigt græs, grønne urter, hyldeved, skovjordbær, fuldmodne solbær, sød lakrids, bergamot, stjerneanis og nellike. Konformister, regelryttere og andre stivstikkere vil klage over skumfiduser i næsen, ferskenskind mellem tænderne, metallisk bismag, volatile træk, oxidative noter, den totale mangel på hyldeblomst eller kattepis - og ikke mindst "Hvor blev ledsageren til mine grønne asparges af?" Men de kan helt sikkert udsættes til senere, når vinen er et festfyrværkeri som denne her.

Flaske: Akmèniné 2010  
Vinhus: Étienne & Sébastien Riffault  
Oprindelse: Loire, Frankrig  
Druesorter: Sauvignon Blanc  
Dyrkning: Biodynamisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Små træfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 12,5%  
Importør: Rosforth & Rosforth  
Pris: 204,-  

Familieportræt: Timotheus

Det er få flasker, der har haft blikket rettet mod mig så længe, som Timotheus fra Gut Oggau har. Eller også er det omvendt. Der er noget fængslende over det fjæs, der pryder flasken. Et excentrisk udseende og derfor også meget let genkendeligt: Ansigtet er knyttet, koncentreret foldet men blidt og ubekymret, blikket venligt og varmt. En midaldrende mand, muligvis i sin bedste alder, en mand som man fornemmer har noget væsentligt at sige. Alligevel gik der en rum tid, før jeg tog mig sammen og blev personligt præsenteret. Så meget desto glædeligere, at vinen ved første slurk viste sig at være virkelig god, endda spændende - som at møde en gammel ven efter lang tids adskillelse.

Gut Oggau er et innovativt traditionsvinhus, der laver naturlige vine med et autentisk udtryk, i glasset såvel som i flasken: Hver vin har sin egen karakter, som vinhuset har forsøgt at portrættere på etiketterne, og sådan illustrerer man konkret den abstrakte vinstil. Til sammen danner vinene en lille, fiktiv familie, hvor Timotheus hører til i forældregenerationen, som søn af mægtige Mechthild og pater familias Bertholdi. Invitation til familiefesten forefindes her.

Mens de yngste familiemedlemmer er mere til umiddelbar underholdning, begynder der at være meget mere at komme efter hos de mere bedagede personager; og Timotheus er ikke så lidt af en karakter. Der er noget nærmest arkaisk over ham, ikke blot ansigtet men også navnet. Det er ikke hver dag nu til dags, at man møder nogen med det navn! I den kristne mytologi er Timotheus en betroet medarbejder hos Paulus, såvel medafsender og modtager af diverse breve, og ifølge den oldkirkelige overlevering led han martyrdøden.

Mindre kan også gøre det, og som skrevet står i Gut Oggaus egen beskrivelse: “Han imponerer folk med sin stærke og balancerede personlighed. Han står med begge ben solidt plantet i jorden, men er ikke desto mindre frisindet og altid på udkig efter nye udfordringer. Han anses for at være selvsikker, en mand med noget på hjerte og endda raffinement. Han er en sikker vinder, én der hurtigt får venner alle steder.”

Der er etableret venskab her. Timotheus er en spændende vin, der har masser af kant, men også en blød side. En vin, der er sikker i sit udtryk og derfor også hviler i sig selv. Og skudsmålene om frisind, erfaring og dybde er ikke forkerte - de kan tydeligt loddes i vinen.

Timotheus har et sprødt bid, blød fylde og raffineret frugt. Grønne druer, pærer og galiamelon i duften går igen i smagen, med et lille stik af grapefrugt og krydderurter samt milde, nøddeagtige noter i afrundingen. Det frugtige og urtede komplementeres flot af både en mineralsk stringens og en cremet rundhed. Der er noget nærmest burgundisk over teksturen og dybden. Frugten er nedtonet en smule af den semi-oxidative vinifikation, ligesom den høje syre er blødgjort af den naturlige malolaktiske gæring. Det giver en mere udviklet og detaljeret vin. Den har en stilfærdig kompleksitet, bralrer ikke alle sine hemmeligheder ud med det samme; og så er det en vin, hvis videre udviklingspotentiale det skal blive spændende at følge.

Timotheus er gjort på den grønne Veltliner og den hvide Burgunder, omtrentligt i forholdet 70-30. Vinstokkene er 40 år og derover, fra marker med sand, grus og en del kalksten. Dyrkningen er biodynamisk og høsten manuel. Efter en delvis afstilkning af klaserne gæres vinen på store træfade. 2/3 presses direkte, mens den sidste 1/3 gærer med skallerne i 3 uger. Fadene blandes, og vinen lagrer et år på bundfaldet uden omrøringer. Herefter flaskes den, uklaret, ufiltreret og uden tilsætning af sulfitter.

Summa summarum: Stephanie og Eduard på Gut Oggau har gjort sig skyldige i endnu en lækker vin og et spændende bekendskab. Man skal muligvis have hold i en magnumflaske for at afgøre, om den frenologiske lighed er størst med den katalanske politiker Carles Puigdemont eller den engelske filosof Michael Dummett. I nærverende 75cl format vil jeg nøjes med at slå fast, at Timotheus er helt sin egen.
 

Flaske: Timotheus 2014  
Vinhus: Gut Oggau  
Oprindelse: Burgenland, Østrig  
Druesorter: Grüner Veltliner, Weissburgunder  
Dyrkning: Biodynamisk  
Vinificering: Spontangæret, delvist macereret  
Lagring: Store egetræsfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 11,5%  
Importører: Österreich / Vinova  
Pris: 285,-  

Skum

Der er noget i gære, og det er pet nat, over alt, hele tiden. Pétillant naturel, en naturligt perlende vin, er fremstillet ved at fuldende druemostens gæring på flaske og på den måde indespærre kuldioxiden fra gæringen - et enklere alternativ til den mere omfattende metode med en efterfølgende andengæring på flaske, som det kendes fra f.eks. Champagne. Resultatet er en vildere vin med mildere skum og lavere alkohol. Champagne er på alle ledder og kanter en meget konstrueret vintype, og pet nat byder her ind med simple living og en tilbagevenden til traditioner, der er ældre end den såkaldt traditionelle metode. Pet nat og den oprindelige metode, méthode ancestrale, er igen kommet på mode med sit forfriskende direkte og autentiske udtryk.

Østrig er som altid godt med på noderne. Den 9. juni i år afholdtes den første internationale B.O.U.M. vinfestival i Wien (forkort. f. Bubbles Only Using Must), og bag bordene var blandt andre Christoph Hoch fra Hollenburg i Kremstal. Alt spiller for hans første pet nat Kalkspitz, en lille skummende komposition af Grüner Veltliner med venner. "Der gemmer sig en masse tanker og følelser bag Kalkspitz, som jeg kunne tale og skrive om i timevis" fortæller en med rette stolt Christoph Hoch.

Christoph har arvet driften af familievingården i Hollenburg fra sine forældre Harald og Andrea, der sammen med søsteren Daniela hjælper til. Familien Hoch har huseret i området siden 1640, dels som handlende, dels som vinbønder. Husets fem hektar dyrkes i dag efter biodynamiske principper og er certificeret af Demeter. Der dyrkes Grüner Veltliner og Riesling til hvidvin (70% af produktionen) og desuden røde sorter som Zweigelt og Blauer Portugieser, der udelukkende bruges til mousserende vin (30% af produktionen). De seneste fem år har Christoph nemlig eksperimenteret med at fremstille en god pet nat. En opgave, der ikke er så ligetil, som beskrivelsen af den enkle fremstillingsmetode ellers kunne efterlade indtrykket af.

Hvorfor så overhovedet en pet nat? Idéen opstod egentlig ved et tilfælde. Efter at have smagt en fadprøve af en af Christophs første vine, kvitterede vennen Franz Hofstätter med kommentaren: "Den her vin er alt for syrerig! Den kan ikke bruges til andet end at lave mousserende vin!" Hoch lod sig ikke slå ud af kritikken, snarere tværtimod. En smule kontrært tog han det i stedet som en slags udfordring og begyndte at afsøge potentialet for en perlende vin med base i hans forhåndenværende druemateriale.

Jordbundsforholdene omkring Hollenburg er usædvanligt kalkholdige for Kremstal og Donauområdet i det hele taget: Det særlige Hollenburger konglomerat er et særdeles kalkrigt flodsediment, basisk med en pH på 7,5 og over. Ikke ulig de kalkholdige jorde i Champagne og da de to områder også deler kontinentalt klimatiske træk (med kolde vintre, varme somre og relativt lav nedbør) lå sammenstillingen lige for i Hochs tanker. Han havde faktisk terroir til at fremstille bobler af høj kvalitet, og ligheden med Champagne skulle udnyttes; og som biodynamisk vinbonde lå et samarbejde med frænder som Laherte, De Sousa og Tarlant lige for. Dog var planen ikke at fremstille vin med decideret forbillede i Champagne - Christoph ønskede i stedet at forsøge sig med en enklere vin, og flasket op med en naturlig tilgang ikke kun til dyrkning men også til fremstilling af vin, lå en non-interventionistisk vinifikation à la pétillant naturel lige til højrebenet.

"Folk skal kunne smage Hollenburg i mine vine. For mig er det vigtigt at afsøge og føle jordbunden og undergrunden," erklærer Hoch: "En erfaring, som jeg selv har gjort mig, er, at jeg ikke kan lave fyldige vine fra disse jorde, uden de bliver for yppige og opulente, fordi de så får for lav syre. Her må vi altså lave syrerige, fine og pikante vine."

Hoch tog kontakt til Benoît Tarlant, som gav ham gode råd og ikke mindst grej at lege med: Tarlant forærede ham tolv af sine brugte fade, som aldrig havde været udsat for kemikalier og derfor var righoldige på de probiotiske bakterie- og svampekulturer, der befolker Champagnes vinkældre og har en gavnlig indflydelse på vinens udvikling. Betingelsen var dog, at Hoch skulle fremstille en konsistent pet nat af høj kvalitet på fadene, ellers måtte han betale for dem. Tarlant følte sig sikker i sin sag: Den unge Hoch ville ikke være i stand til at afstedkomme en helt naturlig pet nat, som både var velsmagende, holdt moussen og ikke udviste betydelig flaskevariation.

Moderne mousserende vine fremstilles normalt på en færdiggæret og stille vin, som så tilsættes sukker og gær og gennemgår en andengæring; enten i en ståltank (Charmat-metoden) eller på den endelige flaske (Champagne-metoden), hvor boblerne spærres inde. Det er en ret styret proces, hvor vinmageren tager fuld kontrol over gæringen. En pet nat gærer i modsætning hertil kun en enkelt gang: Når gæringen er godt i gang, hældes mosten på flaske, flasken lukkes med en kapsel, og førstegæringen fuldføres i flasken. Gærresterne får som regel lov at forblive i flasken, mens de i de moderne mousserende vine som regel fjernes ved en såkaldte degorgering.

Fremstillingen af pet nat er i høj grad en balancekunst, og timingen er afgørende: for at ende med en færdiggæret, tør og mousserende vin er valget af flaskningstidspunktet altafgørende. Hver enkel flaske er et meta-stabilt system, og selv små udsving kan spolere det endelige resultat: Flasker man den gærende most for tidligt, med et for højt sukkerindhold, risikerer man, at vinen overgærer, så flasken eksploderer. Flasker man for sent, med et for lavt sukkerindhold, risikerer man, at gæringen går i stå, så vinen får for få bobler og restsødme. Det gælder altså om at få godt gang i den naturlige gæring og så vide, præcist hvornår overgangen fra fad til flaske skal finde sted. Christoph Hoch: “Alle ønskede mig held og lykke - og tilføjede, at de var sikre på, det aldrig ville lykkes!"

Den skumfødte

De første forsøg blev gjort med årgang 2012, og allerede i 2015 kunne Christoph Hoch sende en hel årgang Kalkspitz på markedet: Adskillige tusinde flasker, skummende, velsmagende og uden synderlig flaskevariation. Salget er siden gået forrygende. "Kalkspitz er i dag et af mine vigtigste produkter" fortæller Hoch.

Druesammensætningen er Hochs egen opfindelse og opskrift. Det drejer sig ikke kun om en særlig smag og en bestemt mængde bobler, men også om at finde den rette balance mellem syre, sødme, alkohol og kuldioxid. Derfor anvender han forskellige druesorter med et vist fenolisk indhold men ikke for høj syre. Grüner Veltliner udgør hoveddelen i selskab med Zweigelt. Den blå Zweigelt presses direkte, mens den grønne Veltliner får lov at udbløde skallerne en kort tid i mosten. Dertil kommer en mindre mængde af den blå Portugieser, der ligeledes presses direkte, og endelig krydres blandingen med en smule skindfermenteret Muskat Ottonel og Sauvignon Blanc.

Hver sort høstes ved den rette grad af modenhed, presses på en gammeldags skruepresse, gærer for sig i separate fade, som så stikkes sammen, og gæring fuldendes på flaske efter fem uger. En lille kabale, der i sidste ende går op. Det er mængden af restsukker, der afgør produktionen af kuldioxid og dermed også trykket i flasken. Vinen degorgeres ikke, og derfor er gærresterne stadig at finde i flasken. Intet tilsat og heller intet fratrukket. Kalkspitz er kun gæret druemost, kun konserveret af sin egen syre og gærresterne. Det giver også vinen en særlig fylde og blødhed, især hvis man hvirvler bundfaldet op i den.

Fremstillingen foregår i den ældste del af familien Hochs kælderdyb i Hollenburg, en kælder der går tilbage til husets stiftelse i 1640. Temperaturen holder sig konstant på 16 grader her, og luftfugtigheden varierer meget lidt i løbet af året: Perfekte forhold til at holde live i de rette mikroorganismer.

Kalkspitz 2015 er smukt gullig, før bundfaldet farver den klare vin mere mørkgylden og mælket. Den skummer flot op i glasset, en fast skum med store bobler, der knitrende sender en frisk duft af pærecider op. Modne pærer, en smule fersken eller abrikos, lidt grapefrugt og let krydderurtede og jordagtige noter trænger igennem i smagen. Moussen er ret let og bruser relativt hurtigt af, men vinens syre sikrer den spændstighed og mineralitet. Den vil for nogen minde en kende om en frugtig hvedeøl men er mere vinøs end en sådan. Kalkspitz er absolut tør, med restsukker på under 0,8 g pr. liter, resten er blev til bobler. Trykket er i underkanten af 3 bar. 

Den seneste udgave af Kalkspitz bliver den første non vintage, idet der i udgaven fra 2016 er blandet godt 30% årgang 2015 med det formål at lave en lidt mere seriøs og voksen udgave. Christoph arbejder foruden med at udvikle en degorgeret udgave efter den traditionelle metode - Kalkreich. I den forbindelse har han i samarbejde med Laherte og de Sousa plantet Chardonnay-stiklinger fra bl.a. Avize og Le Mesnil på sine marker i 2015 og 2016. Endnu et projekt, det bliver spændende at følge.

Hoch er ikke eneste mand under pet nat fanerne i Østrig: Andre anbefalelsesværdige eksemplarer leverer f.eks. Rennersistas med deres In a Hell Mood, Meinklang med Foam, Claus Preisinger med sin Ancestral, Pittnauers Pitt Nat, Judith Beck med sin Pet Nat Bambule, Wilder Sprudel fra Thomas Hareter, Geyerhof med deres Pet Nat 360, eller hele serien af vine fra det pet nat-fokuserede samarbejde Fuchs und Hase mellem Arndorfer og Jurtschitsch. 

Pet nat skummer ikke ind i himlen. Det er ikke stor, dyb eller vigtig vin, men helt enkel vin, et fornøjeligt tidsfordriv eller sommerlig bællevin, skum og spas. Den initiativrige Christoph Hoch har formået med sin nysgerrighed og grundighed at balancere på den knivsæg, det er at fremstille en god pet nat. Kalkspitz er en særdeles seriøs tørstslukker og en arketypisk reference for genren i Østrig.

Den mildt skummende Kalkspitz med bundfaldet hvirvlet op i vinen og et deraf følgende orange slør. Dekorationen på etiketten er familiens gamle våbenskjold som handlende på Donau.

Flaske: Kalkspitz 2015  
Vinhus: Christoph Hoch  
Oprindelse: Kremstal, Østrig  
Druesorter: Grüner Veltliner, Zweigelt,  
Blauer Portugieser, Muskat Ottonel, Sauvignon Blanc  
Dyrkning: Biodynamisk  
Vinificering: Spontangæret, delvist macereret  
Lagring: Gæring på flaske  
Lukning: Kapsel  
Alkohol: 10,5%  
Importør: Österreich Vin  
Pris: 150,-