Pletfri dalmatiner

Rødviolet, blålilla, dybblå. Allerede etiketten vækker mindelser om aftenrøden over Adriaterhavet; og en sommerlig duft af røde roser og kirsebær følges op af en saftig mundfuld syrligtsøde hindbær, morbær og kirsebær og en kompleks, sødmefuld eftersmag af figner, svesker, peber og kanel. Kompleksitet, balance, elegance… et rent pletskud! Der er med andre ord ikke en finger at sætte på den dalmatiske rødvin Kaamen II, som er resultatet af et ret nyligt samarbejde mellem en flok unge venner og nogle meget gamle vinstokke.

2020 viste sig som et vendepunkt i mange menneskers liv, da corona-pandemien rasede kloden rundt og brat lukkede de fleste lande ned i kortere eller længere perioder. Nogle blev fanget på udebane; mange måtte på ubestemt tid arbejde hjemmefra, i det omfang de overhovedet havde mulighed for at arbejde; og atter andre benyttede lejligheden til at slippe ud af trædemøllen og stikke af fra såvel hverdagens som storbyens jag. Men nogle gange viser lediggang sig ikke kun som roden til alt ondt, for den kan af og til føre til fornyet energi og nye engagementer. Det var sådan, scenen blev sat for et af Kroatiens nyeste og mest spændende vinprojekter, Vinas Mora, “vine fra havet”, et samarbejde mellem vinrødderne Krešo Petreković og Niko Dukan med base ved byen Primošten midt på den dalmatiske Adriaterhavskyst.

Set fra oven: Selve byen Primoštens hjerte ligger som en lille halvø lige ud for den dalmatiske kyst, kun forbundet af en smal tange. I oplandet ligger vinmarker på den karge klippejord.

Vine fra havet

Kroatiens kystlinje tæller 1.777 kilometer ned langs Adriaterhavet. Strækningen er desuden spækket med store og små øer, 718 styks, hvoraf mere end 50 har faste beboelser. Dermed overgås det kroatiske øhav i Middelhavet kun i antal øer af det græske. Allerede i antikken ankom græske kolonialister til området og kickstartede en lang tradition for vinavl; og som følge af den lange tradition, de gunstige dyrkningsforhold og de delvist isolerede forhold ved kysten og på øerne, er Dalmatien den dag i dag et sandt skatkammer af særegne og sjældne lokale druesorter. Mange dyrkes kun ekstremt lokalt, på en enkelt ø eller et enkelt stykke land.

Dalmatien er en forholdsvist smal stribe kystland med tilhørende øer, som i nord strækker sig fra øen Rab og omkring byen Zadar og ned til Dubrovnik og Kotorbugten i syd. Største by langs kysten er Split, som ligger cirka midt på strækningen. Klimaet er klassisk Middelhavsklima, altså kystnært, subtropisk klima med meget varme og solrige somre. Jordbundsforholdene er også kystprægede, det meste af områdets land er hævet havbund, præget af karst, kalksten og sandsten.

At himmel og hav mødes her langs kysten er formfuldendt gengivet på Vinas Moras vines etiketter, som i simple men smukke penselstrøg viser farverne over Adriaterhavet i horisontale striber; en smule som østrigske Sepp Musters ligeledes smukke og ikoniske labels.

Sidegade i Primošten, og om sommeren er det lige til at holde ud…

Vine af sten

Vinas Mora har til huse nær den klassiske kyst- og vinby Primošten, som ligger mellem Split og Šibenik i den nordlige del af det centrale Dalmatien; og her er Vinas Mora opstået som en forening af stærke internationale og rodfæstede lokale kræfter.

Krešo Petreković er kendt som vinimportør i New York, hvor han længe har slået sine folder og forsynet amerikanerne med gode vine fra Kroatien og det øvrige Sydøsteuropa hos Zev Rovine Selections i Brooklyn. Desuden har han opstartet sit eget garagevineri, Podrum Franjo, i det kroatiske indland, godt 50 km fra Zagreb, med en naturlig forlængelse af den bondevin, han oplevede sin far lave some barn. I begyndelse af corona-krisen befandt Krešo sig i en slags ufrivilligt eksil langs kysten ved Primošten, et sted, han havde besøgt gennem mange år, og hvor han ofte havde drukket adskillige rødvine på den lokale Babić-drue. Da smagte han et endda ganske glimrende eksemplar fra noget så simpelt som en umærket plastikdunk— en vin, der siden viste sig at være lavet af vinbonden Neno Marinov. Et besøg kom i stand, og kort tid efter begyndte Petreković at eksportere Marinovs vine til USA. Kort tid senere skulle det så blive til et egentlig samarbejde mellem de to.

De lagde ud med at grundlægge landbrugskooperativet Motika, hvor de overtog faciliteter fra storproducenten Vinoplod, et tidligere kooperativ, i den nærliggende by Šibenik; og så indkøbte de ellers talrige tons Babić og andre indfødte druer fra en række lokale vinbønder og gik i gang med at vinificere dem på klassisk håndværksmæssig vis. Siden kom vennen Niko Ðukan til, som står for biksen til dagligt.

Niko Ðukan er kendt for sammen med Marko Kovac at stå bag Label Grand, som organiserer den årlige vinsmagning Karakterre i Wien og siden New York, hvor håndværksvinbønder fra det centrale og østlige Europa skænker naturvin i stride strømme. Desuden distribuerer han vin via Terrible! i Frankrig samt i fjernøsten efter mange års globetrotteri og fødderne i de fleste vinregioner verden rundt. Cirklen sluttes nu med hjemmelavede vine fra hjemlandet. Druerne kommer dels fra højtliggende terroirs i nogle af de ældste vinmarker i baglandet bag Primošten (Jasenovik, Široka og Trovrh) samt fra kystområderne (Bucavac, Gaj og Strane), og adskillige vinbønder er engageret (Nino Marinov, Stipe Gašperov og Ivo Matošin m.fl.), opmuntret af kyndig hjælp til økologisk og bæredygtig dyrkning samt en god pris for druerne.

Mager klippejord præget af grove sten samt en lang og solrig vækstsæsonen med lav nedbør resulterer i en langsommelig modning af sunde druer. Udkommet er kraftfulde men alligevel elegante og milde vine, der perfekt afspejler både Babićs sortskarakter og det terroir, den vokser i.

Vinas Moras basiscuvée er Barbba, et blend af de blå druer Lasina og Plavina og de grønne Debit og Maraština, høstet fra marker omkring Šibenska Dubrava og Oklaj; og det er sand bællevin i ordets bedste betydning. Den slags vin, man uden videre bekymringer kan læske sig med i aftensolen ved kysten. Næste vin i rækken er Andreis, hvortil Babić-druerne er høstet rundt omkring Primošten, først og fremmest fra Jadrtovac. Med en let grønurtet og rødbærret duft, og en saftig, græsset og frisk bærfrugtig smag, støvet stof og fine tanniner. Tydelige naturvinsnoter især i næsen men ikke noget, der burde kunne skræmme mennesker med smag væk.

Kaamen I er ren Babić fra tre vinmarker ved Šibenik en smule inde i landet: Blizina, Bristivica og Vinovac. Friskfrugtig med kirsebær i forgrunden, flot stoflighed, mineralsk spil i dybden og tørt finish. Nu begynder det at lige noget seriøst.

Kaamen II er ligeledes ren Babić men fra to højere beliggende marker, Kruševo og Široki. Mere intensitet og kompleksitet og som nævnt “en sommerlig duft af røde roser og kirsebær følges op af en saftig mundfuld syrligtsøde hindbær, morbær og kirsebær og en kompleks, sødmefuld eftersmag af figner, svesker, peber og kanel.” Fine tanniner og et let salt svirp til sidst, smukt balanceret og ganske enkelt enormt behagelig at drikke.

Kaamen III er kun akkurat kommet på flaske i løbet af sommeren og er endnu ikke smagt fra denne kant… men den er, som becifringen antyder, tænkt som topvinen kvalitativt og ikke mindst i den konkrete betydning, at druerne stammer fra den højest beliggende mark, Kamena Suza— “en vinmark, hvor det forekommer utroligt, at nogen ville plante noget som helst, endsige få succes med det. Forestil dig, at vinstokke vokser på sten, der skal brydes i hånden, at vinstokkene skal vandes i hånden, og at ingen nymoderne mekanisering i et sådant terræn kan gøre dit arbejde lettere.” Det er det, der hedder menneskelig vilje og naturnært vinbrug!

Vine på Babić

Dalmatiens mest udbredte og berømte drue er uden tvivl Plavac Mali, en drue, der giver mægtige, meget mørke og modent frugtige vine med høj alkohol og formidable tanniner. De kraftigere rødvinsdruer har i det hele taget godt hold i området. Den herostratisk berømte Zinfandel har sågar sin oprindelse her, under det nådesløse navn Crljenak Kaštelanski og det kun en kende mere mundrette Tribidrag. Herfra har den gjort rejsen over Adriaterhavet til det sydlige Italien; og sandsynligvis via Wien over Boston til Californien. Plavac og Crljenak er begge fjernt beslægtet med den mere balancerede Babić, som har sit historiske epicentrum omkring Šibenik og Primošten nord for Split. Kendes under det lokale navn Rogoznička ved Rogoznica. Den er i øvrigt ikke identisk med dens næsten navnesøster Babica, som dyrkes omkring Kaštela (og derfor også kaldes Kaštelanska, i lighed med Crljenjak fra samme nabolag).

Babić dyrkes officielt ikke på meget mere end 600 hektarer, men den dukker op i gamle blandede beplantninger adskillige steder i Dalmatien, og der gemmer sig måske mere af sorten rundt omkring registreret under andre navne. Dens vækst er stabil, og den kan give gode udbytter. Modner forholdsvist sent og har en vis tendens til botrytis.

Plantes den på flade arealer med frugtbar jordbund, bliver vinen sædvanligvis ganske ordinær. Omvendt giver den særdeles interessante vine på de karge og ret golde stenskråninger ned mod havet. Især hvis udbytterne holdes i ave. I lighed med Plavac Mali har den altså brug for sol, sten og små udbytter for at lykkes. Men i modsætning til Plavac Mali bevarer den uden problemer sin syre selv i de varmeste somre. Den når nemt op på syv gram per liter, hvilket giver vinene en meget mere livlig og spændstig karakter. Som ung vin har den af og til en grønlig, herbal og vegetal karakter, i modnere og mere modnede vine slår den dog helt over i brombær, morbær, blommer, svesker og figner.

Vinas Mora fanger essensen af druen, stedet og tidsånden. Det er havfrisk, solmoden og særdeles let drikkelig rødvin, som emmer af kompetent håndværk og stærkt terroir.

Flaske: Kaamen II 2020  
Vinhus: Vinas Mora  
Oprindelse: Dalmatien, Kroatien  
Drue: Babić  
Jordbund: Sand, kalksten
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Store træfade  
Lukning: Korkprop, voksforseglet  
Alkohol: 12,5%  
Importører: Österreich Vin
Simply Grapes
Pris: 350,-

Pastorale med indbygget katastrofe

Ahr er et på mange måder næsten Tolkiensk landskab à la Herredet eller Kløvedal. Et afsondret, landligt og yderst naturskønt område, hvor alt ånder fordragelighed, og folk lever i fred og harmoni med deres daglige sysler, som i tilfældet Ahr indebærer frembringelse af nogle af Tysklands bedste rødvine. Ahr er en dyb dal med bølgende sider beklædt med svimlende vinmarker, som side om side skråner ned mod Ahrfloden, der sagte flyder gennem landskabet for senere at munde ud i Rhinen i nærheden af Bonn. Dalen skærmes mod nord af den vulkanske bjergkæde Eifel, som sammen med dalens ekstremt soleksponerede skråninger og sorte skifer skaber et særligt lunt mikroklima. Det er grunden til, at Ahr til trods for sin meget nordlige placering er et sandt smørhul for druesorter, der normalt er mere sol- og varmekrævende end Tysklands vanlige hvidvinssorter. Især Ahrs superstjerne Spätburgunder a.k.a. Pinot Noir, som i de senere år har nydt godt af et stigende antal solskinstimer og et generelt lunere klima.

Men i dag er Ahr et anderledes arret landskab, og de lokale lider svære men. De behagelige scener ved bækken og bøndernes muntre samvær blev pludseligt standset af uvejr og stormflod den 14. juli sidste år, da sommerens store skybrud og oversvømmelser ramte Tyskland. Særligt slemt gik det ud over det ellers så rolige Ahr, en skæbnesvanger følge af floddalens smalle udforming og bebyggelsernes beliggenhed langs bredderne; og fra de stejle, stenede skråninger havde vandet frit løb ned i floddalen. Et memento om, at konsekvenserne af klimaforandringer ikke hører en fjern fremtid til men foregår her og nu— og i stor hast.

Syndfloden

Sidste sommer bød på meget ekstreme vejrforhold i det nordlige og centrale Europa. Fra onsdag den 14. til torsdag den 15. juli 2021 faldt der flere steder i det vestlige Tyskland mere end 150 millimeter regn per kvadratmeter— på mindre end ét døgn næsten det dobbelte af, hvad der normalt falder hele måneden. Værst gik det ud over delstaterne Rheinland-Pfalz og Nordrhein-Westfalen, og det førte til oversvømmelser i velkendte vinområder som Mosel og i særligt slem grad Ahr, hvor vandet begyndte at rejse sig ved seks-tiden og nåede et højdepunkt omkring midnat.

I en ellers meget varm og solrig sommer sendte et stort lavtrykssystem pludseligt enorme mængder nedbør ned over landet. Først steg flodvandet i Ahrfloden kun ganske stille, men ud på aftenen begyndte vandet at strømme ind fra alle sider i dalen, og vandstanden steg faretruende hurtigt. Små bække og åer forvandledes til floder, og den normalt så rolige Ahr blev selv til en brusende flodbølge. På få timer steg vandstanden visse steder op til otte meter og oversvømmede adskillige landsbyer langs floden. Den utroligt stærke strøm rev træer, biler, bygninger og broer med sig; forårsagede store jordskred og uforudset svære skader på både menneskeskabte og naturlige strukturer. Det sendte chokbølger gennem lokalbefolkningen; og selv de myndigheder, hvis opgave det var at overvåge og varsle om sådanne situationer.

Da vandet endelig trak sig tilbage, var områdets infrastruktur totalt kollapset: Varme- og strømforsyningerne afbrudt, drikkevand ditto, og der var ingen forbindelse til telefon- og internet. Gader og stræder var dækket af mudder, og blandt ruiner og murbrokker kunne man bl.a. finde vintønder og flasker, der var skyllet ud af kældrene på vinhuse længere oppe ad floden. Omvendt slap de fleste af områdets vinmarker så godt som uskadte gennem misèren, da de mestendels er beliggende højere oppe ad floddalens stejle skråninger. Tabt var dog trygheden, og tragedien var en realitet: En katastrofe af næsten bibelsk karakter. Alene i Ahr mistede 134 mennesker livet under oversvømmelserne, i Tyskland totalt 184. Over 24.000 skadesanmeldelser indløb i de følgende dage og uger, og opgørelser over de materielle skader gøres i dag op til omkring 30 milliarder euro. Det er uden sammenligning den største naturkatastrofe i historisk tid i Tyskland, og den gik allerede i dagene efter over i historiebøgerne som ikke en Jahrhundertflut men en Jahrtausendflut. Nyere tiders store oversvømmelser, som Oder-flodens i 1997 og Elbens i 2002 var, undskyld ordspillet, vand ved siden af.

Uddrivelsen af Paradis

Blandt de hårdt ramte af oversvømmelsen var Weingut Meyer-Näkel i Dernau med søstrene Dörte og Meike Näkel i spidsen. “Vores vigtigste aktiv, vinmarkerne, er stort set ubeskadigede,” berettede Meike kort efter katastrofen, “men oversvømmelserne ødelagde næsten fuldstændigt vores vingård: Kontoret, vinoteket og den gamle vinkælder med vores skatkammer var fuldstændig oversvømmet og begravet under mudder. Oversvømmelsen tog også stort set alt det, vi skal bruge både til markarbejdet og i kælderen, med sig. Vi stod virkelig uden noget— uden presse, uden tanke og tønder, og uden traktorer, og der var ikke engang sakse eller spande tilbage.”

Endnu værre var det gået Weingut Bertram-Baltes med det unge par Benedikt og Julia i front. Benedikt kommer oprindeligt fra Mayschoss, mens Julia er fra Dernau, hvor deres fælles vinhus også ligger; eller rettere lå, for begges barndomshjem og også parrets privatbolig gik tabt i vandmasserne.

“Vi betragter det her som et rent lykketræf, for overlevelse den nat var ikke en selvfølgelighed,” fortalte en rørt Julia få dage senere. “Uden nogen form for kommunikation, og uden broer og veje, tog det os 42 timer at finde tilbage til hinanden igen. Den første dag søgte vi efter Benedikt på de indsamlingssteder, hvor reddede personer og ofre blev bragt hen. Uden at have fundet ham var det en lang nat i uvished, før vi dagen efter med en kikkert kunne få øje på ham på den anden side af floden. Selv så Benedikt først sin far efter fire dages forsøg.”

“Men vi slap igennem, uden at nogen af os kom alvorligt til skade. Desværre blev både vores vinkælder og flaskelager fuldstændigt ødelagt.” Hele årgang 2020 røg ud med flodvandet, sammen med næsten halvdelen af årgang 2019, som endnu ikke var skibet videre til aftagerne. Dog kunne de som et lille held i uheldet redde deres skatkammer med gamle flasker. Etiketterne er præget af oversvømmelsen, men indholdet er heldigvis intakt.”

Mange oversvømmede og vildfarne flasker er siden solgt som ‘Flutwein’ i en crowdfunding-kampagne på initiativ af den lokale reklamemand Daniel Koller og formanden for Ahrwein, Peter Kriechel fra Weingut Peter Kriechel. Fortjenesten fra disse Flutweine er så gået til det velgørende formål at genopbygge Ahrdalens vinhuse.

Peter Kriechel: “Det her var ikke en vandstigning eller en flodbølge, det var en ren tsunami, en kæmpestor bølge, som ødelagde alt her i dalen.” Familien mistede et par marker med Pinot Noir-stokke, mens hele 40.000 liter vin gik tabt fra fade og flasker i kælderen. Peters bror Michael Kriechel supplerer: “Vi blev slemt tilredt af oversvømmelseskatastrofen. Det lykkedes os, med hjælp fra mange frivillige medhjælpere og vores daglige medarbejdere, at bjerge vores forliste vinflasker; og vi har gjort hvad vi kunne for at få dem gjort rene og få dem på markedet” — og med hashtagget #solidAHRität som slogan stod resten af den tyske vinbranche tæt sammen og har støttet sine kriseramte kolleger i at komme på fode igen.

Efter den akutte indsats med at yde nødhjælp, skaffe rent drikkevand, lokalisere savnede og genhuse de pludseligt hjemløse, stod den større opgave så foran lokalbefolkningen: At komme videre og genoptage hverdagen. Det har været, og er fortsat, et langt, sejt træk. I bagklogskabens altid ulideligt klare lys står det klart, at myndighederne ikke var forberedt på en katastrofe i det omfang; og at især Tysklands sociale infrastruktur ikke er gearet til at stille om i sådan en fart. Det kan synes mærkeligt i det, der angiveligt er et af verdens rigeste lande. Ser man alene på bruttonationalproduktet, er Tyskland nemlig Europas langt rigeste land, og stadig et af de rigeste, hvis man tæller efter BNP pr. indbygger beregnet efter købekraftsparitet.

Men heldigvis gik livet hurtigt videre sidste sommer. Hastigt kom man på benene igen, i kapløb med tiden for at blive færdige med den fornødne genopbygning, før høsten skulle i hus. Meike Näkel opsummerer strabadserne: “Det her var den mest udfordrende, udmattende og følelsesladede høst, vi nogensinde har haft. I juli måned var det utænkeligt, men med hjælp og støtte fra så mange mennesker, er alle druer høstet og vinene kommet på fad.”

Global hedetur, lokale skybrud

Adskilligere forskere slår fast, at den globale opvarmning har haft mere end en enkelt finger med i spillet på sidste sommers ekstreme vejr. Der er ikke kun videnskabeligt belæg for men også bred videnskabelig konsensus om, at de verserende klimaforandringer i videste udstrækning er menneskeskabte; og at den dokumenterede globale opvarmning fører mere ekstremt vejr med sig, såsom hedebølger og tørker men også haglbyger, skybrud og oversvømmelser.

De stigende temperaturer som følge af den globale opvarmning øger nemlig fordampningen fra havene, og selvom en varmere atmosfære faktisk kan holde på mere vanddamp, vil vandet uvægerligt falde som nedbør før eller siden. At det pludseligt skulle ske så voldsomt over Tyskland er måske et varsel om, at vi allerede nu ser nogle af de konkrete konsekvenser af opvarmningerne på længere sigt. Men deri ligger det djævelske også, at det er vanvittigt svært at forudsige, præcist hvordan klimaet vil ændre sig på lokalt plan.

Normalt er naturkatastrofer noget, vi forbinder med fjerne egne og udviklingslande— men: "Disse oversvømmelser har vist os, at selv udviklede lande ikke er sikrede mod de alvorlige konsekvenser af ekstreme vejrforhold, som vi har set, og som vi ved bliver værre med klimaforandringerne. Dette er en presserende global udfordring, og vi er nødt til at tage den op. Videnskaben er klar, og det har den været i årevis,” ifølge tyskfødte Dr. Friederike Otto, dengang tilknyttet Environmental Change Institute ved universitetet i Oxford og i dag docent ved Grantham Institute for Climate Change and the Environment på Imperial College London. Hun var sidste sommer medforfatter til en videnskabelig hasterapport om hændelserne; som konkluderede, at de nuværende klimaændringer har gjort sådanne stærke skybrud meget sandsynligere i Tyskland— op til 10% sandsynligere og 20% kraftigere. Stof til eftertanke for alle udledere af drivhusgasser, ikke mindst i Tyskland, som ligger i højt på den globale liste.

Det var dog ikke kun Ahr, som fik den kolde klimakærlighed at føle. I Tyskland gik det generelt også grimt for sig i Mosel; mens man på den anden side af grænsen i Luxembourg og Belgien også led slemme skader. Tidligere havde regnen raseret længere mod nord i det sydlige England; og senere skabte den store problemer over Østrig, Schweiz, Italien og Kroatien.

Ørkenvandring

Ahr har ellers, som en af verdens nordligste forposter for Pinot Noir, generelt nydt godt af de seneste årtiers opvarmning. Årgang efter årgang har Ahr på det seneste markeret sig som stabil grobund for mange af Tysklands bedste Spätburgundere med struttende moden frugt og en for nordtysk vin fornem fylde— fra veletablerede producenter som Jean Stodden, J.J. Adenauer og Maibachhof samt den seneste tids gazellevinerier som Bertram-Baltes og Meyer-Näkel.

Succesen er imponerende, områdets størrelse taget i betragtning. Ahr tæller blot 560 hektarer vinmarker, hvoraf hele 85% er beplantet med rødvinsdruer, så området dermed har den højeste andel rødvinsdruer i hele Tyskland. Spätburgunder står for 62%, mens Frühburgunder, Dornfelder og Portugieser er de øvrige røde sorter. De hvide udgøres især af 11% Riesling og små mængder Müller-Thurgau og de hvide Burgundersorter. Den samlede Burgunder-familie har åbenbart glemt, at de foretrækker kalkholdige jorde, som man må spejde forgæves efter her. Mens de nedre dele af dalen er præget af mineralholdig løss, præger sort skifer og vulkanske stenarter nemlig de højere dele af skråningerne.

Skæbnens ironi er det dog, at Tysklands fordel fra den globale opvarmning tillige viser sig at være medaljens bagside, fordi de højere temperaturer generelt fører til tørke; og tørke har været et stort tema i tysk vin- og landbrug i årevis. For grundet den globale opvarmning øges fordampningen også fra landjorden. Det påvirker vinmarkernes væskebalance— forskellen mellem fordampningen fra jorden, plus planternes transpiration af vand, versus den samlede nedbør. Det solrigere, varmere vejrlig udtørrer ganske enkelt jorden, og den gennemsnitlige nedbør er ikke nok til at opveje udtørringen. Forholdene varierer selvfølgelig meget fra år til år; men de sidste ti år er den gennemsnitlige fordampning kun gået én vej, og det er støt opad.

Så selvom der midlertidigt måske kan se ganske grønt ud i mange vinmarkerne, så tæres der stille og roligt på vandreserverne; hvilket ses tydeligt i megen vild vegetation og på landets skove. Tyskland er altså ved at få en flig af samme sygdom som Sydeuropa, hvor hedebølger, tørke og skovbrande satte standarden i Spanien, Grækenland og Tyrkiet i 2021; sammen med en europæisk varmerekord på 48,8 grader målt på Sicilien i starten af august.

I vinmarker kunne kunstvanding være en udvej, men den er ikke i tråd med terroir-tænkning og heller ikke en langtidsholdbar løsning, hverken økologisk eller økonomisk. En mulig hjælp kunne være lavere beplantningstæthed, som det traditionelt praktiseres i middelhavslandene, så vinstokkene skal konkurrere mindre om vandet. Men vil man ikke omorganisere eller opgive vinmarkerne, kan et andet alternativ være at plante langt mere tørkeresistente sorter. Således har Kloster Eberbach taget springet og erstattet en parcel Riesling på Berg Rottland med Cabernet Sauvignon, som faktisk modner fint de fleste år. Lige så lovende, men mindre radikalt og endnu på forsøgsstadiet, er Schloss Vollrads’ beplantninger med en række Riesling-kloner fra Australien, som måske vil vise sig bedre egnede i et varmere og tørrere Tyskland.

Vinstokke er følsommere over for de klimatiske forhold end de fleste andre afgrøder, og det går igen i vinens kvalitet. Egnede dyrkningsområder for druer af høj kvalitet er derfor begrænset af klimatiske kriterier: Meget groft sagt kan en årlig gennemsnitstemperatur på mellem 10 og 20 grader betegnes som den nedre henholdsvist øvre grænse for vinbrug overhovedet. I vækstperiodens begyndelse er en længere periode med temperaturer over 10 grader afgørende for knopdannelsen. I blomstringensperioden bør dagtemperaturen helst ikke falde til under 15 grader eller stige til over 35, da det kan beskadige blomsterne. I modningsperioden er forholdsvist høje temperaturer også begunstigende for sukkerakkumulationen; og desuden spiller forholdet mellem dag- og nattemperatur-udsvingene en særlig rolle for syre- og fenol-indholdet og dermed for farve, smag og balance.

Et meget anvendt mål for forholdet mellem druesorterne og de termiske forhold er Huglin-indekset. Det beregner gennemsnittet af de daglige både gennemsnits- og maksimums- lufttemperaturer og summerer dem fra april til september. Ved at kortlægge et givet områdes Huglin-index, kan man så matche området med de påkrævede “grænseværdier” for specifikke druesorter; og fremskrivelserne er opsigtsvækkende for Tyskland. Således vil hele landet i løbet af få år ligge med et Huglin-indeks på over 1.500 og store dele af landet nå 2.000 i de næste årtier.

Huglins varmesumsindeks benyttes til at beregne, hvilke druesorter, der kan dyrkes hvor. De enkelte druesorter stammer fra specifikke mikroklimaer og kræver hver især en vis “varmesum” for at kunne dyrkes i et område på længere sigt. Kilde: Potsdam-Institut für Klimafolgenforschung

Risikerer Riesling så ikke at miste sin syrestyrede friskhed og delikate aromatik? De stadigt spændstige Spätburgundere at blive for fuldmodne og bombastiske? Vil det på lang sigt overhovedet være muligt at opretholde et nogenlunde naturnært vinbrug i Tysklands klassiske vinregioner? Skæbnesvangre spørgsmål, og der arbejdes intenst på at afdække konsekvenserne og udarbejde langtidsholdbare løsninger på de tyske universiteter og faghøjskoler for vinbrug. Det synes dog allerede klart, at det på sigt kommer til at kræve noget af en omkalftring af de tyske traditioner.

“Ekstremerne tager til, men i det store hele er de tyske vinbønder stadig vindere i den globale opvarmning, i og med at modningen samlet set skrider bedre frem end for 30 år siden,” fastslår Ernst Büscher forsigtigt som talsmand for Deutsches Weininstitut, om det nuværende stade i klimaforandringerne.”

Rød alarm, grønne tiltag

“Klimaforandringerne er et enormt problem, som vi må og skal beskytte os imod,” fastslår Peter Kriechel; og de tyske vinbønder står, som de fleste af deres europæiske og oversøiske kolleger, altså kort og godt over for to udfordringer: For det første at reducere deres eget og branchens bidrag til den globale opvarmning. Det kan ske ved at skære ned på deres eget energiforbrug og udledning af drivhusgasser; men det forbliver er en dråbe i havet, hvis ikke resten af verdens landbrug og industri følger med. For det andet skal vinbønderne løbende tilpasse deres vinbrug de forandringer, der allerede er ved at ske, hvis der fortsat skal sættes god vin på bordene; og det er en langt mere lavpraktisk, omend krævende opgave.

Mange af de lavpraktiske løsninger er at finde i økologisk og biodynamisk vinbrug, hvor man allerede arbejder ‘på naturens nåde’ i forhold til udsving i temperaturer og nedbør. Naturligt grønt bunddække er en selvfølgelighed hos de fleste økologer; og ikke nok med, at disse dækplanter hjælper med at holde på vandet i jorden, de kan desuden bidrage med en øget binding af kvælstof og kulstof. De holder også bedre sammen på jorden, så man i tilfælde af f.eks. ekstrem regn undgår erosion— en særdeles vigtig egenskab, især på skrånende marker.

Brugen af kompost, som er biodynamikernes særlige kæphest, synes at skabe et rigere mikrobielt liv i vinmarken, som er med til at skabe en bedre balance i økosystemet. Fortalerne fremhæver det som forklaringen på mange biodynamiske vines bedre balance og større friskhed, selv i meget kolde, våde, varme og tørre år. Samtidigt gavner naturligt bunddække og kompost biodiversiteten, som i forvejen er truet af klimaforandringerne.

Forsmag på fremtiden: Her sammenlignes, hvor der kan dyrkes vin i Tyskland, og hvilke sorter, der kan modnes der. Vinområderne rykker ud i hele landet og langt mod nord; og Merlot, Cabernet og Grenache vil snart kunne modne tilfredsstillende. Drøm eller mareridt? Kilde: Potsdam-Institut für Klimafolgenforschung

Andre ændringsforslag kommer fra forskning i alternative dyrkningsmetoder og nye druesorter. Franske og andre mere sydlandske sorter er allerede med en vis succes introduceret i det tyske, tag blot Ahrs succes med Pinot Noir og Badens nylige succeser med Bordeaux-sorterne og Syrah. Omvendt har øko- og bio-pionererne på Weingut Schönhals i Rheinhessen f.eks. satset stort på nye tyske druer, de såkalte PIWI-sorter (pilzwiderstandsfähige = svampe-modstandsdygtige), som er krydsninger med gode resistensegenskaber over for skimmel og meldug. De er dermed velegnede til både varmere, fugtigere forhold og især til økologisk dyrkning, da de klarer sig fortrinligt uden fungicider. De fleste PIWI'er tåler desuden også tørkestress glimrende. Bonus på begge parametre. Hanneke Schönhals bedyrer ligefrem, at hun med sorter som rivaner, regent, saphira og cabernet blanc laver Zukunftsweine, fremtidssikrede vine.

Håndarbejde og letvægt

Atter andre forbedringer kan komme fra gentænkning af ekstremt lavpraktiske forhold: “Tunge flasker er en forbrydelse!” udbryder Dr. Keith Ulrich, da jeg taler med ham om grøn omstilling i vinbranchen. Ulrich er formand for det bæredygtige konsulent- og certificeringsfirma Fair’n Green. Han er specialist i energieffektivitet og logistik og har tidligere ledet innovationsafdelingen hos DHL, hvor han stod for udviklingen af GoGreen, en løsning til klimaneutral transport. “En vinflaske bør veje mindre end sit indhold,” siger han, “og den kan sagtens veje meget mindre. Vi arbejder med gode flasker på under 600 og helt ned til under 300 gram. Man er nødt til at opgive den gamle idé om, at ‘en god vin har brug for en tung flaske’. Dermed vil meget allerede være gjort.”

Kernen i de bæredygtige bedrifter er generelt at stræbe efter at optimere hele bedriftsledelsen— fra markdriften over kælderforvaltningen til markedsføringen— som del af en samlet helhed med målet langtidsholdbar og bæredygtig drift. Hvert trin i processen forsøges fortløbende forbedret, under vejledning og opsyn fra forskellige instanser. I Tyskland er det eksempelvis organisationerne EcoStep-Wein, FairChoice og førnævnte Fair’n Green.

Hvad indebærer et mere bæredygtigt vinbrug så i praksis? Jo, man bestræber sig på at arbejde grønnere og mindre indgribende på flere måder. I markerne benytter man kun gødning og sprøjtemidler, hvis et behov rejser sig og ellers ikke. Generelt søges anvendelsen nedbragt, og en lang række sprøjtegifte, f.eks. glyfosat (Roundup) er bandlyst. Andre indsatsområder er reduktion af vandforbrug, både til vanding og i kælderarbejdet. Desuden er der bestræbelser på at øge biodiversitet gennem forskellige tiltag som eks. grønt bunddække mellem rækkerne, vilde hegn ved vinmarkerne samt insekthoteller.

Stor biodiversitet i bunddækket i en økologisk dyrket vinmark.

Det største indsatsområde i denne sammenhæng er dog CO2-aftrykket: Man kan forsøge at køre mindre traktor eller skifte til mere energirigtige el-traktorer. Man kan søge at skære ned på sit samlede energiforbrug og kan desuden skifte til “grøn elektricitet” eller selv installere solpaneler eller jordvarmeanlæg. Som nævnt udgør emballage og transport en særlig stor del af vinindustriens CO2-aftryk og kan effektivt lettes ved f.eks. at bruge bemeldte letvægtsflasker, som både er mindre ressourcekrævende at producere og siden at transportere. Efterfølgende kan man søge at benytte transportfirmaer, som arbejder på en lignende bæredygtig måde, gerne med så korte transportkæder som muligt.

Fair’n Green er Tysklands største sammenslutning af bæredygtigt orienterede vinproducenter, for indeværende med 55 medlemmer i Tyskland, herunder store og velkendte navne som von Hövel, Heymann-Löwenstein, Clemens Busch, Georg Breuer og Helmuth Dönnhoff, samt et mindre men voksende antal i det øvrige Europa. Foruden det med flaskerne, så er effektivitet i energiforbruget, f.eks. i forbindelse med nedkøling i kælderen, et andet oplagt indsatsområde. Mindre maskinelt og mere manuelt arbejde i vinmarken et tredje. “Vi beregner vores vinhuses klimaaftryk og regner især på, hvordan de konkret kan reducere deres CO2-udledning,” forklarer Ulrich, “og ofte er det nemt op til 50%, hvilket overhovedet ikke er ubetydelige tal.” Der er altså også grunde til optimisme.

Men økologi og letvægtsflasker gør det langt fra alene. I det store hele kan økologi, forkert implementeret, faktisk gøre det værre. For i en verden med stigende befolkningstilvækst synes mere fritlagt natur og et landbrug med lavere udbytter nemlig ikke at være den åbenlyse vej frem. En ubekvem sandhed, som kræver en praktisk løsning— men der er desværre ingen nemme løsninger på så svære problemer, som klimakrisen stiller os overfor.

Tyskland ser rødt

“Vi har ganske enkelt ikke problemer med at få druerne til at modne længere,” opsummerer vinbonden Dirk Würtz situationen. Han har sit daglige virke på St. Antony i Rheinhessen, hvor han bl.a. laver Blaufränkisch og Spätburgunder; og han bedyrer, at de tyske vinbønder “indtil videre er vinderne af klimaforandringerne. Jeg ved, det er noget modbydeligt noget at sige, men det er sandt.”

Sandt er det i hvert fald, at især tysk rødvin aldrig har stået stærkere internationalt end nu. Arealet med blå druesorter er således udvidet med hele 13.600 hektarer siden 1995. I de sidste ti år har tyskerne da også høstet international anerkendelse og nye kunder, især på Pinot Noir-fronten; og vi kan for indeværende glæde os over godheden i vinene fra f.eks. Baden, Württemberg og Ahr. Så længe det ikke står i vejen for videre tiltag på den grønne front. Med en formaning fra Keith Ulrich: “Det er dejligt at drikke god vin, men det er også nemt at glemme, at klimatiltag er vigtige— det er noget, vi ganske enkelt bliver nødt til at gøre. Bare tænk på, hvad der skete i Ahr!”

Wir schaffen das?

Tyskerne har mange regnskaber at gøre op efter katastrofen: Endnu pågår et enormt genopbygningsarbejde, og arbejdet med at fremtidssikre floddalen og ikke mindst modvirke kraftigere klimaforandringer tårner sig op. Gåpåmodet hos især den yngre generation er dog ikke til at tage fejl af; og i mellemtiden er det en trøst, at selv sidste års vinhøst i Ahr kom sikkert i hus, og at den trods de svære genvordigheder over sommeren tegner til at blive af fornem kvalitet. Vinbønderne øjner et håb forude, og det samme kan vi andre gøre. Selvom man måske ikke fik erholdt sig en af de nu eksklusive Flutweine, så findes der stadig adskillige gode flasker af forgangne årgange rundt omkring, og trods alt vil der fremover komme nye til.

Bertram-Baltes Mayschosser Mönchberg 2018 er det gamle Ahr med et ungdommeligt udtryk fra den imposante sydskråning Mönchberg ved Mayschoss; og Bennis økologiske markarbejde og Julias puristiske og minimalistiske kælderarbejde har her givet terroirudtrykket et tydeligt naturligt twist. Reduktiv næse, røget, ristet, flintet og krydret med en frugt så mørk som ved nymåne i november. Men som saft er den svævende og svirrende, omend fast struktureret, og så lyser den langsomt op med ribs, solbær og kirsebær og små strejf af læder, skovbund, tobak, røg, sort kardemomme og kanel. Som genopbygningen i Ahr kræver den tid. Det er ganske enkelt kompleks og kompliceret Pinot Noir til den lange bane.

Perfect pairing: Friederike Ottos bog ‘Angry Weather: Heat Waves, Floods, Storms, and the New Science of Climate Change’ (Greystone Books, 2020).

Flaske: Mönchberg 2018  
Vinhus: Bertram-Baltes  
Oprindelse: Ahr, Tyskland  
Drue: Spätburgunder  
Jordbund: Skifer, løss
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Store træfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 12,5%  
Importør: Extra Brut Vinimport
Pris: 575,-
(dog for længst udsolgt)

Artiklen er en udvidet udgave af min “Når naturen går amok – Rød alarm og grøn omstilling i tysk vinbrug” fra DinVinGuide #31 udgivet februar i år. Billedmaterialet er venligst stillet til rådighed af Deutsches Weininstitut og vinhusene; mens titlen er tyvstjålet fra vor store billedkunstner Arne Haugen Sørensens værk.

Den lyserøde sæson

Salget af rosé arter sig som kviksølvet i et termometer: Det stiger med temperaturen. En varm og solrig sommer er synonym med en stigning i det lyserøde vinforbrug— på sin vis er den vinverdenens svar på koldskål— og måske som en uforudset følge af den globale opvarmning er salget steget til et stabilt højere niveau året rundt i de seneste år. Efter mange år som ‘tøset’ alternativ til ‘rigtig rødvin’ for machomænd og andre karikaturer har vi måske forladt fordommene og fået et mere uhildet syn på rosévinenes særegne karakter og kvaliteter. For selvom det måske ikke er vinverdenens bredeste genre, så er rosé noget for sig; selv når den bare får lov at slå sig løs som festlig sommervin.

Rosé kan spænde fra det helt spæde, saftige og forfriskende over det frugtigere og dybere til det mørkere og mere strukturerede; i nuancer fra sart lyserøde aftenskyer til dybrøde solnedgangsskær. Farverne afspejler forskellige traditioner og trends, og der er noget for enhver smag. Hele spektret er dækket hos Cataldi Madonna i italienske Abruzzo. De fremstiller en række eksemplariske roséer på den lokale sort Montepulciano, som herhjemme er mest kendt for sine rustikke og næsten sorte rødvine. Men i den varme, italienske sommer har man selvfølgelig god brug for forfriskende og lettere alternativer. Italienerne har mange traditioner for at lave roséer, og det røde skær bliver ofte mørkere og dybere end i det franske. De sarte provençalske æblekinder bliver på den anden side af alperne som regel til fuldblods rødmen, rosé bliver rosato ikke alene verbalt men tillige med mere pigment. 'Cerasuolo’ er et af de traditionelle navne, på Abruzzos dialekt er ‘cerasca’ navnet på kirsebær, og en af områdets specialiteter er netop den ‘kirsebærrøde’ vin. Cerasuolo d’Abruzzo har et smukt rødt skær og er en forholdsvist vinøs rosé, fuldt af mørkerød bærfrugt, med en vis struktur og ofte et let urtet præg. Dermed er den også mere alment madvenlig end mange af de helt lyse roséer, som har sat standarden i det sydfranske. En ofte rustik men også potentielt seriøs vin, som fortjener større opmærksomhed.

Cataldi Madonna og Cerasuolo d’Abruzzo vender vi tilbage til til sidst. Er man et dannet menneske, kan man snildt springe næste afsnit om rosévines tilblivelse over; og er man ikke interesseret i tidens tendenser og markedets modeluner, så spring endelig let og elefant hen over det følgende afsnit om farvetrends.

Abruzzos indfødte druesort Montepulciano giver en karakteristisk mørk, frugtig og tanninrig rødvin; men den leverer desuden most til den kirsebærrøde rosato Cerasuolo, som er en af Italiens bedste af slagsen.

Fifty shades of pink

Rosé har mange rødder, og den kan fremstilles på mange forskellige måder. Til fælles har de de blå druer med deres mørke skaller samt en forholdsvist kort kontakt med netop skallerne på den ene eller den anden måde. Derudover er variationen det væsentlige, ikke blot fordi man arbejder med forskellige druesorter i forskellige klimaer, men også fordi man visse steder har tradition for at have hvidvinsdruer med i rosé cuvéer. Der er særheder som den schweiziske Schiller, som fremstilles ved samgæring af grønne og blå druer; og der er den undtagelsesvise blanding af hvidvin og rødvin som smutvej til den rosa mellemvej. Desuden er der unoder som maceration af ‘midt-imellem’ druesorter som Pinot Gris, der normalt regnes til hvidvinsdruerne, men hvis skaller ved fuld modenhed er så mørke, at fuld maceration som regel gør vinen ikke blot kobber- eller laksefarvet med decideret rødlig. Man kan insistere på, at det er orangevin, især hvis tørstof- og tanninindholdet er højt, men synet synes at sige noget andet, og smagen er ofte også rødfrugtet.

Tilblivelsesmetoderne, de drejer sig dramatisk om afpresning, blødning og drukning. Dels er der den simple methode saignée, ‘blødningsmetoden’, eller Saftabzug, som den kaldes på tysk, ‘saftudtræk’. Rosévin fremstilles hermed ganske enkelt som biprodukt eller sidegevinst i rødvinsfremstillingen. Basalt set lader man en del af den gærende most “bløde” fra tanken, kort tid efter pulpen er kommet i. Således får man dels en forholdsvist større mængde skind og kerner i den resterende rødvinsmost og i sidste ende en kraftigere rødvin; samtidigt med at man får en mængde dybt farvet most til rosévin. Denne most gæres efterfølgende videre for sig selv og kan tappes på tank, fad eller flaske allerede en måned senere. Vine på saignée metoden er typisk ret tætte i farven, har forholdsvis stor fylde og sædvanligvis samme alkoholprocent som den tilsvarende rødvin. Her har vi så omvendt også disse vines potentielle Akilleshæl: Det er rosévin fremstillet helt og holdent på rødvinens præmisser.

Så er der den mere seriøse rosé, som fra start fremstilles for sin egen skyld, og med en ganske kort skindkontakt. En stille og rolig, langsom presning af hele klaser kan give en fin, lys farvning af mosten og får kun de mest flygtige aromastoffer med fra skallerne, og så godt som ingen bitterstoffer og tanniner. Det er i dag den foretrukne fremstillingsmetode i Provençe, hvis sart rødmende, ‘løgskalsfarvede’ rosé har været skoledannende. Appellationsreglerne tillader dog også længere skindkontakt, hvor druerne presses, hvorefter skallerne tilbringer en kort tid i mosten, og flere farve-, duft- og smagsstoffer trækkes ud. Det er såkaldt rosé de macération, og hvor længe macerationen varer ved, samt hvilken temperatur mosten får lov at stige til, afgør graden af rødmen i den endelige vin.

Druerne til sådanne roséer høstes i modsætning til rosé de saignée ene og alene med rosévin som mål. Roséen skabes derfor ikke på rødvinens betingelser, så der er større råderum for stilistiske beslutninger. I Provençe høstes druerne ofte også en smule tidligere end til rødvinene, da man ikke behøver vente på fuldstændig fenolisk modenhed i kernerne. Sådan kan man også opnå en friskere most med et lidt højere syreindhold og en smule mindre sukker, således også lavere alkoholprocent i slutproduktet.

Rosé de pressurage direct minder ofte mest af alt om en blanc de noirs, og den ikke kun ligner men dufter og smager også meget mere som en hvidvin end nogen type rødvin. En egentlig fornemmelse af en særskilt vintype får man i rosé de macération, især når skindkontakten nærmer sig eller overstiger et døgn, og det samme gør sig gældende med saignée. Typisk har cofermenterede og orange udgaver også sit helt eget og særskilte udtryk.

Bekend kulør!

Salget af rosé har såvel internationalt som herhjemme været stigende de seneste år. Markedsanalyser har ‘skudt skylden’ på kvinder, som i stigende grad agerer som selvstændige vinkøbere; og på de såkaldte millennials, en generation som efter sigende skulle være fokuseret på en letlevende, bekymringsfri livsstil med økonomisk overkommelig luksus til hverdag. Salgsanalyser har desuden vist, at selve rosafarven er højeste mode nu, således ses markedsføring og indpakning med fokus på netop roséfarven i hæjere grad— og de førnævnte millennials flasher sig med rosé eller pink gin på de sociale medier. Klicheerne lever i hvert fald videre i bedste velgående.

En smule mere seriøst kan kan undre sig over, at de lyse, tynde og såkalt ‘sjaskede’ rødvine, som er højeste mode i mange kredse i dag, nyder stor anseelse, mens det samme ikke synes at gøre sig gældende for rosévine— der bliver det tilsyneladende for udtyndet til at være hipt.

I dag er de lyse til meget lyse rosévine mere på mode på markedet for kvalitetsvin, mens man ofte ser dybere farvede, mere frugtige og ofte sødmefulde roséer på supermarkedernes hylder. Men dybest set siger farven i sig selv meget lidt om vinens typicitet og kvalitet. Man må kende den enkelte vintype og tit også den enkelte producent.

En af de typer, man med fordel kunne kaste sig over, er den føromtalte Cerasuolo d’Abruzzo. Den kan have masser af karakter og kant, og man går sjældent galt i byen hos Emidio Pepe, Valentini og Faraone, men Cataldi Madonna, Gianni Masciarelli, Francesco Cirelli, Fattoria Nicodemi, Torre dei Beati, Terzini og Lunaria leverer også varen. Det er dejligt til sommerlivet, men de smager også mere end fortrinligt i vinterhalvåret. Dens særlige dyder er, at den kan drikkes uden mad, men samtidigt egner den sig storartet til en lang række spiser. Især traditionelt tomatdrevne italienske retter, den er overraskende dejlig til simpel pasta med tomatsovs og klassiske pizzaer.

Cataldi Madonnas vinmarker i Ofena. Abruzzo er præget af høje bjergrygge, grønne dale og store flader med vinmarker og olivenlunde.

Fra Madonna til Barbie

En af cerasuoloens stædige forkæmpere, og den første til at indføre den spændende Pecorino-drue fra Marche til Abruzzo, er familieforetagenet Cataldi Madonna. Luigi Cataldi Madonna ser det som sin rolle at fremme regionens traditionelle vine og at inspirere sine medproducenter til at skabe en moderne renæssance for ikke mindst cerasuoloen. Vingården ligger i Ofena, "Abruzzos ovn", et slags amfiteater for foden af den eneste Appeniner-gletscher på Calderone i Gran Sasso-bjergkæden, om sommeren en gryde, hvor det snildt bliver 40 grader varmt midt på dagen. Placeringen i 330-440 meters højde giver betydelige udsving i dag- og nattemperatur, hvilket har stor betydning for udviklingen af druernes aromatik og syre. Huset blev grundlagt tilbage i 1920 og er nu i tredje generations besiddelse. Man har aftappet egne vine siden 1975, først var det Alberto Cataldi Madonna, siden 1990 sønnen Luigi, som desuden er professor i filosofi ved universitetet i Aquila; og i dag er hans karismatiske datter Giulia tæt knyttet til produktionen og fremstiller egne vine— en del af hendes eksperimenter foregår i en særlig afdeling af kælderen, flankeret af en hendes aflagte Barbie-dukker, og hun er ikke ked af at kalde sine roséer for Barbie-vine. Selvironien fejler ikke noget! Arealet tæller omtrent 35 hektarer vinmarker, plantet til med Abruzzos indfødte sorter Montepulciano og Trebbiano og den nye darling Pecorino.

Fokus i vinmarkerne er at opnå ligevægt i vinstokkene for bedst at udtrykke områdets egenskaber snarere end at opnå et specifikt udbytte. Derfor dyrker Cataldi Madonna deres druer økologisk, og siden 2003 har husets ønolog Lorenzo Landi desuden konsulteret Cataldi Madonnas agronom, Raffaele Orlandini. Fremgangsmåden fortsætter i kælderen, hvor alle greb går efter at bevare druernes friskhed og frugtsmag, som den fra naturens hånd fremkommer. Man gærer med druernes naturligt forekommende gær og går nænsomt til værks med klaring, filtrering og sulfitering. Topvinene er Tonì, en mørk og mægtig Montepulciano d’Abruzzo, samt Piè delle Vigne, en karakterfuld og saftig Cerasuolo d’Abruzzo. Lad os se nærmere på roséerne.

Giulia i sit rette element, Montepulciano fra familiens marker ved Ofena.

Cataldino er en nyskabelse i sortimentet, en Montepulciano uden egentlig maceration, og dermed ikke en Cerasuolo. I stedet er den fremkommet ved direkte, langsom presning, altså er den en slags italiensk fortolkning af den sydfranske roséstil. Diskret aromatik af solmodne jordbær, saftig og frisk i munden, meget let drikkelig.

Malandrino er til gengæld ‘den ægte vare’, en klar og skrigende kirsebærrød Cerasulo d’Abruzzo med mere og mørkere frugt og en delikat frugtsødme men stadig i den letdrikkelige afdeling. Vandmelon, jordbær, røde kirsebær, blommeskind og grønne urter.

Piè delle Vigne er familiens signaturvin, en fornem Cerasuolo fremstillet første gang i 1997, af druer fra gamle stokke, vinificeret et sted mellem hvidvin og rødvin. Det er klassisk bondevin med tydeligt aftryk af terroiret, mørk Cerasuolo d’Abruzzo præcist som den skal smage. Sprødt bid, flot rund fylde og en dyb frugtighed, fuld af saftige blommer og kirsebær, fine tanniner og et let jordet og urtet præg i eftersmagen.

Desværre er Cataldi Madonna (endnu) ikke på det danske marked; men Emidio Pepe kan erholdes hos Österreich og Vinova, Francesco Cirelli hos Reduktivt, Torre dei Beati hos Erik Sørensen Vin, og Lunaria Orsogna forhandles af Østjysk Vinforsyning. Gå på jagt, og lad sommeren stå på Cerasuolo d’Abruzzo!

Flaske: Piè delle Vigne 2018  
Vinhus: Cataldi Madonna  
Oprindelse: Abruzzo, Italien  
Drue: Montepulciano  
Jordbund: Kalkholdig løss og lehm
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Ståltanke  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 14%  
Pris: cirka 200,-  

Vår og Veltliner

En vaskeægte forårsklassiker, og vi taler ikke om Flandern Rundt eller Paris-Roubaix. Vi taler Grüner Veltliner, som går godt i spænd både med den spæde forårssol og de lange sommeraftner. Måske det er dens spænd mellem kølig sprødhed, spirende grønt og moden frugt, som gør den særligt velegnet til sommerhalvåret, og ikke mindst det bugnende udvalg af friske grønne spiser, mere end så mange andre hvidvine.

Toppen af poppen kommer fra Donau-området, og som sædvanligt ligger vinene fra Österreichische Traditionsweinguter i front. Især når vi taler de mere seriøst strukturerede og lagringsværdige vine, som i videste udstrækning stammer fra områdets bedste enkeltmarker, de med 1ÖTW mærkede såkalte Erste Lagen. Senest frigivne årgang er 2020, som vinhusene først gav en forsmag på i september på Schloss Grafenegg i Wagram. Vi har efterhånden fået fyldt de danske lagre og butikker op med nye vine, og skulle man støde ind i vine fra 2019, er det stadig en glimrende årgang.

De simple, sprødeste og friskeste vine er som regel i Klassik-kategorien, som man af og til stadig ser angivet på etiketten, og som befinder sig på Ortswein og Gebietswein-trinene i den officielle ÖTW-klassifikation. Det er her, der er knusende sprød grøn pære, helt friskkværnet sort peber og en salt og opkvikkende sprudlen som i danskvand. Det er syrestyret Grüner Veltliner, som østrigerne elsker den til hverdag, og som gør det glimrende til salater og enkle, daglige spiser. Enkeltmarksvinene er som regel fyldigere og modnere i stilen, her er mere fersken, abrikos, bivoks og tobak, men det gør dem ingenlunde mindre kompetente som gastronomiske vine.

Grüner Veltliner er god vin til hvide og grønne asparges, nye ærter og andet frisk forårsgrønt som spidskål, majroer og de nye kartofler; og som krydrede indslag kan man jo kaste sig over mælkebøtter, brændenælder, ramsløg, skvalderkål, skovmærke, vandkarse, granskud, bøgeblade. Den danske naturs forrådskammer går godt i spænd med Grüner Veltliner, så hen at shoppe og ud at sanke løs!

Årgang 2020

Omend udfordrende viste 2020 sig at være en flot opfølger på den noget nemmere og meget roste årgang 2019; og med sit gennemsnitligt noget køligere og vådere vejrlig er der grund til at tale om en klassisk balanceret østrigsk årgang: Friske vine med spændstig struktur, intens aromatik og moden frugt men mere moderate alkoholniveauer, og det kommer især den gode gammeldags Grüner Veltliner til gode. Høsten faldt fra midt i september til først i oktober, og det minder igen også om forholdene for årtier tilbage. Men som dengang drillede regnen, og man måtte høste mellem bygerne, og før problemer med råd satte ind. Selvfølgelig skulle der selektion til, men det er under alle omstændigheder en selvfølge, når vi taler vine af høj klasse.

Formand Michael Moosbrugger beretter opsummerende: “2020 var en ret usædvanlig årgang med meget høj nedbør, omkring 50% mere end normalt. Der var også en smule køligere end almindeligvis; så vi høstede senere end sædvanligt og langt ind i november. Det er blevet en årgang med moderat alkohol, frisk syre og umiddelbar drikkelighed.”

Der var desuden en række vine fra årgang 2019 på bud, da ikke alle var klar med årgang 2020 endnu eller først følte, at enkeltmarksvinene fra den forudgående årgang var klar efter en længere lagringsperiode.

ÖTW-formand Michael Moosbrugger forklarer: “Det er en tiltagende trend. Der er en udvikling mod mere modnede vine, og det er nok et naturligt skridt at tage. Mange af vores medlemmer arbejder med bæredygtig, økologisk og biodynamisk produktion, og de har ofte et højere indhold af fenoler og tanniner i deres vine, så de har brug for lidt længere lagring for at bringe balance i tingene.” Det gælder blandt andre Gobelsburgs egne enkeltmarksvine. “Måske det i de kommende år gøres til en regel, at Erste Lagen først kan frigives efter to overvintringer.”

Højdepunkter

Følgende er nedslag i personlige favoritter fra årets smagning. Ikke overraskende tog Kamptal teten, og Gobelsburg, Hirsch og Jurtschitsch scorede højt, men der var desuden sjældent gode vine fra Petra Unger, Birgit Eichinger og Allram. Men især i de fyldigere og mørkere typer kommer Kremstal og Wagram måske med de bedste bud.

Vi lægger ud i WIEN. Den ukronede bykonge Fritz Wieninger lever varen som altid, i den lette ende hans Grüner Veltliner 2020, som har en fin og mild men i dybden pikant krydret næse. De krydrede noter går igen i smagen, med saftig fersken, kiwi og milde krydderurter, meget smidig syre og en fin kompleksitet for kategorien. Fornemmere bliver det for alvor med Preussen 2020: En fyrig og frugtig næse åbner op for friske pærer, pærecider og hvedeøl, og i smagen er saftigt frugtkød fra pærer, grønne reineclauder og ferskner og en cremet fylde som i pære-banan-yoghurt. Frisk syre og let krydret finish, kondenseret Nussberg med god balance og længde. Sigurd Müller Vinhandel importerer.

Oppe af Donau ligger WAGRAM, og her er det Bernhard Ott, som tager kegler med sin altid friske, ranke og slanke Am Berg, den klassiske husvin Fass 4 med fyldig pære- og mangofrugt og fine kryddernoter; og når vi frem til hans tre førsteklasses enkeltmarker, er der dækket op til finere selskab. Ott tager sig god tid, så vi har her at gøre med 2019-årgangen, som kan købes hos Atomwine. Rosenberg 2019 byder på en diskret men mildt krydret, ristet duft med grøn noter underneden. Meget blødt stof i munden, saftig, moden frugt med fin viskositet og behageligt bittert tørstof— sommerfulgestøv, ferskenskind, orangeskal, frugt- og flødebolcher. Bevarer friskheden i fylden, absolut lagringsværdig. Spiegel 2019 åbner med en relativt tæt og let støvet, røget duft. Rund og fyldig i munden, meget stoflig, med moden frugt og et livligt syre-sødme-spil. Skiftevis fornemmer man moden pære, en smule sart stenfrugt og sødt krydderi og saltkaramel i en cremet og fyldig helaftensvin. Stein 2019 er en forfriskende og spraglet Grüner Veltliner fra en mark lige over grænsen til Kamptal, og den har fin, frisk og krydret duft, køligt luftig og æterisk parfumeret. Mundfølelsen er saftig, glat, blød og fyldig; og der er moden pære, litchi, honningmelon og vildblomsthonning.

KAMPTAL gennemstrømmes af den lille, kolde Kamp-flod og har sit vinøse centrum omkring byen Langenlois, og nogle af Østrigs allerbedste Grüner Veltliner-vine kommer fra marker i nabolaget, de navnkundige Lamm og Renner. Kølige vinde fra Waldviertel mod nord sørger for frisk nerve og fin aroma i vinene, som er nogle af de mest klassiske og pikante i landet.

Johannes Hirsch har hold på formerne med sin Renner 2020. Flintet, let ristet og krydderurtet pikant duft. En dejligt grønkrydret smag følger, blød og modent frugtig— saftig stenfrugt, en smule pickles, relish og hvid peber— med en livlig og flot integreret syre og godt fenolisk greb. Gobelsburg gjorde en lige så glimrende Renner 2019 med klassisk duft og smag: Grønne enge, grønne pærer, pæreskal, ferskensten, milde krydderurter, nyslået hø og et strejf hvid peber. Genkendelsens glæde, fyldig frisk frugt, ret saftig, med god spænding og godt greb og en let fyrig hede fra alkoholen. Det bliver kraftigere med Lamm 2020 fra Hirsch, først med fin og fyldig, dyb duft af fyrreblomster, harpiks og hvid vingummibamse. Saftig, gribende og syrlig, med stoflig, moden frugtighed og en let krydret frugtsødme. Delikat men endnu i sin spæde ungdom. Jurtschitsch er en kende tilgængeligere nu, deres Lamm 2020 har en endnu friskere duft og en smule mere intensitet: Grønlig stenfrugt, noget nåletræsskov og et muntert hint af humle. Strukturen er yderligere betonet: Stingent syre, et let krydret tørstof og mild bitterhed, behagelig og balanceret. Gobelsburgs overvintrede Lamm 2019 lammetæver dem dog i fylde, dybde og krydret kompleksitet. Diskret men distinkt duft af fin fyrreblomst, en smule nåleskovbund, fugtig eng og hvid peber. Fyldig saft i munden, med overraskende tyngde, frugtsødme og blødme, men der er forfriskende syre, fint tørstof og ingen bitterhed. Balancen er ikke så raffineret og friskheden ikke så udtalt som de andre, men den underholder allerede nu og har nok også flere år foran sig.

Familien Allram fryder med Gaisberg 2020, en rigtigt flot og klassisk fortolkning, med diskret duft af litchi, kølig grøn fersken og ferskensten. Rank og klar i udtrykket, saftspændt, med fin syre og tørt greb, grapefrugtskal, grønne urter og nælder. Meget nem at drikke, men ikke ukompliceret. Ofte tænker man mest Riesling på Gaisberg, men Grüner Veltliner klarer sig også glimrende her. Hirsch leverer et lignende godt eksemplar i 2020, som har blød fylde og en nærmest svævende, luftig tyngde i munden. God syre, moden frugtsødme, fint stof og et labert grøn krydderi. Florsukker, nulret ferskenskind, moden stenfrugt og citrus, stof til eftertanke og udvikling.

Schenkenbichl er en fremragende mark, som desværre ofte overses. Hiedlers Schenkenbichl 2020 byder på mild og urtet, krydret duft; en saftspændt frugt i munden; og delikate smage af grøn stenfrugt, fersken, mango og et lille salt touch. Endnu bedre går det for Jurtschitsch, hvis Schenkenbichl 2020 — er slank og mineralsk men samtidigt modent frugtig og meget krydret. Æble, pære, fersken, abrikos, ferskensten, abrikoskerne, noget let røget og ristet.

Deres Dechant 2020 er en stille men stilsikker charmør. Veltliner lige i vinkel. Mild duft, blid frugtig fylde, fornem tekstur og en pikant krydret bagkant. Nydelig næse med noter af nåleskov, grønne enge og krydderurter. Der er saftige æbler og pærer i smagen, en smule grøn peber og varme, urtete undertoner af kørvel, løvstikke og en salt finish. Opkvikkende og raffineret saft, skabt til forår og forsommer. Allram forhandles af Supervin, Gobelsburg af Bichel, Hiedler af FineWines, Hirsch af Atomwine, og Jurtschitsch af Vinoble.

KREMSTAL er centreret omkring Krems-floden og skråninger omkring den før udmundingen i Donau, men området breder sig videre ud på bakkerne på begge sider af den store flod. Hovedbyen hedder også Krems, og andre vinøse knudepunkter er Rohrendorf og Gedersdorf. Det er Ehrenfels, Gebling, Gottschelle, Moosburgerin og Wachtberg, som er blandt de fremmeste marker her.

Geyerhof går klassisk til værks med Steinleithn 2019, som hører til de længere modnede vine, men tak for det. Tekstur- og strukturbetonet, med moden grapefrugt, lime og fersken, rank syre og sprød salt og peber. Her er også masser af udviklingspotentiale, hvis man vil lægge i kælderen. ViniPortugal importerer.

Petra Unger stod for en af de store, positive overraskelser med sin Gottschelle 2020, en gudsbenådet Grüner Veltliner, der på bedste vis balancerer det sprøde, syrlige og grønne med det modent frugtige og fyldige. Fin og frisk duft, kølig gul æblefrugt men stadig let fyrig med noter af pinje, fyrrekogle, hvid peber og grøn pærevingummi. I smagen grapefrugtsaft, stram grøn æble, pære, fersken og abrikos, et godt greb og en del fint tørstof, tørrede krydderurter. Syrlig, stoflig og delikat. Vinmonopolet importerer.

Fra Franz Proidl kommer den ærefrygtindgydende Ehrenfels 2020 med syrligt grønkrydret duft med hvid peber, fyrreblomster og grønne enge. Forfriskende syrlig og saftspændt i munden, med mineralsk nerve nerve og fint svævende tørstof. Grøn pære, grøn reineclaude, lime, milde krydderurter, urtesalt, delikat, struktureret og elegant. Bravo! Pellingen 2020 har bredere skuldre og en smule mere sul på kroppen men holder stadig faconen flot. Mild duft, sart grønlig, i munden saftig og rund, med sart syre, det fineste tørstof og flot frugt: Moden pære, grapefrugt og lime, grøn peber, koriander, lakridspulver og florsukker. Martin Nigl gør ligeledes en god Pellingen 2020 med friskfrugtig duft af pære, fersken og citrus med små æteriske strejf af benzin og petroleum. Godt greb i gummerne, frisk syre, saftig og frodig frugt med pikant krydring af grønne urter og rodfrugter. Nigl forhandles af Sigurd Müller Vinhandel.

Nybrud

Kort og godt endnu en god årgang Grüner Veltliner fra nogle af Østrigs førende vinhuse og regioner. Wachau forbliver for tiden uden for traditionsvinhusenes selskab, eftersom de stadig foretrækker deres eget i Vinea Wachau. Siden ÖTWs stiftelse i 1992 og oprettelsen af DAC-systemet i 2002 har de hårdnakket meldt ud, at de ikke ville deltage. Men nu er Wachau pludseligt del af DAC-systemet— så hvem ved, hvad fremtiden vil bringe?

Uden sammenligning i øvrigt er seneste nyt, at Thermenregion nu tiltræder de fine rækker i ÖTW — og rækker vi to år ud i fremtiden, inkluderes endvidere Weinviertel. Det blev afsløret i forbindelse med messen VieVinum, Østrigs vigtigste vinfaglige event, som afholdes hvert andet år— i maj i for år første gang siden 2018 som følge af Covid19-pandemien. Men tilbage til Thermenregion, ni nye medlemmer melder sig på banen fra næste år. I alfabetisk rækkefølge Alphart, Auer, Aumann, Gebeshuber, Hartl, Landauer-Gisperg, Reinisch, Schneider og Stadlmann. Deres første Erste Lagen vine vil kunne præsenteres næste år.

I mellemtiden bør vi nyde alle de gode, velkendte og klassiske Grüner Veltlinere, vi kan.

Flaske: Ried Dechant 2020  
Vinhus: Jurtschitsch  
Oprindelse: Kamptal, Østrig  
Drue: Grüner Veltliner  
Jordbund: Kalkholdig løss og lehm
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Store egetræsfade  
Lukning: Skruelåg  
Alkohol: 12,5%  
Importør: Østjysk Vinforsyning  
Pris: 250,-