Kabola Rosa 2023

Den lyserøde sæson er godt i gang, og det gør sommeren meget sjovere at springe slagerne fra Provençe over og i stedet kaste sig over resten af Sydeuropa, eksempelvis Kroatien. Kabola laver en charmerende og friskfrugtig en af slagsen på Istriens røde signaturdrue Teran, som trods sit syrlige temperament er tæmmet til venligheden selv, dog uden at miste sin personlighed. Sødmefulde dufte af fugtig nåleskovbund, skovjordbær og blåbær forfører og skaber forventninger; og de indfries i en blød og harmonisk mundfuld modne jordbær og skovbær med en fin syre, et lille bid af blide tanniner og en delikat bitter bagkant af pink grape og kandiseret orangeskal. Håndhøst af økologisk dyrkede druer, køligt gæret på ståltanke; og taget til Danmark til en ganske overkommelig pris.

Flaske: Rosa 2023
Vinhus: Kabola
Område: Istrien
Land: Kroatien
Druesort: Teran
Jordbund: Kalkholdig mergel
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Ståltanke
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,5%
Importør: Vinomolim
Pris: 125,-

Comment