Så er den gal igen. Der er noget i vinen, som ikke skal være der. De i debatten så floromvundne fluorstoffer har nu fundet vej til vinglasset, de er endog fundet særdeles vidt og bredt; og det op i koncentrationer, som langt fra ville kunne godkendes til drikkevand. PFAS er for alvor kommet på dagsordenen, siden stofferne flere steder er blevet fundet i mælkeprodukter, kød og æg. Fokus var først på forureningskilder som brandøvelsespladser og lossepladser, men stofferne har spredt sig langt omkring og inficeret mange miljøer — og mange mennesker har følgeligt fået målt høje koncentrationer af stofferne i blodet. Foruroligende, fordi de kan være ganske sundhedsskadelige, og særligt alarmerende, fordi de er så godt som umulige at skille sig af med, når først de er i kroppen.
Nu viser en nyligt offentliggjort undersøgelse fra PAN Europe så, at PFAS-stoffet TFA findes i en lang række vine fra flere forskellige europæiske lande. Faktisk synes niveauet at være drastisk stigende: Analyserede vine fra før 1988 indeholdt ingen eller kun svage spor af stoffet, mens kurven er støt opadgående efter 2010, og de højeste forekomster er målt i gruppen af nye vine fra 2021 til 2024. Det gennemsnitlige indhold i 49 testede vine lå på 122 mikrogram per liter. Til sammenligning er det tilladte indhold i dansk drikkevand sat til 9 mikrogram per liter. Så herfra skal lyde et stort tillykke til den østrigske topscorer fra 2024, der landede på hele 320 mikrogram.
Hvordan er den TFA havnet i vinen? Synderen skal sandsynligvis findes i vinmarkerne, som i konventionelt brug bliver hyppigt sprøjtet med forskellige pesticider i løbet af en vækstsæson. En række af disse pesticider har TFA som et restprodukt, og det følger med druerne ned i kælderen og havner i sidste ende i den færdige vin og så hos forbrugeren. Skål i PFAS! Men før vi udråber en ny Weinskandal af 2025, må vi tage forbehold for den forholdsvis lille stikprøveundersøgelses fund. Imens det større billede bliver afdækket, kan vi se nærmere på de omtalte stoffer, deres herkomst og sandsynlige skadevirkninger.
Hvad er PFAS?
PFAS er en fællesbetegnelse for en række fluorholdige forbindelser med en lang række anvendelser. Kemisk er der tale om alkylforbindelser, brint- og kulstofkæder, hvori et eller flere af brintatomerne er erstattet af et eller flere fluoratomer. Derfor navnet per- og polyflouralkylforbindelser, på engelsk PFAS, per- and poly-fluoroalkyl substances.
Stoffernes særlige kemiske egenskaber— de er såvel vandafvisende som fedtskyende, elektrisk isolerende og først og fremmest enormt stabile— giver dem vid anvendelse til emballering, imprægnering og rengøring, men også til tekstiler, kosmetik og som pesticider. Kort og godt, de indgår i alt muligt og er overalt omkring os. Fra teflon og nylon, over maling og neglelak til brandskum og ukrudtsmidler. Som PFC, PFOS, PFOA m.fl.
Da stofferne er så stabile og således kun meget, meget langsomt nedbrydes i naturen, har de fået øgenavnet ‘evighedskemikalier’; og den langsomme nedbrydelighed betyder følgeligt en stadigt større ophobning. Ikke kun ‘ude i naturen’ men også ‘inde i mennesker’. Stofferne har alskens skadevirkninger i diverse økosystemer. For mennesker er de ikke akut toksiske men mistænkes for at være såvel hormonforstyrrende som immunundertrykkende og kræftfremkaldende. Flere har påviseligt forårsaget leverskader, mens andre nu undersøges nærmere for sammenhæng med infertilitet, lavere fødselsvægt og sundhedsproblemer hos børn.
Helt uhyggeligt er det dog, at stofferne ikke kun findes i konventionelle fødevarer og vine. De forekommer også i økologiske vine, altså vine fra druer, der ikke er blevet sprøjtet med pesticider. Et tydeligt tegn på, hvor vidt spredte disse stoffer nu er, så de tilsyneladende med lethed sniger sig ind fra jorden og via vandet.
Hvad er TFA?
TFA er en engelsk forkortelse for trifluoroacetic acid, trifluoreddikesyre, en fluoreret carboxylsyre, der som nævnt findes som pesticidrest. Stoffet har dog flere forskellige kilder, eksempelvis i nu i vid grad udfasede fluorerede kølemidler, såkaldte F-gasser; men som det forefindes i de fleste landbrugsprodukter, synes det først og fremmest at være en metabolit af bestemte typer pesticider— såkaldt CF3-holdige pesticider såsom diflufenican, flufenacet, flurtamone, flutolanil, saflufenacil, tritosulfuron med flere. Af disse er de fleste anvendt som herbicider, altså til ukrudtsbekæmpelse, og visse som fungicider, til bekæmpelse af svampesygdomme. Diflufenican, flufenacet, fluopicolid, fluopyram, flurtamone og flutolanil er alle godkendt som sprøjtemidler i EU og Danmark, omend flere under udfasning.
Man har tidligere ment, at pesticider ikke var nogen væsentlig kilde til forurening med PFAS, og endvidere at et stof som TFA ikke ophobede sig i fødekæderne. Det sætter den udbredte forurening med PFAS, herunder TFA i diverse fødevarer og senest vin, fornyet spørgsmålstegn ved. Ikke alle disse pesticider er lige problematiske, eksempelvis nedbrydes de fleste men ikke alle til TFA, og restforekomsterne varierer fra produkt til produkt. Dertil kommmer, at TFA i modsætning til de fleste PFAS-stoffer er vandopløseligt og dermed lettere udskilles af organismen igen. Men det bør ikke frikende dem på forhånd. For TFA ophobes år efter år i jorden og siver langsomt men sikkert ned i grundvandet. I dag kan stoffet måles i det terrænnære grundvand over stort set hele landet, og i størstedelen af landets grundvandsboringer forekommer spor af TFA. Øjensynligt i stigende koncentrationer, omend langt de fleste stadig ligger pænt under den vedtagne grænseværdi på 9 mikrogram per liter. Men det kan hurtigt ændre sig, ikke mindst i lyset af, at forbruget af flere PFAS-pesticider er mere end fordoblet på ganske få år.
Korn, kartofler, sukkerroer og æbler ligger øverst på listen over afgrøder, der herhjemme hyppigt sprøjtes med PFAS-pesticider. En opfattelse af, at sprøjtegifte hører fortiden til har ikke rod i fakta. Slet ikke nu, hvor vi for tredje år i træk herhjemme ser en tilbagegang i den økologiske produktion.
Kemikalier i konventionel vinavl
Vinavl er ingen dans på roser, og der er mange andre end vinmageren, der vil have fat i de frodiggrønne vinblade og saftspændte druer. Alskens utøj kan komme efter en vinmark, og derfor anvendes i moderne vinbrug en lang række plantebeskyttelsesmidler, som er den pæne måde at sige skadedyrsbekæmpelse, svampebekæmpelse og ukrudtbekæmpelse på. I konventionelt vinbrug sprøjtes således ganske meget med diverse syntetiske kemikalier, som samlet kaldes pesticider. Nogle er kontaktgifte, der virker direkte dér, hvor de sprøjtes på; andre er såkaldt systemiske stoffer, som optages i vinplanten og virker indefra. Der anvendes insekticider til at afværge vinlus, skjoldlus, spindemider, hvepse og diverse andre tørstige og sultne insekter. Fungicier til at afværge svampesygdomme som meldug, vinskimmel, gråskimmel og simpel råd. Endvidere herbicider til at stække ukrudt og udrydde konkurrerende planter i marken.
Vinavl er ingenlunde undtaget for forurening med PFAS-stoffer. Nogle stammer direkte fra sprøjtegifte anvendt i vinmarkerne. Nogle kan være sneget sig ind fra sprøjtning af andre afgrøder i nærheden. Endnu andre kan være fra kunstvanding med forurenet grundvand eller fra andre kontaminationskilder. Under alle omstændigheder havner stofferne i sidste ende i vinen.
I økologisk vinbrug er det ikke tilladt at anvende pesticider og dermed heller ikke PFAS-stoffer. I stedet må man bekæmpe skadedyr og sygdomme på anden sæt og vis, først og fremmest gennem forebyggende indsatser. Ukrudt må udelukkende bekæmpes manuelt. Til gengæld er det i et vist omfang tilladt at sprøjte med vandige opløsninger af grundstofferne svovl og kobber. Derfor finder man generelt ingen eller kun meget få pesticidrester i økologisk vin. Men nu synes TFA altså at have sneget sig ind ad bagdøren. Den store geografiske spredning kan selvfølgelig skyldes, at stoffet stammer fra andre kilder end pesticiderne. Men eftersom adskillige pesticider både kendes som direkte kilde til TFA og desuden finder vid anvendelse i vinbrug, er formodningen nok rimelig, især i de koncentrationer vi ser i visse vine. Nu må det undersøges nærmere, præcist hvor og hvor stort problemet er. Så må der søges til roden og gøres noget ved det. For fluorstoffer er ikke for sjov.
Message from the bottles
Det er organisationen PAN Europe, den europæiske gren af PAN International, som har forestået førnævnte studie og offentliggjort deres fund den 23. april. Der er tale om en ganske lille undersøgelse med stikprøvekontrol, men der er omvendt ikke særlig anledning til at tro, at dens fund ikke kan være repræsentative.
Studiet gælder i alt 49 vine. 39 var tilfældigt udvalgt fra supermarkeder i 10 europæiske lande, Belgien, Frankrig, Grækenland, Italien, Kroatien, Luxemburg, Spanien, Tyskland, Ungarn og Østrig. 10 yderligere vine var ældre flasker fra 1974 til 2015, alle af østrigsk herkomst, erholdt som ‘kontrolgruppe’. Af det samlede antal vine var de 5 økologisk certificeret — og 4 af dem var ellers fri for sporbare pesticidrester — med undtagelse af TFA.
Rester af i alt 18 slags pesticider kunne samlet påvises i flaskerne. Herunder to PFAS-pesticider, fungiciderne fluopyram og fluopicolid; og vine med højt indhold af TFA havde samtidigt højt indhold af andre pesticidrester. Vinene i den øverste halvdel af TFA koncentrationsområdet (med gennemsnit på 176 mikrogram per liter) havde generelt dobbelt så mange pesticidrester i sammenligning med vinene i den nedre halvdel (med gennemsnit på 58 mikrogram er liter).
Forureningen kunne også påvises på tværs af landegrænser. Måske overraskende lå især vinene fra grønne Østrig, som ellers kendes for Europas højeste andel af økologiske vinmarker, højt i det forurenede felt. Det metodiske kan være skyld i en skævvridning her, da godt halvdelen af prøverne netop kom fra Østrig. ‘Topscoreren’ var en konventionel Gemischter Satz fra Wien. Den laveste forekomst af TFA fandtes i en Malvazija fra Kroatien. Det væsentligste bliver dog, at samtlige stikprøver testede positive.
PAN Europe konkluderer derfor: “Disse resultater stemmer overens med tidligere fund, og at PFAS-pesticider er den primære kilde til TFA-forurening i landbruget og fødevarekæderne. På grund af stoffernes kemiske struktur er deres nedbrydning til TFA praktisk talt uundgåelig i den virkelige verden […] Tilsammen tegner beviserne et klart billede: TFA-forurening i fødevarer er reel, og den er stigende.”
Der arbejdes allerede på ikke blot at kortlægge forureningen men også at afdække stoffernes skadevirkninger og at begrænse deres spredning. Men svarer indsatsen til udfordringen? PAN Europe tvivler. De foreslår et forsigtighedsprincip i vores lovgivning og dertil et øjeblikkeligt forbud mod PFAS-pesticider og brugen af F-gasser foruden en øget monitorering af forekomsten i fødevarer. “TFA er, ligesom andre PFAS-stoffer, et evighedskemikalie. Hvert år med passivitet vil bidrage til en varig arv i vores miljø, fødevarer og kroppe— og det sætter vores og fremtidige generationers sundhed i fare.”
Grund til panik? De europæiske vinbønders brancheorganistation Comité Européen des Entreprises Vins maner til besindelse med henvisning til undersøgelsens liden størrelse og dermed validitet og reliabilitet. I praksis er PFAS i forvejen i flere fødevarer, men de nye fund bør måske fordre til forsigtighed i vinforbruget. En varieret kost kan være med til at nedsætte risikoen. Men hvad kan hin enkelte ellers gøre for at hjælpe til? Det korte svar må være konsekvent at vælge økologisk og miljømærkede varer; og så vidt muligt at fravælge produkter som teflon og andre lignende, som er direkte baseret på PFAS. Se en vejledning hos Miljøministeriet her og denne guide fra Samvirke.
I dagens anledning ingen vinanbefaling. Drik i stedet et glas postevand nogenlunde trygt. Så længe det varer.
