Riesling recension

Kølige forhold

Vejr og vind er afgørende for en vinbondes ve og vel. Det gør sig særligt gældende i verdens stadigt kølige klimaer og ikke mindst i Østrig, hvor coolness er en vigtig del af landets image. Sig østrigsk vin, og det vækker forventninger om sprødhed, syre og en særlig gastronomisk anvendelighed, som skyldes en udtalt tørhed trods frugtig fylde og en svært håndgribelig men særligt krydret karakter. Det gælder for nationalsporten Grüner Veltliner såvel som for Riesling, østrigernes anden store stolthed, som trods en væsentligt mindre markandel— Grüner Veltliner står på hele 32 procent af vinmarkerne, Riesling knapt på 5— alligevel fylder forholdsvist meget hos østrigerne selv såvel som hos anmeldere og almindelige forbrugere. Det skyldes en lang historisk tradition med druen og nok især det faktum, at nogle af landets bedste vine er på Riesling. Vine, som ikke alene har en række særegne egenskab men ganske enkelt også hører til verdens bedste.

Begrebet terroir spiller en tiltagende rolle i østrigsk vin- en rolle, som tydeligst kommer til udtryk i en lind strøm af enkeltmarksvine, hvoraf mange også er af ganske enestående kvalitet. Rieslings renommé er, ligesom østrigsk vins, tæt knyttet til terroir, til kølighed og syre, til gastronomisk kant og smagsmæssig verdensklasse. Det lægger op til et parløb uden sidestykke, og ønsker man sig en grundig svingom med tør Riesling med kaleidoskopisk terroirudtryk, bør man ikke gå glip af en vals langs Donau og dens bifloder for at fordybe sig i de altid gode dråber derfra. Den gode nyhed er nemlig, at de senest frigivne årgange overrasker positivt, selvom det er nogle år siden, nogen sidst proklamerede den perfekte årgang.

Udfordrende forudsætninger, gode resultater

Global opvarmning og klimaforandringer. Tilbage i 1990'erne troede man, at det mestendels ville føre til en smule højere gennemsnitstemperaturer og nogle længere perioder med tørke. Sådan så det også umiddelbart ud, men i praksis har klimaforandringerne i det 21. århundrede først og fremmest gjort vækstsæsonerne meget mere uforudsigelige. Man ser generelt en større variation i vejret, hyppigere udsving og flere episoder med ekstremer som hagl, skybrud, hedebølger og tørke. Det gør det sværere at træffe mere generelle foranstaltninger og i det hele taget sværere at være vinbonde.

“østrigsk Riesling er en linedans mellem frodig stenfrugt og stenet mineralitet — hvor en velrundet syre er den vægtstav, der holder det hele svævende”

2022 og 2023 er begge endt som ganske flotte årgange, hvor man kan forvente ret klassiske vine, selvom såvel karakter som kvalitet kan svinge fra område til område og fra producent til producent— og mere end i stabile og smilende årgange som 2021 og 2019 eller den særdeles spændstige 2020. Så intet nyt under solen her. 2022 var overordnet set den sværeste af de to, med ret udfordrende vejrlig i løbet af hele vækstsæsonen; men det er som bekendt en forudsætning, som i de rette hænder kan forvaltes til terroirudtryk i højeste potens og potentielt vine med både kant og klasse. 2023 var en smule mere stabil men ikke uden sine ekstremer, og igen afhænger det partikulære udtryk lige så meget af den enkelte vinbondes talenter og trufne valg som af område eller enkeltmark. Skal der simplificeres og bedømmes ganske kort, så 2022 nok den mest syrestyrede og faste i kødet, mens 2023 har forholdsvist fyldigere frugt og en smule lettere tilgængelighed.

Zalto-glas linet up til smagning af Erste Lagen vine på Schloss Gragenegg i Wagram. Foto: Anna Stöcher ÖTW

Tour de vin

Følgende nedslag stammer hovedsageligt fra den store årlige smagning af enkeltmarksvine på Schloss Grafenegg i Wagram, hvor såvel Vinea Wachau som Österreichische Traditionsweingüter samt Steirische Terroir und Klassikweingüter stiller op med hele molevitten. Det betyder, at bidrag fra væsentlige udenforstående som F.X. Pichler, Peter Veyder Malberg, Urban Stagård m.fl. ikke er taget med i betragtning. Der går dog forlydener om, at de stadig laver ganske drikværdig vin. Navnkundige Nikolaihofs vine er heller ikke nævnt, og det skyldes ganske enkelt, at de først frigiver vinene efter længere tids lagring- deres aktuelle og ganske glimrende årgang er 2019.

Wachau

Mellem Melk og Krems ligger landets nok længst og mest berømmede vindistrikt Wachau langs Donaus bredder og sidedale. Stejle skråninger, stenterrasser og en særdeles stenet jord er grobund for Riesling, af områdets velslåede vinmænd forvandlet fra hårde sten til ædel vin, som går fra stråslank og pivsur (Steinfeder) over rank, slank og raffineret (Federspiel) til rig og statelig (Smaragd), sidstnævnte nu langt fra så svulstige som de 'tørre dessertvine', man for få årtier siden blev så berømte på. Altid anmelderroste marker og højdepunkter er Achleiten og Singerriedel.

Wachau går ikke ned på store navne, og en vis konservatisme til trods er der sgu megen ganske glimrende vin at hente her. Ærkeklassisk og af og til med et moderne twist. Anstændige anbefalinger i allerhøjeste luftlag er Alzinger Ried Steinertal Smaragd 2023, Hirtzberger Ried Singerriedel Smaragd 2023, Knoll Ried Loibenberg Smaragd 2023 og Ried Schütt Smaragd 2023 samt Prager Ried Klaus Smaragd 2023.

Domäne Wachau har som største producent en hel perlerække af vine på programmet, og domænet sætter også bæredygtig dyrkning og endda økologisk omlægning i højsædet, så her er mere end konsistent stil og høj kvalitet at glæde sig over. Et par mindre foretagender fortjener også en særlig omtale, unge Georg Frischengruber og den altid energiske Erich Machherndl. Førstnævnte bæredygtigt certificeret, sidstnævnte langvarig og uomvendelig økolog; og kvaliteten, den kommer til dem som melodier til Mozart. "Årgang 2023 viser sig udtryksfuld, med en imponerende kompleksitet og en kombination af kompakt tekstur med balance, elegance og en dyb saftighed," forsikrer domænets dynamiske duo Roman Horvath MW og kældermester Heinz Frischengruber som opsummerer årgangen med "haglbyger, hedebølger og en happy end". Ried Achleiten Smaragd 2023 har en forførende og finesserig duft af kandiseret citrus, friske urter og finsk lakrids. Saftig, sirlig, syrlig, smag af lys stenfrugt og spicy citrus, silkeagtig glathet og lethed, ren i spyttet og med en let salt eftersmag. Riesling, der går rent ind. Endnu vildere går det for sig med Ried Singerriedel Smaragd 2023, som med er endnu mere ren og skær og skruer op for såvel den stringente syre og den sødmefulde frugt i en nervepirrende linedanserakt. Smuk balance af syrlighed, sødme, saftighed og tørhed, østrigsk Riesling i sin mest yndefulde vælde. Gå heller ikke glip af Ried Brandstatt Smaragd 2023, Ried Kellerberg Smaragd 2023 og Ried Loibenberg Smaragd 2023, som alle på hver sin måde spiller på sten, syre og saftig frugt. Dansk distributør er Kjær & Sommerfeldt.

Georg Frischengruber gør man vel at memorere navnet på. Smag blot på hans Ried Kreuzberg 2023 for at forstå fænomenet. Den er overraskende saftig og luftig let, med et livligt surt-sødt spil og underfundige dufte og smage af eksotisk frugt, honningkage og en snert kommen. Fokus, balance, kompleksitet, længde, det er stor vin og kompakt nok til at have et langt liv foran sig; men gå heller ikke glip af hans ligeledes glimrende Ried Goldberg Smaragd 2023 eller blot den rare Ried Kirnberg Smaragd 2023. Erich Machherndl er en mand med en mission og sine meningers mod. Naturlighed, klarhed og kølighed er nøglebegreber, og de konvergerer alle i hans glimrende og uforglemmeligt særegne Ried Kollmütz Smaragd 2023. Grøn banan, petroleum og diesel dampe, fugtig kælder og våde sten sætter dagsordenen for duften, og i smagen er der saftig, moden stenfrugt med sagte men seriøs syre, fin fenolik og et delikat salt svirp. Stærk karakter og særdeles opkvikkende. Dansk forhandler er Vinpusheren.

Kremstal

Donau flyder videre fra Krems, hvor det stenede landskab mildnes, og man så småt aner mere åbne vidder. Vinene viderefører såvel det stenede som det storladne fra Wachau men igen ofte i et mildere, finere udtryk, der naturligt leder videre til Kamptal. Kremstal er et større område, og det går derfor heller ikke ned på gode marker med tæft for Riesling. Goldberg og Gebling hører til de gamle, og Ehrenfels som nyskabt fra det allergamleste. Velslebne sten.

Mantlerhof er en god, gammel familiegård med økologisk dyrkning og overbevisende vine år efter år. Ried Wieland 2022 er ingen undtagelse. Den er forholdsvist diskret ved første møde men lyser op med elegant holdning, fortættet, forfinet stoflighed, en frisk syre og en underliggende mørk mineralitet, som giver basgang. Hold udkig hos Løgismose. Geyerhof gør det også altid godt og gennem de seneste år i biodynamisk bedrift. Et absolut højdepunkt er Ried Goldberg 2022, som svinger om sig med gule æbler, mirabeller og gyldne abrikoser, stor saftighed, syrlig spænding og et delikat salt svirp. Sitrende og stadig ung. ViniPortugal er dansk importør. Vitikultur Moser er det nye navn for Sepp Moser, som i dag drives af Niki Moser og datteren Kathi, inderligt biodynamisk og yndefuldt rustisk. Ried Gebling 2023 dufter dejligt af gule æbler, nyskåret hø og halm, har en saftig fylde og moden frugt, friske æbler, æblesirup, honning og krydrede hints af fennikel- og anisfrø. Rigtigt flot. Dansk importør er Emilie Vin. Proidl er nu Patrick frem for Franz men stadig et flot samarbejde mellem far og søn. Ehrensfels er den fornemme arv, som sønnike nu må forvalte; og det gør han fremragende. Ried Ehrenfels 2023 efterlader ikke meget at ønske, den er som altid en usædvanligt god Riesling med det rette samspil af syre, moden frugt og kølig sten mineralitet. Saftig, spændstig, med pirrende frisk citrusfrugt, moden lime og smilende citron, og kødfuld fersken og anden lys stenfrugt. Elegant, pikant og meget mundvandsdrivende. Victoria Vin. Nigl er også mere Martin den yngre end den ældre nu, men igen er arven i gode hænder. Ried Hochäcker Privat 2023 er husets fineste aftapning, og i de seneste år har den gang på gang skilt sig ud som særligt stærk forrest i feltet. Efterhånden en klassiker. Forførende næse med moden citrus, lynghonning og en snert modellervoks. Imunden sprællende saftig, stoflig og med fint syrebid og en særligt citrisk krydring, moden citron, lime, kumquat og pikant pomerans. Meget madvenlig, og potentialet er til at tage at føle på. Sigurd Müller Vinhandel.

Kamptal

Så kommer vi til det, der for mit eget vedkommende (og mange andres) af uransagelige årsager er noget af det mest østrigske østrigske, når vi taler vin: Nok er den hyggelige dal langs Kampfloden en sand bastion for eminent Grüner Veltliner, men der er også glimrende Riesling at hente rundt om den historiske vinby Langenlois. Sandt pilgrimspotentiale. Bakkerne her bringer hver især vine af vidt forskellig karakter til torvs. Løss, lehm, gnejs, kalksten og sandsten, mange forskellige jordbundstyper og grundfjeld spiller en rolle.

Ingen så mageløst og majestætisk som Østrigs nok navnkundigste enkeltmark, Heiligenstein ved Zöbing, som altid skiller sig ud med særlig elegance og raffinement. Såvel 2022 som 2023 har en klassisk kølighed over sig, men de fleste fra 2023 ligger stadig og samler sig i kælderen og frigives først senere i år. Taler vi topvinene, er det the usual suspects, der løber med sejrene: Bründlmayer Ried Heiligenstein Alte Reben 2022 har den klassiske kombination af fortræffelige saftighed og fortættet stoflighed, som gør den så charmerende som ung og samtidigt antyder det store udviklingspotentiale. Citrisk, stenet, æterisk. Jysk Vin er dansk distributør. Hirsch har lignende dyder og især enkeltparcellen Ried Heiligenstein-Rotfels 2023 imponerer med sin særlige substans og fløjlsbløde finesse. Frisk brise, akacie og jasmin, hvid fersken, honning, salt. Sælges af Atomwine. Birgit Eichinger bliver bare bedre og bedre med årene, og Ried Heiligenstein 2023 er et nyt højdepunkt: Forårsblomster og hvide ferskner i fuldt flor, dykker dybere ned i gyldne abrikoser, safran og en summende mineralitet, meget charmerende. Andrup Vin. Jurtschitsch Ried Heiligenstein Alte Reben 2022 har samme venlighed og charme men er samtidigt mere stenet og muskuløs, mere stoflig, en langdistanceløber, ruten går via Østjysk Vinforsyning. Endelig spiller Schloss Gobelsburg ind med en meget ligefrem og forfriskende Ried Heiligenstein 2022, som Bichel får til lands, fuld af saftig, sursød fersken, ferskensten og mandel, passionsfrugt og papaya, en smule grønne urter og salte flager som kontast til den friske syre. Hallelujah!

Men Heiligenstein er ikke det hele, der er talrige andre gode enkeltmarker med Riesling, og skal man erkende den særligt østrigske karakter, så er det her, det sner. Gaisberg nævner næsten sig selv og gør det glimrende, men glem ikke Loiserberg og Kogelberg for blot at nævne to andre af de store. Store oplevelser er i vente med Jurtschitsch Ried Loiserberg 2022, Loimer Ried Seeberg 2022, Hirsch Ried Gaisberg 2023 og Eichinger Ried Gaisberg 2023.

Traisental

Klein aber fei og klein aber oho! Her er landskabet en smule blidere end Kremstal og Kamptal, og den liden størrelse skaber måske ikke forventninger om mange store vine; men en lille håndfuld producenter yder over forventning og gør fordommene til skamme. Særligt Markus Huber har lagt sig i førertrøjen og fornøjer med flotte vine fra områdets to nok mest slående terroirs, Berg og Rothenbart. Milde og finesserige. Hans Ried Berg 2023 er årets topscorer, med hvide blomster, modne ferskner og krydrede sydfrugter i eftersmagen, med velafstemt syre og mineralsk efterspil. Sigende nok i Danmark hos Supervin. Hubers Riesling Ried Rothenbart 2023 har mange af de samme kvaliteter men er mere citrisk sprød og salt i mineraliteten, og samtidigt er den en smule lettere. Lignende skøn er også Neumayers Ried Rothenbart 2023.

Wagram

Fladere og blødere terræn syd for Donau; men syd betyder ikke nødvendigvis solstik, flad ikke fad og blød ikke sød. Der er mildhed men også mineralsk spænding, krydring og en fin syre i Wagrams Riesling, selvom det er frugtig og krydret Grüner Veltliner, man generelt gør sig sit navn på. Spændende vinmagere skiller sig ud fra mængden, og nedenfor nævnte er altid blandt favoritterne, og deres økologiske tilbøjeligheder skader heller ingen. Martin Diwald Ried Eisenhut 2022 er stålsat, slank og mineralsk, med læskende stenfrugt og en lækker salt slutnote. Ried Goldberg 2022 slægter den på men har mere frugtig fylde og en smule mere modenhed, meget madvenlig. Sydhavnens Vinbar er dansk importør. En anden favorit er fra Karl Fritsch, hans Ried Mordthal 2022 er syrerig og frugtig, med moden fylde, mineralsk krydring og lette honningnoter.

Wien

Wien, wien, nur du allein! Den farverige storby bryster sig især af den mosaiske specialitet Wiener Gemischter Satz, men Riesling i ren form findes også her og der, og den gøres især godt på den historiske bakke Nussberg nord i byen, hvor marker som Preussen og Rosengartl bringer den i fuldt flor. Hajszan-Neumann Ried Steinberg 2022 er en livlig højdespringer her, a Bisserl Grinzing med naturvinstendenser men inden for myndighedernes restriktive skive. Mark og skov og eng i duften, pære, fersken, mango og lime i smagen. Saftig og stoflig, med sprød syre og mange funklende nuancer. Edlmoser Ried Sätzen 2022 sætter mere tryk på modenheden i de eksotiske frugter men har stadig en kølig, syngende syre. Ret udtryksfuld og pikant. Bysbarnet Fritz Wieninger brillerer som sædvanligt, hans Ried Preussen 2022 er æterisk hvidblomstret og stenet i snuden, med modne hvide stenfrugter nedenunder, således også i munden. Saftig, kernet, kryudret, med citrisk syre, god balance og en vis tyngde. Den overgås dog i raffinement og elegance af Ried Rosengartl 2022, som charmerer med gule roser og rødmende ferskner, en blødsøden frugtsmag og sirlig syre. Særdeles delikat! Igen er det Sigurd Müller Vinhandel, der er din danske mellemmand.

Uden for nummer

Så vidt Donau og Niederösterreich. Østrigs anden store hvidvinsstat er Steiermark i det sydøstlige hjørne. Syd betyder i denne sammenhæng ikke varmere og solrigere, da vi samtidigt kommer tættere på Alperne, så terroiret er stadig ret køligt og med store temperaturspænd. Først og fremmest aromatiske sorter som Sauvignon, Traminer og Muskateller stortrives her, ligesom den internationalt noget negligerede Welschriesling. Riesling hører til sjældenhederne i Steiermark, men enkelte producenter, særligt omkring Sausal i det nordlige Südsteiermark, skaber fremragende vine. Ikke overraskende, når jordbunden her er særdeles rig på skifer. Spørg bare hos Otto Suenson: Fra Wohlmuth får vi to alpint friske Riesling, Ried Dr. Wunsch 2023, der er glaskar og køligt fast i frugten, stringent syrlig og meget mineralsk; og Ried Edelschuch 2022, der umiddelbart er mere imødekommende, mere frodig i frugten men stadig mundvandsdrivende syrlig; og endeligt formår Maitz også mundgodt fra den tungevridende Ried Hochstermetzberg 2020.

Vokser der overhovedet Riesling i Burgenland; og i så fald, bruger nogen den til andet end Eiswein? Svaret er faktisk ja, og selvfølgelig er en af de få gerningsmænd den altid aparte men talentfulde Christian Tschida, og resultatet naturligvis helt sit eget men særdeles drikkeligt. Opdriv det hos Österreich Vin. Riesling Laissez-Faire 2023: Let sløret som gulnet polaroid men meget rent, saftigt og stringent i både næse og mund. Rank syre og fint stoflig tekstur, har moden lime og gylden stenfrugt i stide strømme, plus en smule tørrede blomster, hø, halm og rugsurdej. Ja, tak!

Kort og godt står østrigsk Riesling stadig stabilt på øverste hylde. God fornøjelse med de nyeste årgange.

Flaske: Hochäcker Privat 2023  
Vinhus: Weingut Nigl  
Oprindelse: Kremstal, Østrig
Jordbund: Sand, glimmerskifer, amfibolit  
Drue: Riesling  
Dyrkning: Bæredygtig  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Ståltank  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 13,5%  
Importør: Sigurd Müller Vinhandel  
Pris: cirka 300,-  

Landet for længe siden

1915 — Første verdenskrig raser, de europæiske imperier vrider sig i sine sidste krampetrækninger, og tumulten er også Osmannerrigets dødskamp. Natten til den 24. april blev hundredevis af etniske armeniere i riget, forretningsfolk, kulturpersonligheder og intellektuelle, med magt samlet i Konstantinopel (nutidens Istanbul) og andre større byer. Nogle få blev fængslet men de fleste hastigt henrettet uden rettergang, og samme dag kriminaliserede de osmanniske myndigheder alle armenske foreninger. En dengang betragtelig armensk befolkning i især den østlige del af Osmannerriget stod dermed uden kulturel og politisk ledelse, og dermed var en proces sat i gang: En systematisk udryddelse af det armenske folk i det historiske Armeniens vestlige del, der længe havde været under osmannisk kontrol, mens den østlige var kommet under det russiske tsardømme. I krigens hede blev skabt en stemning af mistro over for mindretallet, som man formodede at være mere loyale over for fjenden Rusland; og desuden passede de kristne armeniere ikke så godt ind i de yderliggående ungtyrkeres planer om en på sigt rent tyrkisk nationalstat. De beslutninger og handlinger til trods har Osmannerrigets efterfølgerstat Tyrkiet lige siden frasagt sig ansvar og anket og sanktioneret brugen af begrebet folkemord om begivenhederne.

Mareridtet

En mørk tid fulgte: I armenske landsbyer henrettedes borgmestre og andre ledende skikkelser, klostre og kirker brændtes ned, og den overlevende befolkning blev drevet på flugt. Armenierne blev gelejdet bort fra deres hjemlige egne i det nordøstlige Anatolien og tvangsforflyttet til andre områder, først og fremmest den syriske ørken. “De kan bo i ørkenen men ingen andre steder.” Disse deportationer var reelt dødsdomme, da det både var den sandsynligste følge samt bagmændenes egentlige hensigt, at de deporterede blev dræbt eller bukkede under for sult og sygdom undervejs. Mænd og kvinder blev adskilt, mændene ofte henrettet kort tid efter, og for kvinder og børn fulgte så de langvarige forflyttelser til fods, med sparsom mad og drikke, hvis ikke helt uden, i en lang march mod og gennem ørkenen. Øjenvidner har berettet om nærmest endeløse karavaner af svært svækkede og forhutlede skikkelser, som slagent drog gennem det krigshærgede land.

Nogle blev overfaldet af røvere, voldtaget og lemlæstet. Andre styrtet ud fra skrænter eller broer; bundet sammen og smidt i floder; gennet sammen og spærret inde i huler, hvor bål røg dem til døde; eller ‘bare’ bortført, berøvet deres identitet og tvangsislamiseret eller solgt som slaver. Det var den barske realitet under det armenske folkemord. Op mod 1,5 millioner armeniere mistede livet, en meget stor andel af datidens samlede armenske folk, og mindst lige så mange blev sendt i landflygtighed— til Iran, Libanon, Syrien, og mange videre til Israel, Italien, Frankrig og Amerika, hvor de ad åre skulle danne diasporaer, levende armenske eksil-samfund, som langt senere er kommet til at hjælpe med at genopbygge det gamle hjemland.

Jerevan. Mindelunden for ofrene for det armenske folkemord ved højen Tsitsernakaberd. Skulpturen hedder ‘Mother Arising Out of the Ashes’ (2002)

“De faldt uden at vide hvorfor; mænd, kvinder og børn, som blot ønskede at leve; med tyngede udtryk som fordrukne mænds; skamferede, massakrerede, med åbne øjne stivnet i frygt,” som den armensk-franske folkesanger Charles Aznavour senere så malerisk beskrev det. Men allerede i samtiden blev direkte vidnesbyrd bragt verden rundt. Begivenhederne blev bl.a. beskrevet af amerikanske diplomater som Henry Morgenthau, Jesse Jackson og Leslie Davis såvel som den berømte norske opdagelsesrejsende og diplomat Fridtjof Nansen; og her til lands har eftertiden fået den danske missionær Maria Jacobsens (1882-1960) dagbogsoptegnelser fra tiden samt vigtige vidnesbyrd fra den danske lærer og nødhjælpsarbejder Karen Jeppe (1876-1935), som viede sit liv til det armenske folks overlevelse.

Det var en vild og voldsom slutning på århundreders, årtusinders armensk liv, levned og kultur og dertil mad- og vinkultur i en del af deres historiske hjemland. Tragisk og alt andet end muntert; men en så trist indledning er desværre nødvendig, da de fleste danskere lever i lykkelig uvidenhed om begivenhederne dengang— altafgørende begivenheder, som har defineret armensk identitet og historie på godt og ondt lige siden.

Drømmen

1998 — Zorik Gharibian sætter for første gang fod i sin families nu næsten mytiske hjemland Armenien, Hayastan (Հայաստանը), hvis vestlige del hans forfædre flygtede fra næsten et århundrede tidligere. Han kommer som turist, egentlig er det en slags forretningsrejse, men turen skal komme til at trække langt dybere spor, for Gharibian personligt og professionelt og for Armenien som vinland. Armenien var i 1991 blevet en selvstændig stat, efter en verdenkrig eller to og næsten 70 års sovjetisk styre genopstod den østlige del som selvstændig nation. I genopstået stand svækkes og stækkes det i sine første år af krig og nød; men efter de første snublende skridt og nogle hårde slag i opstarten begyndte landet langsomt men sikkert at komme på fode igen.

Gharibian er født og opvokset i Iran, hvortil hans oldeforældre flygtede fra forfølgelserne under osmannerne; men allerede i hans ungdomsår valgte forældrene at fortrække som følge af de politiske uroligheder efter shahens fald og den islamiske revolution i 1979. Næste stop blev Italien og en ny tilværelse i Venedig. Her kom den unge Zorik til at gå på armensk kostskole og siden i gymnasiet; og “i stedet for en ellers lovende karriere som gondolfører” drog han til Milano for at studere videre. Her slog han sig siden ned og fik succes i byens blomstrende tekstil- og modebranche.

Vin var han bekendt med fra barns ben, og med årene i Italien voksede interessen. Tanken om egen vingård slog stadigt dybere rødder, og han regnede med snart at blive “endnu en tilflytter i Chianti”. Det var i de glade 1990’ere, hvor såvel områdets traditionsrige vine som de nymodens supertoscanere var i vælten. Men skæbnen ville det anderledes. I mellemtiden var Sovjetunionen nemlig brudt sammen, Jerntæppet faldet og frosten tøet i den gamle østblok. Samtidigt gik globaliseringen sin gang, og Gharibian begyndte at handle tekstiler med lande som Rumænien og Bulgarien. Som etnisk armenier skulle han selvfølgelig også forsøge at følge samme strategi med det nu selvstændige Armenien.

Mødet med det nye, gamle land vakte både genkendelse og en følelse af fremmedgørelse i ham. Ikke mindst drikkekulturen var fremmed for hans italienske gane. “Der var stort set ingen produktion af kvalitetsvin i Armenien i de dage. Det hele var brændevin og vodka, meget sovjetisk,” erindrer han. “Det var et land, der havde mistet forbindelsen til sin fortid. Men jeg lagde mærke til, at det var et land fuld af muligheder for fremtiden: De store højder, de stenede jordbunde, de gamle vinmarker og de mange indfødte sorter. Det hele var der, det skulle bare genopdyrkes.”

Armeniens neglicerede vinland havde altså sat sig i ham; og jo mere han fordybede sig i det, desto stærkere blev landets greb i ham. Dybt i hans sind spirede så idéen, at det skulle være ham, der tog udfordringen op; også selvom der skulle gå et par år, før han for alvor begyndte at realisere sin drøm og vække armensk vin fra sin dvale. At vise for verden, hvad Armeniens terroir, sorter og traditioner kan præstere i de rette hænder.

“Armenien er for småt til ikke at lave store vine. Vi har det hele, vi mangler kun anerkendelsen”

— Zorik Gharibian

“Dengang var der ingen, der interesserede sig for indfødte sorter. De fleste interesserede sig mest for internationale sorter og masseproduktion, og alle investeringer i Armenien var alligevel i brandy. Der kom så jeg med min idé om kvalitetsvin på sjældne, indfødte sorter; og oven i købet ønskede jeg at gøre brug af gamle amforaer, som ingen havde brugt i en generation eller to,” beretter Gharibian. Galskab, mente mange, og det var da også en dristigt investering, han iværksatte fra 2000 med at hige og søge efter de rette druesorter og det helt rigtige sted; som han så fandt i den bjergrige og naturskønne region Vayots Dzor i det sydlige Armenien. “Det var nye horisonter og blev begyndelsen på et eventyr.”

Begyndelsen

Armeniens historie og vinens historie er begge lange og tæt forbundne. Så tæt, at Armenien er et af de lande, der med rette kan kalde sig Vinens Vugge, en betegnelse som især deres nordlige naboer i Georgien i nyere tid har markedsført sig med. Hele det sydlige Kaukasus kan sandsynligvis smykke sig med de fjer, men mange arkæologiske fund fra de seneste år giver Armenien fortrinsret. Helt sikkert er det, at druer har været dyrket og med al sandsynlighed er lavet til vin på historisk armensk territorium siden forhistorisk tid, hvad enten af armeniernes egne forfædre eller forgængere. Mennesker har levet i området mellem Sortehavet og Det Kaspiske Hav i mange hundrede tusinder af år, og egenlig civilisation begyndte at spire frem for fem-seks årtusinder siden. Mange fund af “verdens første” er således gjort i nutidens Armenien, f.eks. den ældste sko, det ældste skørte og den ældste trækvogn. Nåja, også verdens ældste vineri. Hvor? I Vayots Dzor selvfølgelig!

–4100 — I en karsthule nær nutidens Jeghegnadzor i Arpa-dalen i det armenske højland har en kobberalderkultur i hine tider indrettet et egentligt vineri. Mennesker har gennem århundreder forinden beviseligt beboet og benyttet hulen til forskellige formål; men nu er der tale om en større indretning, et egentligt anlæg med adskillige presser og talrige store og små lerkrukker, som den dag i dag stadig indeholder spor af kviste og stilke, drueskind og druekerner. Alder og beskaffenhed er sidenhen bekræftet via kulstof-14- og DNA-markør-analyser. Hulen hedder Areni-1, navngivet efter den nærliggende landsby Areni, og vineriet i et af dens tre kamre blev udgravet 2007-2010 af et internationalt hold af arkæologer under ledelse af Boris Gasparyan fra Armeniens Nationale Videnskabsakademi. Vineriet bekræftede ikke kun bevidst vinfremstilling for 6.100 år siden— det beviser også, at en sådan foregik under ganske udviklede forhold og i overraskende stor målestok. Stærke indicier for, at vin ingenlunde var noget nyt produkt på daværende tidspunkt.

Fund af lerkrukker og drikkekopper med rester af vin (markøren er malvidin, et farvestof, som stort set kun frigives fra gæret drueskind) er heller ikke begrænsede til Areni eller Vayots Dzor. Nær nutidens Jerevan, oldtidens Erebuni i riget Urartu, i dag Armeniens hovedstad og i øvrigt en af verdens længst beboede byer, afslørede udgravninger i Teishebaini-fæstningen fra 1949 til 1955 syv kældre, som for næsten 3.000 år siden må have fungeret som lagerbygninger og forrådskamre; og de husede over 400 halvt nedgravede amforaer med en samlet kapacitet på over 400.000 liter! Som senere i Areni-1 har tekniske analyser afsløret rester af druer og vin. Antageligt var armensk vin også en populær handelsvare i antikken, hvor den via Eufrat og Tigris bragtes til Mesopotamien. Den nævnes sågar af græske historikere som Herodot, Xenofon og Strabon.

Overalt i landet er vinøse oldtidslevn nærværende; og som i Georgien er traditionen med nedgravede amforaer, armenierne kalder dem karas, fortsat fra oldtiden op gennem middelalderen, ikke mindst overleveret af kirken og klostervæsenet. Ifølge Første Mosebog skulle selveste Noa også være stødt på fast grund med arken på armeniernes hellige bjerg Ararat, og som den første agerbruger dyrkede han vinstokke dér, fremstillede vin og berusede sig i den; så på godt og ondt skal vin have spillet en rolle for hellig som profan fra tidernes morgen, og den gamle tradition levede i forskellige former videre helt frem til det 20. århundrede. Men i modsætning til Georgien nåede traditionen derefter desværre reelt at uddø, ikke mindst håndværket med at konstruere de store lerkrukker— traditionelt armensk vinmageri blev til arkæologi.

Fra bordvin til brændevin

Det engang så vidtstrakte armenske land skrumpede i århundredernes løb ind, og i mellemtiden kom og gik adskillige herskere udefra— efter akkadiere og babylonere kom grækere, persere, romere, senere osmannere og russere. Alle har de både selv taget aftryk af og sat egne på armensk historie, kultur, mad og vin.

Det 20. århundrede markerer et absolut lavpunkt i årtusinders armensk historie. I imperiernes tid overtaget af henholdsvis osmanniske tyrkere og tsaristiske russere og med skæbnen overladt i deres nådige og nådesløse hænder. Forfølgelse og folkedrab. Første verdenskrigs afslutning markerede for en stund en ny begyndelse for en selvstændig armensk stat i det historiske østlige Armenien; men kun kortvarigt, for efter den russiske revolution stod den røde hær snart i landet, og Armenien blev til en socialistiske sovjetrepublik, og syv årtiers kommunistisk styre fulgte.

Sovjetstyret satte gang i en hastig industrialisering af landet, og fra 1929 begyndtes en kollektivisering af landbruget og dermed vinbruget. Den implicitte device var kvantitet over kvalitet. Tiden under Stalin var også i Armenien særligt svær og indbefattede en omlægning af vinbruget til først og fremmest at fokusere på fremstilling af brændevin. Hvorfor er uvist— Armenien havde udviklet en vis sådan tradition tilbage i 1800-tallet, måske mente man at højlandet kun egnede sig til basevin til videre forædling; hvorom alt er blev Stalins fødeland Georgien udset som producent af bordvin, og så var der ikke mere at diskutere. Det skulle få vidtrækkende konsekvenser for armeniernes hverdagsliv og ikke mindst deres drikkevaner. Stille men sikkert gled de gamle skikke i baggrunden og glemmebogen, og hvermand blev som sand sovjetborger vodkadrikker.

Alligevel var armenierne bedre stillet i Sovjet end så mange andre. Landet blev centrum for store dele af unionens videnskabelige og teknologisk udvikling, f.eks. med radioteleskoper og partikelaccelleratorer; og en relativ velstand og kulturel blomstring karakteriserede landet fra 1960’erne og 1970’erne. Salig Gorbachev gjorde meget godt for Sovjetunionen i dens sidste leveår, men for Armenien blev han lidt en Janusfigur: Dels ramte hans forsøg på at afspritte befolkningen den armenske distilleri-industri, dels førte hans perestojka-politik til spændinger om territoriale spørgsmål med naborepublikken Aserbajdsjan. En konflikt om den etnisk armenske enklave Nagorno-Karabakh, som efter Sovjets opløsning i 1991 førte til en opslidende krig mellem de to lande fra 1992 til 1994. “Livet har ikke altid været let for folk her,” fastslår Zorik Gharibian, “så Armenien fortjener en fredelig og formuende fremtid.”

En ny begyndelse

2010 — Efter adskillige års arbejde med at opdrive de bedst egnede druesorter, duelige gamle amforaer og foretage diverse eksperimenter med begge er Gharibian endelig kommet så langt, at han kan høste, vinificere og flaske sin første årgang. Den kommer dog først på markedet i 2012 under navnet Zorah.

Det langvarige, hårde arbejde bærer endelig frugt, og det dristige eventyr viser sig heldigvis at kunne bære en frugtbar virksomhed: Vinen har ikke kun karakter, den viser sig faltisk at have klasse. Gharibians intuition var på rette spor, og kritiske røsters “Kampen er tabt på forhånd” og “Dit projekt har ingen fremtid” forstummede, og de sidste må være blevet tavse i takt med, at den internationale anerkendelse tikkede ind fra nogle af verdens toneangivende eksperter som eksempelvis Caroline Gilby og Jamie Goode. I dag er Zorahs vine eftertragtede verden rundt og repræsenteret på mere end 25 toprestauranter i hans andet hjemland Italien.

“Vi har haft et stærkt fokus siden begyndelsen,” betoner Gharibian i et forsøg på at forklare sin succes. “Armenien har hundredevis af gamle sorter, og det var udelukkende dem, jeg ville bruge. De bedste af dem, og ikke nogle af de nye krydsninger fra Sovjettiden; og så ville jeg forfine dem med vores traditionelle teknologi, modning på karas, som med tidens gang må være perfekt tilpasset vores druer.”

Traditionelle karas og marker med Areni lige uden for Zorahs vinhus ved Rind i Vayots Dzor

Han har heller ikke været alene om det. Helt fra begyndelse har han indhentet professionel assistance fra topfolk i Italien. Med om bord har han agronomen Stefano Bartolomei og ønologen Alberto Antonini, begge velbeskrevede blade fra Italien, og de har gjort deres til at udvælge det rette materiale og forme det i en fornuftig retning. “Altid med stor respekt for mine idéer og den arv, vi har her,” forsikrer Gharibian. En særlig støtte har han også i sin svensk-armenske hustru Yeraz Tomassians, og deres søn Oshin er i dag en vigtig drivkraft i vineriet.

Zorahs store bedrift består ikke mindst i at have fundet de magiske steder i det bjergrige Vayots Dzor. Ved landsbyen Rind ikke langt fra Areni ligger i dag det moderne vineri, Gharibian kunne indvie i 2016, fyldt med karas, som han måtte gå fra dør til dør i landsby efter landsby for at opdrive; og rundt om Rind ligger så markerne imellem 1.400 og 1.600 meters højde, på en sandet, gruset kalkstensjord, som aldrig har set en vinrodlus. Phylloxera er grundet det ekstreme og tørre klima, den karge jordbund og områdets relative isolering aldrig kommet til Vayots Dzor. Derfor er de stokke, som Zorik og hans team fandt, og dem, som de har plantet, også alle upodede, de står på egne rødder.

Udvælgelsen tog flere år. Stiklingerne fik de fra gamle, forladte vinmarker ved et nærliggende kloster fra 1100-tallet; og væbnet med et væsentligt tålmod måtte de så opformere nye stiklinge og plante dem ud. Det særlige hjertebarn blev Vayots Dzors traditionelle blå sort, som Zorik simpelthen navngav Սև Արենի, Sev Areni eller Areni Noir med et nik til landsbyen, druen kom fra; og på et velvagt tidspunkt, da det netop var i de år, arkæologer udgravede grotten med det urgamle vineri. Areni er ikke blot gammel i gårde i Vayots Dzor, den er decideret antik og må anses som ultimativt indfødt. Druegenetikeren José Vouillamoz har ligefrem kaldt den forældreløs, som om den var autokton i egentlig forstand, sprunget fra jorden. DNA-analyser af druekerner fra karas i grotten har siden vist, at nutidens Areni er nært beslægtet med oldtidens druer dér. “Areni er helt sin egen, den er smagen af Vayots Dzor,” fastslår Gharibian med stolthed. Han fryder sig desuden over, at druen nu er anerkendt som Armeniens signaturdrue, og kolleger er fulgt i hans fodspor og bruger netop navnet Areni over hele Armenien. “Men den har en helt særlig karakter her i højlandet,” betoner han. “Den har en særlig syrenerve, elegance og balance heroppe. Areni handler om rød frugt, af og til om sort frugt, men også om urter og krydderier, og så har den seriøs struktur. Areni har været her siden tidernes morgen. Den er levende historie i vores hænder, og smagen af en svunden tid.”

Skal man alligevel vove sig ud i sammenligninger, kommer Pinot Noir, Gamay og Syrah ofte på tale. Antonini taler ligefrem om Areni som en forestillet kærlighedsaffære mellem Pinot Noir og Sangiovese. Det skyldes dens saftige, liflige kirsebærfrugt, den friske syre og få men fine og af og til ret faste tanniner. Den synes ret sensitiv over for forskelle i terroir, og så lader den sig forme såvel med gæring og modning på ståltanke, i cementkar, på træfade og måske især i karas.

Zorik foran sine karas i forskellige størrelser, som benyttes til modning af især Areni

Armenske karas varierer som deres georgiske genparter qvevri i form og størrelse. Generelt er de dog mindre og ofte en smule slankere i formen; væggene er som regel tykkere, og de er lavet af en lysere ler end den georgiske. I modsætning til georgisk tradition beklædes de ikke med bivoks på indersiden; og de graves kun godt to tredjedele eller tre fjerdedele ned i jorden, så toppen stikker op. Det giver ifølge Gharibian en god temperaturfordeling, den rette mulighed for vinen til at kunne ånde; og ikke mindst vinmageren mulighed for nøje at følge processen.

Zorah dyrker så godt som økologisk, en forholdsvist nem opgave i Vayots Dzors tørre og solrige mesoklima, som dog nødvendiggør kunstvanding af de unge stokke i løbet af den lange og varme sommer. Alt høstes ved håndkraft, og vinene spontangæres på cementtanke, før de modnes færdige, enten i tanken eller på karas. Især Areni nyder godt af hans 30 hårdt indhentede karas. Han håber, at forskning og en målrettet uddannelsesindsats i fremtiden vil få lokale håndværkere og aspirerende pottemagere til igen at fremstille nye karas på klassisk manér. ‘Karasi’ på etiketten betyder ‘fra karas’, og i serien ‘Heritage’ udforsker han særligt sjældne steder og druesorter, der var på randen af uddøen. “Vi har arvet et unikt terroir og en række oprindelige sorter, som det er vores pligt ar give videre til de næste generationer, gerne i mindst så god stand, som vi fandt dem,” formaner han med et lille nik til Saint-Éxuperys diktum om, at vi ikke ejer jorden men kun har den til låns fra vores børn.

Smagning af hele Zorahs imponerende portefølje i det enkle men elegante smagelokale over kælderen

Voski 2022. Voski betyder gylden på armensk, og med vinens farve er det ikke kun forståeligt, kvalitativt også velvalgt. Det er en halvt-om-halvt cuvée af Voskehat (Ոսկեհատ), ‘gylden most’, Armeniens hvide signaturdrue, som giver syre og fylde, og den sjældnere Garan Dmak (Գառան Դմակ), ‘lammehale’ med hentydning til klaserne form, som giver frugt og aroma. 30-40 år gamle stokke. Gæret og modnet på cementtank. I næsen er den kølig og kompakt, duft af fine forårsblomster og frisk stenfrugt og små eksotiske strejf. I munden saftig, glat, læskende og ret let. Stenfrugt og salt mineralitet i fin balance, rar syre og flot træk.

Heritage Chilar 2021. Her har vi at gøre med en elegant orangevin på den ældgamle drue Chilar (Ճիլար), som udelukkende dyrkes i de centrale regioner af landet, omend i meget små mængder, men forventningerne er store. Chilar har cylindriske, aflange klaser, druerne er grønne til gyldne, mellemstore, let ovale, med elastisk skind med et tyndt voksagtigt lag og saftigt frugtkød. Udbytterne kan være ret høje men er ofte uregelmæssige på grund af blomsterfald efter frost og druernes forfaldenhed til meldug; men mosten er sukkerrig og velsmagende. Zorah har ikke en ‘ren’ mark med Chilar, så høsten selekteres ud fra en blandet beplantning, stokkene er igen cirka 30-40 år gamle. Druerne gæres med skallerne i karas, omtrent to måneders skindkontakt. Ni måneders yderligere modning på karas og let filtrering før flaskning. Det er en forfriskende og ganske løftefuld vin, diskret i duften med sagte antydninger af støv, voks og hvide blomster; men så en sublim strøm af pære, fersken og abrikos i munden, flot syre, delikat tekstur og en fin fenolisk og mineralsk spænding. Smager mere som en struktureret hvidvin end den orangevin, de to måneders skindkontakt ellers måtte antyde. En potent gastronomisk vin men samtidigt en sand fornøjelse at nyde på egen hånd.

Karas Areni Noir 2021. Fra yngre Areni-stokke i godt 1.400 meters højde, gæret på cement og modnet et år på karas. Let løftet og ret liflig frugtduft med en flot dybde, boysenbær, sorte kirsebær, balsamisk kirsebæreddike og noget let jordet à la regnvåd muldjord eller nyopgravet rødbede. Frisk og fyldig saft i munden, masser af moden kirsebærfrugt, fyrig peber og fine lædernoter, afstemt syre og diskrete tanniner. En såvel forfriskende som appetitvækkende rødvin, som soleklart illustrerer Arenis karakter og potentialet med karas.

Det er levende vine med stor vingefang, som passer perfekt til det traditionelle armenske køkken, en farverig mosaik af grøntsager, urter og frugter i følgeskab med gode oste og gerne grillet kød af gris, okse og lam, altid flankeret af de traditionelle fladbrød lavash.

Երազ

2019 — Yeraz er ikke kun navnet på Zoriks hustru, det er også det armenske ord for drøm. Druerne til denne helt særlige vin stammer fra Zoriks største skat, en gammel og glemt vinmark i over 1.600 meters højde. Blandet beplantning eller massal selektion er så meget sagt, snarere er det et lille vildnis af over 100 år gamle buskvine. “Det ligner en jungle, og arbejdet dér er som en safari,” griner han. De gamle knarke er forskellige kloner af samt nære slægtninge til Areni, “som de forskellige farverige tråde i en smuk gobelin” giver den ekstremt lave udbytter men en mageløs, kaleidoskopisk frugt. Zorik sender den af sted med et citat af Eleanor Roosevelt: “Fremtiden tilhører dem, der tør tro på deres drømmes skønhed.” Skøn og slående er den så sandelig. Næsen er æterisk med dufte af fuldmodne og syltede kirsebær, balsamisk kirsebæreddike, marokkansk mynte og orientalske krydderier. Silkeglat og fløjlsblød i munden, med en vis tyngde, masser af moden frugt, flot afstemt syre og faste men fine tanniner og et mineralsk spil i dybden. En åben kærlighedserklæring, stor og klassisk vin, elegant og dvælende. Gæret på cementtank, godt to års modning i karas og afrunding i en stor italiensk botte uden ristning for at mildne tanninerne yderligere.

Zorik Gharibian gik foran og foranstaltede en lille revolution. Siden årtusindeskiftet er antallet af privatejede vinerier steget fra omkring 0 til godt 100 i det lille land med kun knapt tre millioner indbyggere. Armenien vedstår nu arv og gæld og begynder for alvor at vise omverdenen, hvad det unge, gamle land kan. Mangt en mark omlægges, og de gamle sorter genopdyrkes i stort stil. Adskillige vinhuse har taget karas i brug, og flere benytter også gamle teknikker som kakhani, tørring af druer før gæringen. Variationen er stor men kvaliteten overraskende høj.

“Rejsen har været fantastisk, og vi er kun lige begyndt. Det bedste venter stadig forude.”

Flaske: Yeraz 2019  
Vinhus: Zorah  
Oprindelse: Vayots Dzor, Armenien  
Druesort: Areni  
Jordbund: Kalksten, sand
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret i cementtanke  
Lagring: Karas, botte  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 13%  
Pris: cirka 450,-  

Prins PIWI

“I landet Klynk bor piverterne, nogle små hængemuleagtige væsener, der altid er bedrøvede og utilfredse. Skønt landet er et slaraffenland, kan de eksportere deres tårer. Landets tronfølger, prins Piwi, har fået fat i nogle ugeblade fra Menneskenes Land og læser en masse om Lykken. Han beslutter selv at rejse til Menneskenes Land og hente Lykken. Imidlertid har de mennesker, han træffer, ret forskellige opfattelser af, hvad Lykken egentlig er for noget. Der er endvidere en række smarte forretningsfolk, som vil udnytte prins Piwi kommercielt, og snart kommer gangstere og hemmelige agenter også til.”

Således opsummeres handlingen i salig Flemming Qvist Møllers fantasifulde eventyrfilm og samfundssatire Prins Piwi fra 1974; men her i 2025 går titlen som Prins Piwi til en anderledes positiv og stærkt lysende stjerne i vinens verden. Der er ingen hængemule at spore hos Thomas Niedermayr fra Hof Gandberg i Sydtyrol. Han har heller ingen grund til sure miner, for han har succes med sin families vingård, som er stærkt dedikeret til økologisk vinavl og traditionelt håndværk, med spontan gæring som selvfølge og fravær af filtrering og afholdenhed med sulfitter som naturlig tilbøjelighed. Det usædvanlige er, at familien i dag udelukkende satser på såkaldte PiWi-sorter— pilzwiderstandsfähige Rebsorten— nye sorter med resistensegenskaber, som gør dem dyrkelige og duelige uden nogen form for sprøjtegifte, end ikke med de i økologien ellers anvendelige stoffer svovl og kobber.

Det er noget af en omkalfatring i et ganske traditionsbundet vinlandskab, hvor lokale stoltheder som Traminer, Riesling og Vernatsch står stærkt og kun tøvende har fået selskab af nyere krydsninger som Müller-Thurgau, Kerner og Manzoni. Det bjergrige område er gammelt østrigsk land men har de sidste 100 år hørt til Italien; og af diverse historiske årsager er det stadig præget af små gårde og store kooperativer, men samtidigt arnested for en visionær skare af øko- og bio-bønder— Alois Lageder, Michael Goëss-Enzenberg (Manincor), Christian Kerschbaumer (Garlider) og Martin Gojer (Pranzegg) for blot at nævne nogle få andre.

Bio- og piwi-pionerer

Piwier er hybridsorter (interspecifikke krydsninger) af forskellige slægter af vinstokke, typisk den europæiske Vitis vinifera med amerikanske Vitis labrusca eller rupestris (normalt for at opnå svamperesistens) eller asiatiske Vitis amurensis (normalt for frosthårdhed). Første generation var mestendels direkte hybrider, mens mange i de senere generationer er flerfoldige krydsninger af forskellige piwier og traditionelle sorter. Nogle har derfor først og fremmest vinifera-DNA men med de relevante resistens-gener fra de vilde amerikanske og asiatiske vinstokke.

Kvalitetsbevidste vinbønder har været langsomme til at tage piwi-sorterne til sig. Familien Ploder fra Rosenberg i østrigske Vulkanland Steiermark har længe været noget nær kejserlige leverandører af spændende og skelsættende vine på sorter som Bronner, Muscaris og Souvignier Gris. Men de må nok se sig overgået af den åndsbeslægtede familie Niedermayr på Hof Gandberg ved Eppan-Berg an der Weinstraße, Südtirol a.k.a. Alto Adige i Italiens alpine nord.

Familien Niedermayr har dyrket vin og frugt gennem adskillige generationer. Familiegården ligger ved tinden Gandberg over Etsch-dalen. Vinmarkerne dækker mere end fem hektarer i 500-550 meters højde, moræneland med overvejende dyb dolomit, kalkstensgrus og til dels gnejs og glimmerskifer. Smukt, stejlt og særdeles grønt bjergland. Allerede først i 1980’erne begyndte Niedermayrs forældre at beskæftige sig med mindre industrielle og mere naturnære dyrkningsmetoder, længe før Klimaschutz, Umweltschutz og Bodenschutz blev velkendte begreber i den almene offentlighed. “Sunde ting kan kun vokse i sunde omgivelser” er far Rudolfs valgsprog, og han anses med rette for at være en af økologisk vinbrugs pionerer i det norditalienske, og han var ligeledes en af de første til at omfavne de nye og mere bæredygtigt dyrkelige sorter, som dengang begyndte at dukke op. Vinhuset sluttede sig til Bioland i 1991, og i årene efter plantede de forsøgsvist deres første piwi-sorter; fordi de efter deres mening var de mest oplagte ud fra en økologisk tankegang. Kan man sprøjte mindre med svovl og kobbersulfat, må det være bedre; sundere, mere naturnært og mere terroirtro.

Den arv har sønnen Thomas valgt at videreføre og perfektionere. Han satte sig i førersædet 2010-2012 efter mange års samarbejde med sin far. Ad åre har de afprøvet en række piwi-sorter og nøje undersøgt hvilke, der passede bedst i deres område og egnede sig til netop deres vinstil. “I begyndelsen var der selvfølgelig ikke så megen viden, det er noget, vi har måttet oparbejde undervejs,” fortæller Thomas, der i dag må regnes som en af de mest erfarne praktikere på området piwi til kvalitetsvin. Samtidigt søger han nu den største renhed og naturlighed i sine vine, et mål han forfølger i samarbejde med sammenslutningen VinNatur. “Enhver, der specialiserer sig i naturvin, må følge vinen gennem hele dens rejse. Det er den eneste måde, man kan holde fokus på den endelige vin, gennem hvert skridt i processen. Det er den eneste måde, man kan blive ét med vinens natur og garantere absolut renhed. Naturen er trods alt den højeste form for kvalitet,” bedyrer han. I sine vine fremviser Thomas da også den lethed, friskhed og kølige fokus, som familien og området er kendt og skattet for. Bare ikke længere med klassiske sorter, kun nogle særligt afholdte gamle stokke Weissburgunder har fået lov at blive. Som den eneste sort skal den nemlig kun sprøjtes med svovl eller kobbersulfat en håndfuld gange gennem en sæson. Det er fortsat en afvejning, om det kan forsvares, når nu de nye sorter kan nøjes med en enkelt eller to— og flere af dem slet ikke har haft brug for nogen gennem adskillige år eller årtier.

Diversitet og dynamik

Hof Gandberg er i dag en blandet landhandel i udtrykkets bogtaveligste forstand, med blomster-, frugt- og grøntsagsdyrkning, eget dyrehold og selvfølgelig vinavl med en mangfoldighed af druesorter. De hvide Solaris, Bronner, Souvignier Gris og Muscaris, de røde Cabernet Cantor og Cabernet Cortis, samt en masse eksperimenter, work in progress. Thomas sørger for at holde biodiversiteten og det levende stofskifte i jorden ved lige ved årligt at sprede frø fra en række forskellige gavnlige sorter til at styrke det grønne dække— lucerne, kløver, katost, honningurt, diverse bælgfrugter og solsikker. Sidstnævnte strækker sig nogle gange højere mod himlen end vinstokkene selv.

Bronner bedårer med en eksotisk duft af banan og fersken og en citrusfrisk smag, tæt pakket med tropisk frugt og søde krydderier. Den er som Solaris en af Norbert Beckers krydsninger fra Freiburg, af Merzling og GM 6494 og bærer derfra resistentsgener fra Vitis amurensis, rupestris og lincecumii. Niedermayer lader den macerere nogle dage før et nænsomt pres, hvorefter den gærer og modner på et miks af ståltanke og træfade sammen med gæren. Souvignier Gris er en anden særdeles udtryksfuld og ret raffineret sort, som hos Niedermayer folder sig ud med friskhed og mineralsk finesse, fuld af kølig stenfrugt, nyslået eng og friske krydderurter. I den orange udgave Abendrot får de følge af tørrede frugter og en behagelig mandelbitterhed. Den er endnu en af Beckers bedrifter, angiveligt mellem Cabernet Sauvignon og Bronner; men nyere analyser har afsløret, at der i virkeligheden var tale om franske Seyval Blanc som mor og tyske Zähringer som far; sidstnævnte en krydsning af Riesling og Traminer fra 1939; og den første en hybrid fra 1919 mellem Vitis vinifera og amerikanske Vitis rupestris og Vitis lincecumi. Endelig giver sorter som Muscaris og Solaris det fulde flor af forårs- og sommerblomster, så ingen skal savne Sauvignon eller den Gewürztraminer, Sydtyrol er så kendt for. I fine og alt andet end vulgært parfumerede udgaver. Balance, syre og mineralitet forbliver klassiske dyder, selv med nymodens druesorter.

Alpelandet er stadig køligt klima, men området ligger som alle andre steder under for klimaforandringer, og den globale opvarmning har en højere virkning i højderne. En global temperaturstigning på 1,5 grader beløber sig her gennemsnitligt til hele 3 grader; og det ændrer ikke kun vinenes udtryk, det vil også øge luftfugtigheden og øge sygdomstrykket.

Så udvikling og udskiftning er en nødvendig del af forberedelserne på fremtiden. Det arbejder familien Niedermayr selvfølgelig aktivt videre med. Siden 2005 har især Niedermayr den ældre brugt en betragtelig del af sin tid på selv at frembringe nye piwier. Rudolf Niedermayr: “Det er et tålmodighedsarbejde. Allerede inden vinstokkens små blomster åbner sig, skal støvdragerne fjernes med en pincet; idet vinstokke altovervejende er selvbestøvende. Så snart frugtknuden er moden, bliver den så bestøvet med pollen fra en udvalgt plante. Det frembringer frugt, hvor hver kerne har sin egen individuelle genetiske sammensætning. Derefter skal hver kerne sås, have lov til at spire og vokse, den skal passes og plejes. Så viser det sig snart, om det har den ønskede svamperesistens; men det tager derimod lang tid og megen tålmodighed at vurdere druekvaliteten og dermed egnetheden til at lave vin. Tidligst efter fem-seks år ved vi, om resultatet er lovende; men under alle omstændigheder er spændingen stor, for der er skabt en ny sort!”

Solstrålehistorien Solaris

Solaris blev krydset af Norbert Becker i Freiburg i Tyskland i 1975 og fik sortsbeskyttelse under det navn i det tyske i 2001. Den vandt hurtigt en vis udbredelse i Tyskland, hvor den dog i dag er i tilbagegang. Til gengæld er den blevet en af de mest plantede sorter i Skandinavien, Benelux og resten af Nordeuropa, såvel som en vigtig gæst i eksempelvis Sydtyrol. Modersorten er Merzling, en krydsning af den interspecifikke Seyval Blanc (Seyve-Villard 5276) og Freiburg 379-52 (Riesling x Pinot Gris) — og faderen er GM 6493, en krydsning af den russiske interspecifikke Sevenyi og den franske Muscat Ottonel. Solaris arver således rupestris-gener gennem Seyval og amurensis-gener gennem Severnyi men er selv formelt klassificeret som en vinifera-sort. Dens navn er latin med henvisning til solen som symbol på liv, vækst og styrke. Den akkumulerer nemt en del sukker, modner ret tidligt og er især resistent over for dunet meldug (peronospora). Desuden er den ret vinterhårdfør. De egenskaber, samt dens ret ligefremme og let genkendelige karakter, har gjort den til noget nær den danske nationalsort. Herhjemme kender vi den for en typisk ret let, sprød, forfriskende og frugtig vin med noter af hyldeblomst, lime, grønne æbler og stikkelsbær, nogle gange græs, nælder og urter, ikke ulig en stålsat Sauvignon Blanc fra køligt klima; men den kan vinde videre nuancer og dybde med f.eks. senere høst, skindkontakt og/eller modning på gæren og fadlagring. I den forbindelse er det spændende at smage den fra et langt sydligere men meget højtliggende terroir, der er helt anderledes end det danske. Niedemayr leverer en friskfrugtig af slagsen med fint urtede nuancer, med stikkelsbær, vingårdsfersken og milde krydderurter; men livstykket kommer fra husets ældste stokke, plantet på Mitterberg tilbage i 1999, som får en særligt kærlig behandling.

S.ALT 99 er frugten af satsningen fra 1999, dengang var det Italiens første Solaris-stokke. I 2018 var tiden så endeligt inde: Thomas besluttede sig for at lave en enkeltmarks Solaris for første gang. Høsten fandt sted midt i august, Solaris er altid deres tidligste, og efter afstilkning stod mosten tre dage med skallerne før gæringen fuldendtes på ståltanke. Derefter 2 1/2 års modning på gæren i et 10 hektoliter træfad; flasket uklaret og ufiltreret og først frigivet efter endnu et års lagring på flaske. Mild duft af hvide blomster og grønne enge; sprød, spændstig og salt på tungen, med syrlig fersken og kølig ferskensten, strejf af kærnemælk og nøddeagtige noter, en levende syre og mundvandsdrivende mineralitet. Er lille alpint mesterværk!

“Jeg vil tage den følelse med ind i kælderen, som jeg får, når jeg står og arbejder, ikke bare i vinmarkerne men midt i selveste naturen; som stadig har ret til at være vild. At lade hele druens udvikling, fra vinstokken til flasken, være ren og uforfalsket, det er en vidunderlig udfordring,” filosoferer Niedermayr og fortsætter: “Mine vine er ‘topvine’, netop fordi de har ujævne kanter. Når man kan smage, at en vin er ren og håndlavet, afspejler sit sted, afspejler sit år, ortæller sin historie, så har den karisma.”

Flaske: S.ALT 99 2018  
Vinhus: Thomas Niedermayr  
Oprindelse: Sydtyrol, Italien  
Druesort: Solaris  
Jordbund: Moræne, kalksten, gnejs
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Ståltanke, store egetræsfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 14%  
Importør: Sogno.dk, QualityWine  
Pris: cirka 450,-  

Santa Elisabetta

Forvandlingen af vin på druesorten Teran fra pivsur, grim ælling til statelig, smuk svane er måske den mest bemærkelsesværdige udvikling på den kroatiske vinscene siden landets selvstændighed i 1991. Moreno Coronica var den første til at tage sorten til sig som solist og seriøs vin, men i dag er han langt fra alene om at lave spændende, store vin på den gamle istriske sort.

Santa Elisabetta er en ganske særlig vinmark ved middelalderbyen Motovun midt på halvøen Istrien. Men kun knapt 30 er gået siden skråningen blev ryddet for skov, som måtte vige pladsen for vinstokke; og med få årtiers målrettet arbejde har familien Benvenuti allerede formået at skabe en ikonisk vin fra stedet, som nu har noget nær kultstatus. Santa Elisabetta så sin første årgang frigivet fra 2015, og siden har den henrykket med sin smag af Teran i dens fulde spektrum, fra høje soprannoter til klangfuld baryton— en del som moden Bordeaux og Barolo, bare med en vildere bærfrugt og en livlig syre, der danser elektrisk boogie i munden.

Fra købmand til vinmager

Familien Benvenutis smukke vingård ligger i udkanten af den ganske lille landsby Kaldir med direkte udsyn til den mere majestætiske Motovun. Gården er grundlagt af Piero Benvenuti i 1946, hvor han plantede en vinmark, som stadig står den dag i dag; men landbrug og vinavl var allerede da i familiens DNA gennem generationer. Det var dog hans søn Livio, som satsede særligt på vinfremstilling fra 1990’erne, efter han først havde arbejde som købmand; og sammen med sine sønner Albert og Nikola begyndte de i det nye årtusinde at udvide markarealet og for alvor hæve ambitionerne.

Brødrene er begge uddannede økonomer, men med en behagelig opvækst på vingården var der alstå ingen tvivl hos dem, da faren gav stafetten videre. De sprang til, og Livio gav dem frie hænder til at forvalte arven; hvilket de må siges at have gjort til UG med kryds og slange. De første flasker i familiens eget navn kom på gaden i 2003, og Benvenuti er nu et internationalt anerkendt navn med adskillige og gentagne præmieringer i konkurrencer hos f.eks. Decanter og Wine Spectator— og må ofte melde udsolgt af deres topvine.

Nikola opsummerer: “Min bror og jeg besluttede, at vin var det, vi ville bruge vores liv på, og at vi ville bringe vores familietradition fra hobbyavl til professionel vinfremstilling; og det skulle være med de traditionelle sorter, som vi har haft her ved Motovun gennem århundreder.”

Brødrene Nikola og Albert Benvenuti i kælderen ved Kaldir med et fad vin fra Santa Elisabetta. Foto: Benvenuti

Det samlede vinmarksareal dækker i dag 22 hektarer, hvoraf knapt 60% er beplantet med Malvazija, mens godt 30% går til Teran, og en håndfuld andre sorter udgør det resterende. Blandt besiddelserne er marker som Brkač, Divjaki og Šubijent samt den berømte San Salvatore, som de fremstiller fremragende tør og sød Malvazija fra, og så selvfølgelig Santa Elisabetta, som lægger jord til især Teran af topkvalitet.

Entry level lægger ud på højt plan med Livio med terroirtypisk Malvazija og Teran. Dertil kommer bl.a. det Teran-dominerede blend Caldierosso og den lækre senthøstede honningbombe Corona Grande; derefter særligt selekteret Teran i den fornemme Anno Domini linje; og endeligt enkeltmarkerne San Salvatore og Santa Elisabetta som kronerne på værket. Store dele af sortimentet fås herhjemme hos Pelican Wines.

Den stramtandede Teran

Istriens rige gastronomiske ressourcer— oliven, olivenolie, trøfler, luftørrede skinker, kød fra det sjældne Boškarin kvæg— matches smukt af dets lokale vine på den altid imødekommende hvide Malvazija og den noget mere krævende men i dag også givende røde Teran.

Teran-vin blev traditionelt brugt som medicin til de skrantende, svækkede og især de blodfattige, sandsynligvis grundet sin ekstremt dybe farve, kradse karakter og tætte frugt. Som levnedsmiddel var Teran i gamle dage efter sigende ikke bedre bevendt end til fattigmandssuppe: Den bedste måde at indtage den syrerige, bitre rødvin var at varme den op med en smule dulmende honning, legere med tørt brød og så spise den med en smule olivenolie og peber på; eller måske med et gratineret ostebrød i eller et pocheret æg ovenpå, hvis man skulle spise fint. Ingen gammel istrisk bonde ville have formodet, at Teran i det 21. århundrede skulle gå hen og blive fine wine. Dertil var den for rustik, for sur, besk og kradsbørstig; men trold kan som bekendt tæmmes.

Det er en indfødt istrisk sort, som man i mange år mente var identisk med slovensk-italienske Terrano og dermed en undersort af Refosco. Sidstnævnte dyrkes også i den slovenske del af Istrien og det nordligere Kras under navnet Refošk og laves dér til en vin ved navn Teran, især når den dyrkes på den rustrøde terra rossa, som sorten synes at have et særligt forhold til. Slovenerne søgte endda at få navnet Teran oprindelsesbeskyttet inden for EU; en sag, som kroaterne dog endelig fik forpurret i 2017 og det med god grund. Nyere DNA-analyser har nemlig kastet mere lys over land, men samtidigt også kompliceret billedet en smule: Kroatiens Teran er sin egen sort men tilhører sandt nok den større Refosco-familie, hvor den er en underart af Refosco dal Peduncolo Rosso/Refošk crvena peteljka, Refošk med røde stilke. Men selvom sorterne er nært beslægtede, er der stadig tale om selvstændige sorter eller i det mindste distinkte kloner. En yderligere krølle på historien er dog, at det nu viser sig, at flere beplantninger med Refošk i Slovenien i virkeligheden indeholder Teran-kloner.

Så i sidste ende er det sikreste nok at sige, at sorten er istrisk; og den synes at stamme herfra snarere end længere mod nord eller vestover. Ikke alene har den lang historie i det istriske, den er også eminent tilpasset halvøens lokale jordbunds- og vejrforhold, især i Mirna-dalen omkring Motovun og nordvestkysten omkring Buje. Før phylloxera i forrige århundrede hærgede, var den væsentligt mere udbredt end i dag, hvor den kun står plantet på knapt 10% af Istriens vinmarker— dog med fremgang gennem flere år. Albert uddyber fascinationen: “Teran er vores evige inspiration. Den er som vævet ind i vores genetiske kode, den er gået i arv gennem utallige generationer, og vi ved, at den i dette område, hvor den blev født, hvor vi blev født, har evnen til at give noget helt særligt. Det må vi forløse.”´

Det er en sent modnende sort, der gerne sætter masser af store klaser med tætpakkede druer. Nøglen til kvalitet er ikke overraskende at reducere udbyttet med agtsom beskæring og grøn høst, at vælge det rette høsttidspunkt og ikke ekstrahere for heftigt.

Fra årets høst af Teran på Santa Elisabetta den 21. september. Foto: Benvenuti

Terans struktur er dens særligste karakteristika. Markant syre— i sjældne tilfælde helt op til 10 g/l i ellers modne druer— og masser af fine tanniner, som regel suppleret med et rigt ekstrakt og moderat alkohol. Aroma og smag spænder fra blomster, skovbær, kirsebær og blommer, friske krydderurter og krydderier; til fugtig muld, rødt kød, rustne søm, jod og jern. Vinene varierer fra rustikke til raffinerede, fra forfriskende og frugtige til mere markante og robuste af statur— og udviklingspotentialet er generelt stort. Kabola laver en ret lækker naturlig Teran på amfora, Bruno Trapans er en livlig naturvin. En ligefrem og saftigtfrugtig udgave fås fra Kadum, og Marko Fakin får også yderst fornuftige ting ud af Teran. Endelig er Moreno Coronica stadig en stor mester, som kan matche Albert og Nikola Benvenuti, ikke mindst i modne vine med mange år på banen.

Nikola Benvenuti: “Teran leverer en vin med meget mere karakter og længere levetid end nogen anden rødvinsort i Istrien; og dens sande skønhed ligger i dens aldringsproces. Teran ældes virkeligt med ynde.”

Top terroir

Motovun er velkendt for sin fremragende Malvazija, som nyder godt af det kølige klima i bakkelandet og områdets kalkholdige mergeljorde; og i de seneste år har en række marker også vist sig særdeles velegnede til Teran.

Santa Elisabetta var tilgroet, men beliggenheden og jordbunden var som skabt til en vinmark, så sådan måtte det blive. Vi befinder os i mellem 300 og 330 meters højde, hvor ellers skovklædte bakketoppe troner over Mirna-dalen, og spændet mellem dag- og nattemperaturen er størst; et træk, som er afgørende for vinens syre og udvikling af fenoler i skallerne. Direkte sol det meste af dagen, og desuden ligger den amfiteaterformede mark åbent for en gunstig vindgennemstrømning, som kan sprede den tåge, der især om efteråret kan ligge som en tæt dyne over dalen. Den kompakte mergel holder godt på vandet, og overskydende regn render let ned ad skråningen uden erosion, da den året rundt holdes fast med grønt bunddække; som samtidigt sikrer mindre fordampning i sommerens tørre perioder, så vinstokkene ikke kommer til at lide af tørkestress.

Istriens jorde deles ofte ind i fire kategorier, for det meste de røde og hvide (crevenica, terra rossa og bijele zemlje, terre bianche) og dertil de grå og sjældne sorte jorde. Den røde jord er en særligt jernholdig mergel, mens den hvides farvning skyldes et højt kalkindhold. Santa Elisabetta ligger stedt på Motovuns karakteristiske hvide jord— så hvid, at den snart ikke kunne være hvidere. Jordbundens pH ligger mellem 7,5 og 8 grundet et aktivt indhold af calciumkarbonat på 15-20%. Netop det høje kalkindhold er nok med til at give vinen fra Santa Elisabetta sin særligt elegante og raffinerede karakter.

Brødrene Benvenuti arbejder ud fra devisen, at stor vin bliver skabt i marken. Med økologisk dyrkning, begrænset udtynding af bladvæggen, grøn høst og selektiv håndhøst ved fuld modenhed har de det bedste råstof i hænde; og herefter holder de nallerne for sig selv i kælderen. Det vil sige spontangæring på ståltanke, og for Santa Elisabettas vedkommende lang maceration med moderat pigéage og modning på store, gamle slavonske og franske egetræsfade i godt to og et halvt år, før vinen fyldes ufiltreret på flaske. Sidst følger seks til otte måneders flaskelagring før frigivelse.

Den særligt udvalgte

“Over årene havde vi oplevet, at marken virkeligt gav os nogle af vores bedste druer, selv i svære år. Så i 2015 besluttede vi os for, at vi fremover ville lave den som enkeltmarksvin. Maksimalt kan marken måske give os 9.000 flasker, men som regel er der kun mellem 4.000 og 5.000 flasker Santa Elisabetta,” forklarer Nikola.

Sæsonen i 2019 var diametralt modsat af den foregående fra solrige, varme og givtige 2018, hvor de høstede allerede den 27. september. Nikola opsummerer: “Første halvår regnede det uforholdsmæssigt meget, og så må man som vinbonde være tidligt ude og træffe de nødvendige foranstaltninger i marken. Det lykkedes, og vi kunne høste helt sunde druer den 12. oktober.”

Men ikke hele høsten fra marken Santa Elisabetta ender i vinen af samme navn, resten ryger i Anno Domini eller Livio. Nikola forklarer hvorfor: “Efter endt fadlagring laver min bror og jeg sammen med vores ønolog nogle blends, som vi så inviterer vi en 10-15 af de fremmeste sommelierer og vinfolk fra Kroatien til for at blindsmage. En afstemningen afgør så, hvad der bliver den flaskede Santa Elisabetta, som så præsenteres efterfølgende november.”

Benvenuti Santa Elisabetta 2019 er seriøs vin til kræsne ganer. Som Motovun rejser sig majestætisk fra Mirna-dalens tåge, løfter duften sig sagte fra glasset med liflige sorte kirsebær, skovbund, visne blade, tørrede urter, tørv og tobak. I munden er den saftspændt med tæt, moden frugt, en mundvandsdrivende syre, fløjlet stof og faste, fine tanniner. Meget at tygge og mæske sig i, men alligevel ret let og fornemt balanceret med en delikat bitterhed i eftersmagen; som hænger ved med sursøde kirsebær, skovbær, sort te og rooibos, hyben og hibiscus, krydderurter og ædeltræ. Det er stor vin, og det er udpræget madvin. I sin ungdom skriger den på rødt kød, gerne grillet og så rødt som muligt; med nogle år i kælderen vil den nok være perfekt til langtidssimrede gryderetter, braiseret oksekød med rodfrugter og gerne bitre elementer fra kål, julesalat eller lignende. Giv den gerne noget luft først, og drik den af Bordeauxglas ved 12-14 grader. Det er kræs!

Flaske: Santa Elisabetta 2019  
Vinhus: Benvenuti  
Oprindelse: Istrien, Kroatien  
Drue: Teran  
Jordbund: Kalkholdig mergel
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Gæret på ståltanke
Lagring: Store træfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 14%  
Importør: Pelican Wines
Pris: 585,-