Grüner Veltliner som grundstof

Weinviertel, navnet alene fortæller, at vinen står tæt i landskabet her, men alligevel står vinene herfra ikke tæt på hylderne med østrigsk vin hos de danske forhandlere; og det til trods for at Weinviertel rummer mere end 14.000 hektarer vinmarker, den tætteste bestand af Grüner Veltliner på planeten og landede Østrigs første DAC for vin på netop den drue i 2003. Men nok er Weinviertel en nærmest udtømmelig kilde til Grüner Veltliner i flot og forfriskende kvalitet, men måske især de kvalitative højdespring har manglet. Man er i stedet kommet til at stå en smule i skyggen af Kamptal og Kremstal og ikke mindst Wachau.

Vi befinder os i det nordøstlige hjørne af Niederösterreich i det nordøstlige hjørne af Østrig en smule nordøst for Wien nær grænserne til både Tjekkiet og Slovakiet. Weinviertel er Østrigs største vinregion og hjemstavn for mere end en tredjedel af nationalsorten Grüner Veltliner, som står på halvdelen af markerne. Heroppe bliver den syrefrisk, ret frugtig og fyrig af friskkværnet peber, Grüner Veltliner i en nøddeskal, når den er lavet godt— og en kende vandig, grøn og bedsk, når det går knapt så godt. Man kan ofte savne den frugtige fylde, særlige mineralitet og kompleksitet, som kan opnås i nogle af de ovennævnte områder langs Donau og dens bifloder; men Weinviertels køligere klima og områdets tykke lag løss sørger altid for fast struktur og den klassiske peberkrydring.

Få steder bliver den dog så formidabel som hos Herbert Zillinger i Ebenthal i den sydøstlige del af Weinviertel. Det skyldes dels, at det lokale mikroklima er en smule solrigere og lunere på grund af tørre og varmere vinde fra den pannoniske slette mod øst, en indflydelse, som føles stærkere i denne del af Weinviertel. Dertil kommer, at Herbert har et mangefold af marker omkring både Ebenthal og Ollersdorf med små variationer i elevation, eksposition og jordbundsforhold, så muligheden for variation er stor. Sidst men ikke mindst er manden bare en særdeles dygtig vinbonde og vinmager, der dyrker sine druer biodynamisk og vinificerer dem med kyndig og så nænsom hånd som muligt.

Det hele når sit højdepunkt i topvinen Radikal, en tilbundsgående undersøgelse af Grüner Veltliners inderste væsen, hvor al dens saft og kraft er koncentreret. Den kombinerer på fornemste vis friskhed, elegance og balance med intensitet, kompleksitet og krydring, så den nærmest er et komplet måltid i sig selv— samtidigt med at være noget nær den ultimative, alsidige måltidsledsager.

Grüner Veltliner er grundstoffet i godt en tredjedel af Østrigs vine og halvdelen af Weinviertels, hvor den er så godt som den arketypiske hvidvin. Hos Herbert Zillinger bliver den for tiden til otte forskellige vine. Foto: ÖWM

Fra grønskolling til grøn omstilling

I løbet af det seneste årti har Herbert Zillinger markeret sig som en af de toneangivende vinbønder i Weinviertel, hvor han samtidigt har været bannerfører for biodynamisk dyrkning og en mere naturnær vinifikation. Forveksl ham dog ikke med den ligeledes biodynamiske og naturnære, Grüner Veltliner-formående og Weinviertel-beboende vinbonde Johannes Zillinger. Der er bestemt berøringspunkter de to imellem, og sidstnævntes vine er ligeledes fremragende, så de får spalteplads på et senere tidspunkt; og lige hvad angår Grüner Veltliner overgås Johannes helt bestemt af Herbert.

For Herbert Zillinger er Grüner Veltliner nemlig en slags Grundnahrungsmittel, det daglige brød og den daglige drue. I sit valg af den som hovedsort vedstår han ganske enkelt arv og gæld. Den er og bliver områdets allestedsnærværende sort, således også gennem familien Zillingers tre generationer af vinbønder, og opgaven for en ung vinmager må så være at vise, at han ikke bare kan holde den lokale tradition i live men også løfte den til højere stader.

I en alder af blot 18 år overtog Herbert i 1998 driften af familievingården fra sin far og bedstefar. 7 hektarer vinmarker stod til hans rådighed, faren og bedstefaren før ham havde drevet blandet landbrug, hovedsageligt med korn og kvæg og kun lavet en mindre mængde vin. Herbert besluttede sig snart for at fokusere udelukkende på vinavl, og frem til i dag har han udvidet vinmarksarealet til 16 hektarer. Han overtog officielt firmaet i 2003. Det faglige var hans dels flasket op med hjemmefra, dels havde han forinden taget eksamen fra vinskolen i Klosterneuburg. Her mødte han også sin kommende hustru Carmen, som siden 2007 har taget fast del i driften af vingården; og sammen med Herbert har hun været med til at træffe en række af de afgørende beslutninger for foretagenes udvikling. Deres fælles skærpede fokus blev mere naturnære dyrkningsformer. I 2008 begyndte de omlægning til økologisk dyrkning, og ansporet af deres gode erfaringer dermed, og af talrige samtaler med kolleger fra både nær og fjern, begyndte de at dyrke efter biodynamiske foreskrifter i 2015. Det førte til et medlemsskab af den østrigske biocertificering respekt-BIODYN i 2017.

Gæs guffer sig gennem det viltre grønne bunddække mellem rækkerne i Zillingers vinmarker. Husdyrhold indgår som en integreret del af det biodynamiske vinbrug, hvor en god kompost holder balance i livet i vinmarken: Afskæringer fra vinstokkene, græs, hø og komøg samt tørrede blade af bl.a. brændenælde, kamille, mælkebøtte, padderok og røllike. Foto: Weingut Zillinger

Den biodynamiske certificering blev det afgørende for Zillinger-parret, som har valgt at lade deres vine stå uden for ‘det fine selskab’ i den nationale klassifikation DAC (Districtus Austriae Controllatus), der som nævnt indførtes i Weinviertel fra 2003 og fra 2009 med den kraftigere Reserve-kategori. At lade vinene tale deres eget sprog og gå sine egne veje var vigtigere end at kunne markedsføre dem inden for en bestemt kategori, forklarer de. Ikke at der er noget afgørende galt men klassifikationen, den er bare ikke for dem. Det giver ikke mindst mening i lyset af deres udvikling i de seneste år, hvor de er gået mere og mere i en minimalistisk retning, med mindre filtrering og færre sulfitter, til fordel for alternative gæringskar og længere skindkontakt eksempelvis. Dermed står mange af vinene nu til helt at forlade det officielle østrigske kvalitetsvinssystem, da vinene ikke kan opnå ‘Prüfnummer’ hos de regionale smagepaneler. Forståeligt nok men samtidigt ufrivilligt komisk: På deres kvalitative højdepunkt er Zillingers vine ikke længere ‘Qualitätsweine’.

Som med den grønne omstilling af vingården er Carmen og Herbert ikke hoppet med på nogen naturvinsvogn. Der er tale om en trinvis udvikling baseret på personlige erfaringer, fulgt op af stærke personlige overbevisninger, som skridt for skridt er ført til en grundig ændring af dyrkningsforhold og siden vinifikation. For kun fra kernesunde druer kan man fremstille god vin uden teknologiske og kemiske indgreb; og hos Zillinger er man nu overbeviste om, at det er kongevejen til karakterfulde vine og terroir-udtryk. Ingen modeluner men vine med integritet og individualitet. Man kan kalde Zillingers udvikling en venlig radikalisering.

Grüner Veltliner er ikke enebarn hos Zillinger, desuden dyrker de Weissburgunder og Welschriesling samt de aromatiske alternativer Traminer og Sauvignon; og så er der enkelte røde stænk i form af en smule Zweigelt. De bliver dels til bedre enkeltmarksaftapninger og dels til fornøjelige forfriskninger med drilske navne. I serien ‘Freestyle’ findes således Goldfisch, Popcorn og Toast Hawaii. Den mere klassiske del af sortimentet markedsføres som ‘New Classics’ herunder enkeltmarksvinene og de særlige Grüner Veltliner-studier Radikal og Elementar samt Tramineren Profund, som markedsføres som ‘Edition Z’. Til Zillingers vigtigste enkeltmarker hører Hohes Eck, In Haiden, Steinberg, Vogelsang og Weintalried; men de klassificerede marknavne vil for fremtiden forsvinde fra etiketterne til fordel for fantasinavne på grund af de strenge statslige krav for oprindelsesgaranti.

Som altid angiver viser etikkerne dog vej til stilen: Jo vildere vinen er, desto mere kompleks er etiketten i dekoration og krummelurer; og de mest naturlige og sprælske prydet af ordspil og diverse tegninger.

Grundlæggende, rodfæstet, dybsindigt

Zillinger har i de seneste år fundet deres egen vej frem og perfektioneret deres håndværk, og i dag laver de vine med tydelig terroirdimension og personlig karakter. Det gælder både de mere klassiske og de mere legesyge vin fra hans hånd. Alle besidder de en pikant friskhed og en sjælden substans, ikke mindst hans hovedværk, den gode, gamle Grüner Veltliner, hvis fulde spektrum han afdækker i en håndfuld hver især fremragende vine. Et par nedslag kan tydeligt illustrere spændvidden.

Neuland 2021 er basisvinen, høstet fra flere marker, med druer udvalgt fra de yngre stokke. Ungdommelighed går igen i glasset, det er superfrisk og klassisk Grüner Veltliner fra Weinviertel med læskende lime, grapefrugt og grøn pære, med friskt syrebid, milde urtede noter og ellers helt uden dikkedarer.

Horizont 2021 er ligeledes høstet breden om men fra ældre stokke end Neuland og dermed med en smule større intensitet og kompleksitet. Frisk saft af sprøde grønne pærer, friske grønne druer, citrusfrugt og små strejf af dild, estragon, lakridspulver og hvid peber. God substans, syrefrisk og markant mineralsk. Husets vigtigste vin, af Herbert beskrevet som ‘vores flydende visitkort’.

Hirschreyn 2020 er indbegrebet af Weinviertel, fra hans højest beliggende mark, vindblæst og nordvendt men med det dybe lag løss, som gør Grüner så godt. Syrefrisk og saftig med spændstig grøn frugt, lime, yuzu, grønne reineclauder og fersken, meget stoflig og mineralsk med noter af lakridspulver og urtesalt.

Vogelsang 2020 vokser på løss og sand oven sandsten og kalksten; og netop den kalkholdige jordbund gør den til noget særligt, en kompakt vin som samtidigt fremstår let til bens og særdeles forfriskende. Pære, meloner, mandariner, appelsiner, kvæder, hø, halm og urtesalt forenet i en saftig mundfuld med flot, rund syre og fin stoflig dybde.

Elementar 2016 er Zillingers Orange Veltliner. Vinen så første gang dagens lys i 2014 og er på druer høstet sent på den stejleste, kargeste og køligste del af Vogelsang. Gæret med skallerne i en god uges tid og modnet med gærresterne et år på et 1.000 liters akaciefad. Duften er let løftet og mildt oxidativ med en delikat støvet og krydret kant, kandiseret appelsinskal, tørret mango, lakridsrod, krydderier. Smagsprofilen tegnes af grynede gråpærer og kvæder, moden citrusfrugt, en frisk syre, pikant fenolisk bitterhed og fine tanniner. Stoflig og med tørt finish. Stringent saft, som vil udfordre de klassisk og traditionalistisk indstillede; og fryde de eventyrlystne.

Radikal 2015 tilhører Zillingers Z-serie og er en særligt sen aftapning af Zillingers absolutte topvin— en selektion af fuldmodne druer fra de ældste stokke på Zillingers bedste marker i Ebenthal og Ollersdorf, fra såvel løss som kalksten. Løss bidrager med den frugtige fylde og den pebrede krydring, mens kalkstenen giver blødhed, saftighed og en mildt røget og salt mineralitet. Nænsom helklasepresning, fra år til år af og til en smule skindkontakt, og ellers gæring på store træfade, eg og akacie, og modning mindst et år på gærresterne, flasket ufiltreret og med mindst et års modning på flaske før frigivelse. Der har den fundet sig til rette som en blød, rund og rig vin med en knitrende syre og en krydret smagsrigdom. Som en påfuglehale folder den sig ud i et prægtigt farvespil af pære, fersken, reineclauder, ananas, pinjekerner, harpiks, bivoks og vildblomsthonning, pibetobak, søde krydderier og masser af friskkværnet peber. Et kondensat af Grüner Veltliners smagsunivers uden at sætte balancen og elegancen over styr. Stor vin, som sagtens kan klare længere tids lagring eller en tur på karaffel og nogle store glas. Det gælder ikke mindst yngre udgaver af vinen end denne 2015 late release.

Radikal er allerede en klassiker inden for feltet ‘kompleks Grüner Veltliner’, og hvad man ikke har kunnet finde af finurlige noter i denne vin gennem tiderne: Alt fra figner og tørrede abrikoser, hasselnødder og mandler, muskatblomme og muskatnød til ensilage, hø og tørrede krydderurter, rosmarin, laurbærblade, tobaksblade og marihuana. Mageløs vin!

Flaske: Radikal 2015
Vinhus: Herbert Zillinger  
Oprindelse: Weinviertel, Østrig  
Drue: Grüner Veltliner  
Jordbund: Løss og kalksten
Dyrkning: Biodynamisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Store egetræsfade  
Lukning: Skruelåg
Alkohol: 13,5%  
Importør: Bichel Vine  
Pris: 375,-  

Serbiske sjældenheder

Mangfoldige klostre og talrige frugtplantager spætter landskabet omkring Mala Remeta i Srem i det nordlige Serbien; og så strækker vinmarkerne sig også vidt gennem det forholdsvist flade land for foden af Fruška Gora bjergene. Det er et naturskønt område langs Donau, som synes skabt til vinavl; men det, der sandsynligvis falder allermest i øjnene, er nok det moderne vinhus Vinarija Deurić — et imponerende bygningskompleks, som tårner op i landskabet med sin attraktive arkitektur og flotte gårdhave, indrettet med restauration indendørs såvel som udendørs, smagelokale og selvfølgelig selve vinkælderen.

Serbien har en lang vintradition bag sig og begynder nu for alvor at rykke på sig igen. Deurić tiltører den nye bølge i serbisk vin, som går moderne til værks men samtidigt bygger videre på gamle og lokale traditioner. Vinhuset er grundlagt i 2009 og modtog allerede i 2017 anerkendelse som Serbiens bedste unge vingård. Man har altså hurtigt etableret sig som en progressiv producent med kvalitet og karakter i højsædet. De dyrker internationalt kendte druer som Pinot Noir, Chardonnay og Sauvignon, som alle gør sig godt i det lokale klima; men også sjældenheder som de lokale sorter Morava og Probus. Mere end nogle af de andre sorter er de kendetegnende for Deurić, for de er sandt serbiske men samtidigt ikke gamle i gårde. Begge er moderne krydsninger, som ikke kun egner sig glimrende til de lokale klimatiske og geologiske forhold: De byder samtidigt på spændende og anderledes smagsoplevelser, og så er det druer, som samtidigt spås en lys fremtid inden for mere miljø- og klimavenligt vinbrug grundet deres hårdføre natur. Desuden er de oven i købet til at få fat på i Danmark, da dansk-serbiske Jelena Andric Boskov har bragt dem til landet, hvor de kan købes via Glud Vin.

Fortiden — den lokale kejser

Serbisk vin har en lang men omtumlet historie. Allerede oldtidens thrakere og grækere dyrkede druer i det nuværende Serbien, og organiseret vinavl går mindst tilbage til romersk tid. Det var den lokalfødte kejser Marcus Aurelius Probus, som i slutningen af 200-tallet tillod vinavl i provinsen Pannonien igen, efter kejser Domitian havde nedlagt forbud uden for den italienske halvø et par århundreder forinden. Efter forbudstiden med italiensk vinmonopol var det sandsynligvis i Probus’ barndomsland ved Fruška Gora, at vinavlen først blomstrede op igen, ikke mindst fordi Probus gjorde Sirmium til sin personlige residensstad; hvor også den senere kejser Aurelian fødtes. Romerne gav deres viden videre til de slaviske folkeslag, som blev de dominerende på Balkanhalvøen i midten af første årtusinde i vor tidsregning; og de tog hurtigt vinavl og den nye romerske religion kristendommen til sig. Fra senantikken til middelalderen oplevede vindyrkningen derefter en lang fremgangstid.

Vinmarker på blidt bølgende bakker i lavlandet for foden af Fruška Gora. Foto: Vinarija Deurić

Serbien opstod som selvstændigt nation i løbet af 1200-tallet og nåede sin største udbredelse og storhedstid som Zarriget Serbien i 1300-tallet. Som den katolske kirke i vest, gjorde den ortodokse kirke i øst en stor indsats for at nære vinavlen i Serbien, og klostre som Gračanica, Manasija og Ravanica var alle omgivet af vinmarker og vinfremstillende ejendomme. Ligeledes var adelen ivrige vinavlere og vindrikkere, og den store konge Stefan Dušan støttede med stor entusiasme sit lands vinkultur i 1300-tallet, hvor serbisk vin oplevede sin første egentlige guldalder, frem til Osmannerrigets indtog på Balkan i slutningen af samme århundrede. De muslimske osmannere gjorde ikke kun en ende på det sammenhængende serbiske rige, samtidigt satte de også en stopper for vinavlen på store dele af Balkanhalvøen. Vinproduktion blev forbudt ved lov men fortsatte i det små i skjul blandt andet blandt de sejlivede serbere. De efterfølgende århundreder er en lang og indviklet historie om kampen mod osmannerne i samspil med forskellige stormagter som de respektive østrigske og russiske kejserriger. Lang historie kort: Serbien genopstår som selvstændig stat i løbet af 1800-tallet og bliver efter Balkankrigene og Første Verdenskrig del af først Kongeriget Jugoslavien og siden Den socialistiske forbundsrepublik Jugoslavien. I mellemtiden er landets vinavl blomstret op igen, og i sine velmagtsdage i 1800-tallet blev serbisk vin eksporteret ikke blot til Østrig-Ungarn men også videre ud i verden til f.eks. Tyskland og Frankrig. I jugoslavisk tid kom masseproduktion i vælten, og i 1970’erne nåede forbundslandets samlede produktion sit højdepunkt med svimlende seks millioner hektoliter årligt— næsten halvdelen produceret inden for delstaten Serbiens grænser. Vinavlen i Jugoslavien var lige så righoldig og varieret som landets kultur og etniske sammensætning. Hovedproduktionen i Serbien var rødvin, og danskere, der er en smule oppe i årene, vil sikkert huske den sødmefulde rødvin Amselfelder, som var fremstillet i den daværende sydserbiske provins Kosovo, omkring den for serbisk historie så vigtige Solsorteslette (tysk Amselfeld, serbisk Kosovo polje, Косово поље).

Det moderne Serbien — fremtiden

Vi springer for hyggens skyld Jugoslaviens sammenbrud over og direkte til et crash course i Serbien af i dag: Serbien (Srbija, Србија) er nu en indlandsstat på Balkanhalvøen i det sydøstlige Europa med grænser til bl.a. Bosnien, Kroatien, Ungarn, Rumænien og Bulgarien. Landet har knapt syv millioner indbyggere, først og fremmest serbisktalende serbere samt en række mindretal, og styres som en parlamentarisk republik. Hovedstaden er landets største by Beograd med godt 1,5 million indbyggere. Serbien er medlem af FN og Europarådet og indledte i 2014 forhandlinger om et fremtidigt medlemsskab af EU. Landet rummer rige landbrugsområder, og i det sidste tiår er vinavlen for alvor vokset sig stærk.

Det serbiske vinland er præget dels af en række lokale sorter og centraleuropæiske sorter fra Donauområdet— det være sig Graševina, Muškat, Prokupac, Smederevka, Vranac og Zazinac — ligesom man han i løbet af især det seneste århundrede har plantet en lang række internationale sorter som f.eks. Chardonnay, Pinot Noir, Cabernet Sauvignon og Merlot. Der satses såvel på traditionelle som moderne vinstile, og kvaliteten kravler lige så langsomt men sikkert opad. Serbien huser samlet set 70.000 hektarer vinmarker og har en årlig produktion på hele 425.000 tons druer; hvoraf en meget stor del går til fremstilling af vin, mens kun en mindre del bruges til druemost, som spisedruer eller til rosiner.

Timok-dalen i det centrale Serbien (Timočka Krajina eller Тимочка Крајина) omkring floden af samme navn er landets største sammenhængende vinområde, efterfulgt af Vršac (Вршац) i den nordøstlige del og Fruška Gora (Фрушка гора) i den nordvestlige, begge beliggende i Vojvodina (Војводина), som er en selvstyrende provins. Vranje (Врање) samt Juzna Morava (Јужна Морава) langs floden af samme navn i det sydlige Serbien og Kosovo har længe været blandt de mest lovende rødvinsområder; mens det ligeledes lovende Fruška Gora først og fremmest er hvidvinsland, som Slavonien i Kroatien er det på den anden side af Donau— og dermed er det tid til at vende tilbage til Deurić.

Vi er som nævnt i Vojvodina i det nordlige Serbien, langs Donau og nær grænsen til kroatiske Slavonien, på et løssplateau for foden af Fruška Gora i naturlig forlængelse af den pannoniske slette i Ungarn. Området er historisk kendt som Syrmien, hvis vestligste del i dag befinder sig i Kroatien (under navnet Srijem), mens den centrale og østlige del er at finde i Serbien (under navnet Srem, Срем). Kontinentalt klima med varme, tørre, solrige somre, modereret dels af Donau, dels af Fruška Gora; og så er vi på 45. breddegrad ligesom Barolo og Bordeaux, hvilket vinhusene her absolut ikke er for sløve til at fremhæve… Erdevik er et af de gamle og veletablerede vinhuse i området.

Deurić tiltører den nye bølge i serbisk vin. Vinhuset er grundlagt i 2009 og modtog som nævnt allerede i 2017 anerkendelse som Serbiens bedste unge vingård og i 2022 slet og ret som bedste serbiske vingård. Mitar Deurić er manden i front, og han har hurtigt etableret huset som en progressiv producent med kvalitet og karakter i højsædet. 15 hektarer vinmarker, og der er internationale druesorter i højsædet: Chardonnay, Sauvignon og Traminer for de hvides vedkommende, Pinot Noir, Merlot, Marselan og Petit Verdot for de rødes. Men de dyrker også to lokale men nye sorter, den hvide Morava og den røde Probus, som de laver spændende sortsrene vine på, såvel som de benyttes i husets blends. Det er krydsninger, der på grund af deres tilpasning til lokale forhold og resistens mod sygdomme, tørke og frost egner sig godt i mere bæredygtig vinavl.

Probus er en sent modnende rødvinsdrue, en krydsning mellem Kadarka og Cabernet Sauvignon, som blev fremavlet i 1980’erne på forsøgsstationen i Sremski Karlovci, en del af det nærliggende Novi Sad-universitet. Den er opkaldt efter ovennævnte romerske kejser Probus (232-282). Den dyrkes på nuværende tidspunkt dyrkes kun i meget små mængder. Morava er en sent modnende hvidvinsdrue, der er modstandsdygtig over for falsk meldug og botrytisråd. Den er en krydsning af Riesling, Traminer, Kunbarát (en sjælden og froststærk ungarsk hybrid af vinifera- og amurensis-stokke) og Bianca (en mere produktiv ungarsk hybrid). Morava blev krydset omkring årtusindeskiftet på samme forsøgsstation i Sremski Karlovci, og i dag dyrkes den hovedsageligt omkring Valjevo i det vestlige Serbien samt i Srem, og der er nu er registreret mere end 35 hektarer. Resultaterne er lovende, og beplantningsareal er tiltagende.

Deurić praktiserer en helt igennem en moderne tilgang til vinproduktionens tekniske forhold. Kælderen er otte meter dyb og velisoleret for at opnå god temperaturkontrol uden for højt energiforbrug. Hele vingården er samtidigt bygget således op, at man benytter tyngdekraftens naturlige træk nedad så meget som muligt, hvorved man har reduceret brugen af ​​pumper og anden mekanik og elektronik til et minimum. Godt for klimaet, og godt for vinen.

De driver, foruden restaurant on location, desuden en vinskole, under ledelse af certificerede sommelierer, som skal gøre deltagerne klogere på druesorter, dyrkning, vinfremstilling, vinsmagning, servering og sammensætning af mad og vin. Så kommer du forbi de kanter, kan en besøg anbefales.

Probus 276 2019 er en fyrig rødvin med frodig mørk frugt. Masser af brombær, sorte kirsebær, mørke blommer, svesker i duften, i smagen er den slankere end antydet men stadig med flot fylde. Saftig med en vis spænding og ret lette tanniner. Krydrede fadnoter i finishen, lysristede kaffebønner, After Eight dinner mints, vanille. Karakterfuld med god saftighed og frugt men savner måske det sidste i strukturen og kompleksiteten… men oplagt til krydrede kødretter med lam eller and og gerne i selskab med masser af urter.

Severna Morava 2019 sidder lige i skabet, det er en stålsat, saftig og frisk hvidvin med stor aroma. Hvidblomstret duft med moden citrus, ferskensten og et strejf brøndkarse. Saftig og syrlig med lime, stikkelsbær, æbler, ferskner og noter af græs og grønne ærter. Urtet understrøm og salt finish. Særdeles velegnet til grønne retter. Anderledes aromatik men ret flot eksekveret. Et eksempel på Serbien som stærk, selvstændig spiller på den moderne europæiske vinscene.

Flaske: Severna Morava
Vinhus: Deurić  
Oprindelse: Fruška Gora, Serbien  
Drue: Morava  
Jordbund: Kalkholdig løss
Dyrkning: Konventionel  
Vinificering: Spontangæret på stål
Lagring: Ståltanke  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 13%
Importør: Glud Vin
Pris: 139,-  

Pinot Gris i flere farver

Franjo Kolarić er et af de nyere navne på kroatisk vins stjernehimmel, og han har hurtigt slået det fast på den hjemlige restaurantscene med sine meget madvenlige vine— og ikke kun mousserende af slagsen, pjenušac, som efterhånden er etableret som specialet i hans hjemstavn Plešivica. Porteføljen rummer såvel bobler som hvide, orange, rosé og røde vine; men vægten er lagt på Franjo Kolarićs store ungdomskærlighed, Pinot Gris. Et sandt stjerneskud er hans Coletti Amfora Grigio, som efter italiensk, slovensk og georgisk forbillede er gæret med skallerne på en i kælderen nedgravet qvevri. Skulle man være i tvivl om druens iboende kvaliteter, dens potentiale i Plešivica eller Kolarićs kompetencer som vinmager, så smag med her: Der er frisk syre, fløjlsblød frugt og fortryllende komplekse kryddernoter i den glødende ravfarvede eliksir, som er alt andet end uforpligtende bællevin og helt uden fadhed, flomme eller gråtoner.

Zagreb, exit vest

Ikke meget mere end en halv times kørsel fra Zagreb ad E65 ligger Plešivica på de stejlt stigende skråninger op mod Samobor-bakkerne og Žumberak-bjergene, en højderyg som strækker sig gennem det nordvestlige Kroatiens indland i den overordnede vinregion, der passende kaldes det kroatiske bakkeland, Bregovita Hrvatska. Administrativt hører Plešivica til Zagrebačka županija, så man kan med en vis ret også kalde det hovedstadens vinøse opland.

Plešivica er med sit solrige men meget kølige klima og en særligt kalkholdig jordbund som skabt til lette, syrerige hvidvine, den slags, som gør sig glimrende som base til mousserende vine. Det har siden 1990’erne fået flere og flere af områdets vinbønder til at kaste sig over bobler efter den klassiske metode med andengæring på flaske, og som kvaliteten støt er steget, er det kun rimeligt, at mange nu refererer til området som ‘Kroatiens Champagne’. Til de veletablerede vinhuse hører Tomac, Šember, Korak, Ivančić og Jagunić, som alle er en omvej værd, hvis man er på de kanter; og Kolarić kan sagtens måle sig i det selskab.

Nogen nybegynder er han heller ikke. Franjo er vokset op på vingården på Hrastje Plešivičko ved Jastrebarsko, hvor han allerede som 18-årig gymnasieelev blev betroet opgaven at forestå høst og kældring af årgang 1995. Selvfølgelig under far Stjepans kyndige vejledning, på samme sæt og vis som faren i sin tid havde overtaget fra bedstefaren. Sidenhen fik Franjo sig en teknisk uddannelse som mekaniker, mens det vinfaglige forbliver selvlært og formidlet fra dygtige kolleger— fra gode råd, erfaringer og eksperimenter. Under hans ledelse er vinmarksarealet udvidet fra de arvede tre hektarer til nu otte; og der samarbejdes med naboer om druer fra yderligere 14 hektarer. Topvinene er i årevis markedsført under navnet Coletti, den italienske udgave af Kolarić, som en italiensk ven foreslog ham som et internationalt mere slagfærdigt synonym.

Sin første mousserende vin fremstillede Franjo i 1997, som han samtidigt betegner som sin første seriøse årgang. 1997 var også året, hvor han i selskab med slovenske venner på en vinbar i Zagreb smagte sine første mindeværdige Pinot Sivi’er, som netop stammede fra Slovenien. Beruset af oplevelsen vendte han hjem til den fædrende gård og insisterede på, at de nu selv plantede sorten. Det skete så i 1999, og siden har Kolarić stille og roligt arbejde på at få det meste og det bedste ud den folkeligt elskede men ellers udskældte sort.

Til Plešivicas historiske sorter hører Plavec Žuti og Šipelj Bijeli, og dem dyrker Kolarić på et par hektarer til brug i hans mousserende vin og en frisk hvidvin med navnet Stare Sorte (gamle sorter). Rajnski Rizling og Traminac (Riesling og Gewürztraminer) har historisk også spillet en stor rolle her, og de dyrkes af Kolarić til hvid- og orangevin; samt en smule Neuburger. Chardonnay og Pinot Noir dyrkes især til mousserende vin, og så er der selvfølgelig Pinot Gris’en, som han skaber adskillige vintyper på.

Coletti Stare Sorte 2020 er en hvidvin på den traditionelle blandede beplantning af Plavec Žuti, Šipelj Bijeli, Štajerska Belina og Kraljevina. Vinstokkene er 18 år gamle og plantet og opbundet på pæle, som man historisk har gjort på Plešivicas stejle skråninger, i vertikale rækker med 1 1/2 meter mellem hver stok. Druerne høstes med hænderne, med et udbytte på 2 1/2 kilo per stok, og vinen er gæret på ståltanke. Let og frisk med godt greb, grønt græs og grønne æbler, mild, syrefrisk og mineralsk; og viser tydeligt, hvorfor de lokale sorter er så velegnede til mousserende vin. Alk.: 12,5%

Coletti Blanc Nature 2020 20% Chardonnay, 20% Riesling og 60% druer fra den blandede beplantning. Gæret på ståltanke og andengæret på flaske med halvandets års modning på gærresterne før degorgering, ingen dosage. Flintet duft, sprødt bid, fine bobler og en let og ligefrem æble- og citrussmag. Frugten er bevaret pivfrisk, Kolarić bryder sig ikke om oxidative noter og dosage, da han gerne vil bevare den naturlige friskhed. Syren er 7 g/l. Alk.: 12,5%

Gråt potentiale i Plešivica

Frem til Første Verdenskrig var Kroatien en del af Østrig-Ungarn, og under navnet Ruländer var Grauburgunder eller Pinot Gris ganske udbredt i rigets østlige og sydlige dele. Derunder også i det sydlige Steiermark, som under navnet Štajerska strakte sig helt ned syd for Drava-floden og frem til Sava-floden og således inkluderede Plešivica. Så selvom Pinot Gris ikke i nyere tid har været del af druernes inderkreds, er den omvendt ikke en fremmed sort her. Det kølige klima sørger for en usædvanligt god syre, og netop en mere syrestyret stil er Kolarićs store styrke.

Et af Franjos forbilleder er slovenske Kabaj i Brda med franskmanden Jean Michel Morel i front. Franjo mødte Morel i Zadar for år tilbage, og det var Morel, som ansporede ham til at foretage den meget lange maceration på Pinot Grigio; samt ikke at være grådig men kun flaske 60-70% af qvevriens indhold for ikke at få forurenende sedimenter med i den færdige vin. Hans første qvevri blev erhvervet via en kroatisk kaffe- og tedistributør, som har en tefabrik i Tblisi og hjalp med at skaffe den hjem. Nu har han hele fire, og flere er på vej. I tråd med amfora-vinifikationen flaskes vinene også på de i naturvinskredse så velkendte keramikflasker; med undtagelse af de seneste par årgange, da leverancerne har været udsat for verdens virvar.

Forskellige flasker af Coletti-seriens amfora-vine. Keramikflaskerne er ifølge Franjo Kolarić det mest oplagte valg til amforavine. De er fremstillet af tyske MKM Keramik af ren Westerwälder ler, er fri for syntetiske kemikalier og beskytter effektivt vinen mod lyspåvirkning og med god kork og voks tillige mod iltning.

Det bliver i dag til godt 40.000 liter Pinot Gris om året, og de fordeler sig som regel på en fire-fem forskellige vine.

Grigio Blanc Nature 2018. Ren Pinot Grigio som mousserende vin, og det går rigtigt fint! Tre år på gæren og ingen dosage. Mildt blomstret duft, delikat gul ferskensmag, friskfrugtig stil, plirrende, stringent og tør. Alk.: 12,5%

Pinot Grigio Classic 2020. Hverdagsvin med varietal karakter og god læskefaktor. Frisk og fyldig frugtduft med delikate kryddernoter, modne stenfrugter og et hint suppevisk. Fin fylde og vældigt frisk i munden, med godt greb og summende mineralitet. Alk.: 11,5%

Coletti Grande Grigio 2019. Seriøs stil af Pinot Gris. Selektiv høst, gæring på ståltanke og et års modning på et otte år gammelt træfad. Mild i duften, først ret diskret, så fyldigere frugtig, fersken, ferskensten, rodfrugt og suppevisk i små strejf. Flot fylde og godt flow, glimrende syre og mineralsk spil. Alk.: 13%

Coletti Amfora Grigio 2019 er gæret et år med skallerne på en 1.200-liters georgisk qvevri begravet i Kolarićs kælder. Efterfølgende er den modnet to år på et stort træfad og flasket ufiltreret men fuldstændigt klar. Minimal sulfittilsætning på omkring 18 mg/l. Den har stor aroma, dæmpet fenolik og delikat struktur. Fuld af ferskner, abrikoser, kvæder og røgelse i duften, dyb af rødmende fersken, røde bær, tørrede abrikoser, kandiseret orangeskal, mandler og valnødder, tamarind og sort te i smagen med en snert af nyopgravede gulerødder og pastinakker. Fløjlsblød fylde med svævende syre og de fineste tanniner, som næsten ikke fornemmes, ren velvære. Hvis blot enhver norditaliensk Pinot Grigio havde halvdelen af denne kompleksitet…

Franjo Kolarić har med Pinot Gris fundet sig en niche i Plešivica, som han fermt opdyrker og udvikler til spændende og seriøse vine. Privat danner han par med Ivana, som er skolelærer i Velika Gorica syd for Zagreb, og parret har tre børn sammen. Alle tager del i arbejdet på vingården, som desuden huser restaurant, selskabslokale og hotel med 20 værelser. Vinturismen tager til i Plešivica, og med Kolarić i koppen forstår man hvorfor.

Flaske: Amfora Grigio 2019
Vinhus: Vina Kolarić  
Oprindelse: Plešivica, Kroatien  
Drue: Pinot Gris  
Jordbund: Kalkholdig mergel
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret,
11 måneders macaration
Lagring: Amfora  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 13,5%
Pris: cirka 400,-  

Kælderen i Kutjevo

Søger man ind til kernen i kroatisk vinkultur, kommer man til sidst til Kutjevo; og næppe noget sted er et mere oplagt udgangspunkt for at afsøge sjælen i Graševina, landets mest afholdte og udbredte druesort, som desværre er sørgeligt overset i resten af vinverdenen.

Kutjevo ligger i hjertet af Slavonien i det nordøstlige Kroatien, og den omkringliggende Požega-dal danner grobund for Graševina af særligt god beskaffenhed. Graševina (Welschriesling) giver saftige, milde hvidvine, som spænder fra den mest letsindige, letdrikkelige slags til mere seriøse og overraskende lagringsværdige vine. Lige fra saftige, næsten vandige hverdagsdrikke med mild smag af grønne æbler og et strejf af urter, over mere modent frugtige og fyldige vine med favnende syre og sydfrugter i væld; til helt senthøstede, ædelsøde vine tætte af tropisk frugt, honning og krydderier. Stilarten afgøres først af fremmest af dyrkningsstedet, og i Slavonien er Kutjevo en slags vinøst Kinderæg: Her lykkes alle tre ting overraskende godt på én gang. Største og samtidigt ældste producent er Kutjevački Podrum, hvis historie trækker tråde helt tilbage til 1232, hvor cisterciensermunke indviede den vinkælder, som er centrum for områdets vinproduktion den dag i dag.

Den gyldne dal

Slavonien udgør den østlige halvdel af det kroatiske indland. Slavonien strækker sig fra Papuk-bjergene i vest og afgrænses naturligt af floderne Drava i nord, Sava i syd og i øst Donau, der udgør grænsen til Serbien. Området ligger i naturlig forlængelse af den pannoniske slette mod nord og er i modsætning til resten af Kroatien forholdsvist fladt. Størstedelen udgøres af sletteland, som afveksles af blide bakker, vidtstrakte korn-, majs- og vinmarker samt store skove, hvis egetræer igennem århundreder har leveret ved til træfade af fineste kvalitet.

På den solrige østside af Papuk ligger Kutjevo i den såkaldte Požega-dal for fødderne af Krndijas sydlige skråninger— ved 17,5° grader østlig længde og 45,3° grader nordlige bredde— og især den 45. breddegrad har særlig betydning i denne sammenhæng. Dér befinder sig nemlig nogle af verdens absolut mest berømte vinområder som Barolo og Bordeaux og selvsagt Požega. Allerede romerne anerkendte landbrugslandet i dalen som frodigt og betingelserne for vinavl som gunstige og gav derfor dalen navnet Vallis Aurea— zlatna dolina eller den gyldne dal; og med middelalderens munkelige mellemkomst fra det franske blev der for alvor sat skik på land- og vinbrug i området. Kutjevo er et solrigt smørhul i det centrale Slavonien med vinmarker imellem 200 og 450 meters højde, 1.900 årlige solskinstimer og en årlig nedbør mellem 500 og 800 mm, godt halvdelen i vegetationsperioden. Glimrende klimatiske forhold for vinavl, og Graševina stortrives her, hvor den endda har det centrale torv opkaldt efter sig i købstaden Kutjevo.

Traditionel slavonsk trætønde på det centrale torv i Kutjevo, Trg Graševine. Hvert af områdets vinhuse har sin egen stok plantet på den lille vinmark ved vejen. Foto: Grad Kutjevo

Den hyggelige by Kutjevo ligger lige midt i dalen og har en lang historie og en rig kulturel arv. Byens ældste bevarede bebyggelse er netop Kutjevo-klosteret, der som nævnt stammer fra 1232, hvor fra Frankrig ankommende cisterciensermunke lod det opføre som Vallis Honesta de Gotho, et datterkloster til Zirc i Veszprém, Ungarn. Oprindeligt ankom “de hvide brødre” dertil fra klosteret i Clairvaux, som selv var et datterkloster til ordenens grundlæggende Cîteaux. Med fra Bourgogne og omegn bragte de masser af viden om landbrug og forarbejdning af fødevarer, om vinavl og vinifikation, ligesom de kort forinden havde gjort til andre steder langs Donau og Rhinen, til nutidens Kamptal, Kremstal, Rheingau og Mosel.

I 1521 stormede de muslimske osmannere imidlertid Kutjevo og plyndrede klostret, som samtidigt røg ud af cisterciensernes hænder. I 1536 blev store dele af Slavonien så egentligt besat af osmannerne, som i næsten 150 år beherskede området. En tørlagt tid, indtil østrig-ungarerne igen befriede Kutjevo og indsatte adelsmanden og præsten Ivan Josip Babić som lokal leder fra 1686. I 1698 overdrog han med Kejser Leopolds samtykke slottet til Jesuitter-ordenen på betingelse af, at deres indtægter fra driften skulle gå til lokalbefolkningens åndelige dannelse og faglige udvikling. Det kastede bl.a. etableringen af en gymnasieskole i Požega af sig men også en ny sognekirke i Kutjevo. Jesuitterne restaurerede ikke blot klosteret men lod samtidigt bygherren Josip Kraljić opføre barokslottet omkring det, som stod færdigt i 1725. Undervejs renoverede de også kælderen. Samtidigt etableredes der både bødkeri, smedje, mølle og bageri i byen. Der var altså et veritabelt økonomisk, socialt og kulturelt boom i perioden, hvor vinavlen ligeledes blomstrede.

En kejserlig affære

Kutjevos vine opbyggede på den tid et ry som nogle af de bedste, man i hele kejserriget kunne byde på; og kælderen havde endda havde tiltrukket sig helt særlig kejserlig opmærksomhed. Rygtet vil nemlig vide, at den nyligt kronede og kun 24-årige kejserinde Maria Theresia i 1741 gjorde ophold på slottet i Kutjevo, samtidigt med baron Franz von der Trenck (af kroaterne kendt som Franjo Trenk). Han havde gjort tro militærtjeneste for kejserinden ved Den østrigske arvefølgekrigs udbrud året inden; og der skulle hurtigt være opstået en stærk tiltrækning mellem den unge kejserinde og den spraglede militærmand. Endda så stærk, at det endte med, at de to tilbragte en hel uge sammen i kælderen bag lås og slå.

Efter dette lidenskabelige stævnemøde skiltes de to, men i kælderen fandt tjenestefolkene siden 70 streger ridset ind i stenbordet og på væggene. Om de skal symbolisere antal tillivsatte flasker, gennemførte Geschlächtsverkehr eller noget helt tredje fortaber sig i fortidens tåger. Kælderen var allerede legendarisk, og i dag dedikerer vinhuset sin topvinserie Maximo “til de største fornøjelser”, inspireret af Maria Theresias bedrifter.

Efter Jesuitter-ordenes opløsning i 1773 skiftede slottet ejerskab og ledelse ad flere omgange. Først blev det fra 1773 til 1882 forvaltet af det ungarske statskammer og dets videnskabelige fond, Fundus Studiorum. De akademiske studier trivedes, men økonomien stagnerede hurtigt, så i 1882 satte landsregeringen slottet til salg. Det blev derefter købt på auktion af den fyrstelige Vjenceslav Turković fra Karlovac i det centrale Kroatien. Det viste sig kløgtigt, for helt frem til 1945 genopbyggede familien Turković slottet og byen og bragte det hurtigt til sin hidtil største velstand. De anlagde store vinmarker og frugtplantager, hentede kvalificeret arbejdskraft ind udefra og forbedrede dermed dyrkning af vinstokke, forvaltning af vinkælderen og ændrede lokalbefolkningens levestandard, sæder og vaner. Desuden udarbejdede og udgav Zdenko og Greta Turković et udførligt ampelografisk atlas, som stadig benyttes på kroatiske vinbrugsstudier. I slutningen af 1800-tallet begyndte man så at opbygge en større vinsamling i kælderen, det første vinarkiv i Kutjevo, som desværre blev plyndret under Anden Verdenskrig.

Allerede inden var den økonomiske fremgang dog alvorligt stækket af Første Verdenskrig, hvor en uhyggeligt stor andel af befolkningen døde. Den første tid i Kongeriget af Serbere, Kroater og Slovenere førte en langsom genopblomstring med sig, og et lokalt vin- og frugtavls-kooperativ så dagens lys i 1926 og virkede helt frem til 1955. I mellemtiden førte den ikke mindre forfærdelige Anden Verdenskrig et socialistisk systemskifte med sig, og Herregården Kutjevo blev i den forbindelse omdannet til et statsligt kooperativ og fællesejet landbrug. En moderne udvikling af landbruget stod for sammen med en officiel anerkendelse af vinens vigtighed for området, og i 1963 blev vinkooperativet Kutjevo oprettet og fortsatte som sådant frem til Kroatiens løsrivelse fra Jugoslavien. I tiden inden huserede senere vinlegender som Ivan Enjingi og Vlado Krauthaker, før de gik solo, sidstnævnte som ledende vinmager fra 1980 til 1992.

Slottet forblev siden statens ejendom efter Kroatiens selvstændighed og virksomheden kun langsomt privatiseret. I 2003 kom den så i udbud, og aktiemajoriteten blev købt af virksomheden Božjakovina. Den ejes af den kroatisk-bosniske forretningsmand Enver Moralić, som efter at have skabt sin formue inden for olieindustrien ønsker at investere den i udviklingen af landbruget i Kroatien. Han er ikke overraskende også svært glad for slavonsk vin.

Til trods for at befinde sig langt ude på landet i det ellers ret søvnige Slavonien, så er Kutjevo et kæmpemæssigt foretagende, som fremstiller op imod 10 millioner liter vin om året! Druerne stammer fra kælderens egne 420 hektarer vinmarker; men i fin forlængelse af den gamle kooperativtanke samarbejder man med 242 lokale landejere og vinbønder, som leverer druer fra yderligere 370 hektarer; og vinhuset beskæftiger således flere end 500 mennesker.

Gudsbenådet Graševina

Kutjevos vinmarker er først og fremmest befolket af æresborgeren Graševina, og kælderens vine flest og finest er god Graševina. I dag står sorten plantet på omtrent 80% af alle Kutjevos marker, og resten fordeler sig på hele 14 andre sorter, hvoraf Traminac, Pinot Sivi og Pinot Crni er de vigtigste (Gewürztraminer, Pinot Gris og Pinot Noir). Markerne ligger på syv separate lokationer omkring Kutjevo, herunder Hrnjevac, Koria, Venje, Vetovo og Vinkomir, som alle er anerkendte enkeltmarker.

Husets formåen kom for en dag under en grundig rundvisning og smagning i marts i år, hvor følgende vine var terroir- og traditionstypiske og samtidigt skilte sig ud ved deres kvalitet. Ikke mindst viser de diversiteten i den alsidige sort og dens potentiale.

Maximo Brut Crémant 2019. Lystigt skummende og siden fint perlende vin med frisk citrus, modne gule æbler og forårsblomster, saftig og charmerende og til slut tør og mineralsk. Forfriskende og ligefrem mousserende. Efter sigende den første Graševina fremstillet fuldstændigt efter den traditionelle metode med andengæring på flaske og forbillede i Champagne; selvom det smager en smule mere som Prosecco, men det får være. Druerne stammer fra Hrnjevac, Vetovo og Vinkomir og er gæret på ståltanke. Flaskegæringen foregår ved 13-15º og varer ni måneder for degorgement. Husets isvin på Graševina gjorde det som liquer d’expedition og dosage. Alk.: 12,5%

Graševina kvalitetno vino 2021. Kølig duft, sødmefuld og hvidfrugtet. Sprød og saftig, fyldig og med let fyrig alkohol. Hvid og grøn stenfrugt, litchi og fersken. Meget let drikkelig, den er et kup til prisen, man får mere end man betaler for! Druer fra de måske mere beskedne lokationer Oljasi og Škomić, som sgu spiller ganske flot og frugtig folkemusik, gæret og modnet på ståltanke. Alk.: 12,5%

Graševina vrhunsko vino 2021. Fyrig og mere krydret, stadig sødmefuld duft. Saftig fylde, blødere stof, stringent og mineralsk, noget svagt sauvignonsk over den. Friske grønne æbler og pærer, modne gule af samme slags, og honningmelon, nyslået hø og kamille. Hver slurk siger “god fornøjelse” med stor overbevisning. Blindsmagt ifølge unavngiven men hårdt prøvet dansk sommelière med WSET-baggrund tippet som et sted i nærheden af Muscadet, mineralsk Sancerre eller Vouvray, måske endda Riesling! Selektion af druer fra Hrnjevac, Vetovo og Vinkomir, gæret på ståltanke og modnet på store slavonske fade. Ligefrem men far from simple, hvis der nogensinde fandtes value for money, så må det være her. Alk.: 13,5%

Graševina De Gotho 2019. Gyldnere farve og en mere modent frugtig duft med florale fornemmelser. Saftigt flow og fyldig frugt, god viskositet og gribende syre, mild bitterhed og fint tørstof. Paradisæbler, kvæder, æblekerner, pinjekerner, bivoks, hvidblomstret tjørn, akacie og kamille. En fornøjelig, kompleks og harmonisk madvin med meget på hjerte. Druerne kommer fra marken Vetovo, er høstet ved håndkraft, ved forholdsvis høj modenhed og med ret lavt udbytte. I kælderen foretages afstilkning, nænsom presning og kold maceration for at få flere af de fine fenoler og aromastoffer med, som findes i drueskindet. Mosten er derefter gæret ved godt 16º i rustfri ståltanke, mens mindre del (10-20%) er gæret på små træfade. Efter end gæring og sammenstikning er vinen modnet seks måneder på gærresterne i store slavonske egetræsfade. Alk: 14%

Imponerende arkivalier

Slottets oprindelige samling af flere tusinder flasker vin gik som nævnt tabt under Anden Verdenskrig. De nye ejere lod sig dog ikke slå ud og traditionsbevidst fortsatte de med at arkivere vine hvert år fra 1947 og fremefter; og de flasker udgør i dag en imponerende arkivkælder, Arhivski Podrum, og det er en sand guldgrube af moden Graševina.

Kutjevo-samlingen er den mest omfattende vinsamling i Kroatien med over 65.000 flasker, hvoraf den ældste er en flaske Bijeli Pinot fra 1947. Flaskerne gemmes til udvalgte lejligheder og særlige smagninger; men særligt godt repræsenterede årgange sættes desuden til salg og kan endda erholdes via vinhusets website. Skal man smage, er der dog nok ikke noget mere stemnings- og betydningsfuldt sted en selve kælderen; og dermed tilbage til smagningen en dag i marts. Et dyk ned i arkivkælderen kan nemlig hjælpe med at afdække den særlige andægtighed, som selv gammel Graševina kan fremkalde hos selv garvede kroatiske vinfolk.

Graševina arhivsko vino 1969 var fundet frem til lejligheden, og hvilken vidunderlig vin det viste sig at være. Druerne hang grønne på marken Hrnjevac, da mennesket først satte fod på månen, og lidt over to måneder høstede man den selektion af fuldmodne druer, som efter 50 år i flasken har fundet deres fuldendte form. Først en en duft af kølig kælder, fugt og støv, men så liver den op med frisk forårsbrise, forårsblomster, ferskner og kantareller og et pust petroleum. Syre, sødme og tørstof er smeltet sammen til en creme af moden velsmag, gule stenfrugter, akaciehonning, orangeskal og safran og pikante prik af hvid peber, tørrede svampe og tørrede urter. Satinstoflig og mineralsk og i al sin modne vælde stadig frisk. Prosaisk set skabes balancen af 11,2% alkohol, 6,5 gram syre og 20 gram restsukker, mere poetisk er det en årgang i lod og vage, som med årenes gang har foldet sig ud i flere dimensioner. Man forstår, hvorfor kroaterne ikke kun elsker deres unge Graševina og samtidigt har så høj agtelse for den lagrede version.

Vinene er tilgængelige hos The Wine & More og via Kutjevos egen webshop.

Flaske: Graševina 1969
Vinhus: Kutjevo d.d.  
Oprindelse: Slavonien, Kroatien  
Drue: Graševina  
Jordbund: Sand, ler
Dyrkning: Konventionel  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Store træfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 11,2%  
Pris: cirka 750,-