En piemontesisk adelsmand

Grignolino

‘Den lille med de mange kerner’— nogenlunde således kan navnet på en af Piemontes mange indfødte druesorter, Grignolino, oversættes til dansk. Den sent modnende sort er lille og rig på kerner, 4-6 styk er ikke unormalt, og det bidrager til druens markante tanninprofil. Langsom og nænsom presning er derfor kodeordene til kvalitet uden for megen bitterhed og for tørre taninner. Når det er sagt, så er det netop tanninstrukturen, syren og dens viltre aromatik, der gør den arketypisk piemontesisk— aristokratisk og elegant.

Druerne bliver mørkerøde på solsiden men forbliver ofte grågrønne på skyggesiden. Mosten er altid lys, men intensiteten er stor, og dens aromatiske spektrum fra roser, jordbær, hindbær og røde kirsebær over tørrede morbær, gojibær og rosiner, til abrikoskerner, mandler, nelliker, peber, tobak og røg.

Grignolino har hjemme i Monferrato og stammer sandsynligvis fra området mellem Asti og Casale. Den er nævnt så langt tilbage som 1246 og 1337 og nåede sin største udbredelse og berømmelse i 1800-tallet, hvor den blev regnet som samme kvalitet som Nebbiolo; mens Dolcetto og Barbera var bællevin til almuen. Efter phylloxeraen ændrede fordelingerne sig, og indtil sidst i det 20. århundrede havde Grignolino en svær tid.

Nu genopdages denne interessante drue heldigvis. I dag er Grignolino mest udbredt i provinserne Cuneo, Alessandria og Asti, men hjemstavnsfølelsen er stærk, og den slår igennem i de to traditionelle, sortsrene vine, Grignolino d’Asti og Grignolino del Monferrato Casalese. Blandt de bedste producenter kan nævnes Castello di Neive, Tenuta Montemagno, Gaudio, Pierino Vellano, Castello di Gabiano, Cascina Tavijn, Trinchero og Tenuta Olim Bauda.

Olim Bauda

Vinhuset har sit navn efter familiens gamle villa, der oprindeligt tilhørte Bauda-familien, der var venner af Verdi. Bertolino-familien fra Nizza har lavet vin i fire generationer, fra oldefaren Giacinto, over bedstefaren Giovanni, til faren Agostino; og de overtog villa og vingård i 1961. I dag er det søskende-trioen Diana, Dino og Gianni, der fører familiens vintradition videre efter farens død i 1987. Kælderen har de bygget om og indrettet med moderne udstyr; men med respekt for traditionerne, det råstof og den erfaring, de har fået givet videre.

“Vi laver Barbera og en masse andet,” fortæller Dino; og det er i den anden masse, man kan finde de spændende småting: En ny Nebbiolo, en god Gavi og en ganske glimrende Grignolino— foruden flere Barberaer af bedste aftapning.

Det er Dino, der står for arbejdet i markerne. De lyse jorde, der mestendels består af kalkholdig mergel, silt og sand, får ikke lov at ligge bare hen. Der er grønt imellem rækkerne med vinstokke. “Vi bruger aldrig herbicider. Vi bor her jo; vores hus ligger midt mellem markerne.” Kunstgødning er ligeledes bandlyst, og familien forsøger at reducere brugen af kobbersulfat i markerne. Ligeledes arbejder man kun lidt med traktorer, og al høst foregår manuelt.

I kælderen får familien hjælp af ønologen Giuseppe Caviola, og der er foruden store ståltanke masser af traditionelle træfade. Barriques, tonneaux og flere størrelser af botti, de klassiske italienske træfade. Egen er fransk, men bødkeren er italiensk. Fadene skal understøtte vinen og fremme dens udvikling, ikke smage igennem i den færdige vin. Bertolinoerne vil have sorterne, landskabet og årgangene til at smage igennem; og det lykkes til fulde i deres fremragende Grignolino:

Isolavilla 2017 er rosenduftende og dybt frugtig, fuld af hindbær, røde blommer, friske figner, hyben og hibiscus. Syren er livlig, først føles vinen ret saftig, før de lette men markante tanniner strammer den op! Den er meget tør; men elegant og betagende. Den bør serveres i større glas og ikke for lun.

2017 var en varmere, tørrere og temmelig solrig årgang, og vinene er derfor en smule mørkere end vanligt. Der er oplagt udviklingspotentiale i den. Den udvikler sig over timer i glasset; og den vil sagtens kunne klare nogle år i kælderen.

Et par af Olim Baudas vine forhandles i Danmark af Leisner Vine. Udflugter i det øvrige sortiment kan gøres via den velassorterede tyske italienske vinimport superiore.de.

Flaske: Grignolino d’Asti Isolavilla 2017  
Vinhus: Tenuta Olim Bauda  
Oprindelse: Piemonte, Italien  
Druesort: Grignolino  
Dyrkning: Konventionel  
Vinificering: Spontangæret på ståltanke  
Lagring: Store træfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 13,5%  
Pris: cirka 175,-

Ivanas vin

Stanko og Suzana Radikons tredje barn, datteren Ivana, en efternøler til datteren Savina og sønnen Sasa, kom til verden i sommeren 1997; og i den anledning dedikerede de stolte forældre en del af årets høst til en særlig aftapning, der ad åre kunne komme til hjælp med at markere særlige lejligheder.

Vinen Oslavje bestod på daværende tidspunkt af 40% Chardonnay, 40% Sauvignon Blanc og 20% Pinot Grigio. Druerne blev afstilket og presset for siden at spontangære i store, slavonske træfade sammen med skallerne et par uger. Vinen blev siden lagret på franske barriques og kun tilsat en lille smule sulfitter. Det var få år før sulfitterne helt forlod produktionen, og de franske barriques blev overladt til lagring af Merlot. Det var også, mens vinene stadig var godkendt til denominationen Collio Bianco DOC, før de blev “forvist” til den mere almene og mindre anerkendte Venezia Giulia IGT. En mere minutiøs beretning om Radikons udvikling er at finde her.

Ivana er blevet voksen, og det er samme er hendes vin. Faktisk slår en smagning af årgang 1997 fast, at klassiske orangevine ikke blot kan lagres længe, men at man med fordel kan gøre det— for de ældes med ynde. Status mere end 20 år senere: Smuk vin! Interessant nok fremhæves frugten, idet syren og tanninerne er smeltet sammen med resten af væsken til en saftspændt mundfuld. Der er en dyb duft af moden frugt og skovbund; og smag af saftig gråpære, kødfuld fersken, tørrede abrikoser og pikante spor af syltet ingefær og harpiks. Flot fylde og kompleksitet, visse udviklede noter (fino sherry) og æteriske aftryk af naturlig vinificering i form af forhøjet volatil syre (hvid balsamico); men alt i alt en forment udviklet, stor vin — og en stor oplevelse!

Så lad det være et fortsæt: Gem jeres Radikon væk i kælderen, og find først flaskerne frem, når de har nået skelsår og alder… og vil man smage noget rigtig stort, kan man begive sig på jagt efter de særlige udgaver af de store årgange: Fuori dal Tempo 2000 for eksempel, eller hvis man er heldig og velhavende: Riserva Ivana 1997!

Storebror Sasa Radikon foran en noget yngre årgang af Oslavje…

Flaske: Oslavje Riserva Ivana 1997  
Vinhus: Radikon  
Oprindelse: Friuli-Venezia Giulia, Italien  
Druesorter: Chardonnay, Sauvignon Blanc, Pinot Grigio  
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret, tre ugers maceration  
Lagring: Små egetræsfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 14%  
Importør: lieu-dit
(ikke i sortiment)  
Pris: cirka 800,-  

Alle veje fører til Wien

Wiens fremmeste vinbønder blev for nyligt budt velkommen i foreningen af østrigske traditionsvinhuse, Österreichische Traditionsweingüter, en sammenslutning af kvalitetsorienterede vinhuse i Donauområdet. Det er gruppen bag den lokale sammenslutning WienWein — Christ, Edlmoser, Fuhrgassl-Huber, Mayer am Pfarrplatz og Wieninger samt bystyrets vinhus Cobenzl — der har sluttet sig til selskabet i ÖTW. Lokal formand bliver den store foregangsmand for Wienervin i international topklasse: Fritz Wieninger.

Distrikterne langs Donau har historisk været arnested for det, de fleste i dag forbinder med klassisk østrigsk vin, især Grüner Veltliner og Riesling fra f.eks. Kremstal og Kamptal. Det mest berømmede vindistrikt Wachau har sin egen særskilte sammenslutning (Vinea Wachau), men ellers befinder de traditionstro vinhuse sig i Traisental og Wagram — og nu altså også med anerkendelse af Donauområdets østligste vindistrikter: Carnuntum og Wien. Således vil de bedste enkeltmarksvine fra Wien fremover kunne bære betegnelsen Erste Lage, og den traditionelle Wiener Gemischter Satz være at finde til traditionsvinhusenes årlige årgangspræsentation.

Bysbarnet finder hjem

Fritz Wieninger virker altid munter. Hans gemytlige væsen afspejler lige dele gadedreng, vinbonde og forretningsmand, og hans smilende og selvsikre fremfærd hviler i en tiltro til den tradition, han bygger videre på — og en viden om egne evner og bedrifter. Fritz Wieninger er årgang 1966 og af fødsel fuldblodsvinbonde (trods navnet stammer familien ikke fra selve Wien men fra det nordlige opland i Weinviertel), og begge hans forældre kom fra familier med vinbrug gennem generationer: Små landbrug med kvæg, korn og vin og en dertil knyttet Heuriger, et lille gæstgiveri, hvor man i sæsonen solgte ud af årgangens vin og serverede småspiser af egen produktion til. Moderen lod sig som en af de første kvinder i Østrig uddanne til ønolog og slog sig med faren ned i hans families vinhus i Stammersdorf i det nordøstlige Wien. Her drev de sammen vinbrug og Heuriger og her voksede deres to børn, Fritz og Leo, op og tog familietraditionerne til sig.

I 1985 dimmiterede Fritz fra vinbrugsskolen i Klosterneuburg lige nord for Wien, og i 1987 overtog han styringen af familiens vinhus — for allerede i 1990 at modtage prisen Årets Vinmager. Ambitionerne var høje, arbejdsomheden og motivationen i top, og med initiativ, kappestrid og virkelyst skulle Fritz Wieninger sætte sit aftryk på Wiens vinscene de næste årtier. Wieninger var slet og ret primus motor i genrejsningen af Wienervin i topkvalitet. Allerede sidst i 1980’erne tiltrak han som den første international opmærksomhed og vandt anerkendelse for sine overraskende gode vine på Chardonnay og Pinot Noir — et generationstypisk valg af vintyper, der let faldt i en international smag, men der skulle ikke gå længe, før Wieninger selv fik smag for at søge dybere i det lokale stof og prøve kræfter med Wiens historisk mest betydningsfulde vin: Gemischter Satz fra Nussberg, der skulle blive hans egentlige svendestykke og føre til en renaissance for genren.

I dag råder Wieninger over godt 70 hektarer vinmarker på begge sider af Donau. Vinhuset ligger stadig i Stammersdorf på østbredden (hvor højdepunktet er Bisamberg), mens hans nok bedste vinmarker ligger i Nussdorf på vestbredden (hvor højdepunktet er Nussberg). Nussberg er køligere end Bisamberg og jordbunden både mere stenet og kalkholdig. Det resulterer generelt i vine med friskhed og finesse, dunet blødhed og fin mineralitet (mens Bisamberg generelt har frodigere frugt, større fylde og en mere strålende syrestruktur).

Mr. Gemischter Satz

Den berømte bakketop Nussberg i det nordlige Wien er tæt beklædt med vinmarker. 15 hektarer opdyrkes af Wieninger, de 4 heraf på marken Ulm; og det var her, det egentlig begyndte. Marken Ulm er en traditionel wienersk samplantning af sorter, en nonet af Weissburgunder, Neuburger, Welschriesling, Grüner Veltliner, Silvaner, Riesling, Zierfandler, Rotgipfler og Traminer — og til trods for mange lovprisninger og anbefalinger af den gamle vintype, som f.eks. Franz Mayer og Richard Zahel fremstillede fra sådanne marker, var Fritz Wieninger aldrig blevet fanget — kun af drømmen om at krydse Donau og erobre et stykke af det berømte Nussberg, hvis særlige terroir i fordums tid frembragte vidt berømte vine. I 1999 bød muligheden sig, og Fritz fik fingrene i en ældre blandet beplantning på Nussbergs østside, en sydvendt skråning med marken Ulm.

Terningen var kastet og til at begynde med forsøgte han at skabe orden i dette virvar og vinificere enkelte af sorterne hver for sig: Således forsøgte han at identificere og separere Grüner Veltliner, Weissburgunder og Welschriesling, når der skulle høstes — og resterne røg i posen med de blandede bolcher. Resultatet? Nok fornøjede de sortsrene forsøg ham, men det der virkeligt slog ham, var karakteren og personligheden i det, han hidtil havde overset: Et subtilt substrat af sorter og terroir med en intens frugt og fløjsblød fylde — et eureka øjeblik! Der var tydeligvis et helt særligt potentiale at afdække i Gemischter Satz, en usleben diamant der kunne slibes til brillant. Vejen frem var blot bedre vinifikation og et større fokus på enkeltmarker med stor mangfoldighed og ældre vinstokke. Kursen var sat, og fra 2002 og frem har Wiener Gemischter Satz været Wieningers galionsfigur.

Wieninger fremstiller foruden husets basis WGS en glimrende udgave fra Bisamberg på den anden side af Donau; mens besiddelserne på Nussberg nu vinificeres som de to enkeltmarker Ulm og kronen på værket, den betagende Rosengartl. Mål og middel er hver gang det samme: De enkelte sorter bidrager med hver sin aromaprofil, ligesom de forskellige modenhedsgrader— modenhed i samspil med en smule overmodenhed og undermodenhed — giver syrespil og fylde til vinen. Alt i alt giver det et unikt aftryk af årgangens vejr, de særegne jordbundsforhold på marken, vinbondens udvalg af vinstokke og valget af høsttidspunkt; og en vin, der er let drikkelig i sin ungdom men som samtidigt besidder et stort lagringspotentiale.

I dag er Fritz Wieninger nået frem til en mere afvejet håndværksmæssig og traditionstro stil end sin ungdoms innovative og moderne. Han lagde tidligt om til økologiske dyrkningsformer og ansporet af bl.a. kollegaen Stefan Hajszan tog han skridtet videre til biodynamik og er i dag medlem og certificeret af Respekt; og foruden WienWein er han også medstifter af eksportgruppen Premium Estates of Austria.

I stampe står Wieninger altså aldrig, og først ophøjelsen af WGS til DAC i 2013 og nu i 2018 indlemmelsen af de bedste vinhuse i ÖTW slår tonen an for fremtiden. Wien har stadig potentiale, der skal afdækkes. Klassificeringen af enkeltmarker (Riede) som Erste Lagen (markeret med 1ÖTW) er indtil videre landet på følgende 12:

På Nussberg: Gollin, Langteufel, Preussen, Rosengartl og Ulm
På Bisamberg: Falkenberg og Wiesthalen
På Maurerberg: Himmel og Sätzen
I Grinzing: Schenkenberg, Seidenhaus og Steinberg

Et godt glas Wien

Ried Ulm 2016 er frisk og læskende og samtidigt substantiel og kompleks. Der er saftige pærer men også fersken og ananas samt en sagte summen af grønne urter, rodfrugter, tobak og sort peber. Smidig fylde og syrlig, mineralsk nerve. Der er en nærmest burgundisk storhed at spore — sammen med den ærkeøstrigske sprødhed og krydring. En vin, der sagtens lader sig drikke på egen hånd — nu eller med flere års lagring. Tyskkyndige kan blive klogere på årgange og udvikling ti år tilbage her.

Ulm næsten indbyder til spisning med sin pikante smag. Fritz Wieningers egne anbefalinger ligger lige til højrebenet: En klassisk Wienerschnitzel eller specialiteten Zwiebelrostbraten, kalvekød i sursød løgsauce med fritterede løgringe på toppen.

Wieninger ændrede for nyligt importør fra Philipson Wine til Sigurd Müller Vinhandel. Vil man have fingrene i hans vine, er der stadig rester at hente hos førstnævnte, men fremover er det altså hos sidstnævnte, man skal henvende sig. Er det et udvalg af hele sortiment, man går efter, må man ty til eksempelvis Wagners Weinshop. Allerbedst drikkes vinen selvfølgelig i det grønne på toppen af Nussberg i Wieningers lille beværtning Wieninger am Nussberg, alternativt hos bror Leo i familiens Heuriger Wieninger i Stammersdorf.

Flaske: Nussberg Ried Ulm 2016  
Vinhus: Weingut Wieninger  
Oprindelse: Wien, Østrig  
Druesorter: Gemischter Satz  
Dyrkning: Biodynamisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Ståltanke  
Lukning: Glasprop  
Alkohol: 13,5%  
Importør: Sigurd Müller Vinhandel
(Ulm dog ikke i sortiment)  
Pris: Cirka €20

Tredje torsdag i november

Året har 16 måneder: November
december, januar, februar, marts, april
maj, juni, juli, august, september
oktober, november, november, november, november.

— Henrik Nordbrandt
Håndens skælven i november, 1986

Det kræver sit at kaste lys over den første virkeligt mørke, kolde og våde måned i vinterhalvåret, især under vore nordiske himmelstrøg. Derfor er det kærkomment med en sommerlig hilsen sydfra. Gerne i form af vin, og her kommer franskmændene os årligt til undsætning.

Den tredje torsdag i november er nemlig traditionen tro dagen, hvor den friske vin fra årets høst i Beaujolais frigives: Den såkaldte primeur, oftest omtalt som nouveau; den første, den nye. Knapt er den gæret færdigt, før den fyldes på flaske, og knapt er den kommet på flaske, før den kommer i glasset; og her er hastværk for en gangs skyld ikke lig lastværk: Den sarte, ungdommelige vin bevarer kun sin særlige friskhed i ganske kort tid. Så gå efter den, gå efter den naturlige, og drik den drømmende og gerne med lukkede øjne.

Ny vin på gamle flasker?

Banal bællevin eller fransk fristelse? Meningerne er delte om kvaliteten af vinen og meningen med galskaben. Beaujolais er kendt for sin lethed og frugtighed, ikke nødvendigvis kvaliteter som sættes pris på i alle selskaber; og i tilfældet nouveau er det hele sat på spidsen — for mange bliver letheden ulidelig og frugten for frisk. Den stærkeste smag er af reklame, og festen stinker af slagstrick. Associationerne går tilbage til fænomenets velmagtsdage i 1980’erne, hvor festen utvivlsomt var bedre end vinen, og hvor Thorkild Thyrring og andre racerkørere efter parisisk forbillede sled asfalten af vejene for at få den unge vin så hurtigt ud på beværtningerne som muligt. Firsernes glamour falmede, kult blev kitsch, og kvaliteten faldt dramatisk — fra tvivlsom til elendig.

Traditionen med ny vin har dog mere på sig, end ovenskrevne lader ane. Oprindeligt fejrede man så snart som muligt høsten med en skænk af årets første, knapt færdiggærede vin. Senere fik forsmagen på den nye vin en rolle at spille for indkøbere, anmeldere og andre usædvanligt vininteresserede. Andre steder end Beaujolais har man tradition for at markedsføre den nye vin — men få steder har man som i Beaujolais haft så stor succes med det. Måske fordi den nye Beaujolais faktisk smager bedre end så mange andre nyfødte vine; og nok også fordi den allerede ligner den voksne udgave, der kommer på markedet ikke så meget senere. Beaujolaisens umiddelbare kvaliteter — friskhed, frugtighed, mildhed — potenseres i Nouveauen.

Gamay er druen bag Beaujolais, og vinens fine duft, dens liflige, friske bærfrugt, dens lethed og blødhed skyldes i højeste grad denne tyndskallede og saftspændte blå drue. Gamay Noir à Jus Blanc er det fulde navn, “den mørke Gamay med lys saft”, og der findes faktisk en Teinturier-sort, især i Touraine, med mørktfarvet frugtkød; men hverken i Schweiz, Beaujolais, Champagne eller Loire giver Gamay nogensinde dybt mørke vine. Den er den lyse digter Schade i vinens verden. Der er noget drømmende, flyvende og flirtrende over god Gamay; og så er den faktisk ret alsidig — fra den letsindigt friske Nouveau over den frugtige Beaujolais til de rigere Villages vine og de dybere og mere seriøse Cru’er. De byder på alt fra kirsebær, blommer, hindbær, jordbær og sommerblomster til krydderurter, peber, røg og grafit. Meget kommer også an på terroir og vinifikation. Det er især Beaujolais’ mange kalksten, der får blødheden og mildheden frem i vinen; mens den i mange år nærmest enerådende kulsyregæring, maceration carbonique, gav udslag i en karakteristisk duft og smag af skumbanan, candy floss, syrlige drops og Hubba Bubba tyggegummi. Det har, som så meget andet, ændret sig i de senere år.

Man kan med en vis ret sige, at fransk naturvins vugge stod i Beaujolais, da Jules Chauvet forsagede sulfitterne til fordel for spontangæring og semi-karbonisk maceration i samarbejde med Marcel Lapierre. Guy Breton, Jean Foillard, Yvon Métras og Jean-Paul Thevenet hører til i samme loge og liga; og der er nye skud på stammen i Karim Vionnet, Kewin Descombes, Jules Métras, Julie Balagny… og Sylvère Trichard på Domaine Séléné.

Netop naturvinsbønderne har nok spillet en afgørende rolle for, at nouveauen nu om stunder er mere drikkelig og drikkemoden — sammen med mere unaturlige årsager som global opvarmning. Helt solmodne druer og væsentligt tidligere høsttidspunkter gør, at vinen er mere moden, modnet og stabil, når den når frem den tredje torsdag i november.

Domaine Séléné

Et nyt hus har i løbet af ganske få år gjort grundigt indtog på naturvinsfronten i Beaujolais: Domaine Séléné har begejstret såvel garvede kendere som almindelige drukkenbolde både med Beaujolais af den vanlige slags — side om side med Nouveau.

Domaine Séléné drives af den unge Sylvère Trichard. Han tog vin til sig professionelt i 1998, da han deltog i fremstillingen af sin første vin hos sin onkel, som samme år indledte omlægning til økologisk dyrkning. Siden lod hans sig yderligere oplære gennem arbejdet for onklen, for Jean-Claude Lapalu i Brouilly og en tid for Domaine Belluard i Savoie. Familiedomænets seks hektarer overtog han i 2012. Stokkene er for de flestes vedkommende over 60 år gamle, og beplantningstætheden er høj, næsten 8.000 planter pr. hektar.

Hans formelle uddannelse i feltet begrænser sig til et landbrugskursus i Dieppe, hvor han imidlertid mødte Elodie Bouvard, der senere skulle blive hans kompagnon. Bouvard dyrker en lang række forskellige grøntsager, mens Trichard står for vinen. I modsætning til vinen afsættes grøntsagerne mestendels lokalt, og gården indgår således på traditionel vis i lokalsamfundet og den omgivende natur gennem de blandede beplantninger af afgrøder — en model, der gav sig selv i gamle dage.

Sélénés “voksne” sortiment består sædvanligvis af “topvinen” Gisou, opkaldt efter Sylvères bedstemor og bestående af selekterede druer fra en enkelt parcel, lagret på ældre egetræsfade og gerne flasket i magnum; en “almindelig” Beaujolais og en Villages, begge gæret på cementkar og lagret i ståltanke. Desuden fremstilles mindre mængder af rosé og hvidvin, begge tillige på Gamay.

Men tilbage til den nye vin og dens korte vej fra jord til bord: Landskabet i Beaujolais er bakket, og jordbunden består mestendels af kalkholdig mergel. Sylvères stokke har opnået en vis alder og dyrkes som nævnt efter biodynamiske principper. Der foretages en selektion af sunde, fuldmodne klaser, som gæres hele med godt to ugers maceration. Gæringen foregår med vildgær, og vinen kommer på flasken uklaret og ufiltreret og uden tilsætning af sulfitter. Det er ren natur, friskt og skrøbeligt, så det skal naturligvis drikkes inden længe — og så hurtigt som muligt, når flasken først er åben. Nouveauen har en fin note af vildgæren Brettanomyces, men hvad værre er: I løbet af få timer efter åbning afslører den tydelige spor af vinfejlen mus. Ikke store rotter, bare små mus, og de kan skræmme visse af os langt væk. Det uhyggeligste er dog tanken om en flaske, som af mystiske årsager IKKE er drukket inden for et par timer.

Post festum

Sélénés Nouveau 2018 er negationen af novembers mørke med sin lyse røde bærsaft, forfriskende syre og lette, fløjlsbløde stoflighed. I duften modner kirsebærrene, og violen blomstrer. I munden er den saftig, næsten vandig, med masser af sommerjordbær, syltekirsebær, sultanas og krydrede noter af lakrids, læder, hvid peber, endda løvstikke og kørvel; men ganske let og flygtigt, så man nemt griber efter glasset til en slurk mere — og en mere og en mere.

Skænk vinen op, for november er over os
og regnen har gjort jorden villig og blød!
Men vinen er stærk og sød.
Lad flasken drikke dig ud af mørke og død.

Flaske: Beaujolais Nouveau 2018  
Vinhus: Domaine Séléné  
Oprindelse: Beaujolais, Frankrig  
Druesort: Gamay  
Dyrkning: Biodynamisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Et par uger på flaske  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 12,5%  
Importør: Melin Vin
Pris: cirka 100,- mens tid var