Apotekeren og lindetræerne

In medias res

Man kan uden videre stå over for en skelsættende skillevej i sit liv. Den 23. juli 1981 døde Giuseppe Manferrari, faren til den i dag berømte italienske vinmager Nicola Manferrari, pludseligt. Få måneders senere måtte den unge Nicola hovedkuls kaste sig ud i høsten på familiens vingård Borgo del Tiglio og selv tage ansvaret for vinificeringen. Ansvaret for at få vinen i hus og holden familiens økonomi oven vande hvilede på hans skuldre. Kort tid efter besluttede han sig for at forlade sit job som apoteker og fuldgyldigt hellige sig familieforetagendet i Collio.

En indledningsvis tøven behøver ikke betyde et langsigtet vægelsind. Tilskyndet af sin mor Thea tog Nicola Manferrari ikke blot opgaven på sig, han gjorde en dyd af nødvendigheden og gik helhjertet ind i sit nye virke og satte undervejs sit eget tydelige præg på foretagenet. Med sin faglige baggrund som farmaceut havde Nicola Manferrari eminente forudsætninger for at forstå de tekniske sider af vinmagerkunsten på trods af, at han hverken var uddannet agronom eller ønolog. Og omvejen til vinmageriet gjorde, at han fik tænkt sine målsætninger grundigt igennem.

Manferrari er perfektionist til fingerspidserne og laver uden tvivl nogle af Italiens bedste hvidvine. Borgo del Tiglios vine er noget for sig men samtidigt eminente udtryk for druesort, oprindelse og tradition; og samtidigt kan de vække mindelser om både hvid Bourgogne og om stor hvid Bordeaux. Det indfriede mål er delikate, balancerede og komplekse vine med identitet og karakter; og ikke mindst vine, der skal kunne gemmes og udvikle sig over lang tid. Paradeeksemplet er Studio di Bianco, hvidvinsstudiet, som er Manferraris egen fortolkning af en klassisk Collio Bianco.

Borgo del Tiglio ligger lige i udkanten af byen Brazzano midt i Collio området, bakkelandet midt mellem Alperne og Adriaterhavet i det nordøstligste Italien. De snørklede bakkedrag dækker over en jordbund af mergel med lag af sandsten, en særlig jordbundstype lokalt kendt som ponca, videnskabeligt under den tyske term flysch, mestendels den lokale type flysch di Cormons.

Borgo del Tiglio, løseligt oversat "borgen ved lindene", er det traditionelle navn for familiens gamle ejendom. Lindetræet er sagnomspundet på grund af sit lange liv, dets duftende blomster, som bierne omsætter til aromatisk honning samt dets særegne ved, velegnet til træsnit - faktisk er gården gengivet som sådant på etiketterne. I dag dækker Borgo del Tiglio i alt 16 hektar, heraf 9 hektar beplantet med vin, fordelt på tre separate besiddelser: Podere di Brazzano, Podere di Ca’ delle Vallade og Podere di Ruttars. Druesorterne er Friulano, Malvasia, Chardonnay, Sauvignon, Riesling og Verduzzo foruden rødvinsdruer som Pignolo og Merlot. Hjertebarnet er sorten Friulano, der tidligere var lokalt kendt som Tocai. Det navn fik med Ungarns indlemmelse i EU endelig dødsstødet, da sorten intet har at gøre med den navnkundige ungarske vin Tokai. Manferrari er, som så mange andre vinbønder i Friuli, ikke helt tilfreds med den beslutning, og omtaler konsekvent stadig sorten som Tocai. Tilfreds er han imidlertid med dens vine; og husets anden topvin er da også fra gamle Friulano stokke på enkeltmarken Ronco della Chiesa.

Terroir, typicitet og trends

Nicola Manferrari udtrykker sig både filosofisk og poetisk om sit arbejde i marken og kælderen - og når han er i gang, taler han gerne længe og vedholdende. Og det er ikke kun manden selv, der tager sig god tid. Som mageren, så vinen: Borgo del Tiglios vine kræver fordybelse, mens man drikker dem, og tålmodighed inden, for de må gerne lagres på flaske i adskillige år for at udvikle sig til deres fornemmeste form.

Målsætningen har fra begyndelsen været store og langlivede vine - men vine, der trods den mere moderne og fransk-inspirerede vinificering skulle forblive tro mod de lokale forhold - druer, jordbund, mikroklima. En vins storhed ligger nemlig i at være sig selv. "Hvad jeg vil opnå, afhænger af vinmarken. Så jeg prøver at samarbejde med marken for at den kan komme til udtryk."

Manferrari uddybder sin metodiske tilgang: "For det første skal du kende din vinmark meget godt. Du skal undersøge jordbunden, forstå dens potentiale. For det andet skal du organisere vinplanten, sådan at den vokser og producerer de bedste druer. Det er en serie af handlinger, du skal igangsætte for at opnå målet, de bedst mulige druer. Det ses i farverne på planten, på bladene, på druerne. Du kender sortens karakteristika, men du skal også tage højde for, at i dette terroir bliver den måske anderledes, fordi terroiret også har sine karakteristika. Det giver interferensmønstre. Og det må også have konsekvenser for vinificeringen."

En i de senere årtier med Collio associeret trend som orangevin giver han imidlertid ikke meget for. Traditionen med at lade de grønne druer gære med skallerne og resultere i en vin med orangeskær i glasset og tanninstruktur i munden anser han for et fejlgreb: "Det udvisker terroir og sortskarakteristika" er udmeldingen.

Det er der selvfølgelig delte meninger om. Men Manferraris tanker om kvalitetens tilbliven i marken snarere end i kælderen er der dog almen konsensus om. Det tydelige aftryk fra terroir og druesort - og ikke mindst vinens balance - er alt sammen noget, der foregår i markerne. Han forklarer - med inspiration fra François Champagnols værk Physiologie de la Vigne:

"Vin er en klatreplante: Det er en plante, der er udviklet til at klatre så hurtigt som muligt til træets top, da den har brug for en masse lys for at kunne sætte druer. Så det, vi gør med vinplanten, er egentlig meget unaturligt, for den er ikke lavet til det. Vi har opfundet opbinding og beskæring for at få en plante på blot 1,5 meters højde. Naturligt kan den blive 10-20 meter lang. Det skaber selvfølgeligt ubalancer i planten. Og at få planten tilbage til en naturlig tilstand, at få den til at have det, som den normalt ville have det, er en meget indviklet opgave."

"Det, planten forsøger, er at komme tilbage til sit gamle system og at formere sig så hurtigt som muligt. Plantens mål er at skabe druer: Druer, der er attraktive for dyr, der kan sprede kernerne, og som i vinstokkens tilfælde mestendels er fugle. Derfor skaber planten smage i druerne, der er appetitvækkende for fuglene. Men i perioden før druerne modner, giver moderplanten også de modsatte smage i bærrene, bitterstoffer, der ikke attraktive. Bitterhed bryder dyr sig ikke om, det signalere fare. Så så længe planten lægger det i druerne, vil dyrene holde sig væk."

Manferraris mål er altså at få den samme fysiologi i planten og druerne som i den frie, oprindelige natur. Dermed mener han at kunne opnå de dufte og smage i druerne, som er attraktive for dyrene - såvel fugle som mennesker.

Et studie i hvidt

Temmeligt prosaisk bærer topvinen navnet Studio di Bianco, hvidvinsstudiet; men herefter hører det prosaiske også op. Når han skal forklare meningen med denne vin, citerer Manferrari den italienske poet Gabriele d'Annunzios digt "La pioggia nel pineto" ("Regnen i nåletræsskoven"), hvor regnen i skovens dybe, stille ro drypper sin vej gennem nålene og ned til underskoven, og en dis danner sig, hvor vandets duftløshed forvandler sig til duft med lyngbuskens, myrtens og enebærtræets knitren under dråberne. "Jeg vil gerne dele disse dufte og smage fra Middelhavsområdet for at fremkalde dette unikke miljø og skabe glæde ved det kloden rundt gennem mine flasker," fortæller Manferrari.

Hvor det faktuelle sprog kommer til kort, kan billedsproget vise vejen. Intet kan dog stå i stedet for oplevelsen selv; men heldigvis kan den deles. "Duftens og smagens sprog er, som lyde og farver, et universalt sprog, menneskehedens fælleseje," fortsætter han. Det er samme sære forhold mellem sproget, den direkte sansning og naturen, som Inger Christensen på dansk har søgt indkredset i sit poetiske essay Silken, rummet, sproget, hjertet: "Sig ordet silke, og det forsvinder med lyden, men dine sansninger, din erindring og viden kaster et ekko tilbage. Skriv det på et stykke papir, og det bliver stående ubevægeligt, men dine tanker og følelser er allerede på vej til de fjerneste kroge af verden [...] Prøv bare at glemme ordet silke, og du bliver mindet om det, næste gang du ser sommerhimlen, et kronblad eller..." (Inger Christensen: Hemmelighedstilstanden, s. 23.)

Manferrari eksperimenterede i flere år midt i firserne med et blend til den perfekte hvidvin; og Studio di Bianco er resultatet af anstrengelserne. Triaden af Friulano, Sauvignon og Riesling høstes og gæres først hver for sig i 250 liters egetræsfade, hvorefter vinen hviler på gærresterne og gennemgår malolaktisk gæring på fade af samme størrelse. Kælderen er indrettet i flere lag, så der kan arbejdes udelukkende med tyngdekraftens hjælp ved omstikningen. Manferraris holdning til filtrering og sulfitter ligger i forlængelse af hans holdninger til orangevin: Ikke at benytte en afstemt mængde sulfitter ville være at sætte vinens liv over styr og ikke at respektere terroiret.

Blandingsforholdet varierer en smule med årgangen men er generelt godt 50% Friulano, 30% Sauvignon og 20% Riesling. Den sent høstede og derfor meget modne Friulano har fuldt udviklet aroma og tekstur men savner struktur, da syren falder drastisk proportionelt med modenheden. Det udbedres til gengæld af såvel Sauvignon som Riesling; og snarere end at ryge i totterne på hinanden, åbner de to distinkte divaer armene og omfavner hinanden.

Studio di Bianco er en elegant og kompleks hvidvin, struktureret og kompakt de første år, hvorefter den sagte folder sig så ud med stor skønhed: Duft af hvide blomster, moden stenfrugt og grønne urter; og en cremet men syrlig smag af ferskner, ananas, pinjekerner, harpiks, akaciehonning og vanille. En betagende balanceakt med virkeligt velafstemte små efterklange - mandler, radicchio, olivenolie, brunet smør, røg, flint, petroleum, ferskensten, rosmarin, citrusskal. Det er musikalsk og symfonisk. Andanten fra Mozarts 23. klaverkoncert svæver i baggrunden.

Flaske: Studio di Bianco 2008  
Vinhus: Borgo del Tiglio  
Oprindelse: Friuli, Italien  
Druesorter: Friulano, Sauvignon, Riesling  
Dyrkning: Konventionel  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Små egetræsfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 15%  
Importør: Distinto  
Pris: 649,-  

"Kun druer, most og Gud!"

Manuel Moraga Gutiérrez er stolt vinbonde i 7. generation. Familiegården, Cacique Maravilla, ligger uden for landsbyen Santa Lucía de Yumbel i det sydlige Chiles kølige men frodige Bío Bío region; og her finder man et helt anderledes Chile end det, den brede vinverden kender.
 

Dybe rødder

Familien Gutiérrez kom oprindeligt fra Spanien som conquistadorer på jagt efter guld; men de slog sig ned og sluttede fred med den oprindelige lokalbefolkning, som gav stamfaderen Francisco Gutiérrez titlen “cacique maravilla”, vidunderlige høvding. Generation efter generation gik besiddelserne i arv. Manuel overtog fra sin far i 2010, og i dag tæller gården 16 opdyrkede hektar midt i en ellers ganske uberørt chilensk natur. I vinmarkerne spiller den gamle landdrue País hovedrollen, mens Moscatel, Torontel, Corinto, Cabernet Sauvignon og Malbec udgør den øvrige besætning. Dertil kommer hest, får, frilandsgrise, fritgående høns og gæs, frugter og grøntsager i alle afskygninger, linser, bønner og korn. Gården er selvforsynende med stort set alt fra de frodige jorde omkring den - ikke mindst vin.

Allerede i 1776 blev vingårdens første beplantning af País indregistreret som Viña 33; og i 2018 lever Chiles vinmark nummer 33 i bedste velgående, og den er dermed en af landets (og faktisk hele verdens) allerældste vinmarker. Gamle, knudrede buskvine står som små træer, så langt øjet rækker i det let bakkede landskab. Upodede, fordi de kom til verden før vinrodlusens hærgen; som alligevel aldrig er nået Chile, så vinstokkene kan have deres rødder i fred her. Vanding, kunstgødning og sprøjtegifte er fuldkomment utænkelige; og som regel unødvendige, da den rigelige regn falder næsten udelukkende i vinterhalvåret, og faldvinden fra Andesbjergene renser ud. Det naturligt grønne får frit spil. “Vi har ingen frygt for græs,” erkender Manuel midt i sine vildtvoksende marker. Græsset mellem vinstokkene holdes i ave af får, og i det omfang der skal pløjes, gøres det med husets hest, Cacique. De frodige marker er præget af sort vulkansk jord, der stammer fra Antuco og Sierra Nevada vulkanerne. Alt i alt et ganske særligt terroir.

“Der findes ingen ønologi, kun mennesker, naturen og Gud," erklærer Manuel: "Mennesket er kun mellemmand for vinen, så det er ikke mig, min far eller min bedstefar, det drejer sig om, men jorden og planterne.” Naturen bliver i hans direkte oversættelse til prægtig Pipeño, den traditionelle landvin, som her stadig laves som i fordums tid: "Jeg har ikke lavet om på noget som helst." Svovl benyttes kun sjældent og nødtørftigt i markerne, da meldug og råd er yderst sjældne gæster - og det tilsættes heller ikke til den færdige vin i form af sulfitter. Druerne afstilkes, presses og spontangæres i store, åbne cementkar (lagares) under åben himmel, med daglige punch-downs. Efter et par ugers maceration drænes mosten og gærer færdig på store tanke. Godt syv måneder senere flaskes vinen uklaret og ufiltreret på flaske. Vinen fremkommer altså helt på naturens nåde, eller som Manuel selv udtrykker det, mens han under en dybblå himmel presser toppen af drueskaller ned i den blodrøde most:

“Det her er ægte vin: Kun druer, most og Gud!”

Gutiflower og vino naranja - en pet nat og en orangevin - kommer på bordet, mens Manuels italienskfødte hustru Paola står for madlavningen. Små lapper af en gennemført hjemmelavet pizza med løg og chili langes ud. Løgene er bløde og søde og bunden så sprød, at Guderne sig må forbarme - hvilken appetitvækker! Men mere substantiel kost må der til, og husets humitas vækker også lykke: Denne lokale ret, hvor majskorn er moset sammen med løg og smør, pakket ind i majsblade og kogt, er smovset og mættende, serveret med skiver af frisk, fuldmoden og vidunderligt sursød tomat på toppen. Så kommer der oste og lidt løst og fast at nappe i, og der går sport i at gumle de hjemmesyltede grønne chilier til. Den styrke, som brød, smør og ost ikke kan dulme, kan Pipeño drukne, og Manuel har en særlig evne til at spotte tomme glas, som han ikke efterlader i den tilstand længe.

Pipeño er en vin til selskabelige lejligheder og en vin, der både smører ganen til mad og kan få tungen på gled. Under måltidet i det lille hus ved vinmark 33 fortæller Manuel om rystelserne i 2010 - dels om overtagelsen af ansvaret fra faderen, dels om det store jordskælv, der bl.a. ødelagde det oprindelige vineri, som han nu forsøger at bygge op i sin oprindelige form igen. Der er minder, gode og dårlige, og håb. Imens spiller musikken, og Pipeñoen flyder.
 

Ung vin fra gamle stokke

Vin kan beruse på flere måder. Dens dufte og smage kan forføre. Den direkte påvirkning fra alkoholen kan sætte ind. Endelig er der eftertanken, der kan få det til at svimle. Eksempelvis når man drikker gammel vin og slås af tanker om tidens gang. Eller når man drikker ung vin fra meget gamle vinmarker.

250 år gamle vinstokke på den anden side af kloden. De stod der, da jeg blev født. Da mine forældre blev. Og da deres forældre blev født. Og da deres forældre blev født, var dem, der havde plantet stokkene, for længst døde, og deres børn og børnebørn allerede arvet og passet jorden og plejet vinstokkene længe. I mellemtiden er Chiles uafhængighed, Første Verdenskrig, Anden Verdenskrig, Allende og Pinochet alle kommet og gået. Imens er solen stået op, solen er gået ned, solen har skabt sukker i druerne, og der er intet nyt under solen.

Pipeño er smaget af livet på landet og verden af i går. Ren rød bærsaft med urter og krydderier. Jordbær, hindbær, tyttebær, og der er skiftevis lidt anis og kandiserede fennikelfrø, Kongen af Danmark bolcher, cola, kanel og nellike at spore. Godt bid og god syre, fine og let støvede tanniner. Landlig og ligefrem i mælet, en seriøs tørstslukker, der nemt hamler op med mangfoldige spiser og samtidigt glider ubesværet ned alene og retfærdiggør flaskestørrelsen på en hel liter.

Flaske: Pipeño 2016  
Vinhus: Cacique Maravilla  
Oprindelse: Bío Bío, Chile  
Druesorter: País  
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret i cementkar  
Lagring: Store tanke  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 13,5%  
Importør: Vinimperiet  
Pris: 145,-  

Slåenbusken og Rhinguldet

Det kunne være et blomstrende slåentræ, man dufter, som det stråler i solen en forårsdag. Hvide blomster er det i hvert fald, og modne frugter, som dukker op som følge. I munden mødes man af en rund fylde og en omfavnende syre; og saft, kølig saft fra lime, grønne reineclauder og en perfekt modnet fersken. Senere er der spor af abrikoser, kvæder, hyben, syrlige drops, karamel og vanille; og hele vejen igennem funkler vinen af højstemt syre og en dyb mineralitet, som kalder på ord og beskrivelser, der er svært at finde. Det her er rendyrket Riesling i en storladen, burgundisk fortolkning— Rhinguldet genfundet under regnbuen.

Vinen i glasset er Schlehdorn, tysk for slåen, navngivet efter en lille parcel på marken Sankt Nikolaus ved Mittelheim, en håndfuld rækker plantet i 1954 og i Peter Jakob Kühns besiddelse siden 2003. Her står de gamle stokke på sandede lehmjorde med rigeligt Taunuskvartsit (vinen ved navn Quarzit er under lup her). En billedskøn beliggenhed helt ned mod Rhinen, som roligt flyder forbi.

Parcellens beliggenhed gør, at stokkene sætter frugt en smule tidligere men modnes en anelse senere. Derfor udvikles også en aromatisk kompleksitet og fæstnet struktur, som går igennem i vinen. Der høstes relativt sent, og druerne presses som hele klaser, over mange timer og ved ganske lavt tryk. Det forlener selvfølgelig vinen med en vis mængde fenoler og et mildt oxidativt præg. Mosten spontangæres på Rhinlandets klassiske Halbstück-fade, og vinen gennemgår naturligt malolaktisk gæring. Den hviler dernæst to år på gærresterne, dog uden bâttonage, og den flaskes ufiltreret men naturligt klar.

Resultatet er fyldig Rieslingfrugt med en knugende syre, spændstig tæthed, blød rundhed og stor mineralsk dybde. En vin, som kan fange ens opmærksomhed og holde fat i den længe; og selv efter længere tids bekendskab vedbliver den at afsløre nye sider af sig selv. Den danske importør Jørgen Krüff kan begejstret berette om, hvordan hans øjenvipper sitrede, da han smagte Schlehdorn første gang. Selv fortæller Peter og Angela Kühn om, hvordan deres gæster kan blive målløse og forsvinde ind i sig selv en stund, når vinen rammer deres ganer. Det kan selvfølgelig lyde prætentiøst, men mine personlige erfaringer tilskynder til lignende vidtløftigheder. Vinen skal selvfølgelig være i form og man selv det samme, når man smager. Det var ikke ved første slurk, at lynet slog ned i mig, men kort efter kom det. Det er svært at beskrive den slags oplevelser, men de kalder på at blive delt. Sproget lader én i stikken— men godt der er mere i glasset.

Flaske: Schlehdorn Riesling 2013  
Vinhus: Peter Jakob Kühn  
Oprindelse: Rheingau, Tyskland  
Druesort: Riesling  
Dyrkning: Biodynamisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Store egetræsfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 13%  
Importør: L'Esprit du Vin  
Pris: 595,-  

Af jord er du kommet

Bylivet kan være dræbende, især hvis man først har fået smag for landlivets glæder. Den østrigske reklamemand Davis Weszeli kom for et årti tilbage på bedre tanker og stak stille og roligt af fra storbylivet for at hellige sig sin store interesse, vinen, og i 2011 blev han vinbonde ved Langenlois lige vest for Kampfloden, som vinregionen Kamptal skylder sit navn. I dag råder Weingut Weszeli over godt 30 hektar med Grüner Veltliner og Riesling og første klasses enkeltmarker som Käferberg, Schenkenbichl, Steinmassl og Seeberg.

Det var det daværende Weingut Summerer, som Davis Weszeli kom til at stå i front for i selskab med Rupert Summerer, og målet var at fuldende dets i stigende grad naturnære tilgang. Vinhusets historie går tilbage til 1679, og frem til den seneste generation i familien Summerer var det et blandet landbrug, som så overgik til specialiseret vinbrug.

Den filosofi, som Davis Weszeli har sat i højsædet for vinhuset, kalder han for Terrafactum, latin for "skabt af jorden". Kongstanken er, at hver vinmark er et unikt økosystem, som skal stå i centrum for arbejdet, da det er i vinmarken, at den enkelte vins karakter bliver opbygget. Derfor skal mangfoldighed og vinmarkernes særegne træk bevares og styrkes. Det kræver samspil mellem mennesker, flora og fauna, og det fordrer økologiske dyrkningsformer - mindre maskineri og minimalt med kemi. Vinene er økologisk certificerede fra årgang 2017.

Manuelt arbejde i marken sikrer ikke blot en tættere kontakt med druerne. Det overflødiggør også en del af brugen af tunge traktorer og fossile brændstoffer. Grønne områder i og imellem vinmarkerne skal holde jorden sund og tiltrække det rigtige dyreliv, derfor er der sået kløver, lucerne og boghvede m.v. Dyrelivet dukker også op på etiketterne, der hver især - også som håndarbejder - er smykket med lokale dyrearter.

I kælderen huserer i dag den tyske vinmager Thomas Ganser, der er kandidat fra Weinbauschule Krems og Universität für Bodenkultur i Wien. Hans ansvar er at omforme oprindelighed fra markerne til oprigtighed i vinene. Tilgangen er moderne men mere minimalistisk end den konventionelle standard. Der arbejdes med både stål og træ, men først og fremmest med længere lagringstider. At få det rette resultat frem fra markerne kræver ifølge Davis Weszeli sin tid. Det er vine, der også kræver tid til at udvikle og åbne sig - og derfor anbefaler huset tålmodig lagring og ikke mindst dekantering af vinene; og det gør virkeligt en forskel.
 

Seeberg

Seeberg er en terrasseret enkeltmark stik vest for landsbyen Zöbing nær Langenlois; stejl, sydvendt og velegnet til moden Riesling med sin solrige eksposition og stenede jordbund af løss med gnejs og masser af glimmerskifer. Druerne bliver håndhøstet i september, spontangæret på ståltanke med temperaturkontrol og lagret på gærresterne i 2.000 liters egetræsfade i 16 måneder. 

Der flyder guld fra terrasserne i Kamptal, og Davis Weszeli kan raffinere sin Riesling fra Seeberg til den pæne side af 20 karat. Det er den fyldige og frugtige type Riesling, tør og med en meget sirlig syre. Duften er frisk og frodig med moden gul frugt og små pust af jasmin. Smagen er gennemgående præget af syrlig tropefrugt, fersken og ananas især, og der er dybe mineralske lag samt en fin vanillenote fra fadet i baggrunden. Stor blødhed og længde, meget balanceret og med tid til fordybelse. Yderligere sondering af terrænet afslører gule æbler, æblekerneolie, flødekaramel, flint, salt og en mimet antydning af petroleum. Man aner et flot udviklingspotentiale.
 

Flaske: Seeberg 2013  
Vinhus: Weszeli Terrafactum  
Oprindelse: Kamptal, Østrig  
Drue: Riesling  
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret på stål  
Lagring: Store egetræsfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 13,5%  
Importør: Kjær & Sommerfeldt  
Pris: 450,-