Comment

Juliusspital Würzburger Stein-Berg Silvaner Grosses Gewächs 2020

Forførende saftig Silvaner, stofligt smygende og sirligt syrlig vin med mild duft af nyslået hø, friske mandler, hasselnødder og fransk nougat og delikat smag af modne gule æbler, honningmelon og mirabeller. Mageløst læskende og seriøst smagende. Selektiv håndhøst og nænsom helklasepresning, spontan gæring på tonneau og knapt to års modning på gærresterne. Juliusspital er en historisk og stor producent, som samtidigt satser på kvalitet og bæredygtighed. Siden stiftelsen i 1576 har man drevet såvel hospital, hospice, sygeplejeskole og ældrehjem og samtidigt drevet skov-, land- og vinbrug— i dag 180 hektarer vinmarker, herunder den berømte Würzburger Stein, der strækker sig som en muslingeskal langs Mainflodens krusning med den særligt solbeskinnede parcel Berg som blommen i et æg. 45-65° stigning og stærk solindstråling direkte fra floden.

Flaske: Würzburger Stein-Berg GG 2020
Vinhus: Juliusspital
Område: Franken
Land: Tyskland
Druesort: Silvaner
Jordbund: Kalksten
Dyrkningsform: Bæredygtig
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Skruelåg
Alkohol: 13,5%
Importør: H.J. Hansen Vin
Pris: 185,-

Comment

Comment

Mathieu Apffel Détours 2019

Mathieu Apffel mistede mere end tre fjerdede af sine druer efter omfattende haglbyger den 15. juni 2019. Men en mand som Mathieu lader sig ikke så let slå ud, og han fik lov at høste druer hos venner og bekendte — Sylvain Liotard, Raphaël Saint-Germain, Fabrice Bouché, Giachino, Brice Omont, Nicolas Ferrant, Francis Rousset, Pascal Quenard og Frédéric Péricard — og ad omveje kom så vinen Détours til verden, en virkeligt fin cuvée af Chasselas og Jacquère gæret og modnet på ståltanke, flasket ufiltreret og uden tilsatte sulfitter. Slank, rank med en glasklar og glat viskositet, virkeligt lækker mundfølelse, og fuld af friske gule æbler, kvæder, venlig syre og et mildt strejf kærnemælk… Klassisk Savoie på afveje og alligevel på dydens smalle sti!

Flaske: Détours 2019
Vinhus: Mathieu Apffel
Område: Savoie
Land: Frankrig
Druesorter: Jacquére, Chasselas
Jordbund: Kalkholdig ler
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Ståltanke
Lukning: Korkprop
Alkohol: 11%
Importør: Melin Vin
Pris: 175,-

Comment

Comment

Bikicki Moma 2021

Underfundigt frisk Traminer fra Fruška Gora i Serbien. Đorđe Bikicki formår ganske enkelt at få et raffineret aromaspektrum frem fra sorten, samtidigt med at syren danser i munden. Sommerblomster, mandarin, kumquat, syrlige drops og kandiseret orangeskal, læskende, mild og delikat. Druerne er dyrket økologisk på skråningerne af Milino brdo bakken et par kilometer fra Donau, håndhøstet, afstilket og spontangæret med en god dags skindkontakt, hvorefter vinen er modnet på et keramisk æg. Flasket uklaret og ufiltreret og uden tilsatte sulfitter.

Flaske: Moma 2021
Vinhus: Bikicki
Område: Fruška Gora
Land: Serbien
Druesort: Gewürztraminer
Jordbund: Kalkholdig ler
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Keramisk æg
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,5%
Importør: New Balkan Wines
Pris: cirka 225,-

Comment

Comment

Schloss Gobelsburg Riesling Ried Heiligenstein 2020

Årgang 2020 af Gobelsburgs Riesling fra Heiligenstein går os i møde med sin vanlige stilfærdige storhed, subtile dybde og vilde nuancerigdom. Vækstsæsonen kom tidligt og tør fra start men slog så om i en forholdsvist kølig og ret regnvåd sommer, som ikke desto mindre resulterede i sunde og fuldmodne druer i et smukt efterår— druerne blev først høstet i begyndelsen af november! Klassisk i udtrykket med en kølighed og klarhed, som er saliggørende. Milde noter af kamille og skovmærke i duften, mens en livlig og mundvandsdrivende syre favner den fine smag af lime og saftige reineclauder, ferskner og abrikoser; aflejrer et utroligt fint stof i munden og runder mineralsk og løfterigt af. Glædeligt gensyn med en gammel ven.

Flaske: Heiligenstein 2020
Vinhus: Gobelsburg
Område: Kamptal
Land: Østrig
Druesort: Riesling
Jordbund: Sandsten
Dyrkningsform: Bæredygtig
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Importør: Bichel
Pris: 325,-

Comment

Comment

Chateau Kamnik The Orange Gewürztraminer 2021

To ting, du ikke vidste om årets sommervin: Det er en Gewürztraminer, og den er fra Nordmakedonien! Bonusinfo: Det, der gør den så lækker, er seks måneders maceration, som forlener sorten med en spændstig struktur og en tilsvarende fadlagring, som sikrer dens smidige tekstur. The Orange 2021 emmer af moden appelsin og alskens kandiseret citrusfrugt, fersken, abrikos og mandel, med fløjlsblød mundfølelse og en rund men meget mundvandsfremkaldende syre. En noget nær eminent fortolkning af denne ellers ofte så overvældende aromatiske og undervældende strukturerede druesort. Tredje gang må virkeligt være lykkens gang, for imponerende nok er det kun Chateau Kamniks tredje forsøg med orangevin. Chapeau!

Flaske: The Orange 2021
Vinhus: Chateau Kamnik
Område: Skopje
Land: Nordmakedonien
Druesort: Gewürztraminer
Jordbund: Alluvial
Dyrkningsform: Konventionel
Vinificering: Spontangæret,
seks måneders skindkontant
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 14%
Importør: Skovgaard Vine
Pris: 200,-

Comment

Comment

Schödl Pét Naturel 2022

Der er luftig skum og knitrende bobler for fuld musik i søskendeflokken Schödls læskende pétillant naturel på Grüner Veltliner, Riesling og Weissburgunder høstet fra Blumenthal og Loidesthal i Weinviertel.Sprød og saftig pære, knusprige grønne druer, moden citrus og noter af nyslået græs og friske urter, med al en pet nats ufortrødne livlighed og en mere seriøs mousserendes smidige struktur og perlage. Lys, let og mineralsk, som skabt til midsommeraftner og alt det, der ligner.

Flaske: Pét Naturel 2022
Vinhus: Schödl
Område: Weinviertel
Land: Østrig
Druesorter: Grüner Veltliner,
Riesling, Weissburgunder
Jordbund: Kalkholdig lehm og løss
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Flaskelagring
Lukning: Kapsel
Alkohol: 12%
Importør: Høtoft
Pris: 205,-

Comment