Comment

Jaroslav Osička Pinot Gris 2020

Ingen gråtoner på grisen, bare et svinsk godt glas spændstig Pinot Gris fra den tjekkiske naturvinspioner Jaroslav Osička i Mæhren. Frisk, livlig og let volatil snude, der emmer af friskpresset pæresaft og nygæret pærecider. Sløret i glasset men glasklar i munden med syrlig saft af pærer, pomelo og grapefrugt, grønne sager, ananas og fersken. Flot stoflig fylde mellem den indledende sprødhed og den tørre, let tonic-agtige eftersmag. Alt i alt en usædvanlig og usædvanligt forfriskende Pinot Gris. Denne tjekke har tjek på druen— med køligt klima, økologisk dyrkning, håndhøst fra marker i Velkopavlovická, spontan gæring, en smule skindkontakt, et godt år på bærmen i gamle fade og endnu et år på flaske for at bringe det hele i balance.

Flaske: Pinot Gris 2020
Vinhus: Jaroslav Osička
Område: Morava
Land: Tjekkiet
Druesort: Pinot Gris
Jordbund: Kalkholdig løss og lehm
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Importør: Sæsonmelier
Pris: 220,-

Comment

Comment

Bründlmayer Riesling Ried Heiligenstein 2021

Saftig charme, luftig lethed og krystallinsk kølighed i Bründlmayers bedårende Riesling fra Heiligenstein i den allerede helgenkårede årgang 2021. Det her er sublimt stof at safte sig ned i, mens man venter på den mørkere og mere komplekse Alte Reben. Brise af hvide forårsblomster og nåleskov, en strøm af koldt kildevand med dråber af fast ferskenkød og liflig citrus, spændstig syre fint vævet sammen med en flintet mineralitet, milde noter af mandler, bivoks og røgsalt. Stilfærdigt storslået vin helt i vater!

Flaske: Riesling Heiligenstein 2021
Vinhus: Bründlmayer
Område: Kamptal
Land: Østrig
Druesort: Riesling
Jordbund: Konglomerat, sandsten
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Importør: Jysk Vin
Pris: 329,-

Comment

Comment

Nando Ma Jantar 2019

Glødende ravgylden og med dyb duft af frisk ferskenfrugt og en flot fylde af orangeblomst, mandarin, abrikos, kandiseret citrus og akaciehonning. Det er takket være tre ugers skindkontakt og to år på store slavonske egetræsfade, at Malvazijas aromatiske dybde og dejlige stoflighed er fremkaldt. Formidabelt forarbejdet af Kristančič i fodsporene på farfaren Nando. Familiegården i Goriška Brda, den slovenske genpart til italienske Collio Goriziano, drives økologisk i marken og med tænksom tilbageholdenhed i kælderen. Tilnavnet jantar (slovensk for rav) signalerer klassisk orangevin af høj karat, og man får meget for pengene her.

Flaske: Ma Jantar 2019
Vinhus: Nando
Område: Brda
Land: Slovenien
Druesort: Malvazija
Jordbund: Kalkholdig mergel
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret,
tre ugers skindkontakt
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 14%
Importør: Allezallez
Pris: 285,-

Comment

Comment

Schloss Vollrads Riesling Schlossberg Grosses Gewächs 2017

Økologisk dyrkning og bæredygtig tilrettelæggelse er rykket ind i et af Tysklands mest traditionsrige vinhuse, Schloss Vollrads i det ellers så konservative Rheingau. 2017 var en ret klassisk årgang, hvor klimaet dog drillede med sen frost i april og hærgende haglbyger i august. Vollrads altid udmærkede Winkler Schlossberg som Grosses Gewächs blev særdeles fast i kødet, med spændstig syre og en krystalklar mineralitet, vævet sammen med hvide blomster, modne gule mirabeller, røde bær og lette honningnoter.

2022 markerer slottets første år med fuld økologisk certificering og samtidigt konstruktionen af en ny kælder opbygget omkring energieffektivitet, f.eks. ved brug af tyngdekraft frem for pumper og selvforsyning med strøm fra egne solcelleanlæg. Slottet lægger desuden marker til en eksperimentel planteskole med mange forskellige kloner af Riesling, herunder gamle kloner hentet hjem fra Australien, som studeres med henblik på fremtidens vinavl i et varmere klima.

Flaske: Schlossberg GG 2017
Vinhus: Schloss Vollrads
Område: Rheingau
Land: Tyskland
Druesort: Riesling
Jordbund: Kalkholdig mergel
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 11,5%
Pris: cirka 225,-

Comment

Comment

Korak Rajnski Rizling Laškovec 2017

Flot ny årgang af Chiara Condellos lækre Le Lucciole, seriøs Sangiovese med burgundisk charme og en detaljerigdom, der kan matche et maleri af Georges Seurat. Dyb duft af modne røde bær og kirsebær med strejf af violer, vilde urter og røg. Ren rød frugt i munden, fløjlet fylde forenet med en frisk syre og stringente tanniner, delikat tør. Masser af moreller og blommer krydret med urter, lakrids, tobak og lufttøret kød, fast i kødet og med fornem længde. Le Lucciole er Chiaras topvin fremstillet på økologisk dyrket Sangiovese Piccolo fra tre små parceller i godt 250 meters højde. Druerne håndhøstes, afstilkes og gæres spontant i store træfade med en mindre andel hele klaser. To års lagring på store slavonske egetræsfade, flasket ufiltreret.

Flaske: Le Lucciole 2019
Vinhus: Chiara Condello
Område: Emilia-Romagna
Land: Italien
Druesort: Sangiovese
Jordbund: Kalkholdig mergel og sand
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13,5%
Importør: Distinto
Pris: 379,-

Comment

Comment

Iva Měřínská Neruš 2020

Do not disturb! Der er rolige stunder, tid til fordybelse og særdeles god smag i tjekkiske Iva Měřínskás hyggelige orangevin Neruš (som netop betyder: forstyr ikke) på en blanding af Pinot Gris og Neuburger. Afslappet aromatisk, rund og fyldig med en fin frugt, mandariner, ferskner, abrikoser og en mild mandelnote, ren i spyttet og med ganske fine tanniner. Begge sorter er gæret sammen med seks ugers skindkontakt, og vinen er modnet 10 måneder på gærresterne på egetræs- og akaciefade. Uklaret, ufiltreret og flasket med små fem gram tilsat sulfit. Spændende dråber fra Morava.

Flaske: Neruš 2020
Vinhus: Měřínská
Område: Morava
Land: Tjekkiet
Druesorter: Pinot Gris, Neuburger
Jordbund: Sand og grus
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret,
seks ugers skindkontakt
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12%
Importør: Sæsonmelier
Pris: 230,-

Comment