Comment

Heinrich Oh when the Saints Pet Nat 2021

Oh when the saints go marching in… Bemeldte helgener er Sankt Laurent druer, dyrket biodynamisk på marken Rosenberg på Leithaberg af Gernot og Heike Heinrich, som altid sprudler af idéer; så idéen at bruge den mørke men tyndskallede Sankt Laurent til en blanc de noirs pet nat lå lige for— og den er flot lavet. Håndhøstet først i september, direkte presning af hele klaser, kølig spontan gæring på ståltanke og flaskning efter godt tre uger og færdiggæret på flaske, degorgeret i marts. 6,3 gram syre versus 7,9 gram restsødme og 11 procent alkohol. Fin og luftig skum, flot syre og mild restsødme, med aromatisk rød bærfrugt og blodappelsin, noter af hvid te, vådt hø og hævende fuldkornshvedebrød. En sommerlig improvisation, god pet nat er en kunstform. Det er den svenske saxofonist Mats Gustafsson, som i den østrigske billedkunstner Olaf Ostens gengivelse slår sig løs på etiketten.

Flaske: Oh when the Saints 2021
Vinhus: Heinrich
Område: Burgenland
Land: Østrig
Druesort: Sankt Laurent
Jordbund: Glimmerskifer
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Flaskelagring
Lukning: Kapsel
Alkohol: 11%
Importør: Sigurd Müller Vinhandel
Pris: cirka 250,-

Comment

Comment

Francesco Cirelli Montepulciano d’Abruzzo Anfora 2018

Frugtig og livskraftig Montepulciano d’Abruzzo fra Francesco Cirelli. Charmerende mørk kirsebær- og blommefrugt med pæn syre og faste, finkornede tanniner; toner over i krydrede noter af blommesten, sveske, læder, salvie og oregano. Foruden fritgående grise og kvæg findes der kornmarker, olivenlunde, figen- og kirsebærtræer rundt om Cirellis vinmarker i bakkerne ved Atri i det nordlige Abruzzo, med Adriaterhavet mod øst og Gran Sasso massivet mod vest. Druerne dyrkes ifølge biodynamiske metoder og høstes med hænderne. De afstilkes, knuses nænsomt og gærer spontant med skallerne i 12 dage, før mosten presses og modnes 12 måneder på amforaer; som Cirelli anser som det reneste værktøj til at frembringe terroir-vine— amforaen lader vinen leve og ånde uden at tilføje udefrakommende smag.

Flaske: Montepulciano d’Abruzzo 2018
Vinhus: Cirelli
Område: Abruzzo
Land: Italien
Druesort: Montepulciano
Jordbund: Kalkholdig ler
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Amfora
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Importør: Reduktivt
Pris: 225,-

Comment

Comment

Vinarija Kutjevo Graševina Vrhunsko Vino 2021

Graševina er noget nær det perfekte skyllemiddel, og i Slavonien i den kontinentale del af Kroatien laver de seriøse af slagsen i stride strømme. Byen Kutjevo huser vinhuset af samme navn, oprindeligt grundlagt af cisterciensermunke, som i 1232 byggede den vinkælder, der benyttes den dag i dag. Omkring byen ligger vinmarkerne tæt på bløde bakker i en dal omgivet af skove, Vallis Aurea, den gylde dal, som munkene navngav den. Graševina føler sig hjemme her— det er kroaternes eget navn for Welschriesling— hvor det lokale mikroklima og den vulkanske lerjord giver perfekte forhold for sorten, så den får såvel stringent syre og saftighed som fyldig krop og frodig frugt. Her driver det af saftige nashipærer, honningmelon og litchi med fine kamille- og nyslåede hø-noter, sammen med en citrusfrisk syre og næsten talkumagtigt blødhed. Hver slurk er spændende, og det er ganske enkelt enormt nemt at drikke. Hverdagsvin af høj klasse.

Flaske: Graševina 2021
Vinhus: Vinarija Kutjevo
Område: Slavonien
Land: Kroatien
Druesort: Graševina
Jordbund: Kalkholdig ler
Dyrkningsform: Konventionel
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13,5%
Pris: cirka 75,-

Comment

Comment

Schloss Gobelsburg Riesling Ried Heiligenstein 2010

Tungekrøllende af navn og tungepirrende af gavn. Marko Cmrečnjak [ts-mretsj-njak] laver labre vine i Međimurje i det nordlige Kroatien, tæt på grænsen til Slovenien og Ungarn. Områdets specialitet er Furmint, som lokalt går under navnene Pušipel og Šipon, og det er særdeles drikværdige vine. Med “Pušipel Xtreme na kvadrat” udøver Marko ekstremsport med sorten, det er Furmint gange Furmint, med lang skindkontakt og to et halvt års fadlagring på gærresterne — en orangevin for lettere øvede tunger, men fans af genren vil elske den. Noter af ruskind og læder i duften dækker oven en dybde af frodig, mørk frugt. Fyrig syre og støvede tanniner, fuld af tørrede abrikoser, abrikoskerne, kandiseret orangeskal, mandarin, grapefrugt, søde krydderier som kanel og nellike samt mildt røgede noter. Bukolisk bryg af den mest spændende slags.

Flaske: Heiligenstein 2010
Vinhus: Gobelsburg
Område: Kamptal
Land: Østrig
Druesort: Riesling
Jordbund: Sandsten
Dyrkningsform: Bæredygtig
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13,5%
Importør: Bichel
Pris: 375,-
(aktuel årgang)

Comment

Comment

Lindely Vingård Frostklar Isv..in 2020

Lige en isvin til at svale af i sommervarmen. Det kan i disse dage virke vanvittigt, at dansk vin skulle være koldklimavin; men selv med vores næsten endeløst lange sommerdage er vi i den store sammenhæng stadig bævrende kølige her under vore nordlige himmelstrøg; og det kan selvfølgelig smages i vinenes særlige friskhed. Her en af landets bedste søde vine, som samtidigt er et vanvittigt syretrip! Gylden i farve, duft og smag, med gule ribs og mirabeller, modne abrikoser og en krydret sødme som i hyldeblomstsirup og syrlige drops; og så en knivskarp, sitrende syre, som kommer snigende og giver kuldegysninger og gåsehud. Ikke til de kuldskære og syreforskrækkede men de eventyrlystne og dem, der ikke får isninger i deres søde tand. Lindely Vingårds seks hektarer vinmarker er beliggenheden nær Kolding Fjord, der skaber et mildt mikroklima, som giver gode betingelser for høst af fuldmodne, sunde druer. Solaris-druerne er høstet i oktober for så at blive frosset ned en enkelt nat, hvorefter de er presset nænsomt, til mosten har opnået den ønskede koncentration af sødme og derefter gæret på ståltank— en eksotisk isterning! 

Flaske: Frostklar 2020 (37,5 cl)
Vinhus: Lindely Vingård
Område: Jylland
Land: Danmark
Druesort: Solaris
Jordbund: Ler og sand
Dyrkningsform: Konventionel
Vinificering: Gæret på ståltanke
Lagring: Ståltank
Lukning: Skruelåg
Alkohol: 11%
Pris: 199,-

Comment

Comment

Marof Zeleni Silvanec Breg 2019

Slovensk Silvaner er en sjældenhed under vore nordlige himmelstrøg, og det er synd og skam, når det spiller så flot som hos Marof— milde men meget mindeværdige dufte af aftenbrise, fugtig skovbund og sommerlig bålrøg. Saftig og smidig i munden, og smagen er lige så sagte poetisk, med modne hvide ferskner, syrlig citrus og orangeskal, dugfriske urter og en fin, støvet og salt mineralitet. Breg betyder bakke, og druerne stammer fra de bølgende bakker i Goričko i Sloveniens nordøstligste region Prekmurje, lige ved det østrigske grænse og nær den ungarske. Her hersker et tørt og lunt pannonisk klima, og sandig mergel med masser af sten lægger en god bund for vinavl. Silvaneren her stammer fra ældre stokke ved Karamrovci, som ligger for foden af en for længst udslukt vulkan, så jorden er foruden fyllit og kalksten rig på tuf og basalt. Økologisk dyrket, håndhøstet, spontangæret med ti dages skindkontakt og modnet på gærresterne i store egetræsfade.

Flaske: Silvanec Breg 2019
Vinhus: Marof
Område: Prekmurje
Land: Slovenien
Druesort: Furmint
Jordbund: Kalkholdig mergel
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Pris: cirka 150,-

Comment