Comment

Tröpfltalhof Le Viogn 2019

Viognier er måske skabt til langt højere bjerge end hjemme i det franske? Her er den i uvante omgivelser i Alperne, hvor sorten synes både at opnå større friskhed og bevare flere af sine charmerende  sider end i nutidig Condrieu. Kølig brise af jasmin, stokrose, kaprifolie, morgenfruer og milde urter, smidig saft af friske ferskner og mirabeller og et dryp akaciehonning men ingen flæsket fedme eller plump parfume. Godt håndværk fra Rosmarie og Andreas Dichristin, som står bag den smukke biodynamiske vingård Tröpfltalhof ved Kaltern i Sydtyrol. Druerne stammer fra tyve år gamle stokke, en massal selektion fra det sydfranske, som vokser på marken Barleiths sydøstvendte terrasser med udsigt til Kalterer See. Dolomitkalk i undergrunden og bjerge i baggrunden giver mineralsk nerve og rank ryg. Spændende fortolkning.

Flaske: Le Viogn 2019
Vinhus: Tröpfltalhof
Område: Alto Adige
Land: Italien
Druesort: Viognier
Jordbund: Kalksten, grus, ler
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13,5%
Pris: cirka 200,-

Comment

Comment

Batič Zaria 2017

Pinela, Zelen og Vitovska er måske ikke hverdagsdruer for de fleste, medmindre man selvfølgelig er slovener; men de er værd at stifte nærmere bekendskab med. Zaria er Miha Batičs magiske orangevin fra en enkeltmark med syv forskellige sorter, foruden førnævnte Rebula, Klarnica, Rumeni Muškat og en enkelt dråbe Chardonnay — og den smager af et glas eller en flaske mere. Biodynamisk dyrket, gæret med skallerne i åbne trækar og modnet på slovenske træfade. Fuld af fine blomster, modne stenfrugter, akaciehonning og krydrede, nøddeagtige noter. 2.2 gram restsukker og 4.8 gram syre. Spændstig saft med fine tanniner, forunderligt levende.

Flaske: Zaria 2017
Vinhus: Batič
Område: Vipavska Dolina
Land: Slovenien
Druesort: Pinela, Zelen, Rebula,
Vitovska, Klarnica, Muškat, Chardonnay
Jordbund: Kalkholdig mergel
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret,
en måneds maceration
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13,2%
Pris: cirka 250,-

Comment

Comment

Veyder-Malberg Grüner Veltliner Weissenkirchner Ried Weitenberg 2019

Glimrende Grüner Veltliner fra Wachaus verdensmest i mineralitet og raffinement, Peter Veyder-Malberg. Weitenberg er en terraseret vinmark ved Weissenkirchen midt i Wachau, en stejl sydvendt skråning bag byen på lehm, gnejs og glimmerskifer. Her dyrker Peter gamle stokke af en massal selektion af kloner med løsere klaser og mindre druer, der høstes høstes ved høj modenhed men helt og aldeles uden ædelråd. Langsom helklasepresning, gæret og modnet et år på store, gamle Stockinger fade. Stilsikkert Veyder-Malbergsk saft med koncentration og kompleksitet men uden flomme og unødig ornamentering. Fløjlsblødt stof med silkeagtig lethed, moden grøn pære, kiwi, fersken og ananas, med citrusfrisk syre og små strejf af pollen, hvid peber, kommen, stenmel og solskin.

Flaske: Weitenberg 2019
Vinhus: Veyder-Malberg
Område: Wachau
Land: Østrig
Druesort: Grüner Veltliner
Jordbund: Gnejs, glimmerskifer
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Importør: Österreich Vin
Pris: 495,-

Comment

Comment

Weingut Fußer Paradiesgarten Riesling trocken 2019

Paradisisk Riesling fra de biodynamiske brødre Martin og Georg Fußer i Pfalz. Marknavnet er givet grundet den smukke beliggenhed på randen af Pfälzerwald og Haardtbjergene med udsigt ud over Deidesheim. Fra de skovklædte bakker strømmer kølig luft ned over den solbeskinnede, sydvestvendte skråning, sat på lehm og gul og rød sandsten; så spændstig syre såvel som moden frugt er nerven i Paradiesgarten. Der er plukket syndigt gode gule stenfrugter af enhver slags til at drive mundvandet frem, mirabeller, blommer, ferskner, abrikoser, en dejlig drik med dunet stoflighed og flintet mineralsk spænding. Behageligt tør, 8,2 gram syre, 0,9 gram restsukker. Langsom helklasepresning, kølig gæring på ståltanke inklusiv malolaktisk gæring, et godt års modnings på gærresterne, filtrering og flaskning med en minimal mængde sulfit. 

Flaske: Paradiesgarten 2019
Vinhus: Fußer
Område: Pfalz
Land: Tyskland
Druesort: Riesling
Jordbund: Lehm, sandsten
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Ståltanke
Lukning: Skruelåg
Alkohol: 12,7%
Importør: Vild med Vin
Pris: 299,-

Comment

Comment

Damjanić Malvazija Akacija 2018

Forår i luften med familien Damjanićs klassiske Malvazija modnet et år på akaciefade. Det fremkalder den indfødte istriske sorts blomstrede aromaer og milde krydring yderligere— foruden akacier er der lindeblomster og nerier i duften, og i smagen får de følge af saftig ferskenfrugt, akaciehonning, et lille hint frisk bittermandel og et let røget og salt finish. Fornem forfriskning. Ivan Damjanić står i front for sin families vinhus med godt ti hektarer vinmarker omkring landsbyen Fuškulin på det vestligste Istien, der karakteriseres af en dybrød jord og Adriaterhavets nærhed. Druerne til Akacija er høstet fra markerne Mandrijača and Gobovica, begge terra rossa og begge i godt 50 meters højde over havet. Forfriskende og forfinet, en kroatisk klassiker.

Flaske: Malvazija Akacija 2018
Vinhus: Damjanić
Område: Istrien
Land: Kroatien
Druesort: Malvazija Istarska
Jordbund: Jernholdig mergel
Dyrkningsform: Konventionel
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Små akaciefade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Pris: cirka 150,-

Comment

Comment

Weninger Kékfrankos Balf 2018

Franz Weninger laver særdeles læskende rødvine, og ikke kun når der står Blaufränkisch og Burgenland på etiketten; for lige på den anden side af grænsen til Ungarn laver han fortrinlig Kékfrankos omkring landsbyen Balf lige syd for Neusiedlersee. Saftige modne ribs og solbær, brombær, kernet krydring og mild jordede, stenede noter, en stilsikker spejling af samme drue på mere skiferholdige jorde. Dyrkningen er biodynamisk og metoden i kælderen stort set den samme som i hjemme i Horitschon. Så lad Sopron være dit springbræt til ungarsk rødvin, hvis du ikke allerede er hoppet på vognen. Weninger tager sig som altid godt af dig — det her er hverdagsvin af fineste slags

Flaske: Kékfrankos Balf 2018
Vinhus: Weninger
Område: Sopron
Land: Ungarn
Druesort: Blaufränkisch
Jordbund: Lehm, skifer, gneis
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Ståltanke
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,5%
Importør: Österreich Vin
Pris: cirka 145,-

Comment