Comment

Vino Magula Devín 2016

Sprød og forfriskende saft fra Slovakiet, masser af citrus, lime og knapt moden fersken, geranium og kaprifolium og et ikke utiltalende dryp sulfo. Devín er en særlig slovakisk sort, en krydsning mellem Tramín červený og Veltlínske červené skoré (som østrigerne siger: Roter Traminer og Frühroter Veltliner) frembragt på den slovakiske vinskole i 1958 og med en støt stigende popularitet i de seneste årtier. Magulas gård er beliggende i Malokarpatská-regionen, de små Karpater sydvest i landet. Familien fortsætter en tradition tilbage fra 1931, hvor oldefaren Joseph Husar plantede sine første vinstokke. Tiden bag jerntæppet tog hårdt på den slovakiske vinkultur, men i 2001 tog familien fat igen, siden 2012 med økologisk og senest biodynamisk dyrkning og minimalistisk vinifikation— og de gør det godt.

Magula Devín 2016 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Devín 2016
Vinhus: Magula
Område: Malokarpatská
Land: Slovakiet
Druesort: Devín
Jordbund: Løss, kalksten
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12%
Importør: Høtoft Vin
Pris: 180,-

Comment

Comment

Bernhard Ott Gemischter Satz 2018

Mennesket skal ikke leve af Veltliner alene, end ikke den gode Grüner-hvisker Bernhard Ott. Hans Gemischter Satz er et kludetæppe af både Grüner og Roter Veltliner, Riesling, Welschriesling, Weissburgunder, Neuburger og Gelber Muskateller, og det spiller sammen i en saftig, frugtig og krydret kamæleon af en vin. I senere årgange i øvrigt som bestanddel i den endnu mere spraglede Cuvée Spectrum.

Bernhard Ott Gemischter Satz 2018 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Gemischter Satz 2018
Vinhus: Bernhard Ott
Område: Wagram
Land: Østrig
Druesorter: Gemischter Satz
Jordbund: Løss
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Skruelåg
Alkohol: 12%
Importør: Atomwine
(Gemischter Satz ikke i sortiment)
Pris: cirka 175,-

Comment

Comment

Brandl Grüner Veltliner Ried Kammerner Lamm 2019

Lamm er måske marken i Kamptal, hvor Grüner Veltliners grønne urter og friske grønt toner tydeligst frem. Familien Brandls fine fortolkning emmer af modne pærer og mango med friske urter, grønne peberkorn og tobak i baggrunden. Krydret bid, mild syre og cremet tekstur. Gæret på store træfade og lagret længe på gærresterne, så der er både stof til udvikling og frugtig friskhed. Det er som, der er forår i luften.

Brandl Grüner Veltliner Ried Kammerner Lamm 2019 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Ried Lamm 2019
Vinhus: Brandl
Område: Kamptal
Land: Østrig
Druesort: Grüner Veltliner
Jordbund: Lehm, løss, sandsten
Dyrkningsform: Bæredygtig
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Skruelåg
Alkohol: 14,5%
Importør: KC Vinimport
Pris: 279,-

Comment

Comment

Cantina Fongoli Maceratum 2019

Forrygende rustik orangevin. 15 dages maceration forvandler Trebbiano Spoletino fra mild saft til mægtig frugtbombe. Ferskner, abrikoser, mango, friske og tørrede, stringent struktureret med frisk balsamisk syre og fine, støvede tanniner. Livlig og mangfoldig som markerne hos Angelo og Laetizia Fongoli i Montefalco i Umbrien. De dyrker oliven og lokale sorter som Sagrantino, Grechetto og Spoletino, en særlig Trebbiano som ikke er så intetsigende som de fleste af sine navnebrødre. Biodynamisk dyrket, høstet hen i oktober, nænsomt presset og gæret i toscanske amforaer. Modnet to måneder på gærresterne, naturlig sedimentering og flaskning uden filtrering eller sulfitter.

Fongoli Maceratum 2019 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Maceratum 2019
Vinhus: Fongoli
Område: Umbrien
Land: Italien
Druesort: Trebbiano Spoletino
Jordbund: Kalkholdig ler
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret,
to ugers skindkontakt
Lagring: Amfora
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12%
Importør: Reduktivt
Pris: 235,-

Comment

Comment

Selbach-Oster Zeltinger Schlossberg Riesling Spätlese 2009

Ingen anden Riesling kommer rigtigt i nærheden af moden Mosel Spätlese. Den er ganske enkelt uforlignelig i sin mildhed, intensitet, lethed og kompleksitet; og Selbach-Oster har alle forudsætninger for at få friskhed, modenhed og mineralitet i mål på Zeltinger Schlossberg: En stejl, sydvestvendt skråning på tæt blå skifer. Sen høst og gæring på gamle Mosel Fuderfade. Mild brise af hvide blomster og gule æbler, saftig og kølig som smeltende citronsorbet i munden, og syren balancerer sødmen perfekt. Modne æbler og abrikoser, æggesnaps, flødekaramel, mørkt rørsukker og krydrede noter af æblekerner og peberrod. Sagte lyksalighed.

Selbach-Oster Zeltinger Schlossberg Riesling Spätlese 2009 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Schlossberg Spätlese 2009
Vinhus: Selbach-Oster
Område: Mosel
Land: Tyskland
Druesort: Riesling
Jordbund: Blå skifer, lehm
Dyrkningsform: Konventionel
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 8,5%
Pris: cirka 300,-

Comment

Comment

Weinbau Wenzel Furmint Ried Vogelsang 2018

“Furmint kan tale jordbundens sprog, og det gør vinmageren glad.” Vinmarken er Vogelsang, hvor jordbunden er stenet lehm fuld af blågrå kvarts, og den glade vinmager er Michael Wenzel. I Østrig-Ungarn var Furmint en vidt udbredt sort, men i løbet af det 20. århundrede mistede sorten sit greb i Østrig. Indtil Michael Wenzels far og bedstefar smuglede stiklinge ind fra Ungarn og genplantede den i Rust. Så nu slår den nye rødder blandt gamle venner. Vogelsang er den oprindelige nyplantning fra 1985, og årgang 2018 giver os grund til at takke d’herrer for deres grænseoverskridende adfærd. Det er en storladen vin med yppig syre og fløjlsblødt stof, en creme af gule æbler, modne kvæder, mirabeller, bivoks, urter og krydderier.

Wenzel Furmint Ried Vogelsang 2018 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Vogelsang 2018
Vinhus: Wenzel
Område: Burgenland
Land: Østrig
Druesort: Furmint
Jordbund: Lehm, kvarts, glimmerskifer
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Små og store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,5%
Importør: Høtoft Vin
Pris: 225,-

Comment