Viewing entries in
Ungarn

Comment

Zelna Berekszél Olaszrizling 2020

En vin som det klareste søvand. Balatonsøen er sindsbilledet på sommer i Ungarn, og langs den enorme søs bredder breder sig vidtstrakte vinmarker op ad skråningerne, ikke mindst i det kuperede land nord for søen, hvor vinområdet Balatonfüred-Csopak udgør den østlige flanke. Det unge men allerede udmærkede vinhus Zelna har huse i Balatonfüred og har et stærkt fokus på Olaszrizling, som er områdets vigtigste sort. Ikke mindst deres enkeltmarksvine er fine, her en fra marken Berekszél, som ligger nærmest selve vinhuset og ned mod søen med smukt udsyn over Tihany-halvøen. Duften er mild og vækker minder om vinden i lindetræerne langs søpromenaden; men i munden løber den nærmest over af saftig, moden frugt med forfriskende syre— der er grønne reineclauder, gule æbler og friske ferskner, og den runder af med fine noter af akaciehonning og marcipan og en let salt eftersmag. Charmerende og stimulerende!

Flaske: Berekszél Olaszrizling 2020
Vinhus: Zelna
Område: Balaton
Land: Ungarn
Druesort: Olaszrizling
Jordbund: Kalksten og kalkholdig ler
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Ståltank, små træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13,5%
Importør: Winen
Pris: 199,-

Comment

Comment

Weninger Kékfrankos Balf 2021

Franz Weninger laver livlige vine på begge sider af den østrigsk-ungarske grænse, Blaufränkisch i Burgenland og Kékfrankos i Sopron. Vingården i Balf erhvervede familien i 1997, tiltrukket af den nærmest uberørte natur rundt om vinmarkerne syd for Fertő tó (Neusiedlersee) og den stenede jordbund med gnejs og glimmerskifer. Det omsætter de med biodynamisk dyrkning til saftspændte og mundvandsdrivende mineralske vine— her håndhøstet fra flere marker midt i september, spontangæret på ståltanke med to ugers skindkontakt, og siden modnet godt et år på store træfade, flasket ufiltreret og med kun 12 mg/l sulfit. Fin duft og smag af sursøde ribs, solbær og en smule hyldebær, frisk syre og fine tanniner, med små noter af sorten muld, lakridsrod, sort peber og tørrede krydderurter.

Flaske: Kékfrankos Balf 2021
Vinhus: Weninger
Område: Sopron
Land: Ungarn
Druesort: Blaufränkisch
Jordbund: Lehm, gneis, glimmerskifer
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret på stål
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,5%
Importør: Österreich Vin
Pris: 145,-

Comment

Comment

Somlói Vándor Juhfark Öregtőkék 2023

Juhfark er ungarsk for lammehale og samtidigt en sjælden druesort fra Somló, hvor druen opnår en særligt krydret mineralitet på områdets vulkanske jorde. Den vinøse vagabond Tamás Kis lod sig magnetisere af området og slog sig siden ned med vineriet Somlói Vándor og er nu en ferm fortolker af sorten— økologisk dyrket og her fra ældre stokke, og det forlener den med en vis intensitet og kompleksitet. Sprøde grønne æbler, masser af spændstig syre, en smule kvæde og grønne rabarber, fint tørstof og så en salt og pebret krydring, som minder en smule om spejderhagl… spændende vin, og Juhfark ville ingen ende tage!

Historisk er Juhfark blevet tillagt adskillige helsebringende egenskaber, som kur mod alt fra forstoppelse til blodmangel. Den var endda kendt som a nászéjszakák bora, bryllupsnattens vin, da indtag efter sigende skulle øge chancen for mandligt afkom. Af samme grund skulle den efter sigende have været særligt afholdt af habsburgerne, selveste kejserinde Maria Theresia og ennda den engelske dronning Victoria. Sikkert er det, at den skærer gennem selv bastant kost og virker ganske forfriskende i sommervarmen.

Flaske: Juhfark Öregtőkék 2023
Vinhus: Somlói Vándor
Område: Balaton
Land: Ungarn
Druesort: Juhfark
Jordbund: Sand, tuf, basalt
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Små træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12%
Importør: Terroiristen
Pris: 210,-

Comment

Comment

Zelna Farkó-kő Kékfrankos 2021

Sensommerligt genskær fra Balatonsøen i Ungarn. Zelna er beliggende ved Balatonfüred på søens nordlige bred og er en af de lokale ledestjerner for økologisk dyrkning og vine af høj kvalitet. Fra enkeltmarken Farkó-kő kommer denne glimrende Kékfrankos (Blaufränkisch), der charmere med sit purporrøde skær og liflige duft af modne, mørke bær, hvid peber og frisk muldjord. Saftig, først rank og slank, så mere fyldig og frugtig, med livlig syre og fine tanniner, et lille bittert bid og et let salt knas i eftersmagen. Spontangæret og modnet 15 måneder på små fade af ungarsk eg, 300 liter, medium ristning, første til tredje brug. Druerne er høstet fra forholdsvist unge stokke (2021 er første frigivne årgang) på Farkó-kő, en skråning på karrig kalkstenstensjord med masser af fossiler fra urhavet Tethys, især ammonitter. Terroiret blev allerede bemærket århundreder tilbage af benediktinermunkene på det nærliggende kloster i Tihany, som længe stod for vinavlen der. I dag dyrker Zelna især Olaszrizling, Furmint og Kékfrankos her.

Flaske: Farkó-kő Kékfrankos 2021
Vinhus: Zelna
Område: Balaton
Land: Ungarn
Druesort: Kékfrankos
Jordbund: Kalksten
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret på stål
Lagring: Små træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Pris: cirka 150,-

Comment

Comment

Bukolyi Marcell Kékfrankos Reserve 2021

Der er eventyrlige kontraster på spil i denne smukke Kékfrankos, som sollysets spil gennem flagrende blade. Super saftig og samtidigt markant tør, med strålende syre og kølig rød frugt, mørk og krydret dybde og et grundigt tanningreb. Sarte skovjordbær, hindbær og brombær, solmodne solbær, atletisk af statur og særdeles elegant. En stærk terroirvin fra Nagy-Eged-bakkens sydvendte kalkstensskråning, selektiv håndhøst af økologiske druer, spontangæret på ståltanke, to ugers skindkontakt og naturlig malolaktisk gæring samt 12 måneders modning på 500 liters ungarske egetræsfade, total sulfit 52 mg/L.

Marcell Bukolyi gik solo i 2016 efter ti år som vinmager i sin families tjeneste. Sammen med sin hustru Lilla lever han nu på den sydlige skråning af Nagy-Eged-bakken i Eger i det nordøstlige Ungarn, hvor de fra deres 14 hektarer på parcellerne Köves, Farm og Birsalmás sætter fokus på Kékfrankos og en række andre sorter.

Flaske: Kékfrankos Reserve 2021
Vinhus: Bukolyi Marcell
Område: Eger
Land: Ungarn
Druesort: Blaufränkisch
Jordbund: Kalksten
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 14%
Pris: cirka 200,-

Comment

Comment

Bencze Birtok Autochthon 2021

Macereret ungarsk medley fra István Bencze. Autochthon 2021 er et sammenskudsgilde af Furmint, Hárslevelű, Kéknyelű og rariteten Rózsakő, biodynamisk dyrket på marken Templomdombi på den vulkanske jordbund omkring Szent György-hegy på nordbredden af Balatonsøen. Citrusfrisk og fuld af pære, fersken, abrikos og mango, spændstig struktureret og summende salt mineralsk i munden.

42% Hárslevelű, 22% Furmint, 22% Rózsakő og 14% Kéknyelű. Sorterne er i udgangspunktet vinificeret hver for sig, og Hárslevelű spiller førsteviolin. Langsom helklasepresning og spontan gæring, størstedelen af Hárslevelűen er kulsyregæret i hele klaser. Modnet i amfora og på store træfade, stukket sammen i august 2022 og flasket uklaret, ufiltreret og uden tilsatte sulfitter.

Flaske: Autochthon 2021
Vinhus: Bencze Birtok
Område: Badacsony
Land: Ungarn
Druesorter: Hárslevelű, Furmint,
Rózsakő, Kéknyelű
Jordbund: Sand, basalt
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Amfora, store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 11,5%
Importør: Høtoft
Pris: 195,-

Comment