Viewing entries in
Tyskland

Comment

Zehnthof Luckert Maustal Silvaner Grosses Gewächs 2017

Familien Luckert er blandt Frankens dydigste Silvaner-fortolkere, og med marken Maustal imponerer de år efter år. Det er en saftig og smidig drik, de driver frem fra den magre kalkstensjord på den sydvendte skråning syd for Sulzfeld— med talkumagtig tekstur, så den gnidningsløst glider ned, og samtidigt med en stoflighed, så man føler sig mættet. Mineralitet i front og frugt som efterklang, grapefrugt, fersken, ferskensten, oolong, græs og urter. Høstet fra gamle stokke og vinificeret i Halbstückfässer med lang lagring på gærresterne; fränkisch trocken, helt tør men svært læskende. Læs mere om huset og marken her.

Zehnthof-Luckert Maustal Silvaner GG 2017 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Silvaner Maustal 2017
Vinhus: Zehnthof Luckert
Område: Franken
Land: Tyskland
Druesort: Silvaner
Jordbund: Kalksten
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Skruelåg
Alkohol: 13%
Importør: Vinpusheren
Pris: 349,-

Comment

Comment

Matthias Gaul Pinot Gris St. Stephan 2016

Matthias Gaul er en af de tyske pokalvindere i Pinot, og en god orange udgave af den grå gør han sig også i. De fuldmodne Pinot Gris-druer plukkes på den kalkstensholdige St. Stephan-mark ved Asselheim i det nordlige Pfalz, og efter et par dage med skallerne og et års tid på bundfaldet i burgundiske barriques er der intens og raffineret, ravfarvet vin til ganen. Fløjlsblød fylde, smidig syre og yderst lavmælte tanniner, tæt smag af fersken, abrikos, orangeskal, blomster, rød bær og røg. Genremæssigt som den norditalienske ramato men stilistisk mere som Bourgogne med en kølig åre.

Matthias Gaul Pinot Gris St. Stephan Orange 2016 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Pinot Gris St. Stephan 2016
Vinhus: Matthias Gaul
Område: Pfalz
Land: Tyskland
Druesort: Pinot Gris
Jordbund: Lehm, kalksten
Dyrkningsform: Konventionel
Vinificering: Spontangæret,
to dages skindkontakt
Lagring: Små træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Importør: Bichel
Pris: 350,-

Comment

Comment

Weingut Tesch Riesling Löhrer Berg 2012

I 1996 forlod Martin Tesch storbyen og en karriere som biokemiker for at vende hjem til fødebyen Langenlonsheim i Nahe og hellige sig vinhuset, hans familie har drevet siden 1723. Hans fokus var Riesling og stilen en kompromisløs tør og terroirbaseret. Filosofien er ren frugt og så få indgreb undervejs, som stilen tillader. Löhrer Berg er en af hans seks enkeltmarker, en grusholdig lehmmark med århundreder lang tradition: Allerede i 1688 befalede kurfyrst Phillip Wilhelm von der Pfalz marken beplantet udelukkende med Riesling. 2012 er i 2020 en vin med fokus, balance og en indre ro, en flot modnet men stadig ungdommelig vin: Stilfærdig men frodig frugt, lime, Granny Smith og hvide ferskner, våde sten, spændstig syre og flintet mineralitet. 

Tesch Riesling Löhrer Berg 2012 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Löhrer Berg 2012
Vinhus: Tesch
Område: Nahe
Land: Tyskland
Druesort: Riesling
Jordbund: Lehm, grus
Dyrkningsform: Bæredygtig
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Ståltank
Lukning: Skruelåg
Alkohol: 12,5%
Importør: Supervin
Pris: 229,-

Comment

Comment

von Winning Riesling Mäushöhle 2017

Fyldig, frugtig og og nemt fordøjelig Riesling fra Pfalz. Frisk syre og yppig frugt, fersken og mango, med krydrede noter af salvie, lavendel og bergamot. Fadgæret og fadlagret som skikken er hos von Winning. Nordvest for Deidesheim ligger dalen Mäushöhle som en kile mellem Kieselberg og Herrgottsacker. Musehule lyder hyggeligt nok, men det, der er i undergrunden, er nu sandsten; og musene skyldes sikkert slægtsnavnet Maus, og Höhle kommer nok af Hang, som i en skråning.

von Winning Riesling Mäushöhle 2018 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Mäushöhle 2017
Vinhus: Weingut von Winning
Område: Pfalz
Land: Tyskland
Druesort: Riesling
Jordbund: Lehm, sandsten
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Gæret på træfade
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12%
Importør: Atomwine
Pris: 169,-

Comment

Comment

Schiffmann-Junk Brauneberger Juffer-Sonnenuhr Riesling Spätlese 2016

Klassisk Mosel Riesling fra familien Schiffman i Brauneberg, der foruden vinhuset også driver spisestedet Juffer Weinstube, alt efter traditionelle Moseldyder. Deres Spätlese stammer fra gamle stokke i hjertet af Juffer: Sonnenuhr-stykket midt på den stejle, sydvendte skråning på rå, grå skifer; og den slår én i møde med æbleblomster, et vift humle og peberrod, og masser af modne røde æbler i smagen, sammen med abrikoser, frugtkaramel, kaffebønner, krydret sødme, kølig lethed og mild syre. En flot vin til en rigtigt fin pris.

Schiffmann-Junk Brauneberger Juffer-Sonnenuhr Riesling Spätlese Alte Reben 2016.jpg

Flaske: Juffer-Sonnenuhr Spätlese 2016
Vinhus: Schiffmann-Junk
Område: Mosel
Land: Tyskland
Druesort: Riesling
Jordbund: Grå skifer
Dyrkningsform: Konventionel
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 7,5%
Importør: Carlsen Vin
Pris: 169,-

Comment

Comment

Weingut Wöhrle Weissburgunder Lahrer Kronenbühl 2019

Markus og Tanja Wöhrles Weissburgunder fra marken Kronenbühl nord for Lahr er lidt af en lækkerbidsken for nu at sige det på jysk. Druerne dyrkes økologisk på Kronenbühls kalkholdige løss og lehmjord ned mod Rhinen og ryggen mod Schwarzwald. Tolv timers skindkontakt, gæring på store gamle træfade og lagring et halvt år på gærresterne. I glasset mild æbleduft med hvide forårsblomster og et fint flintet strejf. Vanvittigt ren i smagen med saftige æbler og ferskner, citrusfrisk syre og en mild bitterhed. Fornem tekstur, lind og cremet, og et let fadkrydret finish. Fornem vin.

Weingut Wöhrle Weissburgunder Lahrer Kronenbühl 2019 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Kronenbühl 2019
Vinhus: Wöhrle
Område: Baden
Land: Tyskland
Druesort: Weissburgunder
Jordbund: Løss, lehm
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store og små træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 14%
Importør: Mr. Ruby
Pris: 249,-

Comment