Viewing entries in
Tyskland

Comment

Schiffmann-Junk Brauneberger Juffer-Sonnenuhr Riesling Spätlese 2016

Klassisk Mosel Riesling fra familien Schiffman i Brauneberg, der foruden vinhuset også driver spisestedet Juffer Weinstube, alt efter traditionelle Moseldyder. Deres Spätlese stammer fra gamle stokke i hjertet af Juffer: Sonnenuhr-stykket midt på den stejle, sydvendte skråning på rå, grå skifer; og den slår én i møde med æbleblomster, et vift humle og peberrod, og masser af modne røde æbler i smagen, sammen med abrikoser, frugtkaramel, kaffebønner, krydret sødme, kølig lethed og mild syre. En flot vin til en rigtigt fin pris.

Schiffmann-Junk Brauneberger Juffer-Sonnenuhr Riesling Spätlese Alte Reben 2016.jpg

Flaske: Juffer-Sonnenuhr Spätlese 2016
Vinhus: Schiffmann-Junk
Område: Mosel
Land: Tyskland
Druesort: Riesling
Jordbund: Grå skifer
Dyrkningsform: Konventionel
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 7,5%
Importør: Carlsen Vin
Pris: 169,-

Comment

Comment

Weingut Wöhrle Weissburgunder Lahrer Kronenbühl 2019

Markus og Tanja Wöhrles Weissburgunder fra marken Kronenbühl nord for Lahr er lidt af en lækkerbidsken for nu at sige det på jysk. Druerne dyrkes økologisk på Kronenbühls kalkholdige løss og lehmjord ned mod Rhinen og ryggen mod Schwarzwald. Tolv timers skindkontakt, gæring på store gamle træfade og lagring et halvt år på gærresterne. I glasset mild æbleduft med hvide forårsblomster og et fint flintet strejf. Vanvittigt ren i smagen med saftige æbler og ferskner, citrusfrisk syre og en mild bitterhed. Fornem tekstur, lind og cremet, og et let fadkrydret finish. Fornem vin.

Weingut Wöhrle Weissburgunder Lahrer Kronenbühl 2019 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Kronenbühl 2019
Vinhus: Wöhrle
Område: Baden
Land: Tyskland
Druesort: Weissburgunder
Jordbund: Løss, lehm
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store og små træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 14%
Importør: Mr. Ruby
Pris: 249,-

Comment

Comment

Fio Wines Piu Piu Petnat Rosé

Smuk skum af Spätburgunder fra Mosels skifer: En let krudtet snude med modne røde bær og et hint af dåsetun i baggrunden— og så fuldt skrald på jordbær, hindbær og rød grapefrugt i munden, med en luftig mousse og mild syre. Frugtigt og forfriskende. Daniel Niepoort og Philip Kettern står sammen bag Fio Wines, hvis røde tråd er naturnære vine med en knivskarp balance mellem friskhed og modenhed. Her af fuldmodne Spätburgunder-druer, spontangæret og modnet fire år på fade, før gæringen fuldendtes på flaske. Kvidder for viderekomne!

Fio Wines Piu Piu Pet Nat Rosé Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Piu Piu Rosé
Vinhus: Fio Wines
Område: Mosel
Land: Tyskland
Druesort: Pinot Noir
Jordbund: Skifer
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Kapsel
Alkohol: 11,5%
Importør: Vinova
Pris: 175,-

Comment

Comment

Bassermann-Jordan Riesling Forster Pechstein Grosses Gewächs 2014

Iskold frugt, en smule røg og petroleum i snuden på denne fint modnede Pechstein 2014. Ingen bassemand i munden men en slank statur med sprælsk syre og en kompakt rigdom af grapefrugt, fersken, abrikos og mandel, spændstig salt nerve. Forster Pechstein er en af Tysklands mest særegne vinmarker med sine høje forekomst af blåsorte basaltsten. Økologisk dyrkning og latterligt lave udbytter har sikret koncentration og balance i den drilske årgang 2014

Bassermann-Jordan Riesling Pechstein GG 2014 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Pechstein GG 2014
Vinhus: Bassermann-Jordan
Område: Pfalz
Land: Tyskland
Druesort: Riesling
Jordbund: Sand, lehm, basalt
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Ståltanke
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,5%
Importør: H.J. Hansen Vin
Pris: 479,-

Comment

Comment

Madame Flöck Dewy’s Drop 2018

At en amerikaner og en canadier mødes i Australien og siden slår sig ned i Tyskland for at lave vin fra så urimeligt stejle skråninger, at tyskerne selv har opgivet dem, er vel en alle velkommen form for fremmedarbejde. Wir schaffen das! Robert Kane og Derek Labelle har genopdyrket den svært skrå Lehmener Ausoniusstein i Untermosel med håndkraft og fingrene-væk-værk i kælderen, og kun et enkelt fad bliver det til, når årgangen tillader det. En vild vin på papiret men ret stilfærdig i glasset: En frisk og levende saft af friskplukkede æbler, en smule syrlig tropefrugt, bivoks og et drys indiske krydderier. Rank, rank syre og skifret mineralitet.

Madame Flöck Wines Dewy's Drop Riesling Lehmener Ausoniusstein 2018 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Dewy’s Drop 2018
Vinhus: Madame Flöck Wines
Område: Mosel
Land: Tyskland
Druesort: Riesling
Jordbund: Blå og grå skifer
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop, voksforseglet
Alkohol: 12%
Importør: Reduktivt
Pris: 300,-
(men alt udsolgt)

Comment

Comment

Schäfer-Fröhlich Bockenauer Felseneck Riesling Kabinett 2018

Slik for voksne. En floskel måske, men den har sandheden på sin side. Felseneck er Tim Fröhlichs største enkeltmark, en stejl sydvendt skråning på blå skifer og kvartsit, og foruden den superbe og intenst mineralske Grosses Gewächs præsterer han også pikante, sødmefulde vine herfra. Kabinetten forfører med flint, grapefrugt, kvæde, akaciehonning og karamel, mørk mineralitet og et smukt samspil mellem en sprød syre og en mild sødme.

Flaske: Felseneck Kabinett 2018
Vinhus: Schäfer-Fröhlich
Område: Nahe
Land: Tyskland
Druesort: Riesling
Jordbund: Blå skifer, kvartsit
Dyrkningsform: Konventionel
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Ståltanke
Lukning: Korkprop
Alkohol: 9%
Importør: Atomwine
Pris: 199,-

Comment