Viewing entries in
Rødvin

Comment

Michele Chiarlo Nizza Riserva La Court 2018

Michele Chiarlo er ikke kun en mester i Barolo men også i Monferrato, hvor Barbera har hovedrollen og spiller superbt i La Court fra Nizza, det historiske hjerte for finere Barbera vine— og riservaen La Court er en Barbera, der brilliant balancerer mørk frugt, stor fylde og saftig friskhed. Den driver af blå blommer, mørkerøde kirsebær, kirsebærsten, friske urter og nyslået hø, mørk chokolade og tobak. Kompleks som et spil skak og lang som en maraton. En vidunderlig vin!

Flaske: La Court 2018
Vinhus: Michele Chiarlo
Område: Piemonte
Land: Italien
Druesort: Barbera
Jordbund: Sand, mergel, ler
Dyrkningsform: Bæredygtig
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store og små træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 14%
Importør: Distinto Vinimport
(ældre årgange)
Pris: cirka 300,-

Comment

Comment

Lammidia Rosh 2019

Davide Gentile og Marco Giuliani har rene hænder: Ingen sprøjtegifte i markerne og ingen manipulation i kælderen. Lammidias vine er ofte viltre størrelser, men der er hånd på det i Rosh, et traditionelt blend af Montepulciano med et mindre skvæt Trebbiano, utraditionelt kulsyregæret med hele klaser i cementtank, så der er fuldt skrald på den friske frugt og en syre, der afslører, at vi befinder os næsten 700 meter over havoverfladen. Hindbær, kirsebær, solbær, en smule lakrids, rosmarin og salvie, lækker og livlig saft. Som nævnt semi-karbonisk maceration i cementtanke og modning på stål- og glasfibertanke, intet tilsat, intet fjernet, vild vin.

Flaske: Rosh 2019
Vinhus: Lammidia
Område: Abruzzo
Land: Italien
Druesorter: Montepulciano, Trebbiano
Jordbund: Kalksten, ler
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret,
semikarbonisk maceration
Lagring: Ståltanke. glasfibertanke
Lukning: Korkprop
Alkohol: 11,5%
Importør: Krone Vin
Pris: cirka 250,-

Comment

Comment

Weingut Dorli Muhr Samt & Seide Blaufränkisch Prellenkirchen 2017

Fløjl og silke er stadig et velvalgt navn til Dorli Muhrs vin fra de yngre stokke på Spitzerberg ved Prellenkirchen i det østligste Carnuntum— for det er fint vævet stof med saftig bærfrugt, svævende syre og plystanniner, riflet med skovjordbær, blåbær, brombær og kirsebær, kandiserede violer, kanel og tobak. Carnuntum er et ret så tørt terroir, men selvom 2017 var en meget varm og solrig sommer, er der stadig friskhed og lethed her, omend ikke samme saftighed og urtekrydring som så ofte før. Druerne er dyrket økologisk og høstet fra godt 20 parceller på sydsiden af Spitzerberg, spontangæret med en smule af stilkene og modnet godt to år på store træfade før flaskning. Den kan med fordel dekanteres, folder sig først for alvor ud efter flere timers luft.

Dorli Muhr Samt & Seide Blaufränkisch Prellenkirchen 2017 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Samt & Seide 2017
Vinhus: Dorli Muhr
Område: Carnuntum
Land: Østrig
Druesort: Blaufränkisch
Jordbund: Sand, silt, kalksten
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Importør: Victoria Vine
Pris: 199,-

Comment

Comment

Markowitsch Zweigelt Ried Kirchweingarten 2015

Zweigelt med struktur og salt sprødhed fra Gerhard Markowitsch i Carnuntum sydøst for Wien. Smagte mere Zweigelt bare sådan her… af moden mørk bærfrugt (kirsebær, solbær, brombær) med stringent syre, fine og smidige tanniner og noter af nødder, skovbund, urter og røgsalt. Substantiel men slank og forfriskende. Opskriften er enkel: Sunde druer fra den kalkholdige ler på marken Kirchweingarten, en blid sydvestvendt skråning for foden af kirken i Höflein; spontangæret med en god andel hele klaser og modnet halvandet år på brugte barriques. En flot vin.

Flaske: Ried Kirchweingarten 2015
Vinhus: Gerhard Markowitsch
Område: Carnuntum
Land: Østrig
Druesort: Zweigelt
Jordbund: Kalkholdig ler, løss
Dyrkningsform: Konventionel
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Små træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13,4%
Importør: Supervin
(ikke p.t. i sortiment)
Pris: cirka 300,-

Comment

Comment

Weingut Weninger Blaufränkisch Ried Kalkofen 2017

Blaufränkisch er Franz Weningers hjerteblod, og meget bedre end enkeltmarken Kalkofen bliver det ikke, en intens, saftspændt og karakterfuld vin. Kalkofen ligger ved Ritzing og er den vestligste mark i Mittelburgenland, en sydvendt skråning i godt 340 meters højde, omgivet af ældgamle morbærtræer. Jorden er meget kalkstensholdig, i hine tider blev her endda brændt kalk, deraf navnet Kalkofen. Vinstokkene må nyde undergrunden og udsigten, for — efter 20 måneder på 500-liters gamle egetræsfade — bliver vinen en lovprisning af Blaufränkisch med udsøgt stedsans: Saftige brombær, solbær, hyldebær og slåen, urtede noter af mynte og eukalyptus og en smule nyspidset blyant, læder, mørk chokolade og sorten muld— måske det er den biodynamiske dyrkning, der sender det jordnære på himmelflugt? Svingende syre og milde, kridtede tanniner, meget mundvandsfremkaldende, en fornøjelse at drikke nu men måske endnu bedre at vente nogle år. Ganske enkelt ganefryd!

Weninger Blaufränkisch Kalkofen 2017 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Kalkofen 2017
Vinhus: Weninger
Område: Burgenland
Land: Østrig
Druesort: Blaufränkisch
Jordbund: Kalksten
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop, voks
Alkohol: 13%
Importør: Österreich Vin
Pris: 350,-

Comment

Comment

La Prevostura Garsun 2019

En kæk fyr med et lyst sind. Garsun er piemontesiske La Prevosturas unge og umiddelbare rødvin, et svirp saftige røde bær og blommer, abrikoskerner, tørrede roser, tranebær og figner; let, frisk og fremkommelig trods en vis tannisk træghed og svirpende syre. Det er noget nærmest forårsbebudende over den— langt fra Langhes strenghed og mørke miner. Det er en klassisk kombination af 65% Nebbiolo med 25% Vespolina og 10% Croatina, Alto Piemontes stærke treenighed; og har det høje nords lyksaligheder endnu ikke åbenbaret sig for en, så er Garsun et godt sted at springe på— og storebroren Muntacc et spændende stoppested og topvinen Lessona et glimrende endemål.

Flaske: Garsun 2019
Vinhus: La Prevostura
Område: Alto Piemonte
Land: Italien
Druesorter: Nebbiolo,
Vespolina, Croatina
Jordbund: Ler, vulkansk sten
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Ståltanke, små og store fade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Importør: Vinimondo
Pris: 199,-

Comment