Viewing entries in
Rødvin

Comment

SRC Etna Rosso 2016

Som at drikke silke. SRC indfanger Etnas særlige atmosfære med sit forfinede stof, sarte friskhed og indre glød. Viol- og lavendelduftende, smidig saft af skovbær og granatæbler med de fineste, asketørre tanniner og let røgede og krydrede noter. SRC er forbogstaverne fra familien Parasilitis fornavne, Sandra, Rori og Cinzia. Sammen laver de ren vin med stedsans fra markerne på vulkanens nordside— og navnet læses også esSeRCi, at være til stede dér. Den fornemmelse får man i hvert fald med dette glimrende glas.

SRC Etna Rosso 2014 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Etna Rosso 2016
Vinhus: SRC
Område: Etna
Land: Italien
Druesort: Nerello Mascalese
Jordbund: Vulkansk
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Cementtanke
Lukning: Korkprop
Alkohol: 14%
Importør: Propperiet
Pris: 249,-

Comment

Comment

Herrenhof Lamprecht Buchertberg Rot Blaufränkisch 2018

Blaufränkisch på sviptur til Steiermark, og skade tager den ikke af det. Der er køligere end i det hjemligere Burgenland, og Buchertberg byder på fremmed flysch som grobund… Alligevel er der genkendelig anklage— ribs, solbær, hyldebær, urter, jord, kakao, peber— lutter mørke ting holdt oppe af en lys syrlighed og et let fjed, tanninerne rører blot tungen for så at tie. Sådan er stilen. Gottfried Lamprecht genetablerede sin families forladte vinmarker i 2006, naturligvis økologisk, kompromisløst kvalitetsorienteret og med egne idéer om, hvilke sorter, som egner sig bedst på hans jorde, f.eks. Furmint og Blaufränkisch. Han har fat i noget.

Herrenhof Lamprecht Buchertberg Blaufränkisch 2018 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Buchertberg Rot 2018
Vinhus: Herrenhof Lamprecht
Område: Steiermark
Land: Østrig
Druesort: Blaufränkisch
Jordbund: Flysch, kalkholdig sandsten
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Små træfade
Lukning: Skruelåg
Alkohol: 12,4%
Importør: Extra Brut
(ikke p.t. i sortiment)
Pris: cirka 150,-

Comment

Comment

Camerano Barolo 1998

En legemliggørelse af langsomhedens skønhed: Mens verden ældes, forbliver Cameranos Barolo ung og livskraftig. Det er moden vin i slow motion, som man kan dvæle ved længe: Skovjordbær, ribs, roser, muld, tørv, tørrede svampe, tobak, lakrids. Saftig og stadig spændstig men har slækket på de strenge tanniner, så den nu fremstår tør, rank, smidig og dyb. Det er klassisk Barolo om noget. Druerne er høstet på vinmarken Terlo sydvest for Barolo by lige ved Le Coste og Ravera-markerne. Knapt en måneds maceration, lagret to år på store slavonske træfade og flasket ufiltreret.

Camerano Barolo Terlo 1998 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Barolo 1998
Vinhus: Camerano
Område: Piemonte
Land: Italien
Druesort: Nebbiolo
Jordbund: Kalkmergel
Dyrkningsform: Konventionel
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 14%
Importør: Distinto
Pris: 1.099,-

Comment

Comment

Nygårdsminde Vingård Surprisingly Red 2018

Rondo i rød særudgave fra Nygårdsminde Vingård, som ellers gør sig i rosé på sorten. Den usædvanlige sommer i 2018 gav dog druer, der kaldte på rødvin; og det er blevet til en rødvin af ypperlig kvalitet for vort lille land. Strålende rød med forførende mørk skovbærduft og let krydrede noter. Saftig og rund i munden, tæt og mørk men lyst op af en forfriskende syre. Friske brombær, solbær, hyldebær og aronia og små noter af lyng, kardemomme og vanille. Det er ren ganefryd.

Nygårdsminde Vingård Surprisingly Red 2018 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Surprisingly Red 2018
Vinhus: Nygårdsminde Vingård
Område: Vendsyssel
Land: Danmark
Druesort: Rondo
Jordbund: Ler, sand, sten
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Ståltanke og træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12%
Pris: 250,-

Comment

Comment

Muhr-van der Niepoort Blaufränkisch Ried Spitzerberg 2015

Udsøgt rødvin fra hvor Østrig ikke bliver østligere: Spitzerberg i Carnuntum, som også er et af landets tørreste terroirs med ned mod 300 mm årlig nedbør. Desuden holder bakkens karrige kalkstensjord dårligt på vand, og det præger vindruernes vækst: Man får små koncentrerede druer med modne kerner, og samtidigt slipper man for at sprøjte med svovl i marken. Dorli Muhr udvælger druerne til denne vin fra tre parceller med gamle stokke, Spitzer, Roterd og Panhölzern, op i 250 meters højde. Gæringen foregår på store træfade, hvor vinen også hviler i to år før flaskning— og fra glasset flyver og flyder der violer, kirsebær, urter, agurkeskal, laurbærblade, allehånde og peberkorn. Smidige, silkeglatte tanniner og en mild syre, delikat dybde og fylde

Muhr-van der Niepoort Blaufränkisch Spitzerberg 2015 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Spitzerberg 2015
Vinhus: Dorli Muhr
Område: Carnuntum
Land: Østrig
Druesort: Blaufränkisch
Jordbund: Sand, kalksten
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13,5%
Pris: cirka 300,-

Comment

Comment

Terre de la Custodia Montefalco Sagrantino Passito Melanto 2016

Familien Farchioni driver et imponerende imperium, hvorfra flyder vin og olivenolie i stride strømme men også i fornem kvalitet. Herunder især den søde udgave af Sagrantino. Næsen er tæt af syltede kirsebær, svesker og kanel. De får i smagen følge af cigar, sort kardemomme og lakrids. Sødmefuld frugt men samtidigt syrlig og med stringente tanniner— smagen fastholdes i et jerngreb i munden. Druerne er høstet fra marker i La Palombara og Gualdo Cattaneo sidst i september og tørret to måneder. Gæret med udvalgte gærstammer på ståltanke, hvor også den malolaktiske gæring fandt sted. Modnet et år på barriques.

Terre+de+la+Custodia+Montefalco+Sagrantino+Passito+2016+Flaskevis+%28C%29+Thomas+Bohl.jpg

Flaske: Melanto 2016 (0,5 l)
Vinhus: Terre de la Custodia
Område: Umbrien
Land: Italien
Druesort: Sagrantino
Jordbund: Ler, kalksten
Dyrkningsform: Konventionel
Vinificering: Gæret på ståltanke
Lagring: Små træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13,5%
Pris: cirka 150,-

Comment