Viewing entries in
Rødvin

Comment

Philippe Pacalet Pommard Les Arvelets 2010

Modne rødvine, samlerobjekter og anden voksensnak til side, Philippe Pacalet er en slags levende legende og laver rustik terroirvin rundt omkring i Bourgogne. Hans Pommard premier cru Les Arvelets 2010 er intens og struktureret saft med sorte kirsebær, solbær og hindbær og krydrede, mineralske undertoner. Flot balanceret syre og fine tanniner. Les Arvelets er en sydvendt skråning i det nordlige Pommard på jern- og kalkholdig mergel. Økologisk dyrkede ældre stokke, spontangæret, en måneds maceration og lagring sur lie på gamle træfade i halvandet år.

Philippe Pacalet Pommard Les Arvelets 2010 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Les Arvelets 2010
Vinhus: Philippe Pacalet
Område: Bourgogne
Land: Frankrig
Druesort: Pinot Noir
Jordbund: Kalkholdig mergel
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Små træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Importør: Vinrosen
Pris: ca. 750,-

Comment

Comment

Le Boncie Cinque 2014

God gammeldags Chianti fra Giovanna Morgantis vingård Le Boncie. Dette er hendes “andenvin” på druer far de yngre stokke, et femkløver af Sangiovese og gamle toscanske sorter. Spontangæret på ståltanke, en måneds maceration, et års lagring på store egetræsfade, ingen klaring eller filtrering, minimalt med sulfitter. Fin kirsebærduft med dybder af læder og muld og et strejf spidskommen. Saftspændt, kølig frugt - kirsebær og hindbær - og en frisk syre, let bitterhed og fine tanniner. Ikke husets førstefødte Le Trame, og ikke den gunstigste årgang, men alligevel en opkvikkende og smilende vin. 

Le Boncie 5 2014 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Cinque 2014
Vinhus: Podere Le Boncie
Område: Toscana
Land: Italien
Druesorter: Sangiovese, Colorino,
Mammolo, Fogliatonda, Ciliegiolo
Jordbund: Sandsten, kalkmergel
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret på ståltanke
Lagring: Store egetræsfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13,5%
Importør: Winewise
Pris: cirka 150,-

Comment

Comment

Broger Blauburgunder Ottenberg Alte Rebe 2013

Silkeglat og dybsindig Pinot Noir fra Thurgau i det nordøstlige Schweiz. Subtil frugt, kirsebær, ribs og tyttebær, men mest af alt en livlig syre og mineralsk dybde som sjældent smagt (smagen kan decifrering af etiketten her). Michael Broger er vinbonde i eget hus siden 2003, hvor han gik egne veje fra Schlossgut Bachtobel. Gamle stokke, biodynamisk dyrkning og minimalistisk vinificering er nøglebegreberne; Spontangæring af hele klaser, ingen filtrering eller tilsætning af sulfitter. Den lokale topmark Ottenberg ligger lige nord for Weinfelden og er en fem kilometer lang skråning i 450 til 590 meters højde, hvilende på forskeligartede kalkholdige aflejringer af gletchermoræne. Storslået terrorvin!

Broger Weinbau Blauburgunder Ottenberg Alte Rebe 2013 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Blauburgunder Ottenberg 2013
Vinhus: Broger Weinbau
Område: Thurgau
Land: Schweiz
Druesort: Pinot Noir
Jordbund: Gletsjermoræne
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,5%
Pris: Cirka 300,-

Comment

Comment

Roberto Henríquez Santa Cruz de Coya 2017

Bío Bío dalen i det sydlige Chile er en tidslomme af traditionel vinkultur, gamle vinstokke og unge talenter. Roberto Henríquez er et af dem, og han har lavet spændende vine med uforfalsket oprindelseskarakter siden 2015, forinden stod han for øvrigt i mesterlære hos Domaine Mosse i Loire. Santa Cruz de Coya stammer fra 200 år gamle País stokke på granitholdige jorde nær Bío Bío floden, og navnet forpligter, der dyrkes økologisk, gæres spontant og holdes igen med sulfitterne. Det kommer der en saftig mundfuld skovjordbær og hindbær ud af, krydret med friske grønne urter, lyng, cypress, ristede pinjekerner og let røget. Moden frugtighed, frisk syre, milde tanniner. En vin, der står i vater og varer ved i munden

Roberto Henriquez Santa Cruz de Coya 2017 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Santa Cruz de Coya 2017
Vinhus: Roberto Henríquez
Område: Bío Bío
Land: Chile
Druesort: País
Jordbund: Granit
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12%
Pris: cirka 120,-

Comment

Comment

Pietradolce Vigna Barbagalli 2011

Seriøs vin til efterårets aftentimer. Saftig skovbærfrugt, blommeskind, nellike, en varm indre glød og flintede, røgede anslag. Substantiel og tanninformuende, elegant og fintflydende til trods. Barbagalli er en lille indhegning på Contrada Rampante, 900 meter oppe ad nordsiden af Etna: Her vokser små uopbundne, upodede Nerello Mascalese stokke plantet for 100 år siden i en lille paradisk have.

Pietradolce Vigna Barbagalli 2011 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Etna Rosso Vigna Barbagalli 2011
Vinhus: Pietradolce
Område: Etna
Land: Italien
Druesort: Nerello Mascalese
Jordbund: Vulkansk sand
Dyrkningsform: Konventionel
Vinificering: Gæret på træfade
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 14,5%
Importør: Atomwine
Pris: 599,-

Comment

Comment

Nachbaur Blauburgunder Alte Reben 2015

Tæt og frugtig Pinot Noir fra det østrigske alpeland, hvor Michael Nachbaur udvinder mørk energi fra den kalkholdige undergrund i Vorarlberg. Dyb duft af skovbær, skovbund, krydderurter og bål; saftig og syrerig frugt med ribs, kirsebær, slåen og fintvævede tanniner. En overraskelse fra de kanter; og en sand fornøjelse.

Weingut Nachbaur Blauburgunder Alte Reben 2015 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Blauburgunder Alte Reben 2015
Vinhus: Weingut Nachbaur
Område: Vorarlberg
Land: Østrig
Druesort: Pinot Noir
Jordbund: Kalksten
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13,5%
Pris: cirka 100,-

Comment