Viewing entries in
Naturvin

Comment

Tomac Pet Nat 2022

Logrende lækker pet nat fra Kroatien. Tomac mestrer den klassiske metode men hygger sig ind imellem med méthode ancestrale, og det kommer der nogle sommerlige og særdeles læskende vine ud af. Livligt skummende og fuld af ganske fine bobler, som bliver ved at knitre i glasset som sagte regndråber mod en rude. Forfriskende og fuld af modne grønne druer, en smule fersken og abrikoser, delikat bitre grapenoter og et tonisk tørt finish. Enkelt og ligefremt men ganske tørstslukkende og lettere appetitvækkende. Druen er Graševina, som også er gammel i gårde i Plešivica, selvom den sjældent fremhæves solo. Kort maceration før presning og flaskning.

Flaske: Pet nat 2022
Vinhus: Tomac
Område: Plešivica
Land: Kroatien
Druesort: Graševina
Jordbund: Kalkholdig mergel
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Flaskelagring
Lukning: Korkprop
Alkohol: 11%
Forhandler: f.eks. Nesputana Vina
Pris: cirka 150,-

Comment

Comment

Vinarija Križ Milo 2023

Strålende mørk saft med vidtløftig frugt og forunderlig dybde. Der er nærmest uendelige sommerdage langs havet under sydens sol i Vinarija Križs vidunderlige Milo, som er sært saftig og friskfrugtig Plavac Mali fra Pelješac-halvøen nord for Dubrovnik. Vinen er opkaldt efter vinmageren Denis Bogoević Marušićs nu afdøde far, som han for små tyve år siden vendte hjem for at lave vin sammen med. Et møde mellem to generationer og tidsaldre— der var 42 år mellem dem— men de mødtes på de karrige karstskråninger med gamle buskvine, økologisk biodynamisk dyrkede, og forvandlede med gammeldags minimalisme druerne til vin i deres lille garagevineri. Milo er husets topvin, om man vil, en friskfrugtig og charmerende version af den ellers så tanninrige, kraftige og krydrede sort. Nærværende årgang har en smule mindre morbær og figen end dens foregængere; men samme fjøjlsbløde stof og underfundige spil mellem sødmefuld frugt, mild syre og fine, støvede tanniner, som gør den saftspændt og virkeligt tør på samme tid. En lind strøm af modne sorte kirsebær og brombær med kompleks understrøm af kumquat, lakrids, læder, damascenerroser, middelhavsurter og havsalt, der smelter på tungen.

Flaske: Milo 2023
Vinhus: Križ
Område: Dalmatien
Land: Kroatien
Druesort: Plavac Mali
Jordbund: Karst
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 15%
Pris: cirka 200,-

Comment

Comment

Bianka und Daniel Riesling Goldberg 2023

Mundvandsdrivende Riesling med kridhvidt tandsmil og nervepirrende syrlighed fra Bianka og Daniel Schmitt i Rheinhessen. Det unge par går trygt mod strømmen på det genfødte Alexanderhof, solidt forankret i biodynamisk dyrkning og minimalistisk håndværk uden industriel og kemisk sminke. Høsten her stammer fra marken Goldberg ved Nieder-Flörsheim og er gæret med halvandet døgns skindkontakt og modnet på georgiske qvevri og kommer uklaret, ufiltreret og usvovlet på flaske. En levende læskedrik med appetitvækkende bivirkninger, saftig, sirlig, syrlig og sitrende, fuld af modne gule æbler, mirabeller og mango til at balancere dens stringente struktur mere syre og fin fenolik.

Flaske: Riesling Goldberg 2023
Vinhus: Bianka und Daniel Schmitt
Område: Rheinhessen
Land: Tyskland
Druesort: Riesling
Jordbund: Lehm, grus, kalksten
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Qvevri
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Importør: Niche Vine
Pris: 310,-

Comment

Comment

Francuska Vinarija Obećanje Frankovka 2022

Fransk visit i Serbien. Obećanje betyder et løfte på serbisk, og mine forventninger bliver altid vakt af Frankovka, det lokale navn for Blaufränkisch— og heldigvis leverer den på det, den lover: En ulmende mørk saft af solbær og hyldebær, med moden frugtsødme, sirlig syre og fine tanniner. Levende dråber med små støvede spor af allehånde og sort peber i eftersmagen. Estelle og Cyrille Bongiraud er bagmændende, naturnære franske vinmagere med god fornemmelse for Balkans vinøse potentiale. De har huse i Rogljevo i den historiske Negotin-region i det østligste Serbien, som med sit solrige, kontinentale klima og kalkholdige jordbund er som skabt til vinavl.

Flaske: Obećanje Frankovka 2022
Vinhus: Francuska Vinarija
Område: Negotinska Krajina
Land: Serbien
Druesort: Blaufränkisch
Jordbund: Kalkholdig ler
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,5%
Importør: Catalansk Vin
Pris: 200,-

Comment

Comment

Zorah Heritage Chilar 2021

Chilar er smagen af en svunden tid vækket til live igen, en ældgammel og næsten uddød armensk drue, der nu er del af vinhuset Zorahs Heritage-serie, som udforsker potentialet i Armeniens indfødte sorter og traditioner… og lad det være sagt med det samme, potentialet er der, og her er det allerede indfriet: Heritage Chilar kom til verden i traditionelle armenske lerkrukker, såkaldte karas, der traditionelt er gravet to tredjedele ned i jorden. Spontan gæring, to måneders maceration og efterfølgende elleve måneders modning. Zorik Gharibian har ikke nogen sortsren mark med Chilar, så druerne er selekteret fra flere forskellige vinmarker i Vayots Dzor, i 1400-1500 meters højde over havet. Jordbunden er tør, sandet og stenet, substratet er kalksten, og de gamle buskvine står på egne rødder, da vinrodlusen ikke har gjort indtog i dette bjergrige område i Kaukasus. Vinen er en forfriskende og løftefuld vin, diskret i duften med sagte antydninger af støv, voks og hvide blomster; men så en sublim strøm af pære, fersken og abrikos i munden, flot syre, delikat tekstur og en fin fenolisk og mineralsk spænding. Smager mere som en struktureret hvidvin end den orangevin, de to måneders skindkontakt ellers måtte antyde. En potent gastronomisk vin men samtidigt en sand fornøjelse at nyde på egen hånd. Så god som den er sjælden.

Flaske: Heritage Chilar 2021
Vinhus: Zorah
Område: Vayots Dzor
Land: Armenien
Druesort: Chilar
Jordbund: Kalksten
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret,
to måneders skindkontakt
Lagring: Karas
Lukning: Korkprop, voksforseglet
Alkohol: 13,5%
Pris: cirka 350,-

Comment

Comment

Pivnica Čajkov Vulcanica #7

Et velsmagende vulkanudbrud fra Slovakiet. Luftigt skummende, med sprød syre og salt mineralitet og slyngede strømme af modne druer, pink grapefrugt, jordbær og hindbær, bitter orange og dybe gærnoter. En munter og mangefacetteret forfriskning skabt på Pinot Gris 2020 og Pesecká Leánka 2021, en lokal specialitet fra det sydlige Slovakiet, som også kendes som Királyleányka i Ungarn og Fetească Regală i Rumænien og Moldova. Her i en herligt utraditionel udgave, begge gæret med skallerne og siden fadlagret med gærresterne, før de blandes og gærer endnu engang på flasken ved tilsætning af frisk most af Pesecká Leánka 2022. En livlig lækkerbidsken.

Flaske: Vulcanica #7
Vinhus: Pivnica Čajkov
Område: Nitra
Land: Slovakiet
Druesorter: Pinot Gris, Pesecká Leánka
Jordbund: Ler, tuf og vulkanske sten
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret,
anden gæring på flaske
Lagring: Store træfade,
flaskelagring
Lukning: Kapsel
Alkohol: 12,5%
Importør: Bon Bon Vin
Pris: 205,-

Comment