Viewing entries in
Naturvin

Comment

Punkista Vavřinec Brut 2018

Punk’s not dead! Der er liv og glade dage, luftig skum med blid brus, knitrende bobler, frisk syre og rødmende frugt i Punkistas Vavřinec 2018: Røde æbler, hindbær, tyttebær, morbær, milde honning-, brød- og gærnoter, veltøjlet vildskab. Vavřinec er i virkeligheden Sankt Laurent, som vi kender fra Østrig, og bag navnet Punkista gemmer sig Robert Osička, søn af selveste Jaroslav Osička, som er frontløber for økologisk vinavl og naturlig vinifikation i Tjekkiet. Robert holder ligeledes til i Velké Bílovice i Morava, hvorfra han fremstiller fremragende mousserende vine af traditionelle sorter efter méthode traditionelle. 30 måneders modning med gæren, flasket uklaret og ufiltreret med total sulfit på kun 18 mg/l.

Flaske: Vavřinec 2018
Vinhus: Punkista
Område: Morava
Land: Tjekkiet
Druesort: Sankt Laurent
Jordbund: Løss og lehm
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret,
andengæring på flaske
Lagring: Flaskelagring
Lukning: Korkprop
Alkohol: 11%
Importør: Sæsonmelier
Pris: 279,-

Comment

Comment

Marc Kreydenweiss Duttenberg Riesling 2018

Afsporet Alsace eller bare uden for alfarvej? Antoine Kreydenweiss er mand for at gøre tingene anderledes, så man kan smage både hans meningers mod og et gedigent håndværk i vinene. Denne Duttenberg Riesling er vinificeret eksklusivt til den danske importør Erik Sørensen Vin og er Riesling råt for usødet, flasket ufiltreret og uden tilsatte sulfitter. Klassisk Kreydenweisssk oxidativ i duften og så fuld knald på frugten, modne æbler og pærer, ferskner, abrikoser, ananas. Alle følger trop i smagen, med generøs fylde, meget mild restsødme (5,9 gram), fine gærnoter, rund syre og en stenet og salt afslutning. Livlig, udfordrende, enestående. Duttenberg er et vindblæst lieu-dit på toppen af Moenchberg med en jordbund præget af mergel og sandsten. Biodynamisk dyrkede druer, håndhøst og helklasepresning, gæring og modning på gamle alsaciske foudres.

Flaske: Duttenberg 2018
Vinhus: Kreydenweiss
Område: Alsace
Land: Frankrig
Druesort: Riesling
Jordbund: Mergel og sandsten
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13,5%
Importør: Erik Sørensen Vin
Pris: 325,-

Comment

Comment

Vino Gross Gorca 2019

Flyvende Furmint fra Slovenien med en kølig friskhed, der giver gåsehud. Saftige, faste æbler og pærer, limesaft og limeskal, lyst syngende syre og let røgede ekkoer. Elver-elegance, ren og mineralsk klang, knasende tørt og forfriskende tonikum. Selvom Furmint først og fremmest er kendt fra Ungarn, har den en lang historie i hele det tidligere Habsburgerrige, herunder Østrig, Slovakiet, Slovenien og Kroatien. I Slovenien kendes den som regel som Šipon og findes først og fremmest i Štajerska, den slovenske genpart til østrigske Steiermark. Michael Gross er vokset op som vingårdssøn i Steiermark, og mens hans bror Johannes i dag står for den fædrende vingård, har Michael og hans kæreste Maria helliget sig udforskningen af den slovenske naboregion. Landskabet, vinene og ikke mindst Furmint fik dem lokket til, og efter ti års tilløb har de siden 2016 frigivet egne vine som Vino Gross. De arbejder økologisk og omlægger for tiden til biodynamisk vinbrug og har et skarpt blik for bevaring af oprindelige landskaber og for biodiversitet. Gorca ligger ved Gross’ hjemlige Haloze og er en underfundigt svunget, stejl sydvendt skråning, smyget med terrasser i 330 til 390 meters højde. Jordbunden er den typisk styriske opok, kalkholdig mergel.

Flaske: Gorca 2019
Vinhus: Vino Gross
Område: Štajerska
Land: Slovenien
Druesort: Furmint
Jordbund: Kalkholdig mergel
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade, ståltanke
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,5%
Importør: Sæsonmelier
Pris: 215,-

Comment

Comment

Herbert Zillinger Grüner Veltliner Elementar 2016

Grüner Veltliner i rå men raffineret form, fornemt forarbejdet af Herbert Zillinger. Snuden er let løftet og mildt oxidativ med en delikat støvet og krydret kant, kandiseret appelsinskal, tørret mango, lakridsrod, krydderier. På tungen tegnes den af grynede gråpærer og kvæder, moden citrusfrugt og  krydderurter (fennikel, rosmarin, salvie), en frisk syre, pikant fenolisk bitterhed og fine tanniner. Stoflig, stringent saft med mange lag. Elementar så første gang dagens lys i 2014 og er på druer høstet sent på den stejleste, kargeste og køligste del af marken Vogelsang. 2016 er gæret med skallerne i en god uges tid og modnet med gærresterne et år på et 1.000 liters akaciefad.

Flaske: Elementar 2016
Vinhus: Herbert Zilllinger
Område: Weinviertel
Land: Østrig
Druesort: Grüner Veltliner
Jordbund: Kalkholdig løss, sandsten
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 11,5%
Importør: Bichel Vine
Pris: 375,-

Comment

Comment

Tomac Marany Crni 2021

Pinot Noir med røde sommerbær og mørke efterårsnuancer fra kroatiske Martina og Tomislav Tomac. Marany står for den særligt æteriske, vinøse og stringente fornemmelse, som georgisk undergrundsgæring på amfora giver; et fiktivt møde mellem Bourgogne og Kakheti sat stævne i Plešivica. Silkeglat tekstur med fint støvede tanniner og spændstig syre, saftige jordbær, hindbær, kirsebær, bitre strejf af tranebær og granatæble og dybe noter af muldjord, læder og krydderier. Druerne er dyrket biodynamisk på Plešivicas kalkholdige mergelskråninger, gæret i nedgravede qvevri og modnet på store slavonske træfade. Uklaret, ufiltreret, lav sulfit; og funklende klar og ren i spyttet.

Flaske: Marany Crni 2021
Vinhus: Tomac
Område: Plešivica
Land: Kroatien
Druesort: Pinot Noir
Jordbund: Kalkholdig mergel
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret på qvevri
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13,5%
Forhandler: f.eks. Wine&More
Pris: cirka 200,-

Comment

Comment

Šember 5th Generation 2021

En super spændende orangevin fra familien Šember i kroatiske Plešivica. Zdenko Šember er femte generation på deres familievingård i Donji Pavlovčani, som han driver sammen med sin kone Ivanka og deres børn Nikola, Lucija og Klara. 5th Generation er hans hyldest til familietraditionen, vinificeret af fem traditionelle Plešivica-sorter, gæret på georgiske qvevri, modnet på  gamle 500-liters fade og flasket ufiltreret ved næste høst. 2021 er endnu en ung men allerede en særdeles løfterig vin. Spændstig, stoflig og kompleks, fuld af kandiseret citrusskal og tørrede stenfrugter, faste men fine tanniner og en forfriskende syre, holder et godt greb i munden ganske længe.

Flaske: 5th Generation 2021
Vinhus: Šember
Område: Plešivica
Land: Kroatien
Druesorter: Rizling, Veltlinac Crveni,
Chardonnay, Bijeli Pinot, Žuti Plavec
Jordbund: Kalkholdig mergel
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret på qvevri,
to ugers skindkontakt
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Pris: cirka 200,-

Comment