Viewing entries in
Kroatien

Comment

Fakin Teran 2022

Teran er indbegrebet af Istrien, og Marko Fakin laver en formidabelt let drikkelig aftapning, strålende mørkerød, med ren og skær frugt, saftigt flow og fine tanniner til at vende strømmen. Sursøde kirsebær, modne skovbær, urter, våd muld og læder samlet i en appetitvækkende mundfuld. Håndhøstet fra kalkholdige jorde i Mirna-dalen, spontangæret og modnet otte måneder på ståltanke, det her er Motovun på glas, en glimrende og madvenlig hverdagsvin. Vil man have fornemmelse for Terans kompleksitets- og lagringspotentiale, er topvinen Il Primo næste skridt.

Flaske: Teran 2022
Vinhus: Fakin
Område: Istrien
Land: Kroatien
Druesort: Teran
Jordbund: Kalkholdig mergel
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Ståltanke
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13,5%
Forhandlere: f.eks. thewine&more
Pris: cirka 125,-

Comment

Comment

Vinarija Križ Grk 2022

Solgylden Grk fra Križ i det sydlige Dalmatien; og de vokaler, den mangler, kompenserer den rigeligt i en velsmagende samklang af frisk fersken og kandiseret orangeskal, spændende spor af rabarber og kvan, harpiks, fennikel og kørvel samt et diskret strejf vanilje… mens fine tanniner smelter på tungen og en mundvandsdrivende syre liver det hele op. Det er sjældent appetitvækkende, læskende og levende dråber. Spontant gæret på store slavonske egetræsfade, druerne tilbringer omkring en uge med skallerne for at udtrække Grks fulde smag og fenoliske rigdom. Den modner på gærresterne og flaskes ufiltreret og uden tilsatte sulfitter. En sjældenhed, kun knapt 1.000 flasker om året.

Flaske: Grk 2022
Vinhus: Vinarija Križ
Område: Dalmatien
Land: Kroatien
Druesort: Grk
Jordbund: Sand og kalksten
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret,
en uges skindkontakt
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 14,5%
Forhandlere: f.eks. thewine&more
Pris: cirka 300,-

Comment

Comment

Black Island Winery The Dalmatian Dog 2022

Saftig køter med kridhvidt smil: Dalmatian Dog er en stålsat og pletfri Pošip fra Merga Victa på den skønne kroatiske ø Korčula. Høstet fra området omkring Smokvica, hvor en lokal vinbonde ved navn Marin Tomašić efter sigende skulle have opdaget druen i 1880; og “den sorte øs” vinhus Merga Victa er samtidigt arvtagerne efter det lokale kooperativ, som i sin tid genopdyrkede druen i større stil. I glasset: Nydelig snude med pocherede pærer og pinje, citrusfriskt syrebid uden at vise tænder, flot fylde og små strejf fersken, humle og krydderurter. Genskær fra sommeren og en fornem, madvenlig hverdagsvin.

Flaske: Dalmatian Dog Pošip 2022
Vinhus: Merga Victa
Område: Dalmatien
Land: Kroatien
Druesort: Pošip
Jordbund: Sand
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Ståltanke
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13,5%
Forhandler: f.eks. wine&more
Pris: cirka 200,-

Comment

Comment

Kabola Amfora Malvazija 2019

Klassiske orangevin med gylden sommerglød og eftertænksomme efterårstoner. Omkring den lille middelalderlandsby Momjan i Istriens magiske bakkeland ligger familien Markežićs vinhus Kabola ved Kanedol. Området er traditionelt kendt for sin aromatiske og honningsøde Muškat Momjanski, men Malvazija Istarska står også skarpt på disse kanter. Siden 1891 har familien Markežić gjort sig som vinbønder, men Marino Markežić har søgt længere tilbage til en fjern fortid med sit forbilledlige arbejde med antikkens amforaer; og så var han samtidigt en af Kroatiens økologiske pionerer. Malvazija Amfora får omtrent syv måneder med skallerne, og det får dyb fylde og aromatisk flygelklang frem af sorten. Morgenfruer, friske ferskner, tørrede abrikoser, kvædebrød, akaciehonning, mandler og orientalske krydderier flyder sammen i en fløjlsblød mundfuld med summende syre og fine tanniner. Druerne er høstet fra topmarken Stancija og gærer på georgiske qvevri nedgravet uden for vinhuset; og siden modnet på gærresterne i store ege- og akaciefade.

Flaske: Amfora Malvazija 2019
Vinhus: Kabola
Område: Istrien
Land: Kroatien
Druesort: Malvazija Istarska
Jordbund: Kalkholdig mergel
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret på qvevri
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 14%
Importør: Vinomolim
Pris: 245,-

Comment

Comment

Šember Rose Brut 2020

Šembers rosé er sitrende skum af sommerbær, smukt balanceret, elegant og charmerende Pinot Noir på den traditionelle metode men med ophav i Plešivicas bakker vest for Zagreb. Šember er et lille familieforetagende ved den lille landsby Donji Pavlovčani, som passioneret praktiserer økologisk vinavl og har specialiseret sig klassiske mousserende vine og orangevin. Første årgang af den mousserende rosé var 2005, og i dag er den konsekvent en af Kroatiens bedste mousserende vine, som leverer smæk for skillingen: Forførende aromaer af jasminer, røde roser og skovjordbær, med små sprøde bobler og sursød smag af jordbær, rødmende fersken og granatæblesaft. Hedonisme på højt plan og samtidigt seriøst nok til gastronomiske svinkeærinder. Fremstillet som saignée og modnet knapt to år på gærresterne før degorgement, doseret som brut.

Flaske: Rose Brut 2020
Vinhus: Šember
Område: Plešivica
Land: Kroatien
Druesort: Pinot Noir
Jordbund: Kalkholdig mergel
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret,
andengæring på flaske
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,5%
Forhandler: f.eks. Miva
Pris: cirka 165,-

Comment

Comment

Kadum Malvazija 2022

Sommerlig Malvazija, som efter milde strejf af jasmin, akacie, kaprifolium og bivoks sender bølger af frisk citrus over tungen med små strøg af akaciehonning, abrikos, orangeskal, anisolie og salt. Sprød, ligefrem og forfriskende. Kadum kan noget med Malvazija selv med kun få årgange, familien er i færd med at genetablere vinhuset efter nogle årtiers tornerosesøvn, og det tegner allerede lovende.

Flaske: Malvazija 2022
Vinhus: Kadum
Område: Istrien
Land: Kroatien
Druesort: Malvazija Istarska
Jordbund: Jernholdig flysch
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Pris: cirka 125,-

Comment