Viewing entries in
Kroatien

Comment

Kabola Amfora Malvazija 2019

Klassiske orangevin med gylden sommerglød og eftertænksomme efterårstoner. Omkring den lille middelalderlandsby Momjan i Istriens magiske bakkeland ligger familien Markežićs vinhus Kabola ved Kanedol. Området er traditionelt kendt for sin aromatiske og honningsøde Muškat Momjanski, men Malvazija Istarska står også skarpt på disse kanter. Siden 1891 har familien Markežić gjort sig som vinbønder, men Marino Markežić har søgt længere tilbage til en fjern fortid med sit forbilledlige arbejde med antikkens amforaer; og så var han samtidigt en af Kroatiens økologiske pionerer. Malvazija Amfora får omtrent syv måneder med skallerne, og det får dyb fylde og aromatisk flygelklang frem af sorten. Morgenfruer, friske ferskner, tørrede abrikoser, kvædebrød, akaciehonning, mandler og orientalske krydderier flyder sammen i en fløjlsblød mundfuld med summende syre og fine tanniner. Druerne er høstet fra topmarken Stancija og gærer på georgiske qvevri nedgravet uden for vinhuset; og siden modnet på gærresterne i store ege- og akaciefade.

Flaske: Amfora Malvazija 2019
Vinhus: Kabola
Område: Istrien
Land: Kroatien
Druesort: Malvazija Istarska
Jordbund: Kalkholdig mergel
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret på qvevri
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 14%
Importør: Vinomolim
Pris: 245,-

Comment

Comment

Šember Rose Brut 2020

Šembers rosé er sitrende skum af sommerbær, smukt balanceret, elegant og charmerende Pinot Noir på den traditionelle metode men med ophav i Plešivicas bakker vest for Zagreb. Šember er et lille familieforetagende ved den lille landsby Donji Pavlovčani, som passioneret praktiserer økologisk vinavl og har specialiseret sig klassiske mousserende vine og orangevin. Første årgang af den mousserende rosé var 2005, og i dag er den konsekvent en af Kroatiens bedste mousserende vine, som leverer smæk for skillingen: Forførende aromaer af jasminer, røde roser og skovjordbær, med små sprøde bobler og sursød smag af jordbær, rødmende fersken og granatæblesaft. Hedonisme på højt plan og samtidigt seriøst nok til gastronomiske svinkeærinder. Fremstillet som saignée og modnet knapt to år på gærresterne før degorgement, doseret som brut.

Flaske: Rose Brut 2020
Vinhus: Šember
Område: Plešivica
Land: Kroatien
Druesort: Pinot Noir
Jordbund: Kalkholdig mergel
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret,
andengæring på flaske
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,5%
Forhandler: f.eks. Miva
Pris: cirka 165,-

Comment

Comment

Kadum Malvazija 2022

Sommerlig Malvazija, som efter milde strejf af jasmin, akacie, kaprifolium og bivoks sender bølger af frisk citrus over tungen med små strøg af akaciehonning, abrikos, orangeskal, anisolie og salt. Sprød, ligefrem og forfriskende. Kadum kan noget med Malvazija selv med kun få årgange, familien er i færd med at genetablere vinhuset efter nogle årtiers tornerosesøvn, og det tegner allerede lovende.

Flaske: Malvazija 2022
Vinhus: Kadum
Område: Istrien
Land: Kroatien
Druesort: Malvazija Istarska
Jordbund: Jernholdig flysch
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Pris: cirka 125,-

Comment

Comment

Tomac Marany Crni 2021

Pinot Noir med røde sommerbær og mørke efterårsnuancer fra kroatiske Martina og Tomislav Tomac. Marany står for den særligt æteriske, vinøse og stringente fornemmelse, som georgisk undergrundsgæring på amfora giver; et fiktivt møde mellem Bourgogne og Kakheti sat stævne i Plešivica. Silkeglat tekstur med fint støvede tanniner og spændstig syre, saftige jordbær, hindbær, kirsebær, bitre strejf af tranebær og granatæble og dybe noter af muldjord, læder og krydderier. Druerne er dyrket biodynamisk på Plešivicas kalkholdige mergelskråninger, gæret i nedgravede qvevri og modnet på store slavonske træfade. Uklaret, ufiltreret, lav sulfit; og funklende klar og ren i spyttet.

Flaske: Marany Crni 2021
Vinhus: Tomac
Område: Plešivica
Land: Kroatien
Druesort: Pinot Noir
Jordbund: Kalkholdig mergel
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret på qvevri
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13,5%
Forhandler: f.eks. Wine&More
Pris: cirka 200,-

Comment

Comment

Vinarija Kutjevo Graševina Vinkomir 2022

Saftig gul frugt er gennemgående tema, fra en liflig duft af eng og sommerblomster, gule æbler og friske abrikoser, til en læskende smag af gule mirabeller, abrikoser, ananaskirsebær og kvæder. Runder af med en delikat bitternote og en summende mineralitet. Vinkomir er en vinmark lige øst for byen Kutjevo i det centrale Slavonien, en blid skråning, som strækker sig ned fra udsigtspunktet Kapovac på den sydlige skråning af Krndija. Jordbunden er sandet lehm, og hele herligheden er omgivet af skov og skøn biodiversitet. 2022 er første enkeltmarksaftapning, og den emmer af sommer og afspejler flot den fredfyldte lille plet og områdets århundreder gamle traditioner.

Flaske: Vinkomir 2022
Vinhus: Vinarija Kutjevo
Område: Slavonien
Land: Kroatien
Druesort: Graševina
Jordbund: Gruset, sandet lehm
Dyrkningsform: Bæredygtig
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Ståltanke
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13,5%
Pris: cirka 125,-

Comment

Comment

Vina Rossi Malvazija Istarska 2022

Sommerbrise af hvide blomster, skvulpende saftig stenfrugt og et salt svirp — superklassisk Malvazija, som den skal skæres på hjemmebane i Istrien. Her fra femte generations familieforetagenet Rossi ved Vižinada på den nordvestlige del af halvøen, druer høstet fra fire forskellige lokationer og farver mergel i bakkerne over Mirna-floden: Babušea (rød), Kršin (sort), Brzomilo (grå) og Monte d'Oro (hvid), og hvilket flot fingeraftryk, det giver af terroiret og ikke mindst af frisk Malvazijas karakter. Akacie, jasmin, morgenfrue, modne æbler, ferskner og abrikoser, citrusfrisk syre og salt mineralitet. Kølig gæring på ståltanke og modnet et halvt år på gærresterne. Sommer flasket som isotonisk læskedrik.

Flaske: Malvazija Istarska 2022
Vinhus: Rossi
Område: Istrien
Land: Kroatien
Druesort: Malvazija Istarska
Jordbund: Jern- og kalkholdig mergel
Dyrkningsform: Konventionel
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Ståltanke
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,5%
Pris: cirka 125,-

Comment