Viewing entries in
Kroatien

Comment

Coronica Gran Teran 2017

Et lille mesterværk og en kroatisk klassiker, den aristokratiske Gran Teran fra Moreno Coronica. Jeg bliver mere og mere betaget af denne vin, hver gang jeg smager den, fra dens dybrøde farve og forførende dybe dufte til dens fyldige, vedvarende smage og dens forfinede struktur. Sorte kirsebær, brombær, hyldebær, skovbund, våd muld, tobak, tjære og grafit, fløjlet stof, fine tanniner og smidig syre. Teran er en gammel sort, som trives i den røde istriske jord; og som med selektiv håndhøst, nænsom vinifikation og lang lagring på store og små træfade giver en seriøs, kompleks vin med langt liv. Gran Teran kommer kun til verden i udvalgte år, hvor druerne dømmes særligt gode; og den frigives først, når Moreno mener, den er drikkemoden.

Flaske: Gran Teran 2017
Vinhus: Coronica
Område: Istrien
Land: Kroatien
Druesort: Teran
Jordbund: Rød ler og kalksten
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13,5%
Pris: cirka 275,-

Comment

Comment

Coronica CO due 2018

En lille genistreg— hvad skulle kroatiske Moreno Coronica ellers kalde sin mousserende vin? Etiketten forener snedigt husets logo med den knitrende kuldioxid i vinen CO2, som er Morenos fortolkning af den lokale Malvazija Istarska efter den klassiske metode med andengæring på flaske. Stålsat basisvin, tre år i flaske med gæren før degorgering og kun to gram dosage; og sådan skal den skæres! Frisk duft af milde hvide blomster med små flintede strejf. Livlig og luftig skum med små, sprøde bobler, knusprig syre og delikat smag af saftige æbler og pærer. En smule kærnemælk, ristet brød og milde mandelnoter samt en salt, mineralsk eftersmag. Malvazija er en mageløs sommerdrik, og her bruser den næsten over af friskhed. Istrisk skum af høj klasse.

Flaske: CO due 2018
Vinhus: Coronica
Område: Istrien
Land: Kroatien
Druesort: Malvazija
Jordbund: Rød ler og kalksten
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret på ståltank
Lagring: Flaskelagrig
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12%
Pris: cirka 175,-

Comment

Comment

Vinarija Kutjevo Graševina Vrhunsko Vino 2021

Graševina er noget nær det perfekte skyllemiddel, og i Slavonien i den kontinentale del af Kroatien laver de seriøse af slagsen i stride strømme. Byen Kutjevo huser vinhuset af samme navn, oprindeligt grundlagt af cisterciensermunke, som i 1232 byggede den vinkælder, der benyttes den dag i dag. Omkring byen ligger vinmarkerne tæt på bløde bakker i en dal omgivet af skove, Vallis Aurea, den gylde dal, som munkene navngav den. Graševina føler sig hjemme her— det er kroaternes eget navn for Welschriesling— hvor det lokale mikroklima og den vulkanske lerjord giver perfekte forhold for sorten, så den får såvel stringent syre og saftighed som fyldig krop og frodig frugt. Her driver det af saftige nashipærer, honningmelon og litchi med fine kamille- og nyslåede hø-noter, sammen med en citrusfrisk syre og næsten talkumagtigt blødhed. Hver slurk er spændende, og det er ganske enkelt enormt nemt at drikke. Hverdagsvin af høj klasse.

Flaske: Graševina 2021
Vinhus: Vinarija Kutjevo
Område: Slavonien
Land: Kroatien
Druesort: Graševina
Jordbund: Kalkholdig ler
Dyrkningsform: Konventionel
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13,5%
Pris: cirka 75,-

Comment

Comment

Monterosso Malvazija Selekcija 2017

Mundvandsfremkaldende Malvazija med genskin af det turkisblå Adriaterhav og Istriens rustenrøde jord. Monterosso (det italienske navn for det mere krøllede kroatiske Crveni Vrh) er en oliven- og vingård ved Savudrija på det nordvestligste Istrien, etableret af to slovenske entreprenører med smag for landskabets skønhed og gode råvarer. Vinmarker og olivenlunde er anlagt på tidligere uopdyrket, maki-dækket kystland med ideelt mikroklima og uforurenet undergrund. Foruden en fantastisk olivenolie laver de lækre hvidvine på den lokale Malvazija Istarska, og rosé- og rødvine på den italienske Montepulciano. Men det er deres særligt selekterede Malvazija med modning på store egetræsfade, der er i glasset her— og den dufter afdæmpet men indtagende af lindeblomster, akacie og kaprifolie, bivoks og solvarmt sand. I munden er den karakteristisk saftig og smidig, med moden stenfrugt, mild bitterhed, et hint middelhavsurter og en delikat salt finish. Flot alternativ til Muscadet, Godello og Albariño, for nu at nævne nogle få andre sommerklassikere, som flere måske kender; men Malvazija er bestemt et nærmere bekendskab værd!

Flaske: Malvazija Selekcija 2017
Vinhus: Monterosso
Område: Istrien
Land: Kroatien
Druesort: Malvazija
Jordbund: Jernholdig mergel
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Pris: cirka 150,-

Comment

Comment

Cmrečnjak Polaris Brut 2020

Måske polariserende men i alle tilfælde mousserende Pušipel på den klassiske metode. Flot og klar gulliggrøn farce, med livlig og luftig skum, sprøde bobler med masser af bid. Stringent citrus, stenfrugt og lette noter af ristet brød, gennemskåret af knusprig syre og med helt tørt finish, kun to gram sukker. Ungdommelig og meget forfriskende, savner måske en smule alder og modning for at være helt i balance.

Flaske: Polaris Brut 2020
Vinhus: Cmrečnjak
Område: Meðimurje
Land: Kroatien
Druesort: Furmint
Jordbund: Løss, sand, ler
Dyrkningsform: Konventionel
Vinificering: Spontangæret, flaskegæret
Lagring: Ståltanke, flaskelagret
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,5%
Pris: cirka 150,-

Comment

Comment

Kocijan Pušipel Classic 2021

Let og frisk Furmint fra det nordlige Kroatien, husets fjerde årgang af denne deres ‘klassiske Pušipel’ fra Meðimurje. Mild æbleduft med krydrede noter af kandiserede fennikel- og anisfrø. Sprød og saftig med sirlig syre og ren æblefrugt. Tør og stringent stil med stram syre (7,2 g/l) og en mild æblekernebitterhed i eftersmagen. Enkel men god af sin slags.

Flaske: Pušipel Classic 2021
Vinhus: Kocijan
Område: Meðimurje
Land: Kroatien
Druesort: Furmint
Jordbund: Grus, sand, ler
Dyrkningsform: Konventionel
Vinificering: Gæret på ståltanke
Lagring: Ståltanke
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12%
Pris: cirka 75,-

Comment