Viewing entries in
Kroatien

Comment

Monterosso Malvazija Selekcija 2017

Mundvandsfremkaldende Malvazija med genskin af det turkisblå Adriaterhav og Istriens rustenrøde jord. Monterosso (det italienske navn for det mere krøllede kroatiske Crveni Vrh) er en oliven- og vingård ved Savudrija på det nordvestligste Istrien, etableret af to slovenske entreprenører med smag for landskabets skønhed og gode råvarer. Vinmarker og olivenlunde er anlagt på tidligere uopdyrket, maki-dækket kystland med ideelt mikroklima og uforurenet undergrund. Foruden en fantastisk olivenolie laver de lækre hvidvine på den lokale Malvazija Istarska, og rosé- og rødvine på den italienske Montepulciano. Men det er deres særligt selekterede Malvazija med modning på store egetræsfade, der er i glasset her— og den dufter afdæmpet men indtagende af lindeblomster, akacie og kaprifolie, bivoks og solvarmt sand. I munden er den karakteristisk saftig og smidig, med moden stenfrugt, mild bitterhed, et hint middelhavsurter og en delikat salt finish. Flot alternativ til Muscadet, Godello og Albariño, for nu at nævne nogle få andre sommerklassikere, som flere måske kender; men Malvazija er bestemt et nærmere bekendskab værd!

Flaske: Malvazija Selekcija 2017
Vinhus: Monterosso
Område: Istrien
Land: Kroatien
Druesort: Malvazija
Jordbund: Jernholdig mergel
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Pris: cirka 150,-

Comment

Comment

Cmrečnjak Polaris Brut 2020

Måske polariserende men i alle tilfælde mousserende Pušipel på den klassiske metode. Flot og klar gulliggrøn farce, med livlig og luftig skum, sprøde bobler med masser af bid. Stringent citrus, stenfrugt og lette noter af ristet brød, gennemskåret af knusprig syre og med helt tørt finish, kun to gram sukker. Ungdommelig og meget forfriskende, savner måske en smule alder og modning for at være helt i balance.

Flaske: Polaris Brut 2020
Vinhus: Cmrečnjak
Område: Meðimurje
Land: Kroatien
Druesort: Furmint
Jordbund: Løss, sand, ler
Dyrkningsform: Konventionel
Vinificering: Spontangæret, flaskegæret
Lagring: Ståltanke, flaskelagret
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,5%
Pris: cirka 150,-

Comment

Comment

Kocijan Pušipel Classic 2021

Let og frisk Furmint fra det nordlige Kroatien, husets fjerde årgang af denne deres ‘klassiske Pušipel’ fra Meðimurje. Mild æbleduft med krydrede noter af kandiserede fennikel- og anisfrø. Sprød og saftig med sirlig syre og ren æblefrugt. Tør og stringent stil med stram syre (7,2 g/l) og en mild æblekernebitterhed i eftersmagen. Enkel men god af sin slags.

Flaske: Pušipel Classic 2021
Vinhus: Kocijan
Område: Meðimurje
Land: Kroatien
Druesort: Furmint
Jordbund: Grus, sand, ler
Dyrkningsform: Konventionel
Vinificering: Gæret på ståltanke
Lagring: Ståltanke
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12%
Pris: cirka 75,-

Comment

Comment

Tomac Rockstar 2020

Riesling med stenmel og stjernstøv fra Tomislav Tomacs vingård i Plešivica i det kroatiske indland. Frisk, æterisk og luftig duft; med syrlig stenfrugt, citrusskal og havtorn i smagen, svingende syre, mørk mineralitet og dybe, krydrede undertoner. Rockstar står som symbol på den biodynamiske filosofi bag dyrkningen af druerne, den helhed og sammenhæng, som giver særlig stedsans i vinen: Indlevelse i dynamikken mellem den stenede undergrund, vind, vejr og årstidernes skiften samt himmellegemernes bevægelser. Samvittighedsfuld og dybfølt omgang med naturen. Selektiv håndhøst og i kælderen spontan, langsom gæring af mosten på 2000-liters gamle træfade, flasket ufiltreret og med en lille mængde sulfit.

Flaske: Rockstar 2020
Vinhus: Tomac
Område: Plešivica
Land: Kroatien
Druesort: Riesling
Jordbund: Kalkholdig mergel
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13,5%
Pris: cirka 200,-

Comment

Comment

Damjanić Malvazija Akacija 2018

Forår i luften med familien Damjanićs klassiske Malvazija modnet et år på akaciefade. Det fremkalder den indfødte istriske sorts blomstrede aromaer og milde krydring yderligere— foruden akacier er der lindeblomster og nerier i duften, og i smagen får de følge af saftig ferskenfrugt, akaciehonning, et lille hint frisk bittermandel og et let røget og salt finish. Fornem forfriskning. Ivan Damjanić står i front for sin families vinhus med godt ti hektarer vinmarker omkring landsbyen Fuškulin på det vestligste Istien, der karakteriseres af en dybrød jord og Adriaterhavets nærhed. Druerne til Akacija er høstet fra markerne Mandrijača and Gobovica, begge terra rossa og begge i godt 50 meters højde over havet. Forfriskende og forfinet, en kroatisk klassiker.

Flaske: Malvazija Akacija 2018
Vinhus: Damjanić
Område: Istrien
Land: Kroatien
Druesort: Malvazija Istarska
Jordbund: Jernholdig mergel
Dyrkningsform: Konventionel
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Små akaciefade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Pris: cirka 150,-

Comment

Comment

Cmrečnjak Pušipel Xtreme2 2016

Tungekrøllende af navn og tungepirrende af gavn. Marko Cmrečnjak [ts-mretsj-njak] laver labre vine i Međimurje i det nordlige Kroatien, tæt på grænsen til Slovenien og Ungarn. Områdets specialitet er Furmint, som lokalt går under navnene Pušipel og Šipon, og det er særdeles drikværdige vine. Med “Pušipel Xtreme na kvadrat” udøver Marko ekstremsport med sorten, det er Furmint gange Furmint, med lang skindkontakt og to et halvt års fadlagring på gærresterne — en orangevin for lettere øvede tunger, men fans af genren vil elske den. Noter af ruskind og læder i duften dækker oven en dybde af frodig, mørk frugt. Fyrig syre og støvede tanniner, fuld af tørrede abrikoser, abrikoskerne, kandiseret orangeskal, mandarin, grapefrugt, søde krydderier som kanel og nellike samt mildt røgede noter. Bukolisk bryg af den mest spændende slags.

Flaske: Pušipel Xtreme2 2016
Vinhus: Cmrečnjak
Område: Međimurje
Land: Kroatien
Druesort: Furmint
Jordbund: Kalkholdig mergel
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret,
tre måneders skindkontakt
Lagring: Små træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Pris: cirka 250,-

Comment