Viewing entries in
Italien

Comment

Venica & Venica Friulano Primarûl 2022

Friulano på første klasse fra familien Venica i det allernordligste Collio, kommunen Dolegna del Collio lige på grænsen til Slovenien. Primarûl betyder den førstefødte på det lokale friulanske tungemål, og med den titel hylder de senere generationer Daniele Venica, som i 1930 grundlagde vinhuset. Friulano var hans første vin, dengang sorten stadig kaldtes Tocai; men navneskiftet til trods har vinen bevaret sin tydelige identitet, i Venicas udgave med tyggelig tekstur, hyggelig frugtsmag og en friskhed, som især må tilskrives det høje og skovklædte bakkeland og de kølige vinde, der kommer ned fra Alperne. Delikat aromatisk med noter af frisk stenfrugt og nyslået hø. Mild syre, sart stoflighed og fin fylde af friske frugter, pære, fersken og kiwi, med små strejf af friske urter og en let mandelagtig bitterhed, som er karakteristisk for sorten. Alsidig madvin! Venicas marker ligger blandt frugtplantager og skove, en mindre del er stadig plantet i det gamle blandede “promiscuo” system, der arbejdes efter økologiske og biodynamiske principper, og vinhuset deltager desuden i biodiversitet- og bæredygtigheds-projektet VIVA. Primarûl er udvalgt fra forskellige marker, druerne håndhøstet i slutningen af september, afstilket og koldt udblødt et halvt døgns tid før gæringen og modnet et halvt år på ståltanke.

Flaske: Primarûl 2022
Vinhus: Venica & Venica
Område: Friuli Venezia-Giulia
Land: Italien
Druesort: Friulano
Jordbund: Kalkholdig mergel
Dyrkningsform: Bæredygtig
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Ståltanke
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Importør: Textur Vin
Pris: 200,-

Comment

Comment

Ca Modeano Pinot Grigio Ramato 2022

Et seriøst alternativ til roséen som terrassevin, en hvidvin med ferskenteint… eller kattesnudekulør, hvis man ikke skal forfalde til klichéer som kobberglød eller løgskalsfarve. Det er Pinot Grigio, der bekender kulør efter at have fået en lille én på skallen, og den er forfriskende syrlig og fast i kødet i sammenligning med mangt en alsacisk eller almindelig italiensk aftapning. Vi er i Friuli, og typen kaldes ramato, kobberfarvet, en gammel venetiansk tradition, her i mere moderne stil, vinificeret på ståltanke. Den befinder sig et sted mellem hvid og orange, og i det spektrum smager man nuancer af røde æbler, mirabeller og ferskner. Sart frugt med fin fylde og syrlig nerve, ligefrem og forfriskende.

Flaske: Pinot Grigio Ramato 2022
Vinhus: Ca Modeano
Område: Friuli-Venezia Giulia
Land: Italien
Druesort: Pinot Grigio
Jordbund: Kalkholdig ler
Dyrkningsform: Bæredygtig
Vinificering: Spontangæret,
12 timers skindkontakt
Lagring: Ståltank
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,5%
Importør: Ispirazione/Højbjerg Vine
Pris: 160,-

Comment

Comment

Ca Modeano Refosco dal Peduncolo Rosso 2020

Charmerende rødvin fra Friuli på den rødstilkede Refosco, en af de mange spændende rødvinssorter i den nordlige del af Adriaterhavsregionen. Frisk syre og en lind strøm af røde bær, jordbær, hindbær, brombær og kirsebær, akkompagneret af milde noter af mælkechokolade, flødekaramel, mandel og kandiserede violer. Ret let og læskende men langt fra strukturløs, syren spiller førsteviolin og følges op af fine, tørre tanniner. Marken er en massal selektion af Refosco dal Peduncolo Rosso vinstokke i 30-års-alderen plantet på kalkholdig lerjord. Druerne er høstet sidst i september og gæret spontant i ståltanke med godt en uges skindkontakt, modnet nogle måneder på gærresterne, dels på stål, dels på store træfade, og flasket forholdsvist hurtigt for bevare mest af den friske frugt. En flot eksekveret Refosco fra bæredygtigt certificeret produktion.

Flaske: Refosco 2020
Vinhus: Ca Modeano
Område: Friuli-Venezia Giulia
Land: Italien
Druesort: Refosco dal Peduncolo Rosso
Jordbund: Kalkholdig ler
Dyrkningsform: Bæredygtig
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Ståltanke, store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Importør: Ispirazione/Højbjerg Vine
Pris: 160,-

Comment

Comment

Moretti Omero Montefalco Rosso 2018

Umiskendeligt umbrisk! Sangiovese og Sagrantino går godt i spænd og glimrer i selskab med det robuste umbriske vinterkøkken. Familien Moretti er økologiske pionerer fra Montefalco, hvor de omlagde allerede fra 1992 og siden 1995 har fremstillet certificeret økologiske olivenolier og vine af høj kvalitet. Deres Montefalco Rosso forbliver en personlig favorit inden for genren, hvor Sangiovese får ranket ryggen og en smule ekstra sul på kroppen af den krasbørstige lokale Sagrantino og stundom af andre lokale sorter som Ciliegiolo eller en international kending som Merlot. Spontangæret på ståltanke, to ugers maceration, modnet seks måneder på gærresterne og et år på store, franske træfade. Mørkt duftende af violer, læder og vilde bær og fyldig i smagen, med modne blommer, mørke kirsebær, morbær og sødmefulde krydderier. Fint afstemt syre og mærkbare men fine tanniner… Rustikt og raffineret på en og samme tid og kalder på god italiensk landkost.

Flaske: Montefalco Rosso 2018
Vinhus: Omero Moretti
Område: Umbrien
Land: Italien
Druesorter: Sangiovese, Sagrantino
Jordbund: Kalkholdig ler
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 14,5%
Importør: Niche Vine
Pris: 205,-

Comment

Comment

Calalta Davvero Riesling 2021

Vild Riesling med vidtløftig aromatik og malmfuld basklang. Vi er i Veneto, ikke vante omgivelser for Riesling, men med Alperne over bakkerne giver det alligevel god mening, og vi er samtidigt tæt på orangevinens moderne epicentrum. 50 dages skindkontakt og modning på såvel ståltanke og cementkar som egetræsfade og amforaer. Underfundige aromaer af moden lime, pink grape, tørrede persiske limefrugter, Earl Grey te, kandiseret appelsinskal, tørrede abrikoser og safran, urter og sorten muld. Sprællevende i munden med stringent syre (6,14 gram syre versus 0,8 gram restsukker), sort te-agtige tanniner, særdeles tør og med smage i samme spor som duften, især lime, fersken og abrikos, udfordrende men eksotisk og elskelig. Davvero!

Flaske: Davvero Riesling 2021
Vinhus: Calalta
Område: Veneto
Land: Italien
Druesort: Riesling
Jordbund: Jernholdig ler
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret,
50 dages skindkontakt
Lagring: Ståltank, cementkar,
egetræsfad, amfora
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13,5%
Pris: cirka 175,-

Comment

Comment

Ca Modeano Ribolla Gialla 2022

Snorlige, læskende og super charmerende Ribolla Gialla helt uden skindkontakt. Mild duft med strejf af kamille og lind og forfriskende saftig og fint stoflig i munden. Rund syre, sursød stenfrugt, masser af moden citrus og en lille delikat bitternote i eftersmagen. Fra bæredygtigt dyrkede druer, høstet først i september, direkte presset og køligt gæret på ståltanke, modnet et halvt år på gærresterne. Modeano er en gammel ejendom, som i dag drives af Gabriele Vialetto og hans hustru Emanuela, og vinhuset drives efter de bæredygtige SQNPI standarder.

Flaske: Ribolla Gialla 2022
Vinhus: Ca Modeano
Område: Friuli Venezia-Giulia
Land: Italien
Druesort: Ribolla Gialla
Jordbund: Flysch, sand og ler
Dyrkningsform: Bæredygtig
Vinificering: Gæret på ståltanke
Lagring: Ståltanke
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,0%
Importør: Ispirazione/Højbjerg Vine
Pris: 159,-

Comment