Viewing entries in
Italien

Comment

Ca Modeano Ribolla Gialla 2022

Snorlige, læskende og super charmerende Ribolla Gialla helt uden skindkontakt. Mild duft med strejf af kamille og lind og forfriskende saftig og fint stoflig i munden. Rund syre, sursød stenfrugt, masser af moden citrus og en lille delikat bitternote i eftersmagen. Fra bæredygtigt dyrkede druer, høstet først i september, direkte presset og køligt gæret på ståltanke, modnet et halvt år på gærresterne. Modeano er en gammel ejendom, som i dag drives af Gabriele Vialetto og hans hustru Emanuela, og vinhuset drives efter de bæredygtige SQNPI standarder.

Flaske: Ribolla Gialla 2022
Vinhus: Ca Modeano
Område: Friuli Venezia-Giulia
Land: Italien
Druesort: Ribolla Gialla
Jordbund: Flysch, sand og ler
Dyrkningsform: Bæredygtig
Vinificering: Gæret på ståltanke
Lagring: Ståltanke
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,0%
Importør: Ispirazione/Højbjerg Vine
Pris: 159,-

Comment

Comment

Villabella Morlongo Anniversario 2020

Strålende rød saft fra Montebaldo i Bardolino — al den friskhed og frugtighed, man altid går og drømmer om men tror, de ikke formår i Veneto. Frisk bjergluft med strejf af vilde urter, morgendug og så saftige jordbær, jordbær, jordbær! Bløde hindbær og røde kirsebær spiller med, og der er mildt krydrede spor af kanel, nellike og peber. Super charmerende og aldeles sommerligt, nærmest som en norditaliensk Beaujolais.

Montebaldo udgør det nordøstlige hjørne af Bardolino, den højere beliggende og mere bakkede del for foden af Monte Baldo med sine 2.218 meter høje tinde. Tydeligere temperatursvingninger og højere nedbør præger mikroklimaet. Druerne til Morlongo er de traditionelle Corvina, Corvinone og Rondinella, høstet fra morænebakkerne ved Cavaion Veronese med aflejret ler og kalksten fra istiden. Høst fra sidst i september til tidligt i oktober og kølig gæring med godt ti dages maceration, modning på store træfade.

Flaske: Morlongo Anniversario 2020
Vinhus: Villabella
Område: Veneto
Land: Italien
Druesorter: Corvina,
Corvinone, Rondinella
Jordbund: Kalkstensholdig moræneler
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Pris: cirka 150,-

Comment

Comment

Cantina Gorgo Summa 2020

Summa er toppen af poppen fra Cantina Gorgo og Custoza Superiore af fineste slags. Vi er lige syd for Gardasøen, og råstoffet er Garganega og Cortese høstet helt ind i oktober; så der er smidig flyde, moden frugt og stor dybde i vinen, der charmerer med mild jasminduft, en saftig mundfuld ferskner og abrikoser og strejf af hø, mandler, vanille og en delikat salt eftersmag. Cantina Gorgo drives af Roberta Bricolo, som tog over fra sine forældre og omlagde til økologisk dyrkning i 1994— en oprindeligt etisk beslutning, som hun bedyrer desuden har resulteret i langt sundere og smagsmæssigt mere udtryksfulde druer. Smagfuld er vinen i hvert fald!

Flaske: Summa 2020
Vinhus: Cantina Gorgo
Område: Veneto
Land: Italien
Druesorter: Garganega, Cortese
Jordbund: Kalkholdig moræneler
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Importør: Lahvino
Pris: 145,-

Comment

Comment

Agricola I Muretti Libera Colli di Rimini Rebola 2021

Rebola fra Rimini, ikke at forveksle med Ribolla fra Friuli, men som frisk hvid har den nu mange af samme dyder. Rebola er omkring Rimini det lokale navn for den drue, der i Romagna som regel kaldes Pignoletto og ellers er kendt som Grechetto Gentile. Den giver en frisk og mildt frugtig vin, ofte med et let salt strejf, som passer perfekt til Adriaterhavets gastronomiske glæder. Det lille familieforetagende Agricola I Muretti's fine Libera er en ligefrem og livlig version fra bakkerne i Valconca-dalen, sprød og syrefrisk med saftige stenfrugter og milde humle- og blomsternoter. Druerne dyrkes økologisk, høstes manuelt, gærer spontant på ståltanke, og en del af vinen er modnet på akaciefade.

Flaske: Libera 2021
Vinhus: I Muretti
Område: Emilia-Romagna
Land: Italien
Druesort: Rebola
Jordbund: Kalkholdig mergel
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Ståltanke, træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Pris: cirka 125,-

Comment

Comment

Vino di Anna Jeudi 15 Vino Bianco 2021

Anna Martens og Eric Narioo har for nylig føjet denne hvide version af deres røde klassiker Jeudi 15 til deres dynamiske sortiment af livlige vine fra den lige så livlige vulkan Etna. Navnet hentydede oprindeligt til dagen, den første årgang i hine tider blev høstet, i dag er det mere en særlig cuvée, de laver — og som bianco er den bedårende sommerlig, fuld af moden citron, lime og grapefrugt, en smule støvet krydderi, med godt greb, gelinde med syren og grundigt mineralsk. Der er tale om en skønsom blanding af biodynamisk dyrkede druer, Grecanico med seks dages skindkontakt, og direkte pres af hele klaser af Catarratto, Carricante, en sjat Chenin og Riesling og måske en smule Minella og Insolia. Alle spontant gæret på store kastanjefade og lagret godt et år på gærresterne før flaskning, ufiltreret og uden sulfitter i metermål… men med en bismag af viltre, grønne vinmarker på karge, sorte skråninger, vulkanudbrud og åben himmel.

Flaske: Jeudi 15 Vino Bianco 2021
Vinhus: Vino di Anna
Område: Etna
Land: Italien
Druesorter: Grecanico, Catarratto,
Carricante, Chenin Blanc, Riesling
Jordbund: Basalt
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12%
Importør: Pétillant
Pris: 225,-

Comment

Comment

Korak Rajnski Rizling Laškovec 2017

Flot ny årgang af Chiara Condellos lækre Le Lucciole, seriøs Sangiovese med burgundisk charme og en detaljerigdom, der kan matche et maleri af Georges Seurat. Dyb duft af modne røde bær og kirsebær med strejf af violer, vilde urter og røg. Ren rød frugt i munden, fløjlet fylde forenet med en frisk syre og stringente tanniner, delikat tør. Masser af moreller og blommer krydret med urter, lakrids, tobak og lufttøret kød, fast i kødet og med fornem længde. Le Lucciole er Chiaras topvin fremstillet på økologisk dyrket Sangiovese Piccolo fra tre små parceller i godt 250 meters højde. Druerne håndhøstes, afstilkes og gæres spontant i store træfade med en mindre andel hele klaser. To års lagring på store slavonske egetræsfade, flasket ufiltreret.

Flaske: Le Lucciole 2019
Vinhus: Chiara Condello
Område: Emilia-Romagna
Land: Italien
Druesort: Sangiovese
Jordbund: Kalkholdig mergel og sand
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13,5%
Importør: Distinto
Pris: 379,-

Comment