Viewing entries in
Italien

Comment

Terre di San Felice Montefalco Sagrantino 2016

Hulepindsvinet må være sindbilledet på Sagrantino som druesort. Umiddelbart utilnærmelig men bag det barske ydre en energisk, alsidig og venlig natur— især hvis man ikke farer frem i utide. Familien Mancini på Terre di San Felice formår at frembringe en usædvanligt fordragelig udgave med saftig rød frugt, blommer, kirsebær og hibiscus og så kridtede tanniner, der strammer sammen om små spor af skovbund, sveske, lakrids og kanel.

Druerne dyrkes ved Castel Rinaldi syd for Montefalco i godt 400 meters højde; manuel høst og grundig selektion; gæret på ståltanke med to-tre ugers maceration, lagret på store træfade i 18 måneder, 12 yderligere måneder på ståltanke og sidst på flaske.

Terre di San Felice Montefalco Sagrantino 2015 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Montefalco Sagrantino 2016
Vinhus: Terre di San Felice
Område: Umbrien
Land: Italien
Druesort: Sagrantino
Jordbund: Kalkholdig mergel
Dyrkningsform: Konventionel
Vinificering: Gæret på ståltanke
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 14%
Pris: cirka 175,-

Comment

Comment

Tenuta Bellafonte Arnèto 2016

Peter Heilbron fra Tenuta Bellafonte har været en af hovedkræfterne til at puste nyt liv i den gamle umbriske sort Trebbiano Spoletino: Arnèto (dialekt for genfødt) er en saftig, frisk og fløjlsblød mundfuld, en livgivende kilde af moden citrus, ananas, pinje og mandler, syrnet smør, smukt strøet med kamille, nyslået hø, urter og en smule humle. Dyrkning uden kunstgødning og sprøjtegifte, manuel høst, et par dages kold maceration, spontan og malolaktisk gæring på store slavonske træfade, lagring på gærresterne i flere måneder, flasket ufiltreret. Lagringsværdig.

Tenuta Bellafonte Trebbiano Spoletino Arnèto 2016 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Arnèto 2016
Vinhus: Tenuta Bellafonte
Område: Umbrien
Land: Italien
Druesort: Trebbiano Spoletino
Jordbund: Kalkholdig mergel og ler
Dyrkningsform: Bæredygtig
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Importør: Adriat Vinimport
Pris: cirka 200,-

Comment

Comment

Colleformica Formica Rossa 2018

En vin helt uden smag af venture kapital, adfærdsdesign og kemiingeniør. I stedet smagen af Sangiovese og livet på landet i Lazio, såre simpelt. Slank med saftige røde kirsebær, solmodne tomater, vandmelon, fine tanniner. Det er Sergio og sønnen Paolo af slægten Bombetti, der bestyrer familiens mere end 100 år gamle gård ved Velletri sydøst for Rom— med myreflittigt arbejde i vinmarkerne og minimalistiske metoder i kælderen: Spontangæring uden temperaturkontrol på glasfibertanke, otte dage med daglige punchdowns, ingen klaring, filtrering eller tilsatte sulfitter, omstikning og flaskning efter månefaserne.

Colleformica Formica Rosso 2018 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Formica Rossa 2018
Vinhus: Colleformica
Område: Lazio
Land: Italien
Druesort: Sangiovese
Jordbund: Vulkansk ler
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæring
Lagring: Glasfibertanke
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12%
Importør: Azienda Vin
Pris: 180,-

Comment

Comment

Enio Ottaviani Strati Romagna Pagadebit 2016

Saftig, slank, mild og mineralsk med lag på lag af frisk pæresaft, våde sten og flydende akaciehonning, små blomstrede og urtede indslag. Enio Ottaviani får noget usædvanligt godt ud af Romagnas gamle, hvide hverdagssort Pagadebit, en sent modnende men hårdfør og højt ydende sort, som nemt kunne være gået i glemmebogen. Navnet Strati henviser til det lokale terroir med lag af ler, sand og kalksten. Stokkene er plantet i 1982 på en sydvendt skråning, høsten foregår manuelt, og mosten gærer og lagrer i cementtanke.

Enio Ottaviani Strati Romagna Pagadebit 2016 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Strati 2016
Vinhus: Enio Ottaviani
Område: Emilia-Romagna
Land: Italien
Druesort: Pagadebit
Jordbund: Grus, kalksten, ler
Dyrkningsform: Konventionel
Vinificering: Gæret på cementtanke
Lagring: Sur lie på cementtanke
Lukning: Skruelåg
Alkohol: 12,5%
Pris: cirka 150,-

Comment

Comment

Gravner Bianco Breg 2004

Guld, røgelse og myrra skær! Josko Gravner har for nyligt frigivet sin sidste årgang af Bianco Breg, 2012. Mens den modner, kan man passende grave guld frem fra gemmerne. Efter 15 år er 2004 stadig underfundigt ung og indadvendt, som vil den holde på sine hemmeligheder og undvige enhver analyse. Helheden er mere end summen af delene, men: Æteriske dufte, lindeblomster, røgelse og oloroso, smidig syre og en kaleidoskopisk kompleksitet af æbler, pærer, kvæder, tørrede abrikoser, hvid balsamico, akaciehonning, sandeltræ, mystisk enhed og dybde. Det, hvorom man ikke kan tale, om det må man tie.

Det, der til gengæld kan siges klart: Breg er en blanding af Chardonnay, Sauvignon, Pinot Grigio og Riesling Italico, høstet fra sidst i september til midt i oktober. Botrytis spillede en vis rolle i 2004-årgang med dens solrige sommer og regnvåde efterår. Separat gæring i georgiske qvevri, seks måneders skindkontakt og et efterfølgende halv år på qvevri før modning på store slavonske egetræsfade i tre år.

Gravner+Bianco+Breg+Anfora+2004+Flaskevis+%28C%29+Thomas+Bohl.jpg

Flaske: Bianco Breg 2004
Vinhus: Gravner
Område: Friuli-Venezia Giulia
Land: Italien
Druesorter: Chardonnay, Sauvignon Blanc,
Pinot Grigio, Welschriesling
Jordbund: Kalkholdig mergel
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret,
seks måneders skindkontakt
Lagring: Amfora
Lukning: Korkprop
Alkohol: 14,5%
Importør: Thorsteinsson’s
(nyere årgange)
Pris: cirka 500,-

Comment

Comment

Di Filippo Grechetto 2018

En slags gåsevin— af slagsen med godt greb og en udstrakt hånd til naturen! Søskendeparret Emma og Roberto di Filippo driver deres familiegård i Cannara ved Montefalco i Umbrien med heste og gæs i vinmarkerne, der dyrkes som agerskovbrug og efter økologiske og biodynamiske principper. Den lokale Grechetto er en naturligt tanninrig grøn drue, og det mærkes i dens ellers friske og fint frugtige vin: Den går med korset og strør citrus, ferskenskind, ananas og grønne urter om sig. En enkel og alligevel spændende vin; og en madvin— hvis ikke som på stedet serveret til lufttørret gåsekød og gåseægsomelet, så til salater, gedeost, grøntsagsretter eller lys fisk.

Di Filippo Grechetto IGT 2018 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Grechetto 2018
Vinhus: Vini di Filippo
Område: Umbrien
Land: Italien
Druesort: Grechetto
Jordbund: Kalkholdig ler
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Ståltanke
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13,5%
Importør: Juuls Vin & Spiritus
Pris: 99,-

Comment