Viewing entries in
Hvidvin

Comment

Venica & Venica Friulano Primarûl 2022

Friulano på første klasse fra familien Venica i det allernordligste Collio, kommunen Dolegna del Collio lige på grænsen til Slovenien. Primarûl betyder den førstefødte på det lokale friulanske tungemål, og med den titel hylder de senere generationer Daniele Venica, som i 1930 grundlagde vinhuset. Friulano var hans første vin, dengang sorten stadig kaldtes Tocai; men navneskiftet til trods har vinen bevaret sin tydelige identitet, i Venicas udgave med tyggelig tekstur, hyggelig frugtsmag og en friskhed, som især må tilskrives det høje og skovklædte bakkeland og de kølige vinde, der kommer ned fra Alperne. Delikat aromatisk med noter af frisk stenfrugt og nyslået hø. Mild syre, sart stoflighed og fin fylde af friske frugter, pære, fersken og kiwi, med små strejf af friske urter og en let mandelagtig bitterhed, som er karakteristisk for sorten. Alsidig madvin! Venicas marker ligger blandt frugtplantager og skove, en mindre del er stadig plantet i det gamle blandede “promiscuo” system, der arbejdes efter økologiske og biodynamiske principper, og vinhuset deltager desuden i biodiversitet- og bæredygtigheds-projektet VIVA. Primarûl er udvalgt fra forskellige marker, druerne håndhøstet i slutningen af september, afstilket og koldt udblødt et halvt døgns tid før gæringen og modnet et halvt år på ståltanke.

Flaske: Primarûl 2022
Vinhus: Venica & Venica
Område: Friuli Venezia-Giulia
Land: Italien
Druesort: Friulano
Jordbund: Kalkholdig mergel
Dyrkningsform: Bæredygtig
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Ståltanke
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Importør: Textur Vin
Pris: 200,-

Comment

Comment

Aoton Savatiano 2021

Sjældent syrestyret Savatiano med mineralsk nerve og nydelig aromatik. Sotiris Gkinis står bag vingården Aoton på Attika, hvor aspirationen er “at frembringe de fineste vine af sine slags” — på oldgræsk άωτον — af økologiske dyrkede druer af lokale sorter, “drevet af smagen og ikke metoden”. Med selektiv håndhøst ved nattetide, ti dages kold maceration, spontan gæring og ni måneder lang lagring på gærresterne lyser Savatianos friske ansigt op, og samtidigt i folder, som antyder hjertevarme og dybsindighed. I duften en sval brise gennem nåleskove, bergamot og urter, og i smagen samme kølige nerve, sart citrus og saftig stenfrugt samt milde gærnoter. Lækkert og let olieret tekstur og mineralsk summen. En delikat drik og meget madvenlig vin!

Flaske: Savatiano 2021
Vinhus: Aoton
Område: Attika
Land: Grækenland
Druesort: Savatiano
Jordbund: Kalkholdig ler og sand
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Ståltanke
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Importør: Oinofilia
Pris: 189,-

Comment

Comment

Roka Laški 2019

Righoldig Riesling med duft af hvide blomster, akaciehonning og galiamelon og smag af modne kerne- og stenfrugter. Flot fylde og en smidig syre danser sig gennem dens tætte stof og milde frugtsødme. Super charmerende og ikke uden seriøse miner, der er dybere, mere krydrede lag, som lægger op til længere tids flaskemodning. Druerne er dyrket på marken Laškovec ved Okić i området Plešivica vest for Zagreb, hvor de solrige dage og kølige nætter giver perfekt modnede, sursøde druer. Et par dages kold maceration før spontangæring på store træfade og et års modning med gærresterne.

Flaske: Laški 2019
Vinhus: Roka
Område: Štajerska
Land: Slovenien
Druesort: Welschriesling
Jordbund: Kalkholdig ler og sandsten
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret på ståltanke
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Pris: cirka 225,-

Comment

Comment

Christina Gruner Veltliner 2022

Grønt trip fra Christina Netzl i Carnuntum— grønt gør godt for øjnene, siger man, men hvor det for alvor gør en forskel er i vinmarkerne, og det kan smages i vinen. Christinas Grüner Veltliner er en forfriskende mundfuld fest og farver med saftig pære, pomelo og lime, lindt stof med stimulerende syrlighed og grønne strejf af fennikel og citronverbena og krydret kant af hvid peber. Velegnet til alskens forårsgrønt, som sæsonen spiller op til, asparges og ærter eksempelvis, eller til spicy asiatisk køkkenkunst, f.eks. friske forårsruller med urter. Druerne er håndhøstet i slutningen af september, presset fra hele klaser og spontangæret på ståltanke og modnet et halvt år på gærresterne. Flasket i klaret og ufiltreret stand med kun en nænsomt strøg sulfitter ved aftapningen

Flaske: Gruner Veltliner Unfiltered 2022
Vinhus: Christina Netzl
Område: Carnuntum
Land: Østrig
Druesort: Grüner Veltliner
Jordbund: Løss, grus
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,5%
Importør: Vinpusheren
Pris: 135,-

Comment

Comment

Ca Modeano Pinot Grigio Ramato 2022

Et seriøst alternativ til roséen som terrassevin, en hvidvin med ferskenteint… eller kattesnudekulør, hvis man ikke skal forfalde til klichéer som kobberglød eller løgskalsfarve. Det er Pinot Grigio, der bekender kulør efter at have fået en lille én på skallen, og den er forfriskende syrlig og fast i kødet i sammenligning med mangt en alsacisk eller almindelig italiensk aftapning. Vi er i Friuli, og typen kaldes ramato, kobberfarvet, en gammel venetiansk tradition, her i mere moderne stil, vinificeret på ståltanke. Den befinder sig et sted mellem hvid og orange, og i det spektrum smager man nuancer af røde æbler, mirabeller og ferskner. Sart frugt med fin fylde og syrlig nerve, ligefrem og forfriskende.

Flaske: Pinot Grigio Ramato 2022
Vinhus: Ca Modeano
Område: Friuli-Venezia Giulia
Land: Italien
Druesort: Pinot Grigio
Jordbund: Kalkholdig ler
Dyrkningsform: Bæredygtig
Vinificering: Spontangæret,
12 timers skindkontakt
Lagring: Ståltank
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,5%
Importør: Ispirazione/Højbjerg Vine
Pris: 160,-

Comment

Comment

Bastian Beny Sylvaner 2022

Forår på flaske! Saftspændt, sitrende syrlig og fuld af læskende, kølig frugt, flankeret af hvide blomster, grønt græs, fine gærnoter og en kalket mineralitet. Druerne kommer fra 45 år gamle stokke, som Bastian Benys bedstefar plantede på en sydvendt løssskråning. Langsom presning, spontan gæring og sagte modning 18 måneder sur lies i brugte barriques. Det er stilsikkert håndværk fra en oprindeligt udlært kok, som smed forklædet i ringen, studerede ønologi på Geisenheim og vendte tilbage til den fædrende gård, som han siden har omlagt til biodynamisk vinbrug. Det summer fra bistaderne; høns, får og geder omkring ham springer; og i kælderen kan han trække på erfaring fra praktik hos Frank John og Klaus Peter Keller.

Flaske: Sylvaner 2022
Vinhus: Bastian Beny
Område: Rheinhessen
Land: Tyskland
Druesort: Silvaner
Jordbund: Kalkholdig løss
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Små træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12%
Importør: Reduktivt
Pris: 295,-

Comment