Viewing entries in
Hvidvin

Comment

Weingut Tement Ried Zieregg Vinothek Reserve 2018

Skal der Sauvignon i glasset, skænkes der sjældent mere storslået af slagsen end Zieregg fra familien Tement i Südsteiermark. Vinotheksreserve 2018 har superb struktur, tekstur og kompleksitet, “en vin til evigheden”, som familien selv beskriver den. Selvom det nærmest er helligbrøde at tage forsmag på evigheden allerede, så frister den med liflig fersken, passionsfrugt og moden mango, dugfriske grønne urter, våd skovbund, sten, sydesalt og en syre så spændt som Apollos gyldne bue. Knivskarp balance og betagende længde. Druerne stammer fra parcellen Weisse Wand på den stærkt skrånende, sydvendte Zieregg, og vinen lagrer 30 måneder sur lie i store træfade før flaskning. Fabelhaft!

Flaske: Zieregg Vinothek Reserve 2018
Vinhus: Tement
Område: Steiermark
Land: Østrig
Druesort: Sauvignon Blanc
Jordbund: Kalkholdig mergel
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Glasprop
Alkohol: 13,5%
Importør: Philipson Wine
Pris: cirka 750,-

Comment

Comment

Weingut Leipold Schilfsandstein Silvaner Spätlese trocken 2017

Raffineret duft med noter af friske nødder og noget let uldent og vokset. Forfriskende flow gennem munden, frisk syre og fornem fylde, smager af saftige æbler og pærer og har et næsten talkum-agtigt mineralsk finish. Sen høst fra fra marken Obervolkacher Landsknecht, som er rodfæstet i en finkornet sandsten, deraf navnet Schilfsandstein. Håndhøstet, gæret og lagret på ståltanke med en mindre del lagret på træfade. Silvaner er et evigt forårsbarn, og denne vin venter kun på sæsonens første hvide asparges. En ægte forårsbebuder.

Flaske: Schilfsandstein 2017
Vinhus: Weingut Leipold
Område: Franken
Land: Tyskland
Druesort: Silvaner
Jordbund: Sandsten
Dyrkningsform: Konventionel
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Ståltank, store træfade
Lukning: Skruelåg
Alkohol: 12,5%
Importør: Bevco
Pris: 275,-

Comment

Comment

Lindely Vingård Nordlys H..vid 2020

Der er grøde i dansk vin for tiden, og år for år forbedres kvaliteten. Nordlys er en sand forårsbebuder fra Lindely Vingård ved Kolding, en af vores største og ældste vingårde. Vinen er stukket sammen af druesorterne Solaris, Mertzling og Johanitter, tre af de særligt egnede til dyrkning i vort kølige nordiske kystklima med lange sommerdage og nætter. Dem fornemmer man i både duft og smag, som er sprød, syrefrisk og fuld af grønne æbler og stikkelsbær, med noter af nyslagen eng, krydrede gærnoter og et lille bitter bid fra rønnebær.

Flaske: Nordlys 2020
Vinhus: Lindely Vingård
Område: Jylland
Land: Danmark
Druesorter: Solaris,
Mertzling, Johanitter
Jordbund: Ler, sand, muld
Dyrkningsform: Konventionel
Vinificering: Gæret på ståltanke
Lagring: Ståltank
Lukning: Skruelåg
Alkohol: 11,5%
Pris: 149,-

Comment

Comment

Weingut Schönhals Saphira 2020

Hybridsorter har et blakket ry hos mange vinfolk, mere eller mindre velfortjent, men de nye generationer af PIWI-sorter og ikke mindst vinmagere gør det ry til skamme; og så gør deres større sygdomsresistens og tørketolerance dem til en gave for et fremtidssikret, bæredygtigt vinbrug. Saphira er en krydsning af Arnsburger og Seyve-Villard 1-72, to andre moderne krydsninger med gode resistensegenskaber. “Saphira, die wunderbare Schönheit, er dejlig druesort,” siger Hanneke Schönhals, “den elsker solen, tåler tørke godt og giver meget saftige, søde druer med meget eksotisk smag, mango, papaya og passionsfrugt — og så tænker jeg straks på stranden!” Hendes Saphira Zukunftswein er en saftig solskinsvin, med fin duft og smag af gule hindbær, mandariner, abrikoser og bemeldte sydfrugter samt en smidig syre. Måske en illusion i disse mørke tider, men den har en snert af en lys fremtid. Læs mere om Zukunftsweine her.

Flaske: Saphira 2020
Vinhus: Weingut Schönhals
Område: Rheinhessen
Land: Tyskland
Druesort: Saphira
Jordbund: Ler, lehm
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Ståltank
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Importør: Vild med Vin
Pris: cirka 100,-
(ikke p.t. i sortiment)

Comment

Comment

Keltis Riesling 2019

Riesling kender ingen grænser, så selvfølgelig færdes den stedkendt selv i slovenske Štajerska, den sydlige forlængelse af østrigske Steiermark. En af områdets mest sprudlende vinmagere er Miha Kelhar, som står bag vinhuset Keltis i Bizeljsko nær grænsen til Kroatien. Miha laver enormt let drikkelig hvid-, orange- og rødvin på et vidt spænd af sorter, økologisk og biodynamisk dyrket. Hans Riesling stammer fra sydvestvendte skråninger på Štajerskas særegne mergel med sandsten og skifer, spontangæres med et par dages skindkontakt og modnes et år på store træfade.  Den er saftspændt frugtig, smidigt stoflig og med en svævende, let løftet syre… smager af moden litchi, mirabelle, fersken, citronsirup, akaciehonning og et glas mere.

Flaske: Riesling 2019
Vinhus: Keltis
Område: Štajerska
Land: Slovenien
Druesort: Riesling
Jordbund: Mergel, skifer, sandsten
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12%
Importør: Thorsteinssons
Pris: 200,-

Comment

Comment

Sattlerhof Sauvignon Blanc Ried Kapellenweingarten 2019

Smuk Sauvignon fra Sattlerhofs højest beliggende mark Kapellenweingarten. Forfriskende frugtig duft med mildt røgede, gærede noter. Sprøde, saftige stikkelsbær i smagen, syrefrisk nerve, en smule passionsfrugt og grapefrugt og delikat krydrede noter, korianderfrø, hvide peberkorn, hyldeblomstsalt. Svævende saft, enormt appetitlig. Beplantningerne på Kapellenbergs sandede, grusede skråninger i 550 meters højde stammer fra 2014, og marken indgår således (endnu ikke) i STKs officielle klassifikation. Kvaliteten er der dog ikke en finger at sætte på, arketypisk Sauvignon fra Steiermark er det.

Flaske: Kapellenweingarten 2019
Vinhus: Sattlerhof
Område: Steiermark
Land: Østrig
Druesort: Sauvignon Blanc
Jordbund: Sand, grus
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Glasprop
Alkohol: 12,5%
Importør: Sigurd Müller Vin
Pris: cirka 300,-

Comment