Viewing entries in
Hvidvin

Comment

Weingut von Othegraven Wawerner Herrenberger Riesling Kabinett 2017

Smuk, sart og smidig Riesling fra Mosels kølige søster Saar: Sursød saft af gule æbler med mild æblekernebitterhed og små strejf af hvide forårsblomster, friske urter, grapefrugt og våde sten, svævende velsmag. Druerne kommer fra gamle Riesling-stokke stedt på Wawerner Herrenberg, en stejl sydvendt skråning lige ned mod Saar-floden, på let forvitret grå skifer og lehm— en klassisk og højt skattet vinmark, som i dag alene er i von Othegravens besiddelse. Det gamle vinhus har siden 2010 været i Thea og Günther Jauchs hænder og vinmager Andreas Barths sikre greb.

Flaske: Herrenberger Kabinett 2017
Vinhus: von Othegraven
Område: Mosel
Land: Tyskland
Druesort: Riesling
Jordbund: Grå skifer, lehm
Dyrkningsform: Bæredygtig
Vinificering: Spontangæret på ståltanke
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 8%
Importør: Laudrup Vin
Pris: 298,-

Comment

Comment

Weingut Egon Schmitt Green Vibes Sauvignac trocken 2020

Spændende ny tysk vin til at afværge vinterdepressioner, før de rammer: Et grønt syretrip fra Weingut Egon Schmitt i Pfalz. Sauvignac er en ny druesort, en såkaldt interspecifik krydsning af Riesling og Sauvignon Blanc og en ikke nærmere bekendt sort af den vilde asiatiske vitis amurensis. Gerningsmanden er endnu engang schweiziske Valentin Blattner, som specialiserer sig i at frembringe særligt froststærke og sygdomsresistente sorter, som egner sig eminent til økologisk og bæredygtigt vinbrug (læs nærmere her). Hvordan så med smagen? Ja, velkommen i den grønne lund! Den dufter og smager af knækket hyldegren, nyslåede nælder, mynte, sprøde grønne stikkelsbær, kiwi og lime, og der er frisk syre, let røgede hønoter og en salt finish. Sauvignonsk aromatik og rieslingsk tekstur, særdeles delikat.

Flaske: Green Vibes Sauvignac 2020
Vinhus: Egon Schmitt
Område: Pfalz
Land: Tyskland
Druesort: Sauvignac
Jordbund: Lehm, sandsten
Dyrkningsform: Bæredygtig
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Ståltanke
Lukning: Skruelåg
Alkohol: 11,5%
Importør: Uncork My Wine
Pris: 115,-

Comment

Comment

Domäne Wachau Ried Achleiten Riesling Smaragd 2017

Én for alle, alle for én! Østrigske Domäne Wachau er kooperativ på første klasse, hvilket tydeligt fremgår af deres Riesling fra Achleiten— en af Wachaus bedst kendte og mest markante marker. Det er ren og skær stensaft, som kommer i glasset, syrlig ferskenfrugt med noter af grapefrugtskal, limesaft og citrongræs, isprængt flintede, røgede, salte noter. Achleiten ligger ved Weissenkirchen midt i Wachau og er en sydøstvendt skråning, som strækker sig lige fra Donaufloden til Waldviertelskoven, fra 209 til 357 meters højde. Dens stenterrasser er bygget op primært på gnejs og paragnejs på den øverste del, mens amfibolit fylder mere på den nedre. Med Roman Horvath og Heinz Frischengruber i front dyrker Domäne Wachau næsten ni af de godt 22 hektarer vinmarker på Achleiten, 60% Riesling og 40% Grüner Veltliner— og begge bliver små mineralske mesterværker, som lagrer glimrende.

Flaske: Achleiten Riesling Smaragd 2017
Vinhus: Domäne Wachau
Område: Wachau
Land: Østrig
Druesort: Riesling
Jordbund: Gnejs, paragnejs, sand
Dyrkningsform: Bæredygtig
Vinificering: Spontangæret på ståltanke
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13,5%
Importør: Kjær & Sommerfeldt
Pris: 349,-

Comment

Comment

Weingut Franzen Bremmer Calmont Riesling Grosses Gewächs 2016

Fremragende Riesling fra to stigende stjerner og Mosels stejleste mark. Familien Franzens historie handler nemlig om svimlende højder og dybe fald. Op gennem 1980’erne og 90’erne tog Ulrich Franzen den opgave på sig at genoprette de gamle terrasser på verdens vel nok stejleste vinmark, Bremmer Calmont, som ellers var så godt som opgivet. Calmont rejser sig 290 meter over Moselfloden mellem Bremm og Eller og er sine steder 65 grader stejl! Kun vinstokke og vild vegetation holder sammen på dens forvitrede skifer, og det er både byrdefuldt og farligt at arbejde der. Desværre betalte Ulrich Franzen også den højeste pris, da han omkom i en traktorulykke i 2010. Sønnen Kilian sprang til fra sine studier i Geisenheim, og siden har han sammen med sin hustru Angelina drevet vinhuset videre. I dag er alles steil und geil igen og vinene fuldstændigt i vater. Deres Grosses Gewächs kombinerer krydret, cremet fylde med silkeglat syre og stenet mineralitet; og en mild smag af litchi, fersken, abrikos, akaciehonning og kærnemælk. Stor og stilig vin.

Flaske: Bremmer Calmont GG 2016
Vinhus: Weingut Franzen
Område: Mosel
Land: Tyskland
Druesort: Riesling
Jordbund: Devonskifer, greywacke
Dyrkningsform: Konventionel
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Ståltanke
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12%
Importør: Mr. Ruby
Pris: 279,-

Comment

Comment

Antonelli San Marco Montefalco Grechetto 2020

Eksemplarisk Grechetto fra et af Montefalcos største og ældste vinhuse, Antonelli San Marco. Grechetto er Umbriens mest udbredte hvidvinssort, i Orvieto er den en af flere men i Colli Martani mellem Montefalco og Perugia laves den sortsrent og særdeles spændstigt. Antonellis er en præcis og ret pikant hvidvin med duft af frisk citrus, pære og peber. Syrlig citrus- og ferskensmag, fin syre og let fenolisk greb, mandelnoter og en salt sprødhed i eftersmagen.

Flaske: Grechetto 2020
Vinhus: Antonelli
Område: Umbrien
Land: Italien
Druesort: Grechetto
Jordbund: Ler, kalksten
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Gæret på ståltanke
Lagring: Ståltanke
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Importør: Stilo Vine
Pris: 108,-

Comment

Comment

Weingut Müller-Catoir Bürgergarten “Im Breumel” Riesling Grosses Gewächs 2020

Pivfrisk citrus, fersken og abrikos, koncentreret frugt spændt op af en stringent, krydret syre og krystalklar mineralitet— se, det er sgu klassisk Riesling! Breumel er den højest beliggende parcel på Haardts berømte mark Bürgergarten, dens nordvestligste hjørne nærmest Pfälzerwald. Her hersker et helt særligt mikroklima, forstærket af den omringende tre meter høje sandstensmur, som beskytter mod nattens kolde vinde, mens solen allerede fra om morgenen skinner direkte ind på den sydøstvendte skråning. Samspillet mellem kulde og varme skaber den særlige spænding i vinen, understreget af den rå gule sandstens strukturfremmende egenskaber. Müller-Catoir erhvervede parcellen i 1994, og den har været dyrket økologisk siden 2009. Niende generations Philipp David Catoir står i spidsen med opbakning fra kældermester Martin Franzen. Mesterligt samarbejde.

Flaske: Bürgergarten Im Breumel GG 2020
Vinhus: Müller-Catoir
Område: Pfalz
Land: Tyskland
Druesort: Riesling
Jordbund: Sandsten, løss
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Importør: Vinselskabet Connaisseur
Pris: 375,-

Comment