Viewing entries in
Hvidvin

Comment

Chapuis Frères Bourgogne Aligoté 2019

Kildevand af høj karat, hydrer og vær glad! Den psykedeliske etiket er det særeste, brødrene Chapuis byder på i deres snorlige Aligoté, som gør alle klichéerne om Bourgognes “sekundasort” til skamme. Saftig, mild syre, spor af citrus og tropisk frugt, kalket mineralitet, elegance, længsel efter en slurk mere…

Chapuis Frères Bourgogne Aligoté 2019 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Bourgogne Aligoté 2019
Vinhus: Chapuis Frères
Område: Bourgogne
Land: Frankrig
Druesort: Aligoté
Jordbund: Kalksten, ler
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret,
ingen tilsatte sulfitter
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12%
Importør: Volatil
Pris: 200,-

Comment

Comment

Tabarrini Adarmando 2017

Adarmando, Giampaolo Tabarrinis tak til bedstefaren Armando, er madeleinekagen og lindeteen, der vækker den gamle, lokale sort Trebbiano Spoletino af søvnens slummer. Hvidblomstret næse, syrlige og saftige stenfrugter i munden, bivoks, søde krydderier og en næsten støvet mineralitet. Charmerende, den hvide side af Montefalco kan være så spændende og intens som den røde.

Tabarrini Adarmando 2017 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Adarmando 2017
Vinhus: Tabarrini
Område: Umbrien
Land: Italien
Druesort: Trebbiano Spoletino
Jordbund: Sand, ler
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Ståltanke
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13,5%
Importør: BB Vinimport
Pris: 139,-

Comment

Comment

Livon Collio Bianco Solarco 2018

Livons Solarco (“Solbuen”) er halvt frugtig Friulano og halvt rank Ribolla, gæret og modnet på ståltanke, halvdelen af Friulanoen på franske barriques. Skal det være saftspændt frugt med frisk syre og mild bitterhed, er det ikke helt af vejen… og på vejen er der plantet akacie og kamille, citrus og pakkede sydfrugter, stundom en smule mandel, kokos og vanille. Pæn intensitet og flot balance.

Livon Solarco 2018 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Solarco 2018
Vinhus: Livon
Område: Friuli-Venezia Giulia
Land: Italien
Druesorter: Friulano, Ribolla Gialla
Jordbund: Flysch, ler
Dyrkningsform: Konventionel
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Ståltanke og små træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13,5%
Importør: Dio Vino
Pris: 159,-

Comment

Comment

Jutta Ambrositsch Döblinger Gemischter Satz Reserve 2015

A bisserl Grinzing, a bisserl Sievering, et kludetæppe af Döbling i det gamle Wien: Jutta Kalchbrenner, the artist formerly known as Ambrositsch, høstede meget modne druer fra sine gamle vinstokke i den frodige årgang 2015, og det er en tidskapsel, der først nu er ved at folde sit potentiale fuldt ud: Hvide blomster, syltede ferskner og abrikoser, tropefrugt, mandler og honning, holdt sammen af en kælen syre og en fin mineralitet. Tydeligt fornemmer man Riesling, men Grüner Veltliner og et dusin andre sorter spiller også med, vin i D-dur. Alternativt soundtrack: Hans Moser.

Jutta Ambrositsch Döblinger Gemischter Satz Reserve 2015 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Reserve 2015
Vinhus: Jutta Ambrositsch
Område: Wien
Land: Østrig
Druesorter: Gemischter Satz
Jordbund: Løss, kalksten
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Skruelåg
Alkohol: 13,5%
Importør: Österreich Vin
(ikke i sortiment)
Pris: cirka 300,-

Comment

Comment

Roxanich Malvazijica Prve Ruže 2017

Roxanich Malvazijica, en lille Malvazija i storform: Saftig, læskende hvidvin med akacieduft, moden honningmelon og abrikos i smagen samt en sjælden blødme, sarthed og et snert af salt. Lav syre men særdeles frisk. Mladen Rožanić har vinhus for foden af byen Motovun midt på halvøen Istrien i det nordvestlige Kroatien. Med biodynamisk dyrkede druer og langsommelig vinifikation frembringer han balancerede og karakterfulde vine. Kontrasten til Malvazijica er den monumentale Antica med fem måneders maceration.

Roxanich Malvazijica 2017 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Malvazijica 2017
Vinhus: Roxanich
Område: Istrien
Land: Kroatien
Druesort: Malvazija Istarska
Jordbund: Rød ler, sandsten
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Ståltanke
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Pris: cirka 100,-

Comment

Comment

Frank Cornelissen Munjebel Bianco Classico 2017

Smidig og mild mango- og ferskensaft med listig syre og fine strøg af citrusskal, altheabolcher, malt, røg og salt. Nærmest burgundisk tekstur men med en potentiel energi og mørk mineralitet, som kun kan være Etna. Megen vin flydt fra vulkanen, siden David Harvey i 2004 døbte Cornelissens skindfermenterede hvide “orangevine”: Macerationstiden er skåret ned til fire dage, vinen mikrofiltreres, og der tilsættes mikroskopiske mængder sulfit. Denne årgang 2017 er altså en anden vin end den årgang 2011, som for en håndfuld år siden i René Langdahls glas “bobler lystigt, er mælket og tåget i al sin gyldne stråleglans” og kunne minde ham om både passito fra Pantelleria og Hoegarden! Det er en knapt så vild men stadigt svævende og meget mere samlet vin i dag.

Lige dele Carricante og Grecanico Dorato (Garganega) fra 40+ år gamle stokke på markerne Borriglione, Calderara, Crasà og Picciolo. Druerne håndhøstes, afstilkes og macereres fire dage, før de spontant gærer færdig på store glasfibertanke.

Frank Cornelissen Munjebel Bianco 2017 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Munjebel Bianco 2017
Vinhus: Frank Cornelissen
Område: Etna
Land: Italien
Druesorter: Carricante, Grecanico
Jordbund: Vulkansk
Dyrkningsform: Permakultur
Vinificering: Spontangæring
Lagring: Glasfibertanke
Lukning: Kunstprop
Alkohol: 13%
Importør: Terroiristen
Pris: 345,-

Comment