Viewing entries in
Hvidvin

Comment

Jutta Ambrositsch Döblinger Gemischter Satz Reserve 2015

A bisserl Grinzing, a bisserl Sievering, et kludetæppe af Döbling i det gamle Wien: Jutta Kalchbrenner, the artist formerly known as Ambrositsch, høstede meget modne druer fra sine gamle vinstokke i den frodige årgang 2015, og det er en tidskapsel, der først nu er ved at folde sit potentiale fuldt ud: Hvide blomster, syltede ferskner og abrikoser, tropefrugt, mandler og honning, holdt sammen af en kælen syre og en fin mineralitet. Tydeligt fornemmer man Riesling, men Grüner Veltliner og et dusin andre sorter spiller også med, vin i D-dur. Alternativt soundtrack: Hans Moser.

Jutta Ambrositsch Döblinger Gemischter Satz Reserve 2015 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Reserve 2015
Vinhus: Jutta Ambrositsch
Område: Wien
Land: Østrig
Druesorter: Gemischter Satz
Jordbund: Løss, kalksten
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Skruelåg
Alkohol: 13,5%
Importør: Österreich Vin
(ikke i sortiment)
Pris: cirka 300,-

Comment

Comment

Roxanich Malvazijica Prve Ruže 2017

Roxanich Malvazijica, en lille Malvazija i storform: Saftig, læskende hvidvin med akacieduft, moden honningmelon og abrikos i smagen samt en sjælden blødme, sarthed og et snert af salt. Lav syre men særdeles frisk. Mladen Rožanić har vinhus for foden af byen Motovun midt på halvøen Istrien i det nordvestlige Kroatien. Med biodynamisk dyrkede druer og langsommelig vinifikation frembringer han balancerede og karakterfulde vine. Kontrasten til Malvazijica er den monumentale Antica med fem måneders maceration.

Roxanich Malvazijica 2017 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Malvazijica 2017
Vinhus: Roxanich
Område: Istrien
Land: Kroatien
Druesort: Malvazija Istarska
Jordbund: Rød ler, sandsten
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Ståltanke
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Pris: cirka 100,-

Comment

Comment

Frank Cornelissen Munjebel Bianco Classico 2017

Smidig og mild mango- og ferskensaft med listig syre og fine strøg af citrusskal, altheabolcher, malt, røg og salt. Nærmest burgundisk tekstur men med en potentiel energi og mørk mineralitet, som kun kan være Etna. Megen vin flydt fra vulkanen, siden David Harvey i 2004 døbte Cornelissens skindfermenterede hvide “orangevine”: Macerationstiden er skåret ned til fire dage, vinen mikrofiltreres, og der tilsættes mikroskopiske mængder sulfit. Denne årgang 2017 er altså en anden vin end den årgang 2011, som for en håndfuld år siden i René Langdahls glas “bobler lystigt, er mælket og tåget i al sin gyldne stråleglans” og kunne minde ham om både passito fra Pantelleria og Hoegarden! Det er en knapt så vild men stadigt svævende og meget mere samlet vin i dag.

Lige dele Carricante og Grecanico Dorato (Garganega) fra 40+ år gamle stokke på markerne Borriglione, Calderara, Crasà og Picciolo. Druerne håndhøstes, afstilkes og macereres fire dage, før de spontant gærer færdig på store glasfibertanke.

Frank Cornelissen Munjebel Bianco 2017 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Munjebel Bianco 2017
Vinhus: Frank Cornelissen
Område: Etna
Land: Italien
Druesorter: Carricante, Grecanico
Jordbund: Vulkansk
Dyrkningsform: Permakultur
Vinificering: Spontangæring
Lagring: Glasfibertanke
Lukning: Kunstprop
Alkohol: 13%
Importør: Terroiristen
Pris: 345,-

Comment

Comment

Mantlerhof Riesling Ried Steingraben 2016

Fersken, abrikos og ananas, citrusskal og syltet ingefær. Det er fuldmoden frugt i samspil med smidig syre og stenet mineralitet, som kendetegner Mantlerhofs Riesling fra marken Steingraben, her fra årgang 2016. Familien Mantler har drevet land- og vinbrug ved Gedersdorf i Kremstal i et par århundreder, økologisk i et par årtier. Seks terrasser med Riesling-stokke fra 1996 står på den stejle Steingraben (oprindeligt kendt som Tyernsteiner, af dürrer Stein = tør sten), en sydvendt skråning på et tyndt lag løss over forvitret konglomerat.

Mantlerhof Riesling Ried Steingraben 2016 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Steingraben 2016
Vinhus: Mantlerhof
Område: Kremstal
Land: Østrig
Druesort: Riesling
Jordbund: Konglomerat
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Ståltanke
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Importør: Estrup & Udsen Vin
Pris: cirka 200,-

Comment

Comment

Weingut Hirsch Ried Gaisberg Grüner Veltliner 1ÖTW 2017

En elegant Grüner Veltliner fra Johannes Hirsch, saftig, smidig og krydret. Hirsch har som den eneste en parcel med Grüner Veltliner på Gaisberg, på den nedre, sydvendte del med løss og eroderet gnejs. Biodynamisk dyrket og høstet først i oktober, modnet på gærresterne i store træfade frem til juni og flasket i august. Mild og moden grønlig stenfrugtsmag med subtile noter af basilikum, humle og små strejf af gærbrød, olivenolie og salt, ret så delikat.

Johannes Hirsch Grüner Veltliner Ried Gaisberg 2017 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Gaisberg Grüner Veltliner 2017
Vinhus: Hirsch
Område: Kamptal
Land: Østrig
Druesort: Grüner Veltliner
Jordbund: Løss, gnejs
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade, ståltanke
Lukning: Skruelåg
Alkohol: 12,5%
Importør: Atomwine
Pris: 299,-

Comment

Comment

Weinbau Straka Welschriesling P……r 2017

Supersaftig og seriøs Welschriesling fra Weinbau Straka i det sydlige Burgenland, man må ty til tyske gloser for at finde noget, der dækker: Trinkfluss og Vielschichtigkeit. Området omkring Rechnitz er en af Welschrieslings østrigske højborge, og med økologisk dyrkning og 80 år gamle stokke på marken Prantner tryller den unge Thomas Straka en vin med stor skarphedsdybde frem: Smidig syre, et let salt og røget tilsnit, og pænt med saftig frugt— gule æbler, grapefrugt, mango— og små strejf af alt muligt aromatisk— jasmin, akacie, sort te, tørrede roser og basmatiris. Godt gjort.

Weinbau Straka Welschriesling Prantner 2017 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Welschriesling P……r 2017
Vinhus: Weinbau Straka
Område: Burgenland
Land: Østrig
Druesort: Welschriesling
Jordbund: Lehm, grøn skifer
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Ståltanke
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,5%
Pris: cirka 175,-

Comment