Viewing entries in
Hvidvin

Comment

Moric Hidden Treasures feat. Kis Tamás Somló 2018

Vulkansk hvidvin i særklasse. Somló er Ungarns mindste vinområde ved den udslukte vulkan af samme navn nord for Balaton-søen. Her dyrker den unge Tamás Kis fra vinhuset Somlói Vándor gamle, pæleopbundne vinstokke med traditionelle sorter som Furmint, Hárslevelü og Olaszrizling. I selskab med østrigske Roland Velich virkeliggøres visionen om at genopdage Ungarns skjulte skatte og genskabe en pannonisk vinkultur på tværs af grænserne: Hidden Treasures — hid er ungarsk for bro. I glasset: En virkeligt saftig vin med lind syre, mild bitterhed og salt mineralitet. Den glider legende let ned men efterlader små strejf af golden delicious og pigeonæbler, nashipærer og akaciehonning.

45% Furmint, 45% Hárslevelü og 10% Olaszrizling, selekteret håndhøst, nænsom presning og gæring på ståltanke. Lagret på gærresterne i ståltanke og en mindre del ungarske træfade. Læs mere om Morics projekt i Ungarn her.

Moric Hidden Treasures feat Kis Tamás Somló 2018 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Somló 2018
Vinhus: Moric
Område: Somló
Land: Ungarn
Druesorter: Furmint,
Hárslevelü, Olaszrizling
Jordbund: Basalt, sand
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12%
Pris: cirka 200,-

Comment

Comment

Josten & Klein Leutesdorf Riesling 2015

Rhinguldet genfundet! Som udbrydere fra deres lokale kooperativ i Ahr kom unge Marc Josten og Torsten Klein flyvende fra start i 2011— som ‘Årets opdagelse’ hos Gault Millau i 2013 og ‘Årets nykommere’ hos Falstaff i 2014. Josten fører siden 2017 vinbruget videre solo men med samme gejst. Deres fælles 2015 Riesling fra Leutesdorf i Mittelrhein er gylden og frugtig med en moden restsødme, der mildner den sprøde syre og samler alle elementerne, gule æbler, fersken, abrikos og litchi med saltsyltet citron, et hint af peberrod og petroleum. Modent nu og et glimrende glas til prisen.

Josten & Klein Leutesdorf Riesling 2015 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Leutesdorf Riesling 2015
Vinhus: Josten & Klein
Område: Mittelrhein
Land: Tyskland
Druesort: Riesling
Jordbund: Lehm, sandsten, skifer
Dyrkningsform: Konventionel
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Ståltanke
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,5%
Importør: WineFly
Pris: 140,-

Comment

Comment

Pieropan Soave Classico Calvarino 2016

Soave kan ganske vist oversættes med sød og blød, men der er intet blidt eller rundt over Calvarino fra Pieropan, en enkeltmarksvin fra terrasser på vulkansk jordbund lige uden for byen Soave. Navnet betyder i øvrigt ‘lille Golgata’ med en hentydning til markens plagsomme opdyrkning. Efter en let flintet og røget åbning er der jasmin, parafin, ferskensten og mandler, citronskal, sprød syre og salt eftersmag. Det er en anderledes rank og spændstig vin end dens genpart fra kalkholdige lerjorde, den frodigere og frugtigere La Rocca. Hovedrollen i begge indtages af Garganega (gamle stokke) med støtte fra Trebbiano di Soave. Gæret i glasbeklædte cementtanke og lagret et år på gærresterne i ståltanke.

Pieropan Soave Classico Calvarino 2016 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Calvarino 2016
Vinhus: Pieropan
Område: Veneto
Land: Italien
Druesorter: Garganega,
Trebbiano di Soave
Jordbund: Tuf, basalt
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Cement- og ståltanke
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Importør: Adriat Vinimport
Pris: 175,-

Comment

Comment

Wieninger Wiener Gemischter Satz Ried Falkenberg 1ÖTW 2018

Virkeligt glimrende Wiener Gemischter Satz fra Fritz Wieninger: Sommerregn, grønne reineclauder, ananas, mango, limesaft og -skal, nærmest asiatisk i smag men ikke i vælde. Slank og saftig, livlig syre, tør men mundvandsfremkaldende, salt. Et tumult af syv sorter: Grüner Veltliner, Riesling, Weissburgunder, Welschriesling, Chardonnay, Neuburger og Traminer. Sand og sandsten præger marken Falkenberg, der ligger på toppen af Bisamberg på Donaus venstre bred i det nordlige Wien.

Wieninger Wiener Gemischter Satz Ried Falkenberg 2018 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: WGS Falkenberg 2018
Vinhus: Wieninger
Område: Wien
Land: Østrig
Druesorter: Gemischter Satz
Jordbund: Løss, sand, sandsten
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Ståltank
Lukning: Glasprop
Alkohol: 13,5%
Importør: Sigurd Müller Vinhandel
Pris: cirka 225,-

Comment

Comment

Domaine Cornulus Fendant Les Monzuettes 2017

En lille skønhed fra det schweiziske skattekammer. Den ellers så sarte og sky Chasselas afslører sin sande skønhed i Stéphane Reynard og Dany Varones hænder: Saftig og elektrisk summende med en sprød syre og vokset fylde, moden stenfrugt, delikate umami-noter og salt mineralitet. Clos des Monzuettes er et lille plateau på en stejl skråning i Rhône-dalen i Valais, halvtredje hektarer terrasser på kalksten og glimmerskifer, afsat til lokale sorter som Petite Arvine, Humagne Blanche og Chasselas, lokalt kendt som Fendant.

Domaine Cornulus Fendant Les Monzuettes 2017 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Fendant Les Monzuettes 2017
Vinhus: Domaine Cornulus
Område: Valais
Land: Schweiz
Druesort: Chasselas
Jordbund: Kalksten, glimmerskifer
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Ståltanke
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,5%
Pris: cirka 200,-

Comment

Comment

Zehnthof Luckert Sulzfelder Silvaner trocken 2018

Saftig og svævende Silvaner, som skik er det hos Zehnthof Luckert. Mild syre og fint stof med moden pære, kvæde, nyslået hø og våde sten— fordamper som dug fra solen, som forfriskning en forårs- og sommerdag fås det ikke meget bedre. Bredde og frodighed fra den svært solrige sommer 2018, mineralitet fra den magre Muschelkalk rundt om Sulzfeld am Main og blød dybde fra lagring på gærresterne.

Zehnthof Luckert Sulzfelder Silvaner trocken 2018 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Sulzfelder Silvaner 2018
Vinhus: Zehnthof Luckert
Område: Franken
Land: Tyskland
Druesort: Silvaner
Jordbund: Kalksten
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Skruelåg
Alkohol: 13%
Importør: Vinpusheren
Pris: 150,-

Comment