Viewing entries in
Hvidvin

Comment

Schloss Gobelsburg Grüner Veltliner Tradition 2014

Gobelsburgs ‘gammeldags’ Grüner Veltliner er ikke bare historisk interessant vinkunst, den er også en gave, der bliver ved med at give. 2014 er endnu undervejs, men giv den tid i glasset, og den giver igen med saftig, fyldig og pikant frugt, grøn fersken, moden ananas, nyslået hø, pibetobak, tørrede krydderurter, hvid peber, honning og gærprægede briochenoter.

Læs mere om Michael Moosbruggers historiske projekt her.

Schloss Gobelsburg Gruner Veltliner Tradition 2014 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Grüner Veltliner Tradition 2014
Vinhus: Schloss Gobelsburg
Område: Kamptal
Land: Østrig
Druesort: Grüner Veltliner
Jordbund: Kalkholdig løss, paragnejs
Dyrkningsform: Bæredygtig
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13,5%
Importør: Bichel
Pris: 280,-

Comment

Comment

Weingut Tement Ried Zieregg Sauvignon Blanc 2007

Superb Sauvignon fra Zieregg, familien Tements topmark, en sydvendt skråning på koralkalksten i op til 490 meters højde og med udsigt direkte mod Slovenien. Manfred Tement var en af pionererne bag stor Sauvignon i Südsteiermark, og Zieregg står for vine med langt lagringspotentiale. 2007 er perfekt moden nu: Den ungdommelige frugt, stikkelsbær, passionsfrugt og lime, toner over i dybere noter af citrongræs, grønne urter, røg og gærbrød, underspillet kompleksitet. Bentør, syren er stadigt sprød og mundvandsfremkaldende, salt eftersmag, sindsygt flot balanceret. Økologisk dyrkning, sen høst, kort maceration, langsom spontangæring og lang lagring på gærresterne.

Tement Zieregg Sauvignon Blanc 2007 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Zieregg Sauvignon Blanc 2007
Vinhus: Tement
Område: Steiermark
Land: Østrig
Druesort: Sauvignon Blanc
Jordbund: Kalksten
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Glasprop
Alkohol: 13,5%
Importør: Philipson Wine
(årgang ikke i sortiment)
Pris: cirka 450,-

Comment

Comment

Fuhrgassl-Huber Wiener Gemischter Satz Ried Mitterberg 2018

En traditionel Wiener Gemischter Satz med røde æbler, rosenflor og jasminthe i duften, saftig eksotisk frugt og frisk syre i munden, ananas, litchi og mango, krydrede honning- og nøddenoter. Mitterberg på Nussberg er med sine 17 hektarer Wiens største sammenhængende vinmark, præget af lehm og kalksten og plantet til med mindst 11 forskellige sorter, Chardonnay, Riesling, Goldburger, Grüner Veltliner, Weissburgunder, Jubiläumsrebe, Silvaner, Müller-Thurgau, Traminer, Gutedel og Muskateller.

Fuhrgassl-Huber Wiener Gemischter Satz Ried Mitterberg in Neustift am Walde 2018 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: WGS Ried Mitterberg
Vinhus: Fuhrgassl-Huber
Område: Wien
Land: Østrig
Druesorter: Gemischter Satz
Jordbund: Lehm, sandsten, kalksten
Dyrkningsform: Bæredygtig
Vinificering: Gæret på ståltanke
Lagring: Store træfade
Lukning: Skruelåg
Alkohol: 12%
Pris: cirka 100,-

Comment

Comment

Domaine Landron Chartier Melon B 2018

Liberté, fraternité, mineralité! Der skyller en saft så salt i familien Landrons appetitlige vine fra Ancenis i det vestlige Loire. Det er naturlig Muscadet, spinkel af bygning men med sikre bevægelser tegner den sit terroir op, Atlanterhavet, Loirefloden, regnen, glimmerskifer og sand. Mild syre, fløjlsblød tekstur, gule æbler, vand, sydesalt, brusende bølger, Nausikaa, citrusskal, østersskal, havet er skønt…

Bernard et Benoit Landron Muscadet Melon B 2018 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Melon B 2018
Vinhus: Domaine Landron Chartier
Område: Loire
Land: Frankrig
Druesort: Druesort
Jordbund: Glimmerskifer, sand
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Cementtanke
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,5%
Pris: cirka 100,-

Comment

Comment

Villa Russiz Malvasia 2015

Fint blomstret næse, fyldig og rund smag, pære, fersken, nødder og honning og en krydret mineralsk finish. Vinificeret på stål og modnet på gærresterne af Villa Russiz, et klassisk friulansk vinhus i Collio med tråde tilbage til både Østrig og Frankrig og et historisk socialt engagement i området, hvor de driver børnehjem og yder uddannelse til udsatte børn.. Malvasia er en overset sort, især hvis vi taler om friulanernes Malvasia Istriana, der— som navnet antyder— har sin oprindelse i Istrien langs Adriaterhavets østkyst.

Villa Russiz Collio Malvasia 2015 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Malvasia 2015
Vinhus: Villa Russiz
Område: Friuli-Venezia Giulia
Land: Italien
Druesort: Malvasia
Jordbund: Mergel
Dyrkningsform: Konventionel
Vinificering: Gæret på ståltanke
Lagring: Ståltanke
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13,5%
Importør: Vin & Velsmag
Pris: 162,-

Comment

Comment

Georg Müller Stiftung Riesling Hassel Grosses Gewächs 2016

Hasseltræer har lagt navn til en mark ved Hattenheim, der i dag lægger løss og lehm til Riesling, der til gengæld kvitterer med frugt og fylde. Vinhuset Georg Müller stiftedes i 1882, var medstifter af VDP i 1910 og gjorde det godt i den vilde og vanskelige årgang 2016: En fyldig og intens tør vin, behagelig syrestruktur med mild frugtsødme, hvide blomster, gule æbler, masser af moden citrus, fersken, bivoks, måske endda en hasselnød eller to.

Georg Müller Riesling Hassel Grosses Gewächs 2016 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Riesling Hassel 2016
Vinhus: Georg Müller Stiftung
Område: Rheingau
Land: Tyskland
Druesort: Riesling
Jordbund: Løss, lehm
Dyrkningsform: Konventionel
Vinificering: Gæret på ståltanke
Lagring: Ståltanke, store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13,5%
Pris: cirka 250,-

Comment